Time out for en 3-årig

loop skriver:

Man må jo finde frem til det der virker på det enkelte barn. Og det der virker den ene gang virker måske ikke den næste. Det er jo ikke i selve situationen den største opdragelse ligger. Det er i alle hverdagssituationer, hvor barner kigger på og lytter til hvordan forælderen gør. De observerer jo hele tiden. Gøre et godt eksempel.

Hvilken chef er man mest tilbøjelig til selv at lytte til i voksenlivet?

-chefen der kommer med positiv kritik, snakker med den ansatte om hvordan man kan gøre fremover i stedet.

eller

-chefen der siger, det der skal laves om nu, sådan kan man da ikke bare gøre. Jeg vil ikke se dig komme ud fra dit kontor før du har gjort det ordentligt.

 

Okay - jeg blev bare nysgerrig Jeg har en datter, som er ret svær at aflede, men nu har hun heller ikke den alder Så jeg er spændt på, hvordan det bliver med hende  

Jeg er helt uenig. Hvor læser du, at veninden giver sønnen alt for meget at forholde sig til? Der bliver kun skrevet, at hun siger det nej igen og igen venligt. 

Jeg læser, at veninden ikke siger ordentlig fra. Ikke, at hun behøver at råbe og skrige og give stuearrest, men hun siger ikke tydeligt fra. Hun tror måske, at man kan opdrage uden konflikter, hvilket så gør, at hendes søn virkelig søger de grænser, han aldrig møder. 

 

Sproghandlingen "er du ikke sød at stoppe?" 

- her skal et mindre barn forholde sig til flere sproglige afsæt. 

1. Han skal selv vurdere om han vil. Og har lyst. Så hvis han synes, det er en sjov leg og han tror det... Så lyst og vilje - svære ord - Noget voksne har svært ved - hvad har du lyst til? (Øhm ja..?)

2. Det er en indirekte opfordring til at holde op. Det forstår man ikke som lille. 

3. Hun beder ham ikke direkte stoppe. 

Disse 3 ting er sprogligt set ret meget for et lille barn. Og folk med autisme og ADHD (især børn) Jeg er uddannet inden for speogpsykologi (blandt andet) og det er er mange ting

mig jeg tror du har ret i, at hun vil opdrage uden konflikter. Men det kan man ikke :-)

CBbaby skriver:

Men så forudsætter det også, at du kan forstå, at det er fordi du bider og slår. Et lille barn kan ikke kæde de ting sammen. De ser det uafhængigt af hinanden.

De ser det som, at de bliver straffet for ar være vrede eller kede af det. De var jo bare sure? De forstår ikke, at det er ubehageligt at blive slået som voksen. Den empati har de slet ikke endnu. 

Så jo, hvis du som voksen gør de ting, så skal du i fængsel. Som barn under 6/7 år, skal du ikke straffes ved at blive isoleret. Forskning viser, at hjernerne ikke er nok modnet til at forstå sammenhængen før de 5-6 år 

 

Det svarer nok mere til, at du er i en fremmed kultur, hvor du lige er begyndt at forstå de andre. Også en dag bliver dine grænser brudt da en mand, som er større og stærkere ens dig, tager fat i dig. Men du kan ikke udtrykke det. Så du gør det eneste, som naturen har givet dig af nonverbale værktøjer - du slår. Du forstår heller ikke da han bliver mere sur eller kommer med en masse ord, du ikke forstår værdien af. Så kommer du pludseligt i fængel i  36 min. 

 

Hvad har du så lært? At du ikke må reagere på din vrede. For hele situationen var du i vrede og angst. Så du ved ikke, at det lige var det slag, som udløste straffen. Så må du jo vende vreden indad en anden gang for at undgå fængsel i 36 min. Også husk lige at børns tidsopfattelse er makant anderledes en voksnes. 2 min er uoverskueligt lang tid. For man aner ikke hvad tid er. Så at sige til et barn på 3, at de skal vente 3 min - det kan sgu føles som uger :-)

Jeg omskriver lige dit eksempel, så det passer bedre:

Jeg er i et fremmed land, jeg kan kun delvis sproget. Jeg går midt på gaden. Der kommer en politimand og beder mig venligt om at træde ind på fortovet. Det har jeg ikke lyst til, så jeg nægter. Han beder mig venligt flere gange, mere og mere indtrængende. Jeg nægter. Han tager blidt fat i min arm for fysisk at flytte mig ind på fortovet, jeg slår og sparker ham som svar. 

Det, jeg læser af mange svarene herinde i netop denne debat, er, at man forældre har svært ved at sætte sig selv i førersædet som autoritetspersoner og ledere. Vi er som generation vant til, at der skal opnås enighed i konflikter. Og dét kan man simpelthen ikke altid. Så skal man som mor eller far mande sig op og være TYDELIG. Dét er svært for mange - især hvis man er modstander af at være leder. 

