Jeg er splittet

Anonym skriver:

Det gør jeg, ja. Må jeg spørge af hvilke årsager, du ellers synes jeg skal vente? 

På sin vis vil jeg gerne leve musikdrømmen ud, men som sagt tror jeg bare, jeg vil føle, at jeg gør det halvhjertet. Jeg ved allerede nu, hvor svært jeg har ved at koncentrere mig om alle de ting, som lige nu er vigtige i min dagligdag, fordi ønsket og tankerne om et barn fylder så kolossalt meget i mit hoved. 

Og ja, måske har clairvoyanten ret i, at jeg finder en kæreste inden for de næste to år. Men selv hvis jeg gør, er det jo ikke givet, at det er én, jeg gerne vil have børn med. Som udgangspunkt har jeg sindssygt svært ved overhovedet at forestille mig at skulle stifte familie sammen med nogen. Det ligger mig så fjernt. Selvfølgelig kan jeg ikke vide, om jeg ændrer mening, hvis én eller anden bare sparker benene væk under mig, men selv hvis nogen gør dette, er der jo en risiko for at vi går fra hinanden, og at barnet bliver skilsmissebarn. Og jeg har slet ikke lyst til at binde mig så meget til en person, som man gør, når man vælger at få et barn med vedkommende. Det lyder måske egoistisk, hvis man altså ser det ud fra den holdning, at et barn har bedst af at have begge sine forældre. Men i mine øjne er det bedre at være donorbarn af en enlig mor end at være skilsmissebarn - specielt hvis der er meget knas imellem forældrene, hvilket man jo aldrig kan vide på forhånd.

 

• Du er ung.
• Du er ikke etableret.
• Du har karriereønsker uforenelige med singlemor-tilværelsen.
• Du har en påfaldende holdning til kærlighed/parforhold.
• Du tror på trylle-trylle-kanin-ud-af-hatten.

Sorry. Du virker ikke specielt seriøs.

Anonym skriver:

Hvor er det sørgeligt, at du spekulerer så meget i en potentiel skilsmisse, allerede dér signalerer du "mig"-"mig"-"mig", JEG skal have et barn, JEG skal nok selv bestemme, JEG vil have det bedst med, at barnet ikke har en far.....håber clairvoyanten har ret, at du finder den kæreste (der må være af et specielt stof), som kan være med til at ruske lidt i dig - for det handler ikke om dig, det er barnet, der skal være i centrum, det er barnet, der har brug for en mor i balance, det er barnet, der vil elskes af far og mor, det er barnet, der har brug for en far, og det er barnets behov og ikke dine, der skal være altoverskyggende.

Vær du bare stædig og sig, at jeg tager fejl og ikke aner, hvad jeg snakker om, men jeg var dig, indtil jeg fik børn, nu har jeg 4, og jeg kender gamet, og JEG ved, hvad det handler om, så lyt til de kloge damer herinde.

Jeg er ked af, at du læser det på den måde, for det er slet ikke sådan, jeg tænker. Det handler ikke om, at jeg sætter mine egne behov over barnets, det handler om, at jeg er af den overbevisning, at hvis jeg hviler i min beslutning og har det godt med den, så vil mit barn også gøre/have det. 

Og det er heller ikke fordi, den potentielle skilsmisse er det afgørende for min beslutning. Den er blot en del af overvejelserne. Jeg vælger det bedste udgangspunkt for mig, fordi jeg tror på, at det så også vil være det for mit barn. Vælger du ikke det bedste udgangspunkt for dig? Har du ikke fået børn med din mand, fordi det var det, du havde mest lyst til? Og har dine børn ikke draget fordel af, at du har valgt med hjertet?

Hvorfor skal det altid handle om, at barnet har brug for en far? Hvorfor ses det som en selvfølge, at fordi barnet har en far, vil det være lykkeligt hele sit liv? Hvad hvis faren smutter ud af barnets liv, vælger det fra? Tror du så at barnet er mere lykkeligt, end hvis moren havde fået det alene? Hvad med barnet der har to mødre? Er det per definition mindre lykkeligt end barnet med en mor og en far? Hvorfor skulle jeg alene ikke kunne give mit barn tilstrækkeligt med kærlighed og hvad det ellers har brug for? Hvad er det, du mener, et barn behøver fra en far, som en enlig mor eller to mødre ikke kan give det? Er du selv skilsmissebarn? Ved du, hvordan det er? Og hvorfra har du i øvrigt, at jeg vil være en mor ude af balance, bare fordi jeg er enlig? Mener du virkelig, at man som kvinde er afhængig af en mand for at kunne hvile i sig selv?

