Jeg er splittet

Anonym skriver:

Jeg synes, du skal vente. I hvert fald til du har fået en fod inden for i musikbranchen og fået en realistisk fornemmelse af, hvad der kan lade sig gøre. En ting er at kigge udefra, noget helt andet er at stå midt i det.

Selvfølgelig kan man godt få karrieren efter barnet, men det er bare nemmere den anden vej rundt.

Med hensyn til din alder, så har du på ingen måde travlt. Jeg siger ikke, at du skal vente, til du er 35, men giv det et par år mere. Både for din egen og for dit fremtidige barns skyld. Da jeg var 23 var jeg overbevist om, at jeg aldrig ville få en kæreste på den traditionelle måde. Jeg kunne godt forestille mig at møde en, jeg kunne godt med, men jeg troede ikke på det der med kærlighed og forelskelse. Det er jo bare en kemisk reaktion. Og jeg var slet ikke sikker på, jeg ville have børn. To uger efter min 24-års fødselsdag mødte jeg min nuværende mand, og alle mine holdninger blev gjort til skamme. Jeg blev hamrende forelsket (på den der måde, hvor man ikke kan sove eller spise og det gør ondt, selvom man vil hinanden). Og hold nu op, hvor er jeg glad for det! 

Det er selvfølgelig ikke sikkert, at det samme sker for dig, men giv dig selv chancen for at møde en.

Det, som jeg ofte undrer mig over, er, at karriere og barn bliver stillet op som to forskellige ting, som skal ske på to forskellige tidspunkter i livet. Og jeg er helt med på, at det er nemmere at bruge tid og energi på karrieren, når man ikke har børn. Men selv efter man har fået børn, er man jo stadig nødt til at passe sin karriere - man er sandsynligvis ikke lige så dedikeret, som man var før, fordi ens børn nu er det vigtigste, men man yder jo stadig et stykke arbejde og indgår aktivt i de projekter, man nu har gang i på jobbet. 

Så hvis man ser sådan på det, og man tager med i betragtning, at musikbranchen er én af de hårdere, så ville det ideelle vel være aldrig at få børn, eller først at få dem, når man gik på pension. Og det er jo ikke en mulighed, i hvert fald ikke for mig. Jeg har svært ved at se, hvad det er, jeg kan få stablet på benene inden for musikbranchen, som ikke vil blive væltet af, at jeg får et barn, hvis det virkelig forholder sig, som de fleste herinde mener.

Jeg er helt enig i, at der nærmest ikke findes noget mere fantastisk end at være forelsket. Nu ved jeg ikke, hvor længe du har været sammen med din mand, men det går jo tit sådan, at efter noget tid falmer forelskelsen, og der går mere triviel hverdag i den. Et barn forstærker nok dette, og jeg tror også, det netop er dette, der er grunden til, at jeg er bange for at få børn med en partner, fordi det vil være så stor en omvæltning for parforholdet. Derfor tror jeg også det er farligt at få børn sammen relativt hurtigt efter man har mødt hinanden (det er selvfølgelig ikke ens for alle). 

Kære alle deltagende her i tråden.


Jeg kan næsten ikke følge med mere, men jeg vil gerne sige tak for alle jeres input og ytringer, som jeg bestemt har taget til mig og vil reflektere videre over. 

Når det så er sagt, vil jeg gerne have lov at sige, at jeg er rystet over den måde, der debatteres på herinde. Jeg var nødt til at tage en pause i går aftes, fordi det hele blev for voldsomt: min tvivl, alle tankerne, folks jordende kommentarer, hvor jeg måske mere have håbet på en smule støtte og hjælp til at tackle situationen. Måske er det bare mig, der er meget sensitiv og tager andres ord meget til mig, men jeg tror også, jeg taler på andres vegne, når jeg siger, at jeg synes, tonen kan være utrolig hård og fordømmende i debatterne her i forummet (dette gælder selvfølgelig ikke alle - der er nogen, der kommer med en masse konstruktiv kritik, hvilket er superfedt og lærerigt).

