Jeg er splittet

lineog4 skriver:

Men lader du dit barn få en tilknytning til en kommende kæreste, få et voksen/barn forhold i fx 10 år så skal I da, altså jer to voksne da give barnet muligheden for at fortsætte med det venskab og det forhold også selvom I ikke længere er kærester. Det er da ligegyldigt om det er en biologisk far eller "bare" en bonusfar, barnet og den mand vil måske have meget dybe følelser for hinanden og der er I voksne stadig forpligtede til at samarbejde og hjælpe barnet med fortsat at have kontakt. Jeg har stadig kontakt med min papmor som min far fandt da jeg var 12 og blev skilt fra da jeg var 19 og forresten døde han da jeg var 23 år. Bare fordi hun ikke er biologisk noget til mig, er hun da en del af mig, mine minder, mit liv. 

Ja selvfølgelig, man skal jo altid gøre hvad der er bedst for barnets tarv. Men jeg tror også bare, at situationen vil være nemmere, fordi der ikke er de samme juridiske regler (som jo i øvrigt er ens for alle skilsmisseforældre, uanset hvordan deres situation lige ser ud). Jeg tror, der kommer bedre ting ud af fri vilje, og jeg kan forestille mig, at jeg i hvert fald vil have nemmere ved at håndtere en sådan situation, hvis ikke der er alle mulige formelle ting, der skal overholdes. I en skilsmisse, hvor de to voksne ikke begge er forældre til barnet, opstår der ikke den typiske "kamp" mellem de voksne (som selvfølgelig ikke er givet på forhånd - der er jo mange skilsmisseforældre som godt kan finde ud af at samarbejde), og jeg tror, der er mere plads til at finde ud af tingene i et tempo og et format, som passer til det enkelte par. Håber du forstår, hvad jeg mener. 

Anonym skriver:

Nej, det gør jeg ikke, men jeg holder stadig fast ved min mening om, at en skilsmisse mellem to forældre og en skilsmisse mellem en forælder og en bonusforælder ikke kan sammenlignes, netop fordi de juridiske aspekter er enten eksisterende eller ikke-eksisterende.

Jeg tænkte nok, at der ville blive nævnt noget med selskabet fra et barn. Og ja, jeg har da tænkt over, om det overhovedet ville være noget for mig med børn i huset. Som teenager var jeg faktisk ret sikker på, at jeg ikke ville have børn. Men det har ændret sig, meget endda, og det er jeg da glad for. I øvrigt mener jeg jo, at man skal reagere på det ønske, der opstår, for det opstår vel ikke uden grund. Om det så skal være lige nu, om et par år eller om mange år er sådan set underordnet i den forbindelse. Og det er heller ikke fordi, jeg ikke er et socialt menneske - jeg elsker da at være sammen med min familie (faktisk bor jeg sammen med min storebror i en meget lille lejlighed - uden døre med undtagelse af badeværelset - så vi kommer hinanden ved, og det går fantastisk), og jeg tror også, jeg vil elske at være sammen med mit barn i det omfang, det nu kræver. Det skal ikke forstås sådan, at jeg gerne vil være i fred 24/7!

Du siger, at du selv er blevet en bedre mor af at være sammen med dine børns far, og det er jo fedt for dig. Men mennesker er jo forskellige, og hvis jeg bliver en bedre mor af at være alene om det, så er det vel sådan, jeg skal gøre? Her vil jeg gerne understrege, at det selvfølgelig ikke er noget, man kan vide på forhånd, men jeg synes, det er ærgerligt, at det ene bliver set som mere rigtigt end det andet, uanset hvilken slags person man er. Jeg mener, man i højere grad bør tage med i sine overvejelser, hvilken person man er, frem for bare at gøre det, der nu er det mest normale. Og ja, det kan da godt være at jeg møder én, som bare gør mig til en meget bedre mor - den mulighed er jeg åben for, men jeg har ikke tænkt mig at vente på den i ti år.