Måske har DU det sådan, og det er helt fint, at du kender gamet med fire børn. Men det er DIT game. Du kender ikke mit, du ved ikke, hvordan jeg er den bedste udgave af mig selv, specielt over for mit barn. I øvrigt tror jeg, der er rimelig stor forskel på at have ét barn og at have fire børn.

Jeg vil meget gerne lytte til kloge mennesker, og generelt bare til mennesker, men hvis "de kloge damer" taler til andre, som du gør, er det ikke så rart at lytte til. Og det handler ikke om, at jeg er stædig eller ikke er åben for folks råd, det er bare ikke så rart at blive mødt på den måde. Det lader heldigvis til, at jeg er mere rummelig, end du er. Forhåbentlig bliver det til mit barns fordel.

Anonym skriver:

Jeg kan godt se, at mit indlæg handler meget om mig selv. Dette er dog mest emnet taget i betragtning, da det jo handler om, hvorvidt det for mig er muligt at få både barn og karriere - og i hvilken rækkefølge. Alle de seneste års overvejelser kommer selvfølgelig ikke til udtryk i dette ene indlæg, men jeg kan sige med hånden på hjertet, at jeg virkelig har forsøgt at vende og dreje hvert eneste aspekt af min beslutning, ikke mindst set fra barnets synspunkt.

Selvfølgelig er mit barn det vigtigste i hele beslutningen, men det er jo også netop derfor jeg kommer lidt i tvivl omkring det karrieremæssige. Jeg vil jo altid sætte barnet før mig selv, hvilket muligvis gør det svært for mig at opnå det jeg gerne vil inden for mit arbejdsliv, i hvert fald så længe mit barn er lille. 

Det der skaber splid i mig er rækkefølgen af tingene. Jeg vil gerne nå nogle ting i min karriere, ja, men jeg har egentlig ikke noget behov for at det skal være lige nu. Hvis jeg havde, ville jeg selvsagt vente med børn, måske endda i mange år. 

Jeg kan godt forstå det du siger med, at et barn har bedst af at have både en mor og en far (her mener du vel i det hele taget bare to forældre), men jeg er ikke nødvendigvis enig. Det vigtigste i et barns liv er tryghed, kærlighed og omsorg, og det ved jeg, at jeg kan give mit barn. Selvfølgelig vil det også kunne få det hvis vi er to om det, men jeg ser det ikke sådan, at der er "dobbelt op" fordi barnet har to forældre. Hvis jeg griber det ordentligt an, tror jeg bestemt ikke, at det vil være et nederlag for mit barn kun at have sin mor. Og selvom jeg selvfølgelig ikke kender dit grundlag for at mene, at det er bedst med både mor og far, tror jeg altså også, det handler meget om de normer, der er bærende for vores samfund og kultur. 

Mit barn bliver skånet for en potentiel skilsmisse og andre udfordringer forældrene imellem, fordi der kun er mig. Selvom mange tænker, at det er hårdere at være én end to forældre, tror jeg faktisk, at jeg vil føle det omvendt. Jeg står for det hele selv, ja, men til gengæld er der også mange ting, jeg ikke skal stå til ansvar for eller gå på kompromis med. Men igen, jeg er også en minoritet når det kommer til det der med parforhold. Og jeg har også haft emnet om regnbuebørn oppe at vende, men i sidste ende tror jeg bare det vil komme til at minde meget om en tilværelse som skilsmissebarn, forstået på den måde, at man jo er intet andet end samarbejdspartnere og kun har barnet til fælles. Jeg vil dog ikke udelukke, at en senere partner kan blive en slags bonusforælder for mit barn, men i dette tilfælde vil det stadig kun være mig, der er forælder til barnet og udelukkende mig, der i sidste ende står for alting ift barnet. Og det tror jeg egentlig, at både mit barn og jeg vil trives udmærket med. 

Om jeg har en partner eller ej om to år er som sagt ikke det afgørende for mig. Og om jeg går i gang til den tid som det er planlagt eller venter et par år mere kommer heller ikke til at gøre den store forskel ift min karriere. Men tusind tak for dit svar og dine råd! 

