Time out for en 3-årig

Så et ordenligt nej er ledsaget af time-out? Ja, jeg spørger bare af ren nysgerrighed.

For jeg har da altid fået nej og respekteret dette på trods af, at jeg aldrig har fået timeout? Jeg elskede børnehaven - og respekterede virkelig de voksnes nej. Og har gjort det hele livet. 

Jeg siger da nej til mine børn og børn generelt. 

 

 Forstår ikke helt tankegange om, at man skal give en straf for at understrege et nej. 

Al forskning viser, at små børn forstår et nej, men at de ikke forstår straffen som en sammenhæng. Så det er bare at gøre en situation mere tilspidset og dressere barnet. (Altså i mine øjne - men respekterer at du mener noget andet :-) ) 

Nej slet ikke. Jeg kan godt se at min formulering kan misforståes. Det jeg mente med et "ordentligt nej" er at man fortæller barnet uden at råbe og skælde ud, men alligevel på en bestemt måde hvad man må og hvad man ikke må. 

Min datter har slået meget få gange og de få gange har hun fået at vide at det må hun ikke og hvis ikke hun har lyttet første gang kommer hun ind på sit værelse. 

Min veninde har en dreng der slår rigtig meget og min veninde tackler det med at sige til ham at "det må du altså ikke skat, er du sød at stoppe?" og han stopper ikke. Hun bliver ved med at sige det på den venlige måde til ham. Det synes jeg ikke er en god måde at tackle det på, for han stopper ikke.

Anonym skriver:

Nej slet ikke. Jeg kan godt se at min formulering kan misforståes. Det jeg mente med et "ordentligt nej" er at man fortæller barnet uden at råbe og skælde ud, men alligevel på en bestemt måde hvad man må og hvad man ikke må. 

Min datter har slået meget få gange og de få gange har hun fået at vide at det må hun ikke og hvis ikke hun har lyttet første gang kommer hun ind på sit værelse. 

Min veninde har en dreng der slår rigtig meget og min veninde tackler det med at sige til ham at "det må du altså ikke skat, er du sød at stoppe?" og han stopper ikke. Hun bliver ved med at sige det på den venlige måde til ham. Det synes jeg ikke er en god måde at tackle det på, for han stopper ikke.

Et nej der ikke kan misforståes kan sagtens gives uden den næste sætning: for ellers..... Et simpelt: det må du ikke færdig arbejde! Eller hvis det ikke handler om slå men fx diskussionen om at tage nattøj på: det skal du, det er ikke til diskussion.

Trusselpædagogikken har også en ulempe i hvert fald for mig som lærer, at jeg møder elever hvor jeg skal ud i trusler før de forstår jeg mener det alvorligt. Og egentlig burde det jo være nok, at jeg som voksen sagde nej og ikke skulle efterfølge det med ellers.....

Som lærer (jeg ved ikke som pædagog men tænker det er det samme), så jo jeg har tid, eller skal finde den eller hvad man kan sige til at forstå hvorfor Per han slår. Det kan være jeg ikke har lige i øjeblikket, og måske Per heller ikke kan rumme mit forsøg på at forstå lige i øjeblikket. Men situationen bliver talt/tegnet igennem så både jeg, Per pg hans klassekammerater bliver klogere på Per og kan stoppe situationen en anden gang før den er ekskaleret. 

uden at have været hjemme hos jeg, så kan jeg genkende situationen fra egne børn når vi har gæster. Det er svært at forstå og rumme man skal stoppe en skøn stund og de andre kan fortsætte bare fordi man skal sove og de voksne siger det. Her hjemme hos os har vi så lært at det hjælper at involvere mormor eller andre børne glade gæster i putningen: når du har taget nattøj på og børstet tænder, så får du mormor helt alene med de eller den bog du vælger og så går mor og far i køkkenet og ordner det praktiske eller.... 

Jeg vil dog stadig sige mormor skulle have holdt sin mund....