Jeg er enig med dig i det du siger om kontroltab. For ja, jeg kan godt være lidt af et kontrolmenneske. Men jeg skrev ikke til clairvoyanten for at få et "ja/nej" svar - det er ikke hendes melding, der er afgørende for mit valg, den åbnede bare lige op for nogle tanker, som jeg gerne ville dele med jer herinde. Selvfølgelig er jeg bevidst om, at tingene nok ikke går, som jeg planlægger - det gør de jo sjældent, og det er noget af det fine ved livet. Jeg har ingen forventning om at blive gravid i første hug, at få en pige (faktisk har jeg altid følt det mest naturligt at jeg ville få en dreng, så det kom lidt bag på mig at hun skrev dette), at få en musikkarriere inden for kort tid eller at møde en kæreste inden for 2 år. Jeg havde i det hele taget ingen forventning om overhovedet at få et svar fra hende, jeg tænkte bare, at jeg jo lige så godt kunne prøve. 

Det er egentlig rart, at du siger, at du ikke synes jeg er parat endnu, fordi jeg skal være klar til at miste kontrollen, og ikke fordi jeg er alene eller gerne vil ind i musikbranchen. For det er åbenbart, hvad alle andre mener er grunden til, at jeg skal vente. Og når alt kommer til alt, tror jeg også, at sidstnævnte bliver min grund til at vente, for uanset hvor gammel jeg er, er jeg jo bare en person, som godt kan lide at have styr på tingene. Uanset hvornår jeg får børn, bliver dét udfordret, og det glæder jeg mig egentlig til. Det er jo en del af det!

Når jeg mente jeg blev en bedre mor af min mand var og er det ikke fordi vi er to, fordi der er normalt eller deslignende. Det er alene fordi jeg lod mine faste meninger udfordre. Det kunne jeg også have gjort med en god ven, med er bofællesskab, med en mødregruppe hvad ved jeg. Og det er derfor jeg altid bliver lidt uha pas på når jeg hører nogle siger: jeg vil have bærb alene for så skal jeg ikke gå på kompromis, for jeg tror netop det er når man tør kompromiser, tør se på sine egne værdier og holdninger og blive mere rund end firkantet, at man kan være den gode forælder der kan give slip på sit barn og lade det udvikle sig til det unikke skønne menneske som det vælger. Mine børn er netop så skønne fordi de ikke kun har stivnakkede mig der tror netop mine tanker om opdragelse, mine værdier mm. Er de eneste rigtige. 

Og nej jeg mener sagtens man kan være parat selvom man er forholdvis ung, man vil det alene, man vil arbejde i en bestemt branche. Men jeg kan være bekymret for om du er parat til at smide kontrollen, og netop udfordre dine egne holdninger,værdier mm. Men hvem måske et lille liv vil lære dig at slippe kontrollen. Mine 4 børn har lært mig utrolig meget om livet (og døden) og jeg er blevet udfordret på alle planer også min lyst til at have kontrol og kunne planlægge, som jeg mistede totalt da min datter døde. 

Anonym skriver:

Absolut.

Når du nu hænger dig så meget i teorien om skilsmisse - hvad så med teorien om, at du bliver psykisk eller fysisk syg og ikke kan tage dig af dit barn? Så bliver det bare sendt videre til et familiemedlem? Ja, meget kan ske, men det er da lige så meget en mulighed som skilsmisse.

Okay. Så er vi bare virkelig uenige. Jeg tror fuldt og fast på, at det vigtigste i et barns liv er omsorg, tryghed og kærlighed, og at homoseksuelle kan være lige så gode forældre som heteroseksuelle. At regnbuefamilier med flere end to forældre kan være en lige så god familie som en regulær kernefamilie. Og at enlige forældre kan være supergode forældre, uanset om det er mor eller far. 