At være elsket allerhøjest verden af to mennesker - at være dobbelt så sikret, hvis det værste sker, og den ene af de to går bort - at have en favn mere at søge, når der opstår konflikter og problemer med den ene forælder - det opvejes for dig af risikoen for at skulle opleve en skilsmisse? Du må være meget sikker på din suverænitet som mor - og på din udødelighed - når du slet ikke vakler i din tro. 

Jeg har som sådan intet imod, at man vælger at være alenemor, men man skylder godt nok sit barn at være fuldstændigt bevidst om, at man ikke kan det samme som to forældre ville kunne, og at man fratager sit barn noget ret vitalt. Du har jo nærmest ræsonneret dig frem til, at du alene faktisk er det bedste, et barn kan få - og argumentet er, at en mulig skilsmisse vil være skidt for barnet? 

Jeg synes, du skal udskyde det, til du i det mindste er i stand til at erkende, at det er et alvorligt og absolut ikke ubetydeligt valg at træffe på et barns vegne. En dag vil dit barn gerne høre dig erkende, at det handlede om dine ønsker og behov, ikke om det bedst tænkelige for ham/hende. 

Abracadabra skriver:

• Du er ung.
• Du er ikke etableret.
• Du har karriereønsker uforenelige med singlemor-tilværelsen.
• Du har en påfaldende holdning til kærlighed/parforhold.
• Du tror på trylle-trylle-kanin-ud-af-hatten.

Sorry. Du virker ikke specielt seriøs.

Ja, jeg er ung i forhold til gennemsnitsalderen for selvvalgte enlige mødre. Men hvis jeg fik barn med en partner på nuværende tidspunkt, ville folk ikke mene, at jeg var "for ung". Bare fordi jeg ikke lige er fyldt 30, er jeg altså stadig voksen. 

Med "etableret", mener du så, at man skal have ordnet alt i sit liv, inden man får børn? Karriere, hus, bil, bryllup, jordomrejse, masser af penge? Sorry, men det er jo netop denne holdning der tvinger så mange par ud i behandling for barnløshed. Hvorfor skal børn absolut være noget af det sidste, man gør? 

Hvilke karriereønsker er det, du mener, jeg har udtrykt, som er uforenelige med livet som singlemor? 

Jeg forstår godt, at du mener, at jeg har en påfaldende holdning til parforhold. Er udmærket klar over, at jeg afviger fra normen på det punkt. Men jeg har vist ikke sagt noget om, at jeg ikke tror på kærlighed - jeg har bare ikke lyst til at stifte familie sammen med nogen. Hvad er der galt i dette? Vil du sige det samme til en kvinde på 35, som bliver selvvalgt enlig mor?

Med "trylle-trylle-kanin-ud-af-hatten" går jeg ud fra, at du mener, at jeg tror på clairvoyante evner. Og ja, det gør jeg. Men hvorfor er dette afgørende for, om jeg er egnet som mor eller ej? Tror du ikke på mere mellem himmel og jord? I mine øjne er du snæversynet, hvis du mener, at clairvoyance svarer til at trylle en kanin ud af en hat. Mener du heller ikke, at troende mennesker bør få børn? Jeg håber, du en dag får en oplevelse, som kan åbne dine øjne for det spirituelle, for hvis du først har haft sådan én, får livet en ekstra dimension. 

Jeg er ked af, at du ikke synes, jeg virker seriøs. Der er ellers ikke noget i mit liv, jeg tager mere seriøst end det at sætte et nyt liv i verden. Ville ønske, at du så lidt mere positivt på, at jeg trods alt søger indspark til mine overvejelser ved at skrive herinde.

Anonym skriver:

Jeg er ked af, at du læser det på den måde, for det er slet ikke sådan, jeg tænker. Det handler ikke om, at jeg sætter mine egne behov over barnets, det handler om, at jeg er af den overbevisning, at hvis jeg hviler i min beslutning og har det godt med den, så vil mit barn også gøre/have det. 

Og det er heller ikke fordi, den potentielle skilsmisse er det afgørende for min beslutning. Den er blot en del af overvejelserne. Jeg vælger det bedste udgangspunkt for mig, fordi jeg tror på, at det så også vil være det for mit barn. Vælger du ikke det bedste udgangspunkt for dig? Har du ikke fået børn med din mand, fordi det var det, du havde mest lyst til? Og har dine børn ikke draget fordel af, at du har valgt med hjertet?