Anonym skriver:

Nej slet ikke. Jeg kan godt se at min formulering kan misforståes. Det jeg mente med et "ordentligt nej" er at man fortæller barnet uden at råbe og skælde ud, men alligevel på en bestemt måde hvad man må og hvad man ikke må. 

Min datter har slået meget få gange og de få gange har hun fået at vide at det må hun ikke og hvis ikke hun har lyttet første gang kommer hun ind på sit værelse. 

Min veninde har en dreng der slår rigtig meget og min veninde tackler det med at sige til ham at "det må du altså ikke skat, er du sød at stoppe?" og han stopper ikke. Hun bliver ved med at sige det på den venlige måde til ham. Det synes jeg ikke er en god måde at tackle det på, for han stopper ikke.

Men din veninde giver ham jo også alt for meget at forholde sig til? Han lyder som et meget frustreret barn, som ikke ved, hvad hans forældre vil have ham til.

igen Jesper Juul, siger det fint. Et nej er ikke til diskussion. Men det skal rummes, at barnet bliver utilfreds. Og det synes jeg personligt ikke man gør, ved at sende barnet væk. 

Jeg er -om nogen - blevet anklaget for at høre for meget efter. Jeg har altid stolt spørgsmål, men et "nej. Jeg er din mor/voksen" har jeg altid respektere. Jeg har aldrig fået et anfald af vrede som større var. (Siger min mor) og heller ikke som lille. Og hvis en lærer sagde "nu er det nok. Stop" så var jeg også den første der stoppede og forsøgte at forklare resten af fællesskabet at stop var stop! 

Anonym skriver:

Nej slet ikke. Jeg kan godt se at min formulering kan misforståes. Det jeg mente med et "ordentligt nej" er at man fortæller barnet uden at råbe og skælde ud, men alligevel på en bestemt måde hvad man må og hvad man ikke må. 

Min datter har slået meget få gange og de få gange har hun fået at vide at det må hun ikke og hvis ikke hun har lyttet første gang kommer hun ind på sit værelse. 

Min veninde har en dreng der slår rigtig meget og min veninde tackler det med at sige til ham at "det må du altså ikke skat, er du sød at stoppe?" og han stopper ikke. Hun bliver ved med at sige det på den venlige måde til ham. Det synes jeg ikke er en god måde at tackle det på, for han stopper ikke.

Men din veninde giver ham jo også alt for meget at forholde sig til? Han lyder som et meget frustreret barn, som ikke ved, hvad hans forældre vil have ham til. Alle de ord og forventninger der ligger i de sproghandlinger, kan en under 6/7 år slet ikke forstå - også får man ligeså frustrerede børn, som hvis man giver trusler :-) (altså igen set ud fra den viden og erfaring jeg har)

igen Jesper Juul, siger det fint. Et nej er ikke til diskussion. Men det skal rummes, at barnet bliver utilfreds. Og det synes jeg personligt ikke man gør, ved at sende barnet væk.

Jeg er -om nogen - blevet anklaget for at høre for meget efter. Jeg har altid stolt spørgsmål, men et "nej. Jeg er din mor/voksen" har jeg altid respektere. Jeg har aldrig fået et anfald af vrede som større var. (Siger min mor) og heller ikke som lille. Og hvis en lærer sagde "nu er det nok. Stop" så var jeg også den første der stoppede og forsøgte at forklare resten af fællesskabet at stop var stop!

Fordi Man ikke går ind for straf og time-out, siger man jo ikke ja til alt. Eller taler med så mange bløde og overonformerende vendinger.