Jeg er helt okay med, at folk har forskellige meninger - ellers ville jeg jo heller ikke have skrevet herinde til at starte med - og heldigvis for dét! Det er forskellighed, der skaber debatter, især gode debatter. Men hvor ville jeg dog ønske, at folk tænkte sig om en ekstra gang, inden de postede et svar. Det virker ofte som om, at der er blevet skrevet en kommentar i noget nær et raserianfald, og jeg tvivler oprigtigt på, at der ville blive talt sådan, hvis vi alle sad ansigt til ansigt i en rundkreds. Og hvor er det vildt, at der er så mange, der har så stærke meninger om min beslutning allerede nu. Jeg tør jo næsten ikke tænke på, hvad jeg kommer til at møde, når først jeg er gravid, og når mit barn er kommet til verden.

For ja, jeg er stadig meget afklaret omkring min beslutning om at få et donorbarn. Jeg har dog åbnet mig mere for idéen om at udskyde mine babyplaner et par år, sådan at jeg kan fyre op under min drømmekarriere først - eller i hvert fald give det et forsøg. Det ender nok med, at jeg fastsætter en cirka-dato et par år ude i fremtiden, hvor jeg så går i gang. Når jeg så vender tilbage hertil om 2-3 år, får jeg sikkert præcis de samme ting at vide, som jeg har fået her i tråden. Men så har jeg i det mindste gjort et forsøg på at få gjort nogle andre ting først, selvom det er svært at tilsidesætte ønsket om et barn i den periode.

Dog er det jo ikke til at sige, hvad fremtiden bringer, og hvem ved, måske finder jeg mit livs partner inden for de næste par år, som kan vende op og ned på hele min verden. Måske bliver jeg karrierekvinde, måske oplever jeg et nederlag og ender med at lave noget helt andet end lige at arbejde i musikbranchen.

I hvert fald vil jeg sige tak og på gensyn. Man får hård hud af at færdes herinde, men det får jeg sikkert også brug for i tilværelsen som selvvalgt enlig mor.


Knus

Anonym skriver:

Nu er der vel også grænser for, hvor meget af livet der når at udspille sig mellem en alder af 24 og en alder af 30. Jeg forstår godt din pointe, men jeg er ikke enig i, at livet først lige er begyndt, når man er 24 (selvfølgelig er det også individuelt). 

I øvrigt falder fertiliteten drastisk, når man er 30, så hvis jeg skal nå at have de børn, jeg gerne vil, og de heller ikke lige skal være pseudotvillinger fordi jeg også skal kunne nå at følge med som alenemor, tror jeg godt nok, jeg vil føle mig presset, hvis jeg først går i gang som 30-årig.

Nu siger du selv, at du blev gravid som 24-årig. Hvis vi siger, at jeg gik i gang til den tid, der oprindeligt var planlagt, og at jeg blev gravid inden alt for længe, ville jeg stå i samme situation som dig, rent aldersmæssigt. Du siger, at du er glad for, at din datter kom, da du var 24, frem for da du var 22. Men jeg går så ud fra, at hvis du havde været alene om det, ville du have ventet til du var omkring 30 (medmindre du selvfølgelig ikke ville have børn medmindre du havde en partner)? 

Jeg vil ikke have barn uden partner. Korrekt. 

Jeg ved det at være alenemor er sygt hårdt! Så nej det ville jeg ikke. 

Der sker mega meget mellem 24 og 30 og jo i min optik er livet lige begyndt når man er 24. Specielt i musikbranchen. 

Derudover tænker jeg: hvis du er så sikker i din sag om det er det du vil. Hvorfor så spørge en bunke fremmede 

Anonym skriver:

Men så var det vel heller ikke bare en fase - så var det bare utrolig heldigt (eller skæbneagtigt, eller hvordan man nu ser på det) og til alles fordel, at du tilfældigvis mødte din mand året efter.