Abracadabra skriver:

Jeg omskriver lige dit eksempel, så det passer bedre:

Jeg er i et fremmed land, jeg kan kun delvis sproget. Jeg går midt på gaden. Der kommer en politimand og beder mig venligt om at træde ind på fortovet. Det har jeg ikke lyst til, så jeg nægter. Han beder mig venligt flere gange, mere og mere indtrængende. Jeg nægter. Han tager blidt fat i min arm for fysisk at flytte mig ind på fortovet, jeg slår og sparker ham som svar. 

Det, jeg læser af mange svarene herinde i netop denne debat, er, at man forældre har svært ved at sætte sig selv i førersædet som autoritetspersoner og ledere. Vi er som generation vant til, at der skal opnås enighed i konflikter. Og dét kan man simpelthen ikke altid. Så skal man som mor eller far mande sig op og være TYDELIG. Dét er svært for mange - især hvis man er modstander af at være leder. 

Der er bare den ene forskel du formodentlig fra det land du kommer fra allerde ved slå og sparke er forkert, du ved formodentlig også st det er en politimand og han/hun har ret til at kræve af dig at du gør som der bliver sagt. Ydermere er du voksen så du ved du nægter  det fordi du ikke har lyst og du ved hvordan du skal stoppe dig selv. 

Det lille barn er langt mere impulsiv og handler ud fra følelser og ikke velovervejet stillingstagen. 

Men når det er sagt forstår jeg ikke hvorfor man det modsatte af leder blot fordi man ikke er for den konsekvens der hedder time out. At jeg aldrig ville bruge den betyder da ikke jeg lader mine børn slå mig som de lyster og de aldrig får er nej. Det betyder bare jeg ikke bruger time out fordi jeg ikke tror på metoden som konstruktiv, tror ikke den giver den indre dialog og kontrol som jeg ønsker mine børn skal have, og at jeg tænker det er en dobbelt straf for et lille barn i affekt som måske endda er møg ked af sine handlinger, endda måske bange for om det virkelig fik skader far, at man fjerner barnet fra den trygge sociale kontekst. Og ydermere beder man en treårig om det umulige: gå væk og tænk over hvad du har gjort.

Men åh jo mine børn møder en del bestemte nej'er og jeg er så sandelig leder både her og på arbejdet og det tvivler hverken mine egne børn eller mine elever på. Men de tvivler aå heller ikke på at jeg bruger min leder rolle fordi jeg vil det bedste for dem i livet 

Jeg omskriver lige dit eksempel, så det passer bedre:

Jeg er i et fremmed land, jeg kan kun delvis sproget. Jeg går midt på gaden. Der kommer en politimand og beder mig venligt om at træde ind på fortovet. Det har jeg ikke lyst til, så jeg nægter. Han beder mig venligt flere gange, mere og mere indtrængende. Jeg nægter. Han tager blidt fat i min arm for fysisk at flytte mig ind på fortovet, jeg slår og sparker ham som svar. 

Det, jeg læser af mange svarene herinde i netop denne debat, er, at man forældre har svært ved at sætte sig selv i førersædet som autoritetspersoner og ledere. Vi er som generation vant til, at der skal opnås enighed i konflikter. Og dét kan man simpelthen ikke altid. Så skal man som mor eller far mande sig op og være TYDELIG. Dét er svært for mange - især hvis man er modstander af at være leder. 

Jeg er bestemt ikke uenig i, at man skal være tydelig.

Men igen dit eksempel indbefatter også, at du forstår politimanden og hans rationale om, at det giver mening at træde til side.

Et lille barn (altså under 4) forstår det ikke. Det er ikke modent i hjernen. Det er der videnskabelige beviser for på flere områder. Både hjernescanninger og psykologiske forsøg. De forstår godt, hvad du siger. Men de forstår ikke hvorfor, de skal. De synes, det er er meningsløst og bliver derfor frustrerede. 

så min pointe er. Et barn under 5 (for at tage et gennemsnitligt tal) har kun sin egen indre følelse af vrede, glæde og tristhed. De kan ikke forstå, hvis voksne beder dem om noget, de ikke bryder sig om. For de kan ikke forholde sig til om giver mening. For uanset om der er tale om et nej til slik, du skal sove, du skal spise osv. Så vil en straf som følge af barnets vrede eller tristhed blive koblet sammen med deres indre følelsesliv. 

Helen (netaundhedsplejsken) deler det ret fint op i to grove begreber.

Det kontrollerede udbrud og det ukontrollerede. Et barn under 4-5 (faktisk helt op til 6-7 viser mange forsøg) reagerer altså på deres følelser - det er alt de har. De kobler KUN følelser sammen med den straf de får. De forstår ikke alt der udenomsrationale, der er. Derfor anbefaler hun (Helen) og en række andre specialister, at man ikke bruger time-out. For timeout vil virker ved at dressere barnets følelser lige der, uden de forstår det. Man underminerer barnet med time-out og vil altid skabe en negativ association mellem straf og negative følelser og dermed også konflikter. Man ser ofte disse børn (altså børn hvor det med timeout og skamme sig er dagligt og ikke en ting der sker sjældent), være meget mere vrede - en vrede de bærer med sig i voksenlivet og kan komme til udtryk i selvskade, vold, og konkliktskabere.