Ja, det er også en teori. Der er mange teorier at tage op til overvejelse, og man kan aldrig vide, hvad der kommer til at ske med et barns forældre. Det kan ingen, uanset hvilken familieform man praktiserer. Du har ikke overvejet, at et barn med to forældre også er i risiko for, at forældrene bliver syge eller andet? Risikoen er selvfølgelig lidt mindre, men den er der. Ligesom der er risiko for alt muligt andet, som man slet ikke lige tænker på i det daglige. Jeg kan sagtens forstå, at der bliver fremhævet risici ved at være ene-forælder, men jeg er godt nok træt af, at der bliver set sådan på det, at fordi man er både mor og far, så er barnet sikret til sine dages ende. 

Jeg er personligt rigtig glad for min familie og især for at de lige fra starten har givet udtryk for, at de til hver en tid vil tage sig af mit barn, hvis der skulle ske mig noget. Hvorfor skulle fx en morbror, som barnet i øvrigt har rigtig tæt inde på livet, ikke kunne agere forælder, hvis jeg skulle gå hen og ryge i en situation, hvor jeg ikke kan varetage forældrerollen? Selvfølgelig håber jeg ikke, at det sker, men jeg mener absolut, at jeg tager mit ansvar alvorligt, når jeg allerede nu er så langt i processen med et børnetestamente og sikring af barnet, som ikke engang er undfanget endnu. 

Anonym skriver:

Okay, så det du egentlig mener er, at du ville vente til du var ældre OG havde fundet en partner at få barnet med? 

Ja. Du er kun 24! Nyd livet i musikbranchen uden nogen hæmninger 

Anonym skriver:

Jeg er helt enig med dig i, at man får det meste ud af livet, hvis man tør vove pelsen. Og jeg mener bestemt også, at jeg allerede mange gange i mit liv har sluppet med begge hænder og sprunget ud i noget, som jeg slet ikke lige følte mig helt sikker på. 

Og jeg tvivler heller ikke på, at man som forældre er rollemodeller for sit barn - det siger jo sig selv. Men jeg føler ikke, at jeg har tilknytningsbesvær, jeg har igennem mit liv haft mange mennesker tæt på mig, som er kommet og gået og forårsaget sorg, og sådan synes jeg da også, det skal være. Det er en del af det at være menneske og at elske, og det er med til at forme os og få os til at gro. 

Jeg må nok erkende, at jeg har fået formuleret mig lidt uheldigt, når så mange af jer tilsyneladende læser det som om, at jeg aldrig nogensinde vil have en kæreste, fordi jeg er nervøs for at vi går fra hinanden. Det er slet ikke sådan, jeg tænker - jeg nævner bare den potentielle skilsmisse som en ting, som mit barn trods alt undgår, såfremt det bliver sat i verden af mig alene. Igen: det er IKKE ét af mine argumenter for at blive solomor. 

Når jeg ser på mit liv og på mine relationer, ved jeg, at jeg sagtens kan knytte mig. Faktisk knytter jeg mig dybt til andre mennesker, når først de er inde på livet af mig - ja, egentlig skal jeg bare være på bølgelængde med en anden person, før de får en helt speciel betydning for mig. Jeg er en meget sensitiv og kærlig person, når alt kommer til alt. Og jeg synes, verden skal knæle for kærlighed. Det er ikke sådan, at jeg har taget beslutningen om aldrig at skulle være i et parforhold, og derfor bare afviser alt, der kunne blive til noget. Slet ikke! Og jeg ville ikke være de forhold, jeg har været i, foruden.