Hvad hvis du ikke havde mødt din mand (eller en anden partner)? Ville du så aldrig have fået børn? Ville du bare have affundet dig med, at du skulle forblive barnløs, fordi du ikke mente, at dine børn ville kunne få et godt liv uden en far?

Ja. Det var som jeg skrev den beslutning jeg havde taget.

Jeg sidder her og tænker, hvad du egentligt havde forestillet dig - det er somom folk poster ting herinde med forventning om bare at blive bekræftet i deres valg og få et klap på skulderen, fremfor at tingene bliver debatteret og folk fortæller dig ærligt hvad de tænker - hvad var du ude efter? Vi sidder alle herinde og er totalt unbiased fordi vi ikke kender dig og for mig er det jo netop fordelen med debatsider - vi sidder nemlig ikke overfor dig og derfor har vi intet personligt at forholde os til, hvilket ofte giver et mere konstruktivt og nuanceret svar, selvom det kan virke hårdt og lige på. 

Omgangstonen er kritisk herinde og nogle gange går bølgerne højt, fred være med det, det sætter også spark i en god debat - jeg tænker bare, at hvis man ikke ønsker en ærlig holdning fra fremmede, så skal bare helt undlade at spørge. Når man færdes på en debatside og oven i købet lukker op for visse kontroversielle og følsomme emner, så kan det heller ikke undgås, at nogle folk går én en smule på klingen - men dette er jo aldrig noget personligt. 

Som en anden sagde, hvis du allerede er så sikker i din sag, hvorfor spørger du så andre til råds i første omgang? Hvis du kommer tilbage om 2-3 år og er blevet modnet mere og har taget en mere fornuftig beslutning, så tror jeg derimod at dine svar kunne blive nogle helt andre. Folk herinde forholder sig til det du skriver og ikke DIG som person. Det er, for mig, styrkerne i en debatside. At du derimod føler at den måske er møntet på dig som menneske er jo ærgerligt. 

Ydermere ønsker jeg dig held og lykke med din beslutning og håber selvfølgelig at din drøm om et barn går i opfyldelse på det rette tidspunkt. Derudover er 24 ingen alder og din fertiltet vil højst sandsynligvis leve i bedste velgående i hvert fald 10 år endnu så forestillingen om at du har travlt er forkert. Jeg håber du finder ud af det hele. 

Aristocats skriver:

Jeg sidder her og tænker, hvad du egentligt havde forestillet dig - det er somom folk poster ting herinde med forventning om bare at blive bekræftet i deres valg og få et klap på skulderen, fremfor at tingene bliver debatteret og folk fortæller dig ærligt hvad de tænker - hvad var du ude efter? Vi sidder alle herinde og er totalt unbiased fordi vi ikke kender dig og for mig er det jo netop fordelen med debatsider - vi sidder nemlig ikke overfor dig og derfor har vi intet personligt at forholde os til, hvilket ofte giver et mere konstruktivt og nuanceret svar, selvom det kan virke hårdt og lige på. 

Omgangstonen er kritisk herinde og nogle gange går bølgerne højt, fred være med det, det sætter også spark i en god debat - jeg tænker bare, at hvis man ikke ønsker en ærlig holdning fra fremmede, så skal bare helt undlade at spørge. Når man færdes på en debatside og oven i købet lukker op for visse kontroversielle og følsomme emner, så kan det heller ikke undgås, at nogle folk går én en smule på klingen - men dette er jo aldrig noget personligt. 

Som en anden sagde, hvis du allerede er så sikker i din sag, hvorfor spørger du så andre til råds i første omgang? Hvis du kommer tilbage om 2-3 år og er blevet modnet mere og har taget en mere fornuftig beslutning, så tror jeg derimod at dine svar kunne blive nogle helt andre. Folk herinde forholder sig til det du skriver og ikke DIG som person. Det er, for mig, styrkerne i en debatside. At du derimod føler at den måske er møntet på dig som menneske er jo ærgerligt. 