Læg mærke til, at jeg taler om timeout og straf. Og IKkE nej. For de to ting hænger ikke sammen. Og man kan godt opdrage til et nej er et nej, UDEN straf og timeout for er barn UNDER 5. Jeg har ikke modtaget straf eller timeouts... Og jeg har altid taget et nej for nej. I stedet er jeg blevet opdraget med "vi stoler og har respekt for dig. Vi har krav til dig, fordi du ikke er dum. Du kan selv". Men Nej har jeg fået hver dag - UDEN at græde, blive vred osv.

Taler vi derimod om et ældre barn 7+, kan de forstå om det er retfærdigt eller uretfærdig og kan forholde sig til andet end deres eget indre univers. 

Igen - at andre mener noget andet, er helt i orden. Og som sagt er der mange veje til ROM. Men det er mere, hvordan man vil til ROM. :-)

I bund og grund drejer det sig jo om at disciplinere barnet at lære de spilleregler de skal ud i igennem hele deres liv.  

Uanset hvilke ord vi bruger er vi jo som forældre autoriteter og magt fordelingen er jo også sådan at vi har magten eller burde have den.

Det er jo bare pakket ind i andre ord 

CBbaby skriver:

Altså - jeg har heller fået lov til at bestemme. Langt fra. Det er slet ikke det, der menes med medbestemmelse i min optik.

Skulle jeg have medbestemmelse, så skulle jeg deltage aktivt. Dvs ville jeg have en bestemt mad, så skulle jeg lave den - ellers var der den mad, mine forældre serverede :-)

Jeg har slået min mor EN gang. Og jeg kan tydeligt huske det. Jeg troede, hun grinte af mig til en veninde, fordi jeg var blevet hæs. Og jeg kunne ikke sige noget - så jeg slog. Min mor blev GAL! Men vi talte om det. Jeg var 5. Men fik ikke time-out... :-) 

Så har du vist også været et meget artigt barn Hvis du kun har slået en enkel gang i hele din barndom. Her ville det i hvert tilfælde ikke hjælpe bare at tale om det, selvom det da klart er at foretrække. 

alenemor42 skriver:

I bund og grund drejer det sig jo om at disciplinere barnet at lære de spilleregler de skal ud i igennem hele deres liv.  

Uanset hvilke ord vi bruger er vi jo som forældre autoriteter og magt fordelingen er jo også sådan at vi har magten eller burde have den.

Det er jo bare pakket ind i andre ord 

Ja det er jo så lige det med magt. Vi er de voksne og forældrene, men giver det os retten til at misbruge den position og bare trumfe vores vilje igennem uden barnet accept?

Prøv at læs lidt om begrebet adultisme. Det er nu ganske spændende læsning.

migxher skriver:

Ja det er jo så lige det med magt. Vi er de voksne og forældrene, men giver det os retten til at misbruge den position og bare trumfe vores vilje igennem uden barnet accept?

Prøv at læs lidt om begrebet adultisme. Det er nu ganske spændende læsning.

Jeg har ikke talt om at misbruge magt.

Men det er jo faktum det er sådan og at det faktisk er vores ansvar at vise vores børn vejen i livet og det gør vi jo med at lære dem osv. Det er vel også magt fordi vi ved bedre og mere end de gør.

Folk går bare i koma over ordet magt

alenemor42 skriver:

Jeg har ikke talt om at misbruge magt.

Men det er jo faktum det er sådan og at det faktisk er vores ansvar at vise vores børn vejen i livet og det gør vi jo med at lære dem osv. Det er vel også magt fordi vi ved bedre og mere end de gør.

Folk går bare i koma over ordet magt

Altså jeg synes ikke, at magt er et fyord. Det er jo netop magt at få et barn. De aner intet om verden og har ingen erfaring eller viden - og viden er magt. Og ser heller ingen der går i koma over det

Man skal jo bare forvalte magten ordentlig :-) 

Og det er jo så her, at folk ser forskelligt på det. Jeg synes det er misbrug af magt, at sende et lille barn i timeout. Jeg synes det er er mindre overgreb, fordi jeg med MIN viden og MIN erfaring om børn, mener at de ikke kan forholde sig til retfærdighed - hvilket er hvad man kræver at et barn på 3, der slår. 

Nej betyder nej. Også uden straf og korporlig magt - som der er at sætte er barn på værelset :-) 

Jeg har enormt respekt for andre måder at opdrage på. Jeg ville aldrig sige noget, jo mindre det overtrådte loven og barnet blev vantøgtet og mishandlet.