Time out for en 3-årig

Personligt forstår jeg ikke time out metoden, for mig er det en ny version af stuearrest i mindre målestok selvfølgelig. Men jeg tror ikke på det et sekund og har aldrig brugt det. Jeg har brugt uger på mit værelse pga. Stuearrest selvfølgelig var jeg ældre men det gav aldrig  nogen mening. 

Haha! Den har jeg også prøvet! Ikke med Roskildefestival - men med en fest. 

Jeg måtte gøre, hvad jeg fandt passende. For jeg er opdaget under "vi stoler på dig" og det gjorde de bestemt. (Også var der passende rammer for mig) 

Så den ene gang, hvor jeg forsøgte at lyve som 9-årig. Puha! Det var ikke kønt. Fik en alvorssnak med mine forældre - og gjorde det aldrig igen! En alvorssnak, der bestod af "hvis man råber ulven kommer hele tiden, så kommer der ikke nogen og hjælper til sidst" 

Mine forældre har ladet min samvittighed råde mig. Og fortalt mig, at det var den jeg skulle lytte efter. Dvs at jeg faktisk har været meget pligtopfyldende - for jeg ville virkelig leve op til min egen gode samvittighed :-)

Så jeg fik at vide, at hvis jeg havde det skidt, så var det kun mig, der kunne vurdere om jeg skulle i skole. Og har jeg nogensinde pjækket? EN gang på 10år, fordi jeg var bange for en korleder i 4 klasse. Det samme med min søster.

 

man kan så diskutere om vi er lidt for pligtopfyldende... Vi sætter i hvertfald fællesskabet ekstremt højt. Ofte højere end os selv. Og det kan være svært. :-)

 

og i øvrigt et ganske glimrende eksempel du har på, at konsekvens ikke betyder time-out eller en straf så som "så lå du ikke...". Synes det er skrammende at straf og time-out er blevet In igen. Men kan godt huske de der nanny-programmer der var, hvor nogle engelske damer opdragede andres børn på den måde. De hjalp ikke med at opdrage dem ikke - de afrettede dem - i mine øjne :-)

Det er rigtig der er også en bagside ved den form for opdragelse som det virker til vi begge har fået og giver videre, nemlig man nok er for pligtopfyldende, hellere selv undværer en fællesskabet skal og det hele handler om egne valg. Jeg har selv forsøgt at si det fra, men kan se på min datter på 13 at jeg har fået givet hende det med (og drengene lige sådan, men de er stadig små og impulsive). 

Der kan man sige på det punkt er straf lettere lidt som syndsforladelsen i den katolske kirke versus den evig skyldige og skamfulde i den lutherske. Med straf så gør du forkert, modtager din straf som en mand og suger pænt undskyld bag efter og så er det slut, med den anden udfører du handlingen, skal forstå hvad der var forkert, lære hvad du skal ændre til næste gang og du får en egentlig aldrig syndsforladelsen, for selve undskyld er ligegyldigt, hvad der derimod er vigtig er dine fremtidige handlinger der viser din forståelse. Derfor jeg også sagtens kan give et kram til et barn der lige har slået mig, for handlingen kan ikke ændres og jeg er egentlig ligeglad med undskyldningen, men jeg vil det stopper og ikke sker igen (alt efter alder: ikke sker igen i dag, i to dage, en uge, aldrig)

CBbaby skriver:

Det er et relevant spørgsmål. Og noget som jeg også selv tænker meget over :-) Nej, jeg mener ikke, at der ikke skal være en form for konsekvens. Jeg mener, at der ikke skal være en STRAF. Konsekvensen i dette tilfælde ville være, at jeg fjernede mig og satte mig lidt væk eller gik med barnet hen et roligt sted. "Kom vi sidder lige her sammen, mens du er sur." Hvis barnet selv ville gå fra mig og sidde alene, så måtte det også det. Man kan jo godt være SÅ sur på sine forældre, at man ikke gider se på dem. 

Der må gerne være en konsekvens, det skal bare ikke være en straf. Så som "Gør du det her, så kommer du på værelset".

Jeg er aldrig blevet sendt på mit værelse som straf. Fik at vide, at man altid måtte være sur, og at det var okay at være for sig selv, hvis man havde lyst til det. Men uanset hvor sur eller ked af det, jeg har været er jeg aldrig blevet sendt i seng som straf. 

Jeg er i øvrigt opdraget efter samme tankegang, og jeg er ikke blevet curlet. Eks. Jeg smed mit tøj på gulvet som 11-årig. Om det var rent eller ej eller foldet sammen... Efter en længere periode sagde min mor "så må du vaske det selv. Så kan du bestemme om det skal være på gulvet eller ej" Så lærte hun mig at bruge vaskemaskinen og har vasket tøj lige siden. Og så det ikke som en straf. For det blev aldrig talt om som en straf, men som "medbestemmelse". '

 

Fordi man ikke går ind for straf til små børn, betyder det ikke, at der ikke er en handling efterfølgende. Men det er bare om man "straffer barnet" eller drager omsorg imens - hjælper barnet med at takle frustrationen, hvilket man ikke gør, hvis barnet er alene. For børn kan IKKE takle det alene. Det viser alt forsking. De kan ikke behovsudsætte og give sig selv ro på som små. Og man gør dem bare magtesløse i mine øjne ved at lade dem "køle af" alene. 