Ydermere ønsker jeg dig held og lykke med din beslutning og håber selvfølgelig at din drøm om et barn går i opfyldelse på det rette tidspunkt. Derudover er 24 ingen alder og din fertiltet vil højst sandsynligvis leve i bedste velgående i hvert fald 10 år endnu så forestillingen om at du har travlt er forkert. Jeg håber du finder ud af det hele. 

Som jeg lige har skrevet, har jeg intet imod, at folk ytrer deres uenigheder. Jeg skriver ikke bare herinde for at få et skulderklap, jeg er med på, at alt hvad der bliver skrevet herinde kan tages op til debat. Det er måden, der bliver debatteret på, som jeg er ked af. Bare fordi man ikke sidder over for hinanden, kan man altså godt holde tingene på et fornuftigt niveau og i en ordentlig tone. Det er også indstillinger som din, der gør sociale medier ubehagelige at færdes på. Folk ville jo aldrig tale til hinanden i virkeligheden, som de gør i Facebook-kommentarsporene, og så synes jeg egentlig, det er fuldstændig underordnet, om man kender hinanden eller ej. 

Og jeg er ikke enig i, at det ikke er personligt, når der debatteres. Ens holdninger og beslutninger er da unægteligt en del af ens person, så jeg mener ikke, at det nogensinde kan være ikke-personligt at indgå i debat om lige præcis disse ting. 

En god debat er for mig IKKE, når bølgerne går højt, i hvert fald ikke på den måde, som de godt kan gøre her på siden. Jeg synes, en debat er god, når alle formår at stoppe op og reflektere over hinandens svar for derefter at sende et svar tilbage, som tager højde for modpartens synsvinkler og stiller nye spørgsmål til dem. Man debatterer jo i høj grad for at blive klogere, og ikke bare for at få ret i det, man selv ytrer.

Fertiliteten falder i øvrigt allerede fra man er i midt-tyverne, så nej, min fertilitet vil ikke højst sandsynligt leve "i bedste velgående" i i hvert fald 10 år endnu. Det er sandsynligvis stadig muligt at blive gravid til den tid, men chancerne er markant mindre. Det er jo også derfor, at flere og flere kvinder skal have hjælp til at blive gravide - fordi de tror, at de sagtens kan vente. Vores samfund og kultur har ændret sig, men vores fertilitet har ikke rykket sig 10 minutter.

Men tak - jeg håber også, at det hele løser sig hen ad vejen. Det gør tingene jo for det meste.

Faktisk synes jeg ikke, at denne debat er så slem. Måske er der lige en enkel kommentar eller to, men ja  

du bliver udfordret på måden, du ser tingene på, da det virker til mange ikke helt forstår din tankegang. Derudover synes jeg faktisk, at folk spørger ind til det, kommer med deres ytringer osv. 

Men fred med det. Nu har jeg heller ingen følelser i denne her debat, så måske derfor jeg ikke kan se det?

Anonym skriver:

Kære alle deltagende her i tråden.


Jeg kan næsten ikke følge med mere, men jeg vil gerne sige tak for alle jeres input og ytringer, som jeg bestemt har taget til mig og vil reflektere videre over. 

Når det så er sagt, vil jeg gerne have lov at sige, at jeg er rystet over den måde, der debatteres på herinde. Jeg var nødt til at tage en pause i går aftes, fordi det hele blev for voldsomt: min tvivl, alle tankerne, folks jordende kommentarer, hvor jeg måske mere have håbet på en smule støtte og hjælp til at tackle situationen. Måske er det bare mig, der er meget sensitiv og tager andres ord meget til mig, men jeg tror også, jeg taler på andres vegne, når jeg siger, at jeg synes, tonen kan være utrolig hård og fordømmende i debatterne her i forummet (dette gælder selvfølgelig ikke alle - der er nogen, der kommer med en masse konstruktiv kritik, hvilket er superfedt og lærerigt).

