Jeg er splittet

Anonym skriver:

Det, som jeg ofte undrer mig over, er, at karriere og barn bliver stillet op som to forskellige ting, som skal ske på to forskellige tidspunkter i livet. Og jeg er helt med på, at det er nemmere at bruge tid og energi på karrieren, når man ikke har børn. Men selv efter man har fået børn, er man jo stadig nødt til at passe sin karriere - man er sandsynligvis ikke lige så dedikeret, som man var før, fordi ens børn nu er det vigtigste, men man yder jo stadig et stykke arbejde og indgår aktivt i de projekter, man nu har gang i på jobbet. 

Så hvis man ser sådan på det, og man tager med i betragtning, at musikbranchen er én af de hårdere, så ville det ideelle vel være aldrig at få børn, eller først at få dem, når man gik på pension. Og det er jo ikke en mulighed, i hvert fald ikke for mig. Jeg har svært ved at se, hvad det er, jeg kan få stablet på benene inden for musikbranchen, som ikke vil blive væltet af, at jeg får et barn, hvis det virkelig forholder sig, som de fleste herinde mener.

Jeg er helt enig i, at der nærmest ikke findes noget mere fantastisk end at være forelsket. Nu ved jeg ikke, hvor længe du har været sammen med din mand, men det går jo tit sådan, at efter noget tid falmer forelskelsen, og der går mere triviel hverdag i den. Et barn forstærker nok dette, og jeg tror også, det netop er dette, der er grunden til, at jeg er bange for at få børn med en partner, fordi det vil være så stor en omvæltning for parforholdet. Derfor tror jeg også det er farligt at få børn sammen relativt hurtigt efter man har mødt hinanden (det er selvfølgelig ikke ens for alle). 

Jeg tror ikke, du har læst mit indlæg særligt grundigt. Jeg skriver sådan set ikke, at man ikke kan have en karriere samtidigt med børn. Det kan man godt. Men det er nemmere at få gang i karrieren uden. Når du har fået et job og har fået lidt rutine (det kommer som regel hurtigt), er det nemmere at passe et barn ind i det.

Jeg har været sammen med min mand i fem år, og jeg er stadig forelsket i ham. Også selvom vi har fået et barn (som kom efter tre års forhold). 

Helt ærligt, lyder du hamrende uerfaren i både karriere og især parforhold. Og det er nok den vigtigste grund til, at du bør vente med dit donorbarn. Du aner tydeligvis ikke, hvordan det er at være i et forhold (i hvert fald ikke et længerevarende). Du skylder dit kommende barn at få noget mere livserfaring, inden du vælger partner fra.

Anonym skriver:

Det, som jeg ofte undrer mig over, er, at karriere og barn bliver stillet op som to forskellige ting, som skal ske på to forskellige tidspunkter i livet. Og jeg er helt med på, at det er nemmere at bruge tid og energi på karrieren, når man ikke har børn. Men selv efter man har fået børn, er man jo stadig nødt til at passe sin karriere - man er sandsynligvis ikke lige så dedikeret, som man var før, fordi ens børn nu er det vigtigste, men man yder jo stadig et stykke arbejde og indgår aktivt i de projekter, man nu har gang i på jobbet. 

Så hvis man ser sådan på det, og man tager med i betragtning, at musikbranchen er én af de hårdere, så ville det ideelle vel være aldrig at få børn, eller først at få dem, når man gik på pension. Og det er jo ikke en mulighed, i hvert fald ikke for mig. Jeg har svært ved at se, hvad det er, jeg kan få stablet på benene inden for musikbranchen, som ikke vil blive væltet af, at jeg får et barn, hvis det virkelig forholder sig, som de fleste herinde mener.

Jeg er helt enig i, at der nærmest ikke findes noget mere fantastisk end at være forelsket. Nu ved jeg ikke, hvor længe du har været sammen med din mand, men det går jo tit sådan, at efter noget tid falmer forelskelsen, og der går mere triviel hverdag i den. Et barn forstærker nok dette, og jeg tror også, det netop er dette, der er grunden til, at jeg er bange for at få børn med en partner, fordi det vil være så stor en omvæltning for parforholdet. Derfor tror jeg også det er farligt at få børn sammen relativt hurtigt efter man har mødt hinanden (det er selvfølgelig ikke ens for alle). 

Ja, det er fantastisk at være forelsket, men det er også fantastisk at elske nogen..  Nu skriver du kun om forelskelsen, men man kommer jo til at elske en person efterfølgende. 

Og ja, der går hverdag i den, når man får et barn, men i mit tilfælde kom der også mere kærlighed. Jeg mærker kun, at jeg elsker min mand endnu mere efter jeg har fået min datter. Vi har været sammen i 8 år Det er selvf. forskelligt, hvordan parforholdet tager at få et barn. 

