Jeg er splittet

Anonym skriver:

Det er håbløst at debattere, når du tillægger alle, der problematiserer dine ytringer, manglende rummelighed og diverse andre stråmænd. Og det er påfaldende, at du ikke overvejer, om du måske har formuleret dig særdeles skråsikkert og selvhævdende, når nu flere læser dig sådan. 

Her er endnu et eksempel på manglende realisme: "Og uanset hvad kan mit barn da også altid komme til mig." Det véd du bare, at din 16-årige altid vil? 

Slut herfra. 

Jeg har ikke noget imod, at folk ytrer deres uenigheder, jeg er bare ked af, at det skal ske på sådan en måde, som det gør. Og du må da give mig ret i, at der generelt ikke er megen rummelighed, når det kommer til nogle kvinders valg om at blive selvvalgte enlige mødre. Fint nok, at man ikke er enig, men det ville da være rart, hvis man kunne prøve at se det fra nogle alternative synsvinkler end bare "normalen". Jeg synes egentlig, jeg selv prøver at tage folks ytringer op til overvejelse, det er jo netop også derfor, jeg overhovedet har henvendt mig herinde. 

I øvrigt er jeg ærgerlig over, at du ikke engang gider reflektere over det, jeg svarer, men i stedet bare smider "du er håbløs at debattere med"-kortet. 

Selvfølgelig vil min teenager ikke altid komme til mig, men mener du i så fald, at det aldrig kunne ske, at barnet lagde afstand til begge sine forældre, såfremt der var to? Jeg kan da godt huske, hvordan det var at være teenager, og jeg har ofte søgt væk fra begge mine forældre og i stedet opsøgt andre familiemedlemmer. Hvorfor skulle mit barn ikke kunne gøre dette? 

migxher skriver:

Og en lille ting værd at overveje. Jeg er vokset op uden en far og har faktisk tit savnet en. Især har jeg savnet at kende og vide hvem den anden halvdel af mig er, hvor jeg stammer fra osv. Andet end min mor selvfølgelig.

Det kan jeg sagtens forstå. Jeg tror i det hele taget, det er svært at komme udenom et savn, når man som barn oplever, at de fleste andre omkring én har en far. 

Må jeg spørge, hvorfor din far ikke har været en del af dit liv? Og hvordan din mor greb det an? Snakkede I meget om det derhjemme?

I øvrigt vil jeg gerne gøre opmærksom på, at jeg har taget spekulationen omkring biologisk ophav med i mine overvejelser omkring valg af donor. Jeg er derfor endt med at vælge en udvidet donor, dvs en donor, som jeg har en masse oplysninger omkring, bl.a. interview, stemmeoptagelse, personlighedstest, håndskreven hilsen, stamtræ og børnebilleder 

Lad være. Du lyder slet ikke klar, Tror det er meget normalt at gennemgå sådan en fase, og tror det er normalt at man var rigtig glad for ikke at man gjorde det. 

Og jeg er enig med de andre. Du skriver meget om hvad du har brug for, og det kan jeg godt forstå. At have brug for en der betingelsesløst har brug for dig, er et savn når man ikke har andet. Men det er til ingen andres end din egen fordel. Det vil absolut ikke være til dit barns fordel. 

Hvor meget elsker du dit fremtidige barn? Nok til at vente? Spørg dig det selv først.

Anonym skriver:

Ikke direkte, nej, men ordet "far" bliver meget ofte nævnt i hele debatten omkring donorbørn, og her synes jeg bare, det er vigtigt at pointere, at der nu til dags findes mange andre familieformer end bare far, mor og børn.

Jeg kan sagtens følge dig i, at det er betryggende at have én at dele alting med, én som har det samme forhold til og følelser for barnet som én selv. Og jeg skal da heller ikke afvise, at jeg gerne vil dette, såfremt jeg finder den rigtige at gøre det med. Men det tvivler jeg som sagt meget på, at jeg gør. Og så ser jeg ikke nogen grund til at trække den til jeg er 38 og sandsynligvis har meget svært ved at blive gravid. Jeg er ked af, at der er en udbredt holdning om, at det kun er "tilladt" at blive selvvalgt enlig mor, hvis ens fertilitet er minutter fra at være ikke-eksisterende. 