Men jeg forstår godt, at det kan være den eneste udvej med lidt ældre børn.. (Læs børn på ca 5 år og op)

Jeg kan til dels følge dig, i hvert tilfælde kan jeg forstå din pointe. Men i min optik kan man ikke kun opdrage med det gode, det fungere i hvert tilfælde ikke for mig/os i praksis. Slår min datter fx og jeg prøver at aflede (jeg siger som regel, at hun kan slå ned i puden i stedet), så kan hun afreagere på den i stedet. Men slår hun igen, og eksempelvis griner samtidig for at teste mig, så er der en konsekvens med det samme i form af ingen tv, 2 min på værelset hvor hun altid får at vide at hun kan komme tilbage igen når hun er færdig med at slå. Jeg er selv vokset op med tydelige grænser, og er glad for det. Men jeg mener heller ikke børn skal have en masse medbestemmelse, jo i form af tøjvalg engang imellem eller om hun helst vil have frikadeller eller hakkebøf til aftensmad. Men den stopper også der så længe de ikke er større. 

God-mor skriver:

Jeg kan til dels følge dig, i hvert tilfælde kan jeg forstå din pointe. Men i min optik kan man ikke kun opdrage med det gode, det fungere i hvert tilfælde ikke for mig/os i praksis. Slår min datter fx og jeg prøver at aflede (jeg siger som regel, at hun kan slå ned i puden i stedet), så kan hun afreagere på den i stedet. Men slår hun igen, og eksempelvis griner samtidig for at teste mig, så er der en konsekvens med det samme i form af ingen tv, 2 min på værelset hvor hun altid får at vide at hun kan komme tilbage igen når hun er færdig med at slå. Jeg er selv vokset op med tydelige grænser, og er glad for det. Men jeg mener heller ikke børn skal have en masse medbestemmelse, jo i form af tøjvalg engang imellem eller om hun helst vil have frikadeller eller hakkebøf til aftensmad. Men den stopper også der så længe de ikke er større. 

Altså - jeg har heller fået lov til at bestemme. Langt fra. Det er slet ikke det, der menes med medbestemmelse i min optik.

Skulle jeg have medbestemmelse, så skulle jeg deltage aktivt. Dvs ville jeg have en bestemt mad, så skulle jeg lave den - ellers var der den mad, mine forældre serverede :-)

Jeg har slået min mor EN gang. Og jeg kan tydeligt huske det. Jeg troede, hun grinte af mig til en veninde, fordi jeg var blevet hæs. Og jeg kunne ikke sige noget - så jeg slog. Min mor blev GAL! Men vi talte om det. Jeg var 5. Men fik ikke time-out... :-) 

Jeg synes det er fint, det i har gjort!.. børn er også forskellige, og det er forskelligt hvad der virker... Herhjemme er det kun at gå på værelset der virker... Jeg har prøvet mange forskellige metoder... Og værelset er altså ikk blevet et dårligt sted af den grund.. 

Og mormor skal blande sig udenom, det er okay at hun er uenig og det må hun da gerne fortælle, men hun skal ikk skælde ud.... 

EBK skriver:

Jeg ville aldrig bruge værelset til time out. Der skal være rart og dejligt. 

Så hellere bruge en kedelig plads i gangen til det formål.

Det lyder ikke helt dumt

Lillepeanut89 skriver:

Hvordan kan at give et barn et ' nej, du må ikke slå '  og kan du ikke finde ud af det, så må vi fjerne dig fra situationen,være en straf? Der er i min optik stor forskel på konsekvens og straf!

Børn skal lære at få et NEJ, ellers får de det godt nok svært ved at begå sig i et samfund, hvor ikke alt handler om dem og deres behov!

 Jeg er helt med på at vi alle har nogle forskellige holdninger, hvilket er helt fint, der skal være plads til det hele, MEN der er nogle helt basale spilleregler som børn skal lære! Og tror aldrig at et barn har taget skade af et ' nej du må ikke slå' jeg synes der er en tendens til at gøre børn mere skrøbelige end de egentligt er.

 men igen, det er min mening og erfaring  

Jeg er helt enig. Barnet får jo et chok når det kommer i vuggestu, børnehave og i skole hvis aldrig har oplevet at få et "ordentligt" nej. som en anden skriver har de i institutionerne jo ikke tid til at rumme et barns følelser der slår.

migxher skriver:

Hvis man vil fjerne barnet fra situationen, hvilket helt sikkert kan være nødvendigt, så tænker jeg nu at time-in er bedre at bruge. En pædagog veninde jeg har fortalte mig om det. Og det lyder nu for mig langt bedre en time-out, som i min verden er straf. Og straf tror jeg nu ikke man kommer nogen vegne med.

Hvad er time in?

Anonym skriver:

Jeg er helt enig. Barnet får jo et chok når det kommer i vuggestu, børnehave og i skole hvis aldrig har oplevet at få et "ordentligt" nej. som en anden skriver har de i institutionerne jo ikke tid til at rumme et barns følelser der slår.

 

Så et ordenligt nej er ledsaget af time-out? Ja, jeg spørger bare af ren nysgerrighed.

For jeg har da altid fået nej og respekteret dette på trods af, at jeg aldrig har fået timeout? Jeg elskede børnehaven - og respekterede virkelig de voksnes nej. Og har gjort det hele livet. 

Jeg siger da nej til mine børn og børn generelt. 

 Forstår ikke helt tankegange om, at man skal give en straf for at understrege et nej. 

Al forskning viser, at små børn forstår et nej, men at de ikke forstår straffen som en sammenhæng. Så det er bare at gøre en situation mere tilspidset og dressere barnet. (Altså i mine øjne - men respekterer at du mener noget andet :-) ) 

Anonym skriver:

Hvad er time in?

Læs evt et af mine tidligere svar. Med henvisning til en artikel bygget på videnskabelige undersøgelser :-)