Men det forholder sig bare sådan, at jeg som person har det fantastisk alene. Igen har det nok også noget at gøre med, at jeg er særligt sensitiv. Ligesom andre mennesker har det allerbedst når de er sammen med deres venner eller familie, i det hele taget bare når de er iblandt andre mennesker, har jeg det allerbedst i mit eget selskab. Det er sådan, jeg slapper allerbedst af. Og jeg ved godt, at det er et tabu at have det sådan, men det er faktisk også noget, jeg arbejder på at ændre ved at tale højt om det. For der er mange andre end mig, der har det sådan. Og det betyder ikke, at man er ude af stand til at knytte sig til andre, eller at man er et koldt og ensomt menneske - tværtimod føler jeg mig oftere ensom, når jeg færdes iblandt andre mennesker, end når jeg er helt alene. Jeg kan ikke ændre på den person jeg er, jeg kan kun omfavne den og få det bedste ud af det. Ikke at jeg ser det som en ulempe at være den slags enspænder - jeg betragter det faktisk som en kæmpe fordel i rigtig mange sammenhænge. 

Nu er det selvfølgelig også svært at danne sig et billede af en anden person ved at debattere på en platform som denne. Men jeg er ret sikker på, at hvis du kendte mig, ville du ikke bekymre dig om, hvorvidt mine børn kommer til at få problemer med at knytte sig, fordi jeg er deres rollemodel. Jeg kan godt se, hvorfor du får det indtryk, når du læser mine indlæg. Men hvis du spurgte de mennesker, jeg har dybe relationer til, ville de tro du snakkede om en helt anden person.

Når du har det allerbedst alene, er det svært for mig at se det ønskværdige i at få barn eller børn uden en partner/medforælder. Personligt ville jeg blive skør, hvis ikke min mand havde været og stadig er der til at give ungerne fuld opmærksomhed, når jeg higer efter bare en time for mig selv. Min mand lægger ikke beslag på min tid eller kræver mit intense nærvær i nært samme omfang som børnene. Han forstår og acepterer, at nu er mit hoved så fuldt, at jeg ikke kan forholde mig til bare et enkelt spørgsmål. Mine børn, til gengæld, kræver og forventer, at jeg er der, at jeg lytter, at jeg tager stilling - lige præcis, når de har brug for at snakke. Og jeg har store børn, ligesom dine bliver, og deres behov for nærvær er langt fra blevet mindre med årene. Det er nu, og det er her, og det er helt vildt vigtigt. 

Børn vil invadere dine "rum" og din tid og din opmærksomhed langt mere, end en partner kan og vil. Og du kan altså ikke bede et nok så nært familiemedlem om at troppe op akut, når din teenagesøn vil snakke fredag kl. 22. Men du kan oftest rimeligvis bede barnets anden forælder involvere sig lige her og nu. 

Spørgsmålet er, hvor langt du tænker frem. Babytiden er intens og kortvarig, men tænker du længere frem? 12-15-20 år? Og 1-2-3 børn? 

lineog4 skriver:

Når jeg mente jeg blev en bedre mor af min mand var og er det ikke fordi vi er to, fordi der er normalt eller deslignende. Det er alene fordi jeg lod mine faste meninger udfordre. Det kunne jeg også have gjort med en god ven, med er bofællesskab, med en mødregruppe hvad ved jeg. Og det er derfor jeg altid bliver lidt uha pas på når jeg hører nogle siger: jeg vil have bærb alene for så skal jeg ikke gå på kompromis, for jeg tror netop det er når man tør kompromiser, tør se på sine egne værdier og holdninger og blive mere rund end firkantet, at man kan være den gode forælder der kan give slip på sit barn og lade det udvikle sig til det unikke skønne menneske som det vælger. Mine børn er netop så skønne fordi de ikke kun har stivnakkede mig der tror netop mine tanker om opdragelse, mine værdier mm. Er de eneste rigtige. 

Og nej jeg mener sagtens man kan være parat selvom man er forholdvis ung, man vil det alene, man vil arbejde i en bestemt branche. Men jeg kan være bekymret for om du er parat til at smide kontrollen, og netop udfordre dine egne holdninger,værdier mm. Men hvem måske et lille liv vil lære dig at slippe kontrollen. Mine 4 børn har lært mig utrolig meget om livet (og døden) og jeg er blevet udfordret på alle planer også min lyst til at have kontrol og kunne planlægge, som jeg mistede totalt da min datter døde. 