Jeg ville i jeres eksempel have gjort:

1. Nej! Du må ikke slå! Det vil jeg ikke have. (Evt gentage det, hvis barnet blev ved og måske flytte mig en halv meter væk)

2. Spørge "hvorfor slår du?" (Hvis barnet er stort nok til at svare. Hvis barnet er mindre end 3/4 år (alt efter modenhed) ville jeg sige i stedet "jeg kan godt forstå du er sur! Men du skal sove. Men kom nu læser vi en ekstra historie/synger en sang... (Altså afleder)

3. Hvis barnet bliver ved, ville jeg tilbyde et alternativ. "Du må ikke slå mig! Slå puden hvis du er meget vred. Man må gerne være sur, men du må ikke slå"

4. Herefter ville jeg blive sammen med barnet og tale med det op episoden, i børnenes niveau og ganske kort. (Hvis barnet er over 4)

Men jeg ville aldrig sige "vil du ikke søde Skat, og du kan vel nok forstå... Ect" ligesom jeg aldrig ville sige "du skal gøre hvad jeg siger, for ellers"

jeg vil ikke opdrage er barn på straf og trusler. For som en anden påpeger, så får man ofte frustrede børn, der ikke rummer vrede, fordi de er opdraget til lukke ned for den følelse, for ellers bliver man straffet. For det er sådan et barn på 3 ser det. Også får man et problem i skolen i mine øjne. Børn der skal trues til at lave noget, og ikke børn der gerne vil bidrage af lyst :-)

nu har jeg maler det meget sort og Hvidt. Men håber du kan følge mig :-)

migxher skriver:

Helt enig  

Desuden synes jeg nu det er iorden at mormor blander sig. Det ville jeg også gøre hvis en i min familie gjorde noget ved deres barn som jeg ikke synes er rart at se.

Personligt får jeg tit ondt i maven på børnenes vegne når jeg ser forældre true, skælde ud, straffe osv  jeg husker tydeligt fra da jeg selv var barn, hvilken ubehagelig følelse det giver i kroppen når min mor var sådan. Specielt hvis vi var ude.

Helt enig med at blande sig. Det skriver jeg også nederst i mit indlæg, at jeg godt forstår mormor blande sig.

Man kan se hvordan barnet krymper sig sammen, det gør ondt at se og høre.

Saphiira skriver:

Hvad så, hvis de ikke kan afledes? 

Man må jo finde frem til det der virker på det enkelte barn. Og det der virker den ene gang virker måske ikke den næste. Det er jo ikke i selve situationen den største opdragelse ligger. Det er i alle hverdagssituationer, hvor barner kigger på og lytter til hvordan forælderen gør. De observerer jo hele tiden. Gøre et godt eksempel.

Hvilken chef er man mest tilbøjelig til selv at lytte til i voksenlivet?

-chefen der kommer med positiv kritik, snakker med den ansatte om hvordan man kan gøre fremover i stedet.

eller

-chefen der siger, det der skal laves om nu, sådan kan man da ikke bare gøre. Jeg vil ikke se dig komme ud fra dit kontor før du har gjort det ordentligt.

Anonym skriver:

Vi kan godt rumme vores barn? Vi siger at hun skal gå ind på sit værelse når hun slår for det vil vi simpelthen ikke have. Der er ikke andre tidspunkter vi sender hende ind på værelset end når hun slår. Og hun er kun inde på værelset alene i 1-1,5 minut, og når vi kommer ind til hende forklarer vi hende at man ikke må slå men at vi forstår hvorfor hun blev sur/ked af det.

Min kæreste havde et meget blidt tag om min datters arm, så jeg tror mere at hun bare blev sur over det hele med at hun skulle i seng og have nattøj på som hun jo ikke ville.

Det kan godt være at jeg har formuleret mig på en dårlig måde, for der var ingen der råbte eller skældte ud på noget tidspunkt i siturationen. Så jeg kan egentlig ikke se at det skulle være meget ubehageligt at være vidne til for min mormor

Hvis i godt kan rumme hende selvom hun slår. Hvorfor sender i hende så væk? Det modsiger sig selv.

Og uanset hvor blidt han tager fat i armen, så må det jo have et formål. Ellers kunne han jo lige så godt lade være. Hvis nu hun feks var ved at falde ned, så ville jeg også gribe hurtigt fat, måske endda hårdt pga panik.

