Time out for en 3-årig

Hvis man vil fjerne barnet fra situationen, hvilket helt sikkert kan være nødvendigt, så tænker jeg nu at time-in er bedre at bruge. En pædagog veninde jeg har fortalte mig om det. Og det lyder nu for mig langt bedre en time-out, som i min verden er straf. Og straf tror jeg nu ikke man kommer nogen vegne med.

Tillader mig at linke til en artikel, som jeg tidligere i debatten har foreslået som redskab :-)

Time-In står der en del om her:

citat:

"Men at sende børn i skammekrog eller give dem en time-out er ikke noget man skal lade indgå som en naturlig del af opdragelsen. Det er noget man kan bruge, hvis intet andet har effekt og ofte vil man kunne bruge en ”time-in” i stedet"

http://www.netsundhedsplejerske.dk/artikler/index.php?option=laes&id=296

Her påpeger Helen blandt andet, at børn under 5 år ikke har kontrollerede anfald. Der vil sige vredesudbrud, der er bevidste. Og at små børn (under 4/5år) pga umodenhed i hjernen (videnskabeligt påvist) får forrvivlelsesudbrud. Dvs at de ikke KAN styre deres følelser, og at man ved time out af et mindre barn (under 5) i værste fald lærer dem at være ked af det inden i, og dermed ødelægge deres selvværd og selvfølelse. 

Her er lidt fra et forskningsprojekt om time-out for mindre børn, hvor en børnepsykolog udtaler sig om "straf" til børn under 6-7 år:

"På baggrund af mit forskningsprojekt om børn og grænser, står det klart for mig, at det værste, børnene ved, er, når de bliver sendt ind på deres værelse. Det er helt tydeligt, at børn ikke forstår, hvorfor det sker, og hvad de skal tænke over. Der kommer mange kommentarer fra børnene såsom: “Og så skal jeg ligge og græde, til jeg falder i søvn”. Det kan godt være, at formålet ikke er at sætte i skammekrog, men min forskning viser, at det er sådan, børnene opfatter det. Og uret er helt misforstået….jeg forstår slet ikke, hvordan man kan sætte tid på"

"

Små børn på to år kan ikke reflektere over deres egne handlinger. Og slet ikke i en situation, hvor barnet er følelsesmæssigt oprevet. Ved at blive ”smidt væk” fra fællesskabet oplever de kun ubehaget. Først fra seks-syvårsalderen bliver børn gradvist bedre til at reflektere over deres handlinger.

– De dele af hjernen, som sætter barnet i stand til at tænke, før det handler, udvikles først rigtigt i den alder. Så det er først i den alder, at barnet kan tænke over sin handling. Men stadig nedsættes evnen til at reflektere fornuftigt, når barnet er følelsesmæssigt ude af balance, hvad det ofte er, når situationen er tilspidset.

-Jeg mener, at denne metode tvinger barnet til en form for skintilpasning. Forskning viser, at denne metode medfører, at det kan blive svært for barnet at udvikle følelsesregulering. Barnet bliver tvunget til at holde ret voldsomme følelser i sig, og lærer ikke at nuancere sine følelser og udtrykke dem i ord.

 “Mor, når du skælder mig ud, har jeg svært ved at elske mig selv."

– Denne undertrykkelse kan så komme ud i andre sammenhænge. For eksempel ser jeg eksempler i børnehaver, hvor børn begynder at slå uden grund. Det drejer sig om tilbageholdte følelser, som kommer ud på en uhensigtsmæssig måde. Jeg oplever også, at børn opdraget efter denne metode kan blive børn, som mobber andre. At skulle lære at undertrykke sine følelser kan gå ud over barnets selvværd. Barnet mærker, at hans følelser er forkerte, hans mening, og hvad han giver udtryk for, er forkert. På den måde kommer barnet til at føle sig forkert.

"

Jeg tror på ovenstående. Men det står andre frit for at opdrage deres børn efter andre metoder - :-) Vil egentlig blot komme med noget fagligt belæg i debatten

Men hvor er linjen mellem konsekvens og straf ? Det lille barn forstår jo heller ikke det vi mener er en naturlig konsekvens af en adfærd. 