Jeg er helt okay med, at folk har forskellige meninger - ellers ville jeg jo heller ikke have skrevet herinde til at starte med - og heldigvis for dét! Det er forskellighed, der skaber debatter, især gode debatter. Men hvor ville jeg dog ønske, at folk tænkte sig om en ekstra gang, inden de postede et svar. Det virker ofte som om, at der er blevet skrevet en kommentar i noget nær et raserianfald, og jeg tvivler oprigtigt på, at der ville blive talt sådan, hvis vi alle sad ansigt til ansigt i en rundkreds. Og hvor er det vildt, at der er så mange, der har så stærke meninger om min beslutning allerede nu. Jeg tør jo næsten ikke tænke på, hvad jeg kommer til at møde, når først jeg er gravid, og når mit barn er kommet til verden.

For ja, jeg er stadig meget afklaret omkring min beslutning om at få et donorbarn. Jeg har dog åbnet mig mere for idéen om at udskyde mine babyplaner et par år, sådan at jeg kan fyre op under min drømmekarriere først - eller i hvert fald give det et forsøg. Det ender nok med, at jeg fastsætter en cirka-dato et par år ude i fremtiden, hvor jeg så går i gang. Når jeg så vender tilbage hertil om 2-3 år, får jeg sikkert præcis de samme ting at vide, som jeg har fået her i tråden. Men så har jeg i det mindste gjort et forsøg på at få gjort nogle andre ting først, selvom det er svært at tilsidesætte ønsket om et barn i den periode.

Dog er det jo ikke til at sige, hvad fremtiden bringer, og hvem ved, måske finder jeg mit livs partner inden for de næste par år, som kan vende op og ned på hele min verden. Måske bliver jeg karrierekvinde, måske oplever jeg et nederlag og ender med at lave noget helt andet end lige at arbejde i musikbranchen.

I hvert fald vil jeg sige tak og på gensyn. Man får hård hud af at færdes herinde, men det får jeg sikkert også brug for i tilværelsen som selvvalgt enlig mor.


Knus

Nu har jeg ikke læst alle kommentarer igennem, men jeg synes egentlig ikke de jeg har læst var så slemme. 

Personligt ville jeg have sagt præcis de samme ting Face til Face hvis dine ord var faldet på samme måde. Selvsagt er en samtale hvor man sidder over for personen anderledes, for dine ord ville måske være faldet lidt anderledes, du ville have tøvet ved nogle forklaringer, haft en mimik og gestikulation som havde gjort jeg måske forstod på en anden måde. Jeg ville formodentlig også have stillet flere korte afklarende spørgsmål for at forstå dybere og bedre - gør man ikke her fordi der kan gå timer før man får svar. Ergo jeg konkluderer og vurderer "hurtigere" end jeg ville ude i verden  Og det kan måske virke hårdt for den der sidder på den anden side, at der konkluderes og vurderes alene på få indlæg med få ord, men det er nu en gang forummets form.

Nu har jeg ikke læst kommunikation, men lige præcis det her med at man forventer regler, normer og etik er universelle og gældende for alle kommunikationsformer er ret spændende. For der er jo andre spilleregler på forskellige arenaer, sidder vi med enkop tre i mit køkken så er der en slags spilleregler, taler vi i telefon en anden, skriver på Facebook en tredje og skriver vi her en fjerde. Og "reglerne" gælder begge parter, både den der bringer et emne til torvs og de som taler med om emnet. Fx her i et debatforum, der skal man være rimelig detaljeret hvis man ønsker detailsvar, smider man noget overordnet ud alla: jeg råbte af mit barn i går og tog det i armen, så er det det man bliver svaret på. Hvis man derimod skriver ud: min familiesituation er uholdbar, jeg står alene hver dag mens min mand spiller www, de to teenagere kalder mig alskens ukvemsord, mit arbejde ringer også om aftenen og kræver jeg kan svare, og det hele kulminerede i går da jeg tog den mindste i armen og råbte højt. Hjælp. Så får man helt andre svar. 