Okay, men hvad er der så i vejen for at jeg lader mine faste meninger udfordre af mødregrupper, familie, venner eller bofællesskab (jeg overvejer faktisk kraftigt at flytte i sådan ét)? Jeg synes, det er ærgerligt, at du mener, at man pr automatik må være firkantet, hvis man kun er én forælder. Hvorfor skulle jeg ikke kunne give mit barn plads til at udvikle sig til et unikt og skønt menneske, bare fordi jeg er alene om opdragelsen? Uden at lyde fordømmende ser jeg mig selv som værende et mere frisindet og åbent menneske end gennemsnittet, så jeg kan ikke se logikken i, at bare fordi man er to forældre, er man mere "rund" i sine opdragelsesmetoder.

Når jeg siger, at jeg slipper for at gå på kompromis, mener jeg ikke, at jeg ikke har tænkt mig at lytte til andre eller at være åben for input. Jeg tror derimod, at der vil opstå større diversitet og rummelighed i barnets opdragelse, fordi jeg netop har mulighed for at justere på alting i takt med at jeg får åbenbaringer eller bliver klogere ved at sparre med andre. Jeg kommer ikke til at stå i en situation, hvor jeg skal overbevise min partner om, at vi skal ændre på noget, hvor det måske ikke bliver muligt, fordi partneren måske netop IKKE er åben for ændringer. Så sådan som jeg ser det, er det også en frihed og i sidste ende en fordel for barnet - selvfølgelig kan der også være mange fordele, når der er to, som opdrager, men nu prøver jeg bare at vende den om og fremhæve de positive ting ved mit valg  

Der er mange, der siger, at der ikke er noget perfekt tidspunkt at få børn på, fordi de altid vil vende op og ned på ens liv og hele ens opfattelse af verden. Det synes jeg lyder fantastisk, faktisk får det mig til at glæde mig helt vildt til at få børn. Og jeg tvivler skam heller ikke på, at børn kan lære os meget - det ville da også kun være fantastisk, hvis det at få børn kunne lære mig at slippe kontrollen!

Sprit25 skriver:

Ja. Du er kun 24! Nyd livet i musikbranchen uden nogen hæmninger 

Det lød bare som om, du mente, at det er min alder, som er problemet. Men det er jo så tydeligvis lige så meget det faktum, at jeg er alene om det 

Anonym skriver:

Dejligt at høre fra nogen med erfaring - tak for det!

Selvfølgelig er det ikke noget, man skal tage let på. Det tror jeg skam heller ikke. 

Du skriver ikke rigtig noget om, hvordan det er blevet tacklet i din familie, at jeres far ikke har været der. Og det tror jeg, er det allervigtigste i ligningen - hvordan jeg som mor tackler situationen. Hvis jeg lige fra starten er åben, ærlig og hviler i min beslutning, så tror og håber jeg, at mit barn får et godt liv og bliver til et helt menneske. Man kan jo aldrig vide det, men der er mange ting, man aldrig kan vide.

Det er jo heller ikke givet på forhånd, at et barn med to forældre automatisk ikke kan opleve identitetskriser. Jeg er selv vokset op med både min mor og min far, men jeg har i min ungdom mærket nogle psykiske konsekvenser af, at mine forældre aldrig har været specielt åbne om netop psykiske elementer. Dette er bare et eksempel, min pointe er, at hvis man snakker om tingene (i alle sammenhænge), kan mange potentielle kriser og problemer afværges allerede inden de opstår.

Og nej, jeg har måske ikke travlt som det ser ud lige nu. Men jeg vil bare heller ikke så gerne have travlt, og da jeg gerne vil have flere børn har jeg ikke lyst til at trække den dertil, hvor det bliver usikkert, om jeg kan nå det.

Min mor har altid været ærlig omkring det, og hun har altid været der. Støttet os, snakket med os og alt det der. Men alligevel har der manglet noget... En far..  