Hvorfor skal det altid handle om, at barnet har brug for en far? Hvorfor ses det som en selvfølge, at fordi barnet har en far, vil det være lykkeligt hele sit liv? Hvad hvis faren smutter ud af barnets liv, vælger det fra? Tror du så at barnet er mere lykkeligt, end hvis moren havde fået det alene? Hvad med barnet der har to mødre? Er det per definition mindre lykkeligt end barnet med en mor og en far? Hvorfor skulle jeg alene ikke kunne give mit barn tilstrækkeligt med kærlighed og hvad det ellers har brug for? Hvad er det, du mener, et barn behøver fra en far, som en enlig mor eller to mødre ikke kan give det? Er du selv skilsmissebarn? Ved du, hvordan det er? Og hvorfra har du i øvrigt, at jeg vil være en mor ude af balance, bare fordi jeg er enlig? Mener du virkelig, at man som kvinde er afhængig af en mand for at kunne hvile i sig selv?

Måske har DU det sådan, og det er helt fint, at du kender gamet med fire børn. Men det er DIT game. Du kender ikke mit, du ved ikke, hvordan jeg er den bedste udgave af mig selv, specielt over for mit barn. I øvrigt tror jeg, der er rimelig stor forskel på at have ét barn og at have fire børn.

Jeg vil meget gerne lytte til kloge mennesker, og generelt bare til mennesker, men hvis "de kloge damer" taler til andre, som du gør, er det ikke så rart at lytte til. Og det handler ikke om, at jeg er stædig eller ikke er åben for folks råd, det er bare ikke så rart at blive mødt på den måde. Det lader heldigvis til, at jeg er mere rummelig, end du er. Forhåbentlig bliver det til mit barns fordel.

Sikke mange stråmænd. Der står intet om, at et barn vil være lykkeligt hele sit liv, hvis det har en far, og ingen har vist skrevet, at det skal være mor og far, ikke to mødre. 

Når de fleste af os vælger at få barn med en partner, skyldes det ikke kun hjertet - sorry to say, men der er også en del realisme involveret. Og usikkerhed, for søren da - vi ANER ikke, hvad vi går ind til som forældre, vi VED, det er et ubegribeligt stort ansvar, og så er det yderst betryggende dog at have en at følges med. At vide, at jeg ikke vil være den eneste, for hvem barnets trivsel betyder allermest i verden. 

Du er derimod så sikker og overbevist om "din egen bedste udgave af dig selv, specielt over for dit barn" - allerede før du er mor!? Det finder jeg lidt skræmmende. Usikkerhed, ydmyghed over for det kolossale ansvar, der følger med at sætte et liv i verden, er noget nær det vigtigste for en kommende mor eller far. 

Det lyder til.at denne musik karriere er noget du virkelig gerne vil. Det synes jeg du skal få udlevet først. Det bliver bare unægtelig svært som enlig mor. og så skal du også overveje hvor godt et netværk du har omkring dig. Det er unægtelig hårdt at være enlig, og det vil bare være guld værd med bedsteforældre, tætte venner mm der kan være støtte og hjælpe når det brænder på, og det vil det bare før eller siden. Det er hårdt at have børn, men bestemt også skønt  

Anonym skriver:

At være elsket allerhøjest verden af to mennesker - at være dobbelt så sikret, hvis det værste sker, og den ene af de to går bort - at have en favn mere at søge, når der opstår konflikter og problemer med den ene forælder - det opvejes for dig af risikoen for at skulle opleve en skilsmisse? Du må være meget sikker på din suverænitet som mor - og på din udødelighed - når du slet ikke vakler i din tro. 

Jeg har som sådan intet imod, at man vælger at være alenemor, men man skylder godt nok sit barn at være fuldstændigt bevidst om, at man ikke kan det samme som to forældre ville kunne, og at man fratager sit barn noget ret vitalt. Du har jo nærmest ræsonneret dig frem til, at du alene faktisk er det bedste, et barn kan få - og argumentet er, at en mulig skilsmisse vil være skidt for barnet? 