og ja så skal "vi" som svarer selvsagt også huske at gå efter bolden og ikke manden, men igen er det på en anden måde. Og "vi" der svarer vil hurtigere vurdere og konkludere fordi det sker på baggrund af en monolog (startindlægget) og ikke en dialog. Det er måske en pseudodialog et sted som her, men det er ikke en dialog vor bolden spilles frem og tilbage mange gange, det har mere formen: monolog som sætter rammen for debat, debattører vurderer og konkludere på baggrund af monologen. Nogle gange udvikler der sig så mere en dialog hvis ts svarer på indlæg, men da tiden også er en faktor og der kan gå flere timer mellem spørgsmål og svar, så vil "samtalern" her inde ikke følge reglerne for dialog. Nå der nørdede jeg lige, men synes det er vildt spændende at "reglerne" for samtale ændres qua den digitale verden og er nok for meget fan af Wittgenstein til at lave den ligge uberørt hen 

Anonym skriver:

Det, som jeg ofte undrer mig over, er, at karriere og barn bliver stillet op som to forskellige ting, som skal ske på to forskellige tidspunkter i livet. Og jeg er helt med på, at det er nemmere at bruge tid og energi på karrieren, når man ikke har børn. Men selv efter man har fået børn, er man jo stadig nødt til at passe sin karriere - man er sandsynligvis ikke lige så dedikeret, som man var før, fordi ens børn nu er det vigtigste, men man yder jo stadig et stykke arbejde og indgår aktivt i de projekter, man nu har gang i på jobbet. 

Så hvis man ser sådan på det, og man tager med i betragtning, at musikbranchen er én af de hårdere, så ville det ideelle vel være aldrig at få børn, eller først at få dem, når man gik på pension. Og det er jo ikke en mulighed, i hvert fald ikke for mig. Jeg har svært ved at se, hvad det er, jeg kan få stablet på benene inden for musikbranchen, som ikke vil blive væltet af, at jeg får et barn, hvis det virkelig forholder sig, som de fleste herinde mener.

Jeg er helt enig i, at der nærmest ikke findes noget mere fantastisk end at være forelsket. Nu ved jeg ikke, hvor længe du har været sammen med din mand, men det går jo tit sådan, at efter noget tid falmer forelskelsen, og der går mere triviel hverdag i den. Et barn forstærker nok dette, og jeg tror også, det netop er dette, der er grunden til, at jeg er bange for at få børn med en partner, fordi det vil være så stor en omvæltning for parforholdet. Derfor tror jeg også det er farligt at få børn sammen relativt hurtigt efter man har mødt hinanden (det er selvfølgelig ikke ens for alle). 

Håber lidt du læser med 

nej karrierer og barn er ikke to forskellige ting. Men hvis du skal have en karrierere er du nød til at have en mand, der ikke har ikke. Eller et super stærkt netværk der altid kan springe til! 

Herhjemme har vi indset at begge partnere ikke kan knokle løs fordi et barn vil mangle en del. 

Jeg har elever der hverdag savner karriereforældren fordi, ja de aldrig er hjemme. Derfor er man nød til at være to i min optik

Anonym skriver:

Det, som jeg ofte undrer mig over, er, at karriere og barn bliver stillet op som to forskellige ting, som skal ske på to forskellige tidspunkter i livet. Og jeg er helt med på, at det er nemmere at bruge tid og energi på karrieren, når man ikke har børn. Men selv efter man har fået børn, er man jo stadig nødt til at passe sin karriere - man er sandsynligvis ikke lige så dedikeret, som man var før, fordi ens børn nu er det vigtigste, men man yder jo stadig et stykke arbejde og indgår aktivt i de projekter, man nu har gang i på jobbet. 