Og hvorfor er ordet straf blevet sådan et fy fy ord som disciplin, magt og tvang er ? Vi er jo alle enige om at for meget og for lidt af alt er skidt. Det er da selvfølgelig fint at vi hjælper barnet med at rumme sine følelser men i sidste ende skal barnet jo netop lære at håndtere disse følelser selv. Børn skal jo også lære at behov udsætte (selvfølgelig ikke som 2 årig)  

Et 1 årige barn kan da også finde på at bide og de finder altså hurtigt ud af når man siger nej og sætter dem ned at det nok ikke er så sjovt at blive ved med at bide. Når mindre børn eks. Slår eller bider osv. Så kan de jo ikke rumme forklaringer eller forstå dem. Så er man da nød til at gøre klart at der er en uhensigtsmæssig adfærd som ikke er acceptabel. 

Lillepeanut89 skriver:

Jeg synes i har klaret situationen  rigtigt flot! Jeg synes jeg læser en masse ' curling forældre svar' i denne tråd. Er barn tager ikk skade af et NEJ, og et NEJ du må ikke slå!

Hvordan skal barnet lære at fungere i den virkelige verden hvis de ikke forstår et simpelt nej, også er det jo egentligt ligemeget om de er frustreret, sure eller hysteriske, de må ikke slå, BASTA, og det er ikke til diskussion!( Sat lidt hårdt op, I know). Pædagoger vælger da også tit at tage et barn ud af fællesskabet hvis det slår eller bider og de bruger også time out som et pædagogisk redskab ! Børn søger grænser, og det er vigtigt at vi som voksne, giver tydelige grænser så børnene forstår et simpelt nej. 

Jeg synes ikke at bedsteforældre skal blande sig i jeres måde at gøre tingene på- jeres hjem = jeres regler

 

Jeg har egentlig svært ved at forstå en modstand mod time out eller sende på værelset er det samme som curling, mangel på opdragelse og konsekvens og det går den direkte vej mod mennesker der ikke kan begå sig socialt. 

Der er mange andre måder at vise ting skal stoppe, er uacceptable end at sende på værelset. Der er ord: lad fx vær med at sige: det må du ikke lille skat. Det er rigeligt at sige: det må du ikke! Der er stemme føring, der ansigtsudtryk. Der er at stoppe en aktivitet og og og... Mine børn er aldrig blevet sat i time out eller sendt på værelset (i hvert fald når jeg var hjemme kan jo ikke vide hvad far gør når han er alene), og ikke desto mindre fungerer de i der sociale rum og opfattes ikke som curling børn - ja de er en undtagelserne der bærer deres egne skoletaske bare som eksempel 

Af mystiske årsager fungerer tællemetoden her hjemme, når der er noget de fx ikke vil alla tage sko og jakke på, så siger jeg: det skal du nu, jeg tæller til 3 og inden 3 har de stort set altid under protest gjort det jeg bad dem om. Da de var små som ts's datter fik de sko og jakke på når jeg nåede 3, og det på den kedelige måde hvor det bare blev gjort af mig, for som en anden skriver jeg har da ikke tid til at komme for sent på arbejde blot fordi jeg har stædige børn - og den skelnen har de også lært fra dag 1 og kan af mystiske årsager: der er ting til diskussion og ting der ikke er til diskussion - ja tror faktisk de vil kalde mig skrap og de ses som velopdragne og forholdvist strengt opdraget og det er helt uden time out eller sende på værelset. Men med en del afledning, anerkendelse, stop, sådan er det, ikke til diskussion mor bestemmer. 

Og ja jeg har også taget en elev ud af konteksten som er pædagogisk virke, men ofte aldrig alene med mindre de første 10 sekunder blev brugt til at forklare klassen: gå ned på jeres pladser og tag frilæsningsbogen. Eller hvis jeg kunne se den elev var i så stor affekt så han/hun slet ikke kunne rumme mig. Men begrundelsen er en helt anden end time out: at jeg fjerner eleven når vi skal have en snak så eleven ikke udstilles foran gruppen, hvis jeg kan se eleven er lige ved at bryde sammen giver jeg eleven vejen ud så han/hun ikke udstilles foran klassen, hvis eleven er så meget i affekt så han/hun er til fare for andre i klassen. Men det er en fjernelse fra konteksten sammen med mig, da det jo ellers alene er en straf og ikke en konstruktiv løsning og fremadrettet ændring.