Det lyder måske som om, at jeg er stensikker på, at jeg kan klare ALT som enlig mor. Men nej, jeg aner jo heller ikke hvad jeg går ind til. Det er der ingen, der gør! Så selvfølgelig er jeg usikker. Det kan du nok også fornemme i mit første indlæg. Men hvad får jeg ud af at være det? Jeg er ikke enig i, at usikkerhed er noget nær det vigtigste for en kommende forælder. Selvfølgelig skal man tillade sig selv at vokse med opgaven og at lære hen ad vejen. Det er jo heller ikke sådan, at jeg tror, at jeg ved alt og kan gøre alt rigtigt fra første dag som mor. Men jeg er af den mening, at hvis man tager en beslutning, så skal man stå ved den - vel at mærke når man HAR taget den. Så når jeg går i gang med min fertilitetsbehandling, så er jeg fuldstændig afklaret omkring, at jeg - og jeg alene - påtager mig det ansvar, som det er at få et barn. Stræber du da ikke efter at være den bedste udgave af dig selv? At lære og at blive bedre? Jeg kan ikke se, hvordan dette går i strid med ydmygheden over for det store ansvar. Jeg har enorm respekt for det at sætte et nyt lille liv i verden. Det er jo også derfor, jeg efterhånden har befundet mig i beslutningsprocessen i tre år.

Det er altså et elendigt argument: Der er mange som dig, der også kun har en mor og ingen far/ er regnbuebarn/whatever, så æd lorten og lad være med at savne en far??? Sådan fungerer det ikke, barnet vil have et savn til sin far hele livet, det kan 700 onkler osv ikke opveje.

Fordi det er mere almindeligt med andre familieformer, kan man ikke ændre på følelser - så du får stillet dit behov for at lege solomor, og barnet betaler prisen for, at du i det mindste ikke gav det chancen for en far.

Jeg vil så komme med er andet argument, set fra en psykologisk vinkel.

De beskriver det med ikke at ville binde dig til et andet menneske. Parforhold handler jo ganske rigtigt om at komme tæt på hinanden, med den risiko der er ved at parforholdet ophører og man oplever sorg. Og nogle gange når man er bange for dette bliver det kanaliseret over i at få et barn... herved får man en person der elsker en mere ubetinget end en partner - i hvert fald i starten

Man kan godt være voksen som 20 årlig og som 70 årlig - men den på 70 har mere livserfaring. Jeg er nok 15 år ældre end dig og vil sige det jeg har lært: man oplever ikke lykke i høj grad hvis man ikke tør våge pelsen. For at kunne blive rigtig glad skal man også være villig til at opleve sorg. .. håber det giver mening. 

Min pointe er - det virker som om at du har tilknytningsbesvær - er bange for at knytte dig. Som forældre er man faktisk rollemodel for sit barn. Dvs han/ hun lærer hvordan man forvalter følelser og håndteret forhold ved at kigge på dem omkring sig. Hvis barnet har forældre, der ikke tør binde sig til andre vil det til en vis grad være det man lærer fra sig.

jeg ville overveje at få snakket med en professionel om din nervøsitet i forhold til parforhold. Det er ikke bare at du er en minioritet og det er et værdi/ holdningsspørgsmål. Ud fra din korte beskrivelse virker det som om manglende evne:lyst til at knytte sig. Du får på alle plan er bedre liv hvis du bliver bedre til dette. 

Hvor gammel er du? 

Musikbrancen er benhård! Som i ubarmhjertig og Sorry selv om du er etableret i den, tænker jeg at livet som alenemor i den er noget nær umuligt! 

Hvertfald hvis du vil det liv i branchen det lyder til. Der vil altid være skæve arbejdstider osv. Hvad med ting som barnets første sygedag, ferier osv osv? Festivalssæsonen er jo sommerferien? Skal dit barn så være i dp hele sommeren også få ferie senere? 

Jeg ville vente. Jeg er selv spirituel, men tror ikke på at et andet menneske kan læse min vej i livet. Vejen i livet former vi selv og det eneste der er en dato på er vores dødsdag 

giv tid! 

Anonym skriver:

Jeg kan godt se, at mit indlæg handler meget om mig selv. Dette er dog mest emnet taget i betragtning, da det jo handler om, hvorvidt det for mig er muligt at få både barn og karriere - og i hvilken rækkefølge. Alle de seneste års overvejelser kommer selvfølgelig ikke til udtryk i dette ene indlæg, men jeg kan sige med hånden på hjertet, at jeg virkelig har forsøgt at vende og dreje hvert eneste aspekt af min beslutning, ikke mindst set fra barnets synspunkt.