Så hvis man ser sådan på det, og man tager med i betragtning, at musikbranchen er én af de hårdere, så ville det ideelle vel være aldrig at få børn, eller først at få dem, når man gik på pension. Og det er jo ikke en mulighed, i hvert fald ikke for mig. Jeg har svært ved at se, hvad det er, jeg kan få stablet på benene inden for musikbranchen, som ikke vil blive væltet af, at jeg får et barn, hvis det virkelig forholder sig, som de fleste herinde mener.

Jeg er helt enig i, at der nærmest ikke findes noget mere fantastisk end at være forelsket. Nu ved jeg ikke, hvor længe du har været sammen med din mand, men det går jo tit sådan, at efter noget tid falmer forelskelsen, og der går mere triviel hverdag i den. Et barn forstærker nok dette, og jeg tror også, det netop er dette, der er grunden til, at jeg er bange for at få børn med en partner, fordi det vil være så stor en omvæltning for parforholdet. Derfor tror jeg også det er farligt at få børn sammen relativt hurtigt efter man har mødt hinanden (det er selvfølgelig ikke ens for alle). 

Hov forresten vedr. Karriere og børn også en spændende debat   her rammer du igen ind i nogle plejere, og de plejere er baseret på kultur og hvordan er vi selv vokset op og ikke mindst her på denne side en erfaring om hvordan prioriterede jeg da jeg fik børn. Og jeg tænker bruger man tid på en babyside så er det også fordi man har netop en interesse i babyer/børn og formodentlig har valgt at prioritere dem timelig højt (eller man er gravid, lige født mm). 

Jeg har set mange former for familieliv også i forhold til arbejde mm. Boede i Italien i turistområde hvor forældrene arbejdede mellem 14-18 timer i døgnet i sæsonen og jeg vidste med det samme, sådan vil jeg ikke leve når jeg får børn. Derimod troede jeg, at jeg når de to børn var født i min kernefamilie så var fokus på mig og min karriere (for at få foden inden for de fleste steder handler om man i starten kan knokle r.... ud af bukserne, er fleksibel osv og det krævede børnenes far kunne være den stabile) - nu ville livet det så anderledes og jeg kom aldrig ud og kæmpe for den forsknings/undervisnings karriere som var min drøm. 

Til sidst vil jeg sige jeg havde glemt at jeg faktisk kender en håndfuld der arbejder med lyd, booking osv. En del af dem har valgt at sadle om efter de fik børn, kender en der arbejdede med lyd i teatre og efter hun fik børn har hun taget en uddannelse som lægesekretær. Kender en anden der havde lydstudier efter han i mange år havde kørt som lydmand til koncerter (det blev for hårdt for kæreste livet og ham selv), studierne blev solgt efter han fik børn. Kender en anden hvor hende og manden var arrangører, manden har kunne fortsætte og hun arbejder så for ham for de jan ikke begge tage til Oslo i en weekend og få det hele til at klappe. Kender så også en anden der først efter hun fik børn valgte at tage uddannelsen til event manager, hun ville ikke have kunne udføre arbejdet uden en stabil støtte (behøver jo ikke være far kan også være bedster), for der er en del rejser involveret. /

så nej karriere er ikke ulig børn overhovedet, 'en det er et liv med børn hvor man skal have dem passet på de skæve tider (selv jeg som nu er lærer er afhængig af pasning på de skæve arbejdstider). Det kan man gøre ved at betale babysitter, have en stabil bedste osv. Så nej ikke to modsatrettede ting som ikke kan forenes men det skal gennemtænkes (det skal det at få børn jo egentlig vel altid), og skal nok gennemtænkes lidt mere hvis man er alene