Jeg synes, du skal udskyde det, til du i det mindste er i stand til at erkende, at det er et alvorligt og absolut ikke ubetydeligt valg at træffe på et barns vegne. En dag vil dit barn gerne høre dig erkende, at det handlede om dine ønsker og behov, ikke om det bedst tænkelige for ham/hende. 

Ser du sådan på kærlighed, at den er dobbelt så stor, når den kommer fra to mennesker frem for ét? Det gør jeg ikke. Jeg ser den som en uhåndgribelig størrelse, en ubetinget størrelse, som er der til et barn, uanset hvor mange forældre man er. Hvis man tænker, som du gør, burde det også have noget at sige, hvor stor en øvrig familie, barnet har. Her kan jeg så indskyde, at jeg har en meget stor familie. Mit barn kommer aldeles ikke til at mangle kærlighed. Selvom der kun er én forældrefavn, så kommer mit barn til at have både bedsteforældre, morbrødre, fætre og kusiner at opsøge. Og uanset hvad kan mit barn da også altid komme til mig.

Med hensyn til at være sikret, så laver jeg naturligvis et børnetestamente, hvilket jeg allerede har haft gang i på nuværende tidspunkt. Jeg tager det meget alvorligt, at mit barn er så godt sikret som muligt, skulle uheldet være ude. I øvrigt er et barn aldrig fuldstændig sikret - det er aldrig til at vide, hvad der sker forældrene. Og jeg vakler bestemt ikke i min tro. Faktisk er det noget, jeg har brugt lang tid på at overveje. 

Du påpeger gentagne gange min udtalelse omkring en potentiel skilsmisse. Her vil jeg igen gerne understrege, at dette IKKE ligger til grund for mit valg. Det er IKKE et argument, men derimod et punkt, som optræder i den proces, hvor jeg prøver at se på alt det positive ved min beslutning. Og det vigtigste i mine øjne er netop at se på alt det positive. Det håber jeg da, at de fleste mennesker prøver på i forhold til alle livets aspekter. Hvis jeg kun tænker på alt det negative ved mit valg, så skal det da også nok blive en hård omgang. Men hvis jeg nu fra starten hviler i min beslutning og tror på, at jeg altid gør det bedste for mit barn, hvorfor skulle der så ikke komme noget godt ud af det?

En enlig forælder kan ikke det samme som to forældre, nej. Til gengæld kan man noget andet. Der er fordele og ulemper ved begge familieformer. Man kan sagtens se sådan på det, at jeg fratager mit barn en far. Men er det ikke bedre at se sådan på det, at jeg vælger mit barn til, fordi det er ønsket og elsket? Er det ikke et rimelig godt udgangspunkt? Jeg er næsten sikker på, at du ikke vil løfte et øjenbryn over et kærestepar, som pludselig får et barn, fordi den lige smuttede. Hvorfor er det ene så meget mere okay end det andet, når det andet udgangspunkt faktisk er meget mere harmonisk? Det er mig en gåde, at det er dette, der er den generelle holdning. Jeg glæder mig godt nok til, at vi bliver et mere rummeligt samfund.

Jeg ved ikke, om jeg vil hævde, at jeg udelukkende er det ultimativt bedste, et barn kan få. Men jeg tror, jeg vil være en mindst lige så god mor alene, som jeg vil være sammen med en partner. Mener du helt alvorligt, at en selvvalgt enlig mor per definition er en dårligere mor end en hvilken som helst mor, som har en med-forælder? Det ville være fedt, hvis vi kunne stoppe med at putte labels i panden på hinanden på den måde og i stedet reflektere over, hvordan vi hver især er som personer og bedst muligt kan udføre de opgaver, som livet serverer og tilbyder os.

Igen forstår jeg ikke, hvorfra du har, at jeg ikke erkender, at mit valg er alvorligt og ikke ubetydeligt. Hvis du havde indsigt i de overvejelser, jeg har gjort mig igennem de seneste tre år, tror jeg ikke, du ville sige sådan. 

Og lige en sidste ting: at få børn handler altid om ens egne ønsker og behov. Man får børn, fordi man selv gerne vil - der er ikke nogen, der får børn for børnenes skyld, der er ingen, der beder om at blive født. At vælge at få børn er altid et egoistisk valg. Og jeg vælger mit barn til, fordi det er ønsket og elsket allerede nu, lang tid inden det overhovedet er født. Tænk sig at være sådan et kærlighedsbarn. Det er da en gave! Og jeg vil gøre alt for, at mit barn ikke kommer til at lide afsavn som følge af min beslutning. Det tror jeg, alle forældre vil gøre for deres børn, uanset hvilken familieform de er født ind i.