Selvfølgelig er mit barn det vigtigste i hele beslutningen, men det er jo også netop derfor jeg kommer lidt i tvivl omkring det karrieremæssige. Jeg vil jo altid sætte barnet før mig selv, hvilket muligvis gør det svært for mig at opnå det jeg gerne vil inden for mit arbejdsliv, i hvert fald så længe mit barn er lille. 

Det der skaber splid i mig er rækkefølgen af tingene. Jeg vil gerne nå nogle ting i min karriere, ja, men jeg har egentlig ikke noget behov for at det skal være lige nu. Hvis jeg havde, ville jeg selvsagt vente med børn, måske endda i mange år. 

Jeg kan godt forstå det du siger med, at et barn har bedst af at have både en mor og en far (her mener du vel i det hele taget bare to forældre), men jeg er ikke nødvendigvis enig. Det vigtigste i et barns liv er tryghed, kærlighed og omsorg, og det ved jeg, at jeg kan give mit barn. Selvfølgelig vil det også kunne få det hvis vi er to om det, men jeg ser det ikke sådan, at der er "dobbelt op" fordi barnet har to forældre. Hvis jeg griber det ordentligt an, tror jeg bestemt ikke, at det vil være et nederlag for mit barn kun at have sin mor. Og selvom jeg selvfølgelig ikke kender dit grundlag for at mene, at det er bedst med både mor og far, tror jeg altså også, det handler meget om de normer, der er bærende for vores samfund og kultur. 

Mit barn bliver skånet for en potentiel skilsmisse og andre udfordringer forældrene imellem, fordi der kun er mig. Selvom mange tænker, at det er hårdere at være én end to forældre, tror jeg faktisk, at jeg vil føle det omvendt. Jeg står for det hele selv, ja, men til gengæld er der også mange ting, jeg ikke skal stå til ansvar for eller gå på kompromis med. Men igen, jeg er også en minoritet når det kommer til det der med parforhold. Og jeg har også haft emnet om regnbuebørn oppe at vende, men i sidste ende tror jeg bare det vil komme til at minde meget om en tilværelse som skilsmissebarn, forstået på den måde, at man jo er intet andet end samarbejdspartnere og kun har barnet til fælles. Jeg vil dog ikke udelukke, at en senere partner kan blive en slags bonusforælder for mit barn, men i dette tilfælde vil det stadig kun være mig, der er forælder til barnet og udelukkende mig, der i sidste ende står for alting ift barnet. Og det tror jeg egentlig, at både mit barn og jeg vil trives udmærket med. 

Om jeg har en partner eller ej om to år er som sagt ikke det afgørende for mig. Og om jeg går i gang til den tid som det er planlagt eller venter et par år mere kommer heller ikke til at gøre den store forskel ift min karriere. Men tusind tak for dit svar og dine råd! 

Må lige indsparke, at skulle du nu få et barn om et år og om to finde den dejlige kæreste. Og denne dejlige kæreste er i dit og dit barns liv i lad os lege 8 år til dit barn er 9 og I så bestemmer jer for at ende forholdet, så vil dit barn opleve skilsmisse eller i hvert fald det der er svært ved skilsmisse nemlig at skulle undvære det voksne menneske som barnet holder af og ser som ens ror del af sit liv. 

Du kan kun beskytte dit potentielle barn for denne følelse ved aldrig at lade dit barn knytte sig til et andet voksent menneske end dig og nogle bedster. Dvs. Dine fremtidige kærlighedsforhold kun skal ske når dit barn bliver passet af andre.

Din ide om hvordan et evt parforhold fungerer med en mand senere er også urealistisk. Du kan ikke bo med en mand og tage dig af alt omkring dit barn... det er netop ikke at tillade dit barn at komme tæt på en kæreste - for tænk nu hvis han gik og lillepigen blev såret. Du KAN ikke beskytte dig selv for sorg ej heller ikke dit barn. Og han/ hun bliver kun robust ved at have en robust mor. .. dvs en som er i stand til at takle også negative og hårde følelser. Det er ikke en god overlevelsesstrategi at ville undgå at komme tæt på andre.

Smølfine123 skriver:

Jeg vil så komme med er andet argument, set fra en psykologisk vinkel.

De beskriver det med ikke at ville binde dig til et andet menneske. Parforhold handler jo ganske rigtigt om at komme tæt på hinanden, med den risiko der er ved at parforholdet ophører og man oplever sorg. Og nogle gange når man er bange for dette bliver det kanaliseret over i at få et barn... herved får man en person der elsker en mere ubetinget end en partner - i hvert fald i starten

Man kan godt være voksen som 20 årlig og som 70 årlig - men den på 70 har mere livserfaring. Jeg er nok 15 år ældre end dig og vil sige det jeg har lært: man oplever ikke lykke i høj grad hvis man ikke tør våge pelsen. For at kunne blive rigtig glad skal man også være villig til at opleve sorg. .. håber det giver mening. 

Min pointe er - det virker som om at du har tilknytningsbesvær - er bange for at knytte dig. Som forældre er man faktisk rollemodel for sit barn. Dvs han/ hun lærer hvordan man forvalter følelser og håndteret forhold ved at kigge på dem omkring sig. Hvis barnet har forældre, der ikke tør binde sig til andre vil det til en vis grad være det man lærer fra sig.

jeg ville overveje at få snakket med en professionel om din nervøsitet i forhold til parforhold. Det er ikke bare at du er en minioritet og det er et værdi/ holdningsspørgsmål. Ud fra din korte beskrivelse virker det som om manglende evne:lyst til at knytte sig. Du får på alle plan er bedre liv hvis du bliver bedre til dette. 

 

"Man oplever ikke lykke i høj grad hvis man ikke våger pelsen" - HØRT!

Anonym skriver:

Jeg har ikke noget imod, at folk ytrer deres uenigheder, jeg er bare ked af, at det skal ske på sådan en måde, som det gør. Og du må da give mig ret i, at der generelt ikke er megen rummelighed, når det kommer til nogle kvinders valg om at blive selvvalgte enlige mødre. Fint nok, at man ikke er enig, men det ville da være rart, hvis man kunne prøve at se det fra nogle alternative synsvinkler end bare "normalen". Jeg synes egentlig, jeg selv prøver at tage folks ytringer op til overvejelse, det er jo netop også derfor, jeg overhovedet har henvendt mig herinde. 

I øvrigt er jeg ærgerlig over, at du ikke engang gider reflektere over det, jeg svarer, men i stedet bare smider "du er håbløs at debattere med"-kortet. 

Selvfølgelig vil min teenager ikke altid komme til mig, men mener du i så fald, at det aldrig kunne ske, at barnet lagde afstand til begge sine forældre, såfremt der var to? Jeg kan da godt huske, hvordan det var at være teenager, og jeg har ofte søgt væk fra begge mine forældre og i stedet opsøgt andre familiemedlemmer. Hvorfor skulle mit barn ikke kunne gøre dette? 

Jeg har intet imod at kvinder bliver selvvalgt single mødre, jeg synes sågar at det er godt at vi her i Danmark har muligheden, men jeg synes de præmisser du vælger udfra i forhold til at blive singlemor til donorbarn er ude på et skråplan. 

Hvis man ser på størstedelen af selvvalgte singlemødre, er det oftest kvinder der er lidt mere oppe i årene, stadig ikke har fundet en mand og ved, at deres biologiske ur tikker - du er derimod ung og har derfor nok garanteret i hvert fald 15 år at få børn i endnu, har tydeligvis nogle tilknytnings-issues og et forvrænget syn på parforhold og frygter det som alle der vælger at være i et parforhold potentielt kan komme ud for, nemlig at man splittes. Hvis man siger A, må man også sige B. Ja, når man vælger at være i et forhold til et andet menneske og for eksempel får børn med vedkommende, så vælger man også automatisk chancen til at det kan gå galt og ens børn bliver skilsmisse børn - men som en anden debattør sagde, det bliver svært for dig at opleve fed lykke hvis du aldrig tør vove pelsen - for eksempel vove pelsen i forhold til den teoretiske mulighed der er for at din partner forlader dig. 

I bund og grund kan du jo gøre hvad du vil og det skal ingen være herre over andet end dig selv, men jeg synes du overvejer at få det her barn på baggrund af helt forkerte grunde, fremfor noget der er fornuftigt og forståeligt - for mig er det absolut ikke fornuftigt eller forståeligt som sådan, at man som ung kvinde vælger at få et donorbarn fordi man er bange for at knytte sig til en mand. I min optik er det ikke et barn du har brug for, du har brug for at se indad og komme til bunds i hvorfor du har de her tanker i forhold til parforhold - og måske ønsker du egentligt et barn for at fylde det ud som du mangler i dit personlige liv og dit behov for kærlighed og tilknytning, som du ikke lader en partner tør gøre.