Jeg siger heller ikke at man ikke vil opleve identietskriser hvis man har begge forældre. Der er ingen ting her i livet, som er en garanti, men man kan stadigvæk prøve at gøre de mest optimale ting her i livet

Jeg har selv fået barn under uddannelse - altså uden jeg selv var færdig med at etablere mig. Men dette har jeg kun kunne pga. jeg har haft en mand. Vi er alle forskellige, men det har været hårdt! også selvom jeg har haft en mand, som kunne tage over, som kunne tage hende om natten, som gjorde det muligt for mig at læse i fred osv osv.  Min mand har været en fantastisk støtte..  

Nu skriver du, at du er 24...og ja, så forstår jeg overhovedet ikke, hvorfor du har så travlt, også selvom du vil have mange børn.. 

Anonym skriver:

Okay, men hvad er der så i vejen for at jeg lader mine faste meninger udfordre af mødregrupper, familie, venner eller bofællesskab (jeg overvejer faktisk kraftigt at flytte i sådan ét)? Jeg synes, det er ærgerligt, at du mener, at man pr automatik må være firkantet, hvis man kun er én forælder. Hvorfor skulle jeg ikke kunne give mit barn plads til at udvikle sig til et unikt og skønt menneske, bare fordi jeg er alene om opdragelsen? Uden at lyde fordømmende ser jeg mig selv som værende et mere frisindet og åbent menneske end gennemsnittet, så jeg kan ikke se logikken i, at bare fordi man er to forældre, er man mere "rund" i sine opdragelsesmetoder.

Når jeg siger, at jeg slipper for at gå på kompromis, mener jeg ikke, at jeg ikke har tænkt mig at lytte til andre eller at være åben for input. Jeg tror derimod, at der vil opstå større diversitet og rummelighed i barnets opdragelse, fordi jeg netop har mulighed for at justere på alting i takt med at jeg får åbenbaringer eller bliver klogere ved at sparre med andre. Jeg kommer ikke til at stå i en situation, hvor jeg skal overbevise min partner om, at vi skal ændre på noget, hvor det måske ikke bliver muligt, fordi partneren måske netop IKKE er åben for ændringer. Så sådan som jeg ser det, er det også en frihed og i sidste ende en fordel for barnet - selvfølgelig kan der også være mange fordele, når der er to, som opdrager, men nu prøver jeg bare at vende den om og fremhæve de positive ting ved mit valg  

Der er mange, der siger, at der ikke er noget perfekt tidspunkt at få børn på, fordi de altid vil vende op og ned på ens liv og hele ens opfattelse af verden. Det synes jeg lyder fantastisk, faktisk får det mig til at glæde mig helt vildt til at få børn. Og jeg tvivler skam heller ikke på, at børn kan lære os meget - det ville da også kun være fantastisk, hvis det at få børn kunne lære mig at slippe kontrollen!

Intet galt og mener ikke man er hverken mere eller mindre lukket som enlig eller i tosomhed. Det er dine ord om så har du ikke andet at stå til ansvar for og skal ikke gå på kompromis (et tidligere svar), for det lyder jo netop modsat af du lader dine værdier blive udfordret mm. Jeg siger ikke man er mere firkantet når man er alene, men når argumentet for at være selvvalgt enlig forælder er: så skal jeg ikke gå på kompromis så lyder man firkantet. Jeg ville selv forresten da jeg var ung og smuk have kaldt mig selv åben, rund, frisindet osv. Og kan se nu jeg var sindsyg firkantet og en del mere overbevist om jeg havde fundet de vise sten end jeg er nu