Anonym skriver:

Ser du sådan på kærlighed, at den er dobbelt så stor, når den kommer fra to mennesker frem for ét? Det gør jeg ikke. Jeg ser den som en uhåndgribelig størrelse, en ubetinget størrelse, som er der til et barn, uanset hvor mange forældre man er. Hvis man tænker, som du gør, burde det også have noget at sige, hvor stor en øvrig familie, barnet har. Her kan jeg så indskyde, at jeg har en meget stor familie. Mit barn kommer aldeles ikke til at mangle kærlighed. Selvom der kun er én forældrefavn, så kommer mit barn til at have både bedsteforældre, morbrødre, fætre og kusiner at opsøge. Og uanset hvad kan mit barn da også altid komme til mig.

Med hensyn til at være sikret, så laver jeg naturligvis et børnetestamente, hvilket jeg allerede har haft gang i på nuværende tidspunkt. Jeg tager det meget alvorligt, at mit barn er så godt sikret som muligt, skulle uheldet være ude. I øvrigt er et barn aldrig fuldstændig sikret - det er aldrig til at vide, hvad der sker forældrene. Og jeg vakler bestemt ikke i min tro. Faktisk er det noget, jeg har brugt lang tid på at overveje. 

Du påpeger gentagne gange min udtalelse omkring en potentiel skilsmisse. Her vil jeg igen gerne understrege, at dette IKKE ligger til grund for mit valg. Det er IKKE et argument, men derimod et punkt, som optræder i den proces, hvor jeg prøver at se på alt det positive ved min beslutning. Og det vigtigste i mine øjne er netop at se på alt det positive. Det håber jeg da, at de fleste mennesker prøver på i forhold til alle livets aspekter. Hvis jeg kun tænker på alt det negative ved mit valg, så skal det da også nok blive en hård omgang. Men hvis jeg nu fra starten hviler i min beslutning og tror på, at jeg altid gør det bedste for mit barn, hvorfor skulle der så ikke komme noget godt ud af det?

En enlig forælder kan ikke det samme som to forældre, nej. Til gengæld kan man noget andet. Der er fordele og ulemper ved begge familieformer. Man kan sagtens se sådan på det, at jeg fratager mit barn en far. Men er det ikke bedre at se sådan på det, at jeg vælger mit barn til, fordi det er ønsket og elsket? Er det ikke et rimelig godt udgangspunkt? Jeg er næsten sikker på, at du ikke vil løfte et øjenbryn over et kærestepar, som pludselig får et barn, fordi den lige smuttede. Hvorfor er det ene så meget mere okay end det andet, når det andet udgangspunkt faktisk er meget mere harmonisk? Det er mig en gåde, at det er dette, der er den generelle holdning. Jeg glæder mig godt nok til, at vi bliver et mere rummeligt samfund.

Jeg ved ikke, om jeg vil hævde, at jeg udelukkende er det ultimativt bedste, et barn kan få. Men jeg tror, jeg vil være en mindst lige så god mor alene, som jeg vil være sammen med en partner. Mener du helt alvorligt, at en selvvalgt enlig mor per definition er en dårligere mor end en hvilken som helst mor, som har en med-forælder? Det ville være fedt, hvis vi kunne stoppe med at putte labels i panden på hinanden på den måde og i stedet reflektere over, hvordan vi hver især er som personer og bedst muligt kan udføre de opgaver, som livet serverer og tilbyder os.

Igen forstår jeg ikke, hvorfra du har, at jeg ikke erkender, at mit valg er alvorligt og ikke ubetydeligt. Hvis du havde indsigt i de overvejelser, jeg har gjort mig igennem de seneste tre år, tror jeg ikke, du ville sige sådan. 