Men jeg synes det er en dum grund til blive alenemor - især med din alder i betragtning. Du er bange for at få et barn med en partner, fordi det vil blive en for stor en omvæltning? sådan tror jeg ikke, du vil tænke, når du netop finder manden. 

jeg har haft meget nemt ved at få børn hurtigt. Så er man ikke kørt ind i en masse rutiner og sådan plejede det at være. 

Og man er ofte ikke forelsket mere end 6 mnd. Det er en 'sindsyge' der går lidt over med tiden. En dejlig sindsyge. Men kærligheden og kendskabet gennem mange år er langt dybere. Fllles bånd og kærlighed til et fælles barn osv.  

Du lyder til at du har behov for at prøve et længere parforhold istedet for at sætte et barn til verden

Anonym skriver:

Som jeg lige har skrevet, har jeg intet imod, at folk ytrer deres uenigheder. Jeg skriver ikke bare herinde for at få et skulderklap, jeg er med på, at alt hvad der bliver skrevet herinde kan tages op til debat. Det er måden, der bliver debatteret på, som jeg er ked af. Bare fordi man ikke sidder over for hinanden, kan man altså godt holde tingene på et fornuftigt niveau og i en ordentlig tone. Det er også indstillinger som din, der gør sociale medier ubehagelige at færdes på. Folk ville jo aldrig tale til hinanden i virkeligheden, som de gør i Facebook-kommentarsporene, og så synes jeg egentlig, det er fuldstændig underordnet, om man kender hinanden eller ej. 

Og jeg er ikke enig i, at det ikke er personligt, når der debatteres. Ens holdninger og beslutninger er da unægteligt en del af ens person, så jeg mener ikke, at det nogensinde kan være ikke-personligt at indgå i debat om lige præcis disse ting. 

En god debat er for mig IKKE, når bølgerne går højt, i hvert fald ikke på den måde, som de godt kan gøre her på siden. Jeg synes, en debat er god, når alle formår at stoppe op og reflektere over hinandens svar for derefter at sende et svar tilbage, som tager højde for modpartens synsvinkler og stiller nye spørgsmål til dem. Man debatterer jo i høj grad for at blive klogere, og ikke bare for at få ret i det, man selv ytrer.

Fertiliteten falder i øvrigt allerede fra man er i midt-tyverne, så nej, min fertilitet vil ikke højst sandsynligt leve "i bedste velgående" i i hvert fald 10 år endnu. Det er sandsynligvis stadig muligt at blive gravid til den tid, men chancerne er markant mindre. Det er jo også derfor, at flere og flere kvinder skal have hjælp til at blive gravide - fordi de tror, at de sagtens kan vente. Vores samfund og kultur har ændret sig, men vores fertilitet har ikke rykket sig 10 minutter.

Men tak - jeg håber også, at det hele løser sig hen ad vejen. Det gør tingene jo for det meste.

Jeg synes ikke, tonen i tråden er hård. Det, du efter min mening overser, er, at du selv konkluderer og antager på en måde, jeg ikke håber, du ville gøre IRL. 

Flere gange postulerer du, at problematiseringer af dine planer skyldes manglende rummelighed. Det kan jeg slet ikke se. Ingen skriver, at selve dét at være alenemor er en forkert familieform, og at kun far, mor og børn duer. Men du er så langt i din tankeproces, at du, som du selv skriver, vælger kun at fokusere på fordelene ved "din måde", og det er da ganske naturligt at gøre dig opmærksom på ulemperne. Især, fordi dem, du får svar fra, er erfarne mødre, som ved en del om dét, du p.t. kun gør dig forestillinger om. At påpege, du kommer til at stå med en ubegribeligt stor mundfuld, og at dit valg VIL have konsekvenser for dig og dine børn udover de positive, som du selv fokuserer på, er ikke udtryk for manglende rummelighed. Det er reality tjek. 

Jeg tror heller ikke på, at du IRL ville fortælle andre, at det er en fordel at skåne sit barn for en mulig skilsmisse ved at gøre som du. Hvordan tror du, det ville blive opfattet af skilsmissebørn og forældre til skilsmissebørn? Indirekte fortæller du jo dermed, at du opfatter deres familiebaggrund som mere problematisk end dine børns - og at det groft sagt havde været bedre, om de eller deres børn havde været "skånet" for at have en far. 

Det gør det også svært at følge dig, at en del af din argumentation for ikke at ønske en partner - din lange beskrivelse af dit behov for at være alene - slet ikke har noget at sige, når det omhandler dét at være omgivet og krævet af børn. 

For mig at se efterrationaliserer du - på forhånd! Du har tænkt dig frem til, at dette er den bedst tænkelige plan, listet en masse plusser op - og nu bliver du udfordret på mellemregningerne og minusserne. Dem er du nødt til at forholde dig til for at få hele regnestykket med.