Lillepeanut89 skriver:

Hvordan kan at give et barn et ' nej, du må ikke slå '  og kan du ikke finde ud af det, så må vi fjerne dig fra situationen,være en straf? Der er i min optik stor forskel på konsekvens og straf!

Børn skal lære at få et NEJ, ellers får de det godt nok svært ved at begå sig i et samfund, hvor ikke alt handler om dem og deres behov!

 Jeg er helt med på at vi alle har nogle forskellige holdninger, hvilket er helt fint, der skal være plads til det hele, MEN der er nogle helt basale spilleregler som børn skal lære! Og tror aldrig at et barn har taget skade af et ' nej du må ikke slå' jeg synes der er en tendens til at gøre børn mere skrøbelige end de egentligt er.

 men igen, det er min mening og erfaring  

Men ingen har jo skrevet man ikke siger: stop du må ikke slå, det handler alene om næste skridt sende på værelset alene eller ej. 

Mine børn må ikke slå basta - de har lært de ikke må slå. Og de er aldrig blevet sendt på værelset, så det kan lade sig gøre at opdrage, sætte grænser og vise hvad der er uhensigtsmæssigt handling uden at blive sendt på værelset.

Diskussionen går vel egentlig på, er det hensigtsmæssigt at bruge time out eller er der andre muligheder. Og her skilles vandene, nogle er for og andre imod. Jeg er sikker både den ene side og den anden side er fantastiske forældre og børnene bliver opdraget. 

Jeg er personligt imod, og det er jeg fordi jeg ikke ser time out som en direkte konsekvens af forskellige handlinger men alene som en straf: så kan du flytte dig fra fællesskabet og tænke over dine dårlige handlinger. Og en lille trold som i ts's eksempel er frustreret, handler på frustrationen og sendes tilmed væk fra den trygge kontekst - det er jeg imod. Jeg er ikke imod man siger: nu bestemmer jeg, du får nattøj på basta. Jeg er ikke imod man siger: du må ikke slå, basta. Men underlige mig kunne godt efter de to episoder den første hvor man tvinger nattøjet på, og den anden hvor pigen slår og jeg suger stop, have givet en kæmpe krammer og sjovt nok har de lært det med ikke at slå alligevel 

og så vil jeg lige sige at for mig er time out/sendes på værelset ikke det samme som fjerne fra situationen, det er at fjerne fra den sociale kontekst som for en lille trold er lig tryghed. Hvis mit barn slår så er at fjerne fra situationen at fjerne barnet fra den det slår eller selv fjerne sig. Havde jeg den gang de var så små klarer konflikten om nattøj når nu de hellere ville mormor og de slog, så tog far over.

alenemor42 skriver:

Men hvor er linjen mellem konsekvens og straf ? Det lille barn forstår jo heller ikke det vi mener er en naturlig konsekvens af en adfærd. 

Og hvorfor er ordet straf blevet sådan et fy fy ord som disciplin, magt og tvang er ? Vi er jo alle enige om at for meget og for lidt af alt er skidt. Det er da selvfølgelig fint at vi hjælper barnet med at rumme sine følelser men i sidste ende skal barnet jo netop lære at håndtere disse følelser selv. Børn skal jo også lære at behov udsætte (selvfølgelig ikke som 2 årig)  

Et 1 årige barn kan da også finde på at bide og de finder altså hurtigt ud af når man siger nej og sætter dem ned at det nok ikke er så sjovt at blive ved med at bide. Når mindre børn eks. Slår eller bider osv. Så kan de jo ikke rumme forklaringer eller forstå dem. Så er man da nød til at gøre klart at der er en uhensigtsmæssig adfærd som ikke er acceptabel. 

 

At sidde i fængsel er en straf, at blive frihedsberøvet i en eller anden grad er en konsekvens - nej måske søgