Jeg er splittet

Anonym skriver:

Jeg kan godt se, at mit indlæg handler meget om mig selv. Dette er dog mest emnet taget i betragtning, da det jo handler om, hvorvidt det for mig er muligt at få både barn og karriere - og i hvilken rækkefølge. Alle de seneste års overvejelser kommer selvfølgelig ikke til udtryk i dette ene indlæg, men jeg kan sige med hånden på hjertet, at jeg virkelig har forsøgt at vende og dreje hvert eneste aspekt af min beslutning, ikke mindst set fra barnets synspunkt.

Selvfølgelig er mit barn det vigtigste i hele beslutningen, men det er jo også netop derfor jeg kommer lidt i tvivl omkring det karrieremæssige. Jeg vil jo altid sætte barnet før mig selv, hvilket muligvis gør det svært for mig at opnå det jeg gerne vil inden for mit arbejdsliv, i hvert fald så længe mit barn er lille. 

Det der skaber splid i mig er rækkefølgen af tingene. Jeg vil gerne nå nogle ting i min karriere, ja, men jeg har egentlig ikke noget behov for at det skal være lige nu. Hvis jeg havde, ville jeg selvsagt vente med børn, måske endda i mange år. 

Jeg kan godt forstå det du siger med, at et barn har bedst af at have både en mor og en far (her mener du vel i det hele taget bare to forældre), men jeg er ikke nødvendigvis enig. Det vigtigste i et barns liv er tryghed, kærlighed og omsorg, og det ved jeg, at jeg kan give mit barn. Selvfølgelig vil det også kunne få det hvis vi er to om det, men jeg ser det ikke sådan, at der er "dobbelt op" fordi barnet har to forældre. Hvis jeg griber det ordentligt an, tror jeg bestemt ikke, at det vil være et nederlag for mit barn kun at have sin mor. Og selvom jeg selvfølgelig ikke kender dit grundlag for at mene, at det er bedst med både mor og far, tror jeg altså også, det handler meget om de normer, der er bærende for vores samfund og kultur. 

Mit barn bliver skånet for en potentiel skilsmisse og andre udfordringer forældrene imellem, fordi der kun er mig. Selvom mange tænker, at det er hårdere at være én end to forældre, tror jeg faktisk, at jeg vil føle det omvendt. Jeg står for det hele selv, ja, men til gengæld er der også mange ting, jeg ikke skal stå til ansvar for eller gå på kompromis med. Men igen, jeg er også en minoritet når det kommer til det der med parforhold. Og jeg har også haft emnet om regnbuebørn oppe at vende, men i sidste ende tror jeg bare det vil komme til at minde meget om en tilværelse som skilsmissebarn, forstået på den måde, at man jo er intet andet end samarbejdspartnere og kun har barnet til fælles. Jeg vil dog ikke udelukke, at en senere partner kan blive en slags bonusforælder for mit barn, men i dette tilfælde vil det stadig kun være mig, der er forælder til barnet og udelukkende mig, der i sidste ende står for alting ift barnet. Og det tror jeg egentlig, at både mit barn og jeg vil trives udmærket med. 

Om jeg har en partner eller ej om to år er som sagt ikke det afgørende for mig. Og om jeg går i gang til den tid som det er planlagt eller venter et par år mere kommer heller ikke til at gøre den store forskel ift min karriere. Men tusind tak for dit svar og dine råd! 

Et barn har i mine øjne bedst af at vide hvor det kommer fra, og have to forældre i deres liv, hvis det er muligt. Selvfølgelig kan man have to mødre, men det er for et menneske meget vigtigt at kende sit biologiske ophav er jeg overbevist om. Jeg kan ikke følge dig i dine argumenter for, hvorfor du er så forhippet på at blive alenemor. Vi alle vil da gerne skåne vores børn for en skilsmisse, men som en anden bruger skriver, så kan du møde en mand lige efter du har født, og i kan være sammen i mange år pg pludselig så braser det. Det vil jo være en skilsmisse på samme måde. Man kan ikke tage sorgerne på forskud og desuden er der altså ikke alle som bliver skilt overhovedet, men du lyder som en der har svært ved at turde binde dig af frygt for at blive såret. Det ville jeg altså arbejde med, så du tør gribe kærligheden når den kommer og opstår. 

Men du har ret i at det til alle tider er en egoistisk beslutning at få børn. 

Jeg synes, det lyder til, at du skal vente. Du er stadigvæk ung, og du har altså ikke travlt. Hvorfor ikke få styr på karrieren først? Især hvis du gerne vil være alene mor.

Synes ikke ts svarer mere..?

Smølfine123 skriver:

Synes ikke ts svarer mere..?

Mon ikke hun er B-menneske eller bare passer sit arbejde? 

Abracadabra skriver:

Mon ikke hun er B-menneske eller bare passer sit arbejde? 

 Du har ret - jeg er hjemme med barn syg

Anonym skriver:

Det kan jeg sagtens forstå. Jeg tror i det hele taget, det er svært at komme udenom et savn, når man som barn oplever, at de fleste andre omkring én har en far. 

Må jeg spørge, hvorfor din far ikke har været en del af dit liv? Og hvordan din mor greb det an? Snakkede I meget om det derhjemme?

I øvrigt vil jeg gerne gøre opmærksom på, at jeg har taget spekulationen omkring biologisk ophav med i mine overvejelser omkring valg af donor. Jeg er derfor endt med at vælge en udvidet donor, dvs en donor, som jeg har en masse oplysninger omkring, bl.a. interview, stemmeoptagelse, personlighedstest, håndskreven hilsen, stamtræ og børnebilleder 

Han var vist bare ikke klar til at være far. Graviditeten var uventet og min mor valgte at beholde

Jeg føler ikke selv at min mor har grebet det særlig godt an. Vi har snakket en smule om ham men ikke meget. Og hun var ikke rigtig interesseret i at opsøge ham de gange jeg har efterspurgt det, hun kender jo hans navn. 

Så jeg vil sige at åbenhed i hvertfald er vigtigt. Jeg føler at hun har fejet det lidt for meget væk istedet for at give mig konkrete svar når jeg har spurgt ind til ham.

Idag mangler jeg ham dog ikke, jeg var så heldig at få en fantastisk bonus far da jeg var 13(faren til mine søskende), og han er som en far for mig idag. 

Men som barn har jeg klart mangler nogle svar.

Miti's mama skriver:

Lad være. Du lyder slet ikke klar, Tror det er meget normalt at gennemgå sådan en fase, og tror det er normalt at man var rigtig glad for ikke at man gjorde det. 

Og jeg er enig med de andre. Du skriver meget om hvad du har brug for, og det kan jeg godt forstå. At have brug for en der betingelsesløst har brug for dig, er et savn når man ikke har andet. Men det er til ingen andres end din egen fordel. Det vil absolut ikke være til dit barns fordel. 

Hvor meget elsker du dit fremtidige barn? Nok til at vente? Spørg dig det selv først.

Jeg har da også tit tænkt på, om det bare er en fase, men synes virkelig det er en lang fase. Jeg har haft det som jeg har det i næsten fire år. 

Og jeg kan godt forstå, når du siger, at det er til min egen fordel. Men jeg går ud fra, at du mener, at det er hele situationen taget i betragtning, og ikke kun tidspunktet - altså at det forholder sig sådan, fordi jeg vælger at få et barn alene. Og dette vil jo ikke ændre sig, selv hvis jeg ventede 10 år. Mener du, at det altid kun er til moderens fordel at få et barn alene?

Anonym skriver:

Det er altså et elendigt argument: Der er mange som dig, der også kun har en mor og ingen far/ er regnbuebarn/whatever, så æd lorten og lad være med at savne en far??? Sådan fungerer det ikke, barnet vil have et savn til sin far hele livet, det kan 700 onkler osv ikke opveje.

Fordi det er mere almindeligt med andre familieformer, kan man ikke ændre på følelser - så du får stillet dit behov for at lege solomor, og barnet betaler prisen for, at du i det mindste ikke gav det chancen for en far.

Jeg har vist ikke skrevet det lige på dén måde. Det ville jeg da aldrig sige til mit barn. Men du mener helt alvorligt, at alle andre familieformer end far, mor og børn er synd for barnet? Selvfølgelig har barnet nogle behov, men jeg tror altså virkelig godt, at disse kan opfyldes på andre måder end i den klassiske model. Jeg synes da, det er fantastisk, at det bliver mere og mere almindeligt med alternative familieformer - det handler jo om, hvad der i den enkelte familie fungerer bedst. Jeg tror altså ikke, at man får ret meget ud af at tvinge sig selv ned i en bestemt kasse, og jeg tror bestemt ikke, at det er til barnets fordel. Men du mener, at uanset hvad, så vil det ALTID være bedre at barnet har en far, end at det kun har en mor, eller hvad?

Smølfine123 skriver:

Jeg vil så komme med er andet argument, set fra en psykologisk vinkel.

De beskriver det med ikke at ville binde dig til et andet menneske. Parforhold handler jo ganske rigtigt om at komme tæt på hinanden, med den risiko der er ved at parforholdet ophører og man oplever sorg. Og nogle gange når man er bange for dette bliver det kanaliseret over i at få et barn... herved får man en person der elsker en mere ubetinget end en partner - i hvert fald i starten

Man kan godt være voksen som 20 årlig og som 70 årlig - men den på 70 har mere livserfaring. Jeg er nok 15 år ældre end dig og vil sige det jeg har lært: man oplever ikke lykke i høj grad hvis man ikke tør våge pelsen. For at kunne blive rigtig glad skal man også være villig til at opleve sorg. .. håber det giver mening. 

Min pointe er - det virker som om at du har tilknytningsbesvær - er bange for at knytte dig. Som forældre er man faktisk rollemodel for sit barn. Dvs han/ hun lærer hvordan man forvalter følelser og håndteret forhold ved at kigge på dem omkring sig. Hvis barnet har forældre, der ikke tør binde sig til andre vil det til en vis grad være det man lærer fra sig.

jeg ville overveje at få snakket med en professionel om din nervøsitet i forhold til parforhold. Det er ikke bare at du er en minioritet og det er et værdi/ holdningsspørgsmål. Ud fra din korte beskrivelse virker det som om manglende evne:lyst til at knytte sig. Du får på alle plan er bedre liv hvis du bliver bedre til dette. 

 

Jeg er helt enig med dig i, at man får det meste ud af livet, hvis man tør vove pelsen. Og jeg mener bestemt også, at jeg allerede mange gange i mit liv har sluppet med begge hænder og sprunget ud i noget, som jeg slet ikke lige følte mig helt sikker på. 

Og jeg tvivler heller ikke på, at man som forældre er rollemodeller for sit barn - det siger jo sig selv. Men jeg føler ikke, at jeg har tilknytningsbesvær, jeg har igennem mit liv haft mange mennesker tæt på mig, som er kommet og gået og forårsaget sorg, og sådan synes jeg da også, det skal være. Det er en del af det at være menneske og at elske, og det er med til at forme os og få os til at gro. 

Jeg må nok erkende, at jeg har fået formuleret mig lidt uheldigt, når så mange af jer tilsyneladende læser det som om, at jeg aldrig nogensinde vil have en kæreste, fordi jeg er nervøs for at vi går fra hinanden. Det er slet ikke sådan, jeg tænker - jeg nævner bare den potentielle skilsmisse som en ting, som mit barn trods alt undgår, såfremt det bliver sat i verden af mig alene. Igen: det er IKKE ét af mine argumenter for at blive solomor. 

Når jeg ser på mit liv og på mine relationer, ved jeg, at jeg sagtens kan knytte mig. Faktisk knytter jeg mig dybt til andre mennesker, når først de er inde på livet af mig - ja, egentlig skal jeg bare være på bølgelængde med en anden person, før de får en helt speciel betydning for mig. Jeg er en meget sensitiv og kærlig person, når alt kommer til alt. Og jeg synes, verden skal knæle for kærlighed. Det er ikke sådan, at jeg har taget beslutningen om aldrig at skulle være i et parforhold, og derfor bare afviser alt, der kunne blive til noget. Slet ikke! Og jeg ville ikke være de forhold, jeg har været i, foruden.

Men det forholder sig bare sådan, at jeg som person har det fantastisk alene. Igen har det nok også noget at gøre med, at jeg er særligt sensitiv. Ligesom andre mennesker har det allerbedst når de er sammen med deres venner eller familie, i det hele taget bare når de er iblandt andre mennesker, har jeg det allerbedst i mit eget selskab. Det er sådan, jeg slapper allerbedst af. Og jeg ved godt, at det er et tabu at have det sådan, men det er faktisk også noget, jeg arbejder på at ændre ved at tale højt om det. For der er mange andre end mig, der har det sådan. Og det betyder ikke, at man er ude af stand til at knytte sig til andre, eller at man er et koldt og ensomt menneske - tværtimod føler jeg mig oftere ensom, når jeg færdes iblandt andre mennesker, end når jeg er helt alene. Jeg kan ikke ændre på den person jeg er, jeg kan kun omfavne den og få det bedste ud af det. Ikke at jeg ser det som en ulempe at være den slags enspænder - jeg betragter det faktisk som en kæmpe fordel i rigtig mange sammenhænge. 

Nu er det selvfølgelig også svært at danne sig et billede af en anden person ved at debattere på en platform som denne. Men jeg er ret sikker på, at hvis du kendte mig, ville du ikke bekymre dig om, hvorvidt mine børn kommer til at få problemer med at knytte sig, fordi jeg er deres rollemodel. Jeg kan godt se, hvorfor du får det indtryk, når du læser mine indlæg. Men hvis du spurgte de mennesker, jeg har dybe relationer til, ville de tro du snakkede om en helt anden person.

Sprit25 skriver:

Hvor gammel er du? 

Musikbrancen er benhård! Som i ubarmhjertig og Sorry selv om du er etableret i den, tænker jeg at livet som alenemor i den er noget nær umuligt! 

Hvertfald hvis du vil det liv i branchen det lyder til. Der vil altid være skæve arbejdstider osv. Hvad med ting som barnets første sygedag, ferier osv osv? Festivalssæsonen er jo sommerferien? Skal dit barn så være i dp hele sommeren også få ferie senere? 

Jeg ville vente. Jeg er selv spirituel, men tror ikke på at et andet menneske kan læse min vej i livet. Vejen i livet former vi selv og det eneste der er en dato på er vores dødsdag 

giv tid! 

Jeg er 24. Og ja, jeg er klar over at musikbranchen er én af de hårde. Men du siger, at selv som etableret, er det noget nær umuligt at være alenemor og arbejdende i musikbranchen på én gang. 

Med dette siger du jo, at uanset hvor længe jeg venter med at få børn, kan det aldrig blive en mulighed, så længe jeg arbejder inden for musikbranchen - i hvert fald ikke alene. Jeg kan godt forstå, når du råder mig til at vente, men mener du i så fald, at jeg egentlig burde vente, til jeg ikke længere har tænkt mig at arbejde med musik?

Og ja, der er i mange tilfælde nogle lidt skæve arbejdstider, perioder med mere arbejde etc. i musikbranchen. Men jeg tror ikke, det er umuligt at få et relativt stabilt arbejdsliv. Og selvfølgelig tænker jeg meget over, hvordan jeg skal gribe det hele an i forhold til fx sygdom, pasning og alt sådan noget. Heldigvis har jeg et rigtig stærkt netværk, så uanset hvornår jeg kaster mig ud i det, er jeg heldigvis rimelig godt stillet på det punkt.