Jeg tænker nogengange på om det er en af grundende til at mennesker bliver konfliktsky. Jeg tænker her på dem der går deres vej, hvis man bliver uenige om noget, i stedet for at blive sammen og nå et kompromis, eller enes om at være uenige.

loop skriver:

Man må jo finde frem til det der virker på det enkelte barn. Og det der virker den ene gang virker måske ikke den næste. Det er jo ikke i selve situationen den største opdragelse ligger. Det er i alle hverdagssituationer, hvor barner kigger på og lytter til hvordan forælderen gør. De observerer jo hele tiden. Gøre et godt eksempel.

Hvilken chef er man mest tilbøjelig til selv at lytte til i voksenlivet?

-chefen der kommer med positiv kritik, snakker med den ansatte om hvordan man kan gøre fremover i stedet.

eller

-chefen der siger, det der skal laves om nu, sådan kan man da ikke bare gøre. Jeg vil ikke se dig komme ud fra dit kontor før du har gjort det ordentligt.

 

Jo, men hvis jeg bider og slår min chef, er det vel rimeligt, at jeg skal blive på mit kontor, til jeg har raset af? 

Jo, men hvis jeg bider og slår min chef, er det vel rimeligt, at jeg skal blive på mit kontor, til jeg har raset af? 

Men så forudsætter det også, at du kan forstå, at det er fordi du bider og slår. Et lille barn kan ikke kæde de ting sammen. De ser det uafhængigt af hinanden.

De ser det som, at de bliver straffet for ar være vrede eller kede af det. De var jo bare sure? De forstår ikke, at det er ubehageligt at blive slået som voksen. Den empati har de slet ikke endnu. 

Så jo, hvis du som voksen gør de ting, så skal du i fængsel. Som barn under 6/7 år, skal du ikke straffes ved at blive isoleret. Forskning viser, at hjernerne ikke er nok modnet til at forstå sammenhængen før de 5-6 år 

Det svarer nok mere til, at du er i en fremmed kultur, hvor du lige er begyndt at forstå de andre. Også en dag bliver dine grænser brudt da en mand, som er større og stærkere ens dig, tager fat i dig. Men du kan ikke udtrykke det. Så du gør det eneste, som naturen har givet dig af nonverbale værktøjer - du slår. Du forstår heller ikke da han bliver mere sur eller kommer med en masse ord, du ikke forstår værdien af. Så kommer du pludseligt i fængel i  36 min. 

Hvad har du så lært? At du ikke må reagere på din vrede. For hele situationen var du i vrede og angst. Så du ved ikke, at det lige var det slag, som udløste straffen. Så må du jo vende vreden indad en anden gang for at undgå fængsel i 36 min. Også husk lige at børns tidsopfattelse er makant anderledes en voksnes. 2 min er uoverskueligt lang tid. For man aner ikke hvad tid er. Så at sige til et barn på 3, at de skal vente 3 min - det kan sgu føles som uger :-)

CBbaby skriver:

Men din veninde giver ham jo også alt for meget at forholde sig til? Han lyder som et meget frustreret barn, som ikke ved, hvad hans forældre vil have ham til.

 

igen Jesper Juul, siger det fint. Et nej er ikke til diskussion. Men det skal rummes, at barnet bliver utilfreds. Og det synes jeg personligt ikke man gør, ved at sende barnet væk. 

Jeg er -om nogen - blevet anklaget for at høre for meget efter. Jeg har altid stolt spørgsmål, men et "nej. Jeg er din mor/voksen" har jeg altid respektere. Jeg har aldrig fået et anfald af vrede som større var. (Siger min mor) og heller ikke som lille. Og hvis en lærer sagde "nu er det nok. Stop" så var jeg også den første der stoppede og forsøgte at forklare resten af fællesskabet at stop var stop! 

Jeg er helt uenig. Hvor læser du, at veninden giver sønnen alt for meget at forholde sig til? Der bliver kun skrevet, at hun siger det nej igen og igen venligt. 

Jeg læser, at veninden ikke siger ordentlig fra. Ikke, at hun behøver at råbe og skrige og give stuearrest, men hun siger ikke tydeligt fra. Hun tror måske, at man kan opdrage uden konflikter, hvilket så gør, at hendes søn virkelig søger de grænser, han aldrig møder.