Og lige en sidste ting: at få børn handler altid om ens egne ønsker og behov. Man får børn, fordi man selv gerne vil - der er ikke nogen, der får børn for børnenes skyld, der er ingen, der beder om at blive født. At vælge at få børn er altid et egoistisk valg. Og jeg vælger mit barn til, fordi det er ønsket og elsket allerede nu, lang tid inden det overhovedet er født. Tænk sig at være sådan et kærlighedsbarn. Det er da en gave! Og jeg vil gøre alt for, at mit barn ikke kommer til at lide afsavn som følge af min beslutning. Det tror jeg, alle forældre vil gøre for deres børn, uanset hvilken familieform de er født ind i.

 

 

Det er håbløst at debattere, når du tillægger alle, der problematiserer dine ytringer, manglende rummelighed og diverse andre stråmænd. Og det er påfaldende, at du ikke overvejer, om du måske har formuleret dig særdeles skråsikkert og selvhævdende, når nu flere læser dig sådan. 

Her er endnu et eksempel på manglende realisme: "Og uanset hvad kan mit barn da også altid komme til mig." Det véd du bare, at din 16-årige altid vil? 

Slut herfra. 

Og en lille ting værd at overveje. Jeg er vokset op uden en far og har faktisk tit savnet en. Især har jeg savnet at kende og vide hvem den anden halvdel af mig er, hvor jeg stammer fra osv. Andet end min mor selvfølgelig.

Anonym skriver:

Sikke mange stråmænd. Der står intet om, at et barn vil være lykkeligt hele sit liv, hvis det har en far, og ingen har vist skrevet, at det skal være mor og far, ikke to mødre. 

Når de fleste af os vælger at få barn med en partner, skyldes det ikke kun hjertet - sorry to say, men der er også en del realisme involveret. Og usikkerhed, for søren da - vi ANER ikke, hvad vi går ind til som forældre, vi VED, det er et ubegribeligt stort ansvar, og så er det yderst betryggende dog at have en at følges med. At vide, at jeg ikke vil være den eneste, for hvem barnets trivsel betyder allermest i verden. 

Du er derimod så sikker og overbevist om "din egen bedste udgave af dig selv, specielt over for dit barn" - allerede før du er mor!? Det finder jeg lidt skræmmende. Usikkerhed, ydmyghed over for det kolossale ansvar, der følger med at sætte et liv i verden, er noget nær det vigtigste for en kommende mor eller far. 

Ikke direkte, nej, men ordet "far" bliver meget ofte nævnt i hele debatten omkring donorbørn, og her synes jeg bare, det er vigtigt at pointere, at der nu til dags findes mange andre familieformer end bare far, mor og børn.

Jeg kan sagtens følge dig i, at det er betryggende at have én at dele alting med, én som har det samme forhold til og følelser for barnet som én selv. Og jeg skal da heller ikke afvise, at jeg gerne vil dette, såfremt jeg finder den rigtige at gøre det med. Men det tvivler jeg som sagt meget på, at jeg gør. Og så ser jeg ikke nogen grund til at trække den til jeg er 38 og sandsynligvis har meget svært ved at blive gravid. Jeg er ked af, at der er en udbredt holdning om, at det kun er "tilladt" at blive selvvalgt enlig mor, hvis ens fertilitet er minutter fra at være ikke-eksisterende. 

Det lyder måske som om, at jeg er stensikker på, at jeg kan klare ALT som enlig mor. Men nej, jeg aner jo heller ikke hvad jeg går ind til. Det er der ingen, der gør! Så selvfølgelig er jeg usikker. Det kan du nok også fornemme i mit første indlæg. Men hvad får jeg ud af at være det? Jeg er ikke enig i, at usikkerhed er noget nær det vigtigste for en kommende forælder. Selvfølgelig skal man tillade sig selv at vokse med opgaven og at lære hen ad vejen. Det er jo heller ikke sådan, at jeg tror, at jeg ved alt og kan gøre alt rigtigt fra første dag som mor. Men jeg er af den mening, at hvis man tager en beslutning, så skal man stå ved den - vel at mærke når man HAR taget den. Så når jeg går i gang med min fertilitetsbehandling, så er jeg fuldstændig afklaret omkring, at jeg - og jeg alene - påtager mig det ansvar, som det er at få et barn. Stræber du da ikke efter at være den bedste udgave af dig selv? At lære og at blive bedre? Jeg kan ikke se, hvordan dette går i strid med ydmygheden over for det store ansvar. Jeg har enorm respekt for det at sætte et nyt lille liv i verden. Det er jo også derfor, jeg efterhånden har befundet mig i beslutningsprocessen i tre år.