Ja børn ændrer en, men det gør et år i Afrika som ulandsfrivillig også, eller at møde et menneske som kan se igennem en, eller at skifte karriere, blive religiøs osv. At få børn er en rejse, det er en selvudvikling men det skal ikke være grunden til st få dem, for der er også en del dage hvor man føler man står i stampe, dage hvor man føler man er gået i stå eller ja lige frem baglæns i sk. Udvikling og man er blevet verdens kedeligste menneske for det eneste man har en holdning til er forskellen på Pampers og libero. Da jeg drømte om børn, drømte jeg om mig i en hvid kHole under et træ med kærligheden der boblede til det lille væsen og samtidig læste keg Kierkegaard. (Er cand mag i filosofi), nørj hvor var det langt væk fra virkeligheden. Først ingen hvid kjole for jeg var jo blevet tyk, og jeg havde pletter på tøjet 2 minutter efter det var kommet på. Kirkegarrd ha ha når jeg endelig havde to minutter uden en baby i armene så faldt jeg sgu i søvn.... træet ja havde lige glemt vi ikke havde en have og nu 13 år efter ligger jeg i sengen med kodylw smerter i balle, lænd og ben. Men men den samme pige som den gang kun sov 2 minutter af gangen hun vil nu 20 minutter over 9 have forklarer BNP og gør jeg det ikke ordentlig får jeg blikket, det hvide ud af øjnene og det sarkastiske: tak mor

Anonym skriver:

Når du har det allerbedst alene, er det svært for mig at se det ønskværdige i at få barn eller børn uden en partner/medforælder. Personligt ville jeg blive skør, hvis ikke min mand havde været og stadig er der til at give ungerne fuld opmærksomhed, når jeg higer efter bare en time for mig selv. Min mand lægger ikke beslag på min tid eller kræver mit intense nærvær i nært samme omfang som børnene. Han forstår og acepterer, at nu er mit hoved så fuldt, at jeg ikke kan forholde mig til bare et enkelt spørgsmål. Mine børn, til gengæld, kræver og forventer, at jeg er der, at jeg lytter, at jeg tager stilling - lige præcis, når de har brug for at snakke. Og jeg har store børn, ligesom dine bliver, og deres behov for nærvær er langt fra blevet mindre med årene. Det er nu, og det er her, og det er helt vildt vigtigt. 

Børn vil invadere dine "rum" og din tid og din opmærksomhed langt mere, end en partner kan og vil. Og du kan altså ikke bede et nok så nært familiemedlem om at troppe op akut, når din teenagesøn vil snakke fredag kl. 22. Men du kan oftest rimeligvis bede barnets anden forælder involvere sig lige her og nu. 

Spørgsmålet er, hvor langt du tænker frem. Babytiden er intens og kortvarig, men tænker du længere frem? 12-15-20 år? Og 1-2-3 børn? 

Jeg forstår godt, hvad du mener. Men jeg ser egentlig forskelligt på familie og så en partner. Dette skyldes måske også bare, at jeg endnu ikke har mødt den rigtige. 

Men der er en del ting i et parforhold, som jeg har svært ved. Fx bare sådan noget som at sove i samme seng. Og at rumme hinanden på godt og ondt i alle sammenhænge - det kræver jo meget arbejde at holde et parforhold ved lige, og at holde gnisten i gang, blandt andet med romantik, sexliv og alt sådan noget. 

Jeg er udmærket klar over, at der også er mange forpligtelser og meget arbejde i at have et barn. Men jeg tror virkelig, at det er anderledes, for jeg har ladet mig fortælle, at kærligheden til ens børn er anderledes og større end nogen som helst anden form for kærlighed  Så jeg synes egentlig slet ikke, man kan sammenligne de to former for relationer.

Og jeg har nu heller ikke tænkt mig at ringe efter et familiemedlem, hvis mit barn har brug for en snak. Jeg vil gerne snakke, især de dybe snakke, faktisk er noget af det bedste jeg ved at snakke om de store ting i livet med de personer, som betyder allermest for mig (det var mest bare en kommentar til dit eksempel om en teenager, som vil snakke fredag aften).

Jeg synes selv, jeg prøver at tænke så langt frem som muligt. Alt andet ville jo være dumt. Men det er så få ting her i livet, som man kan planlægge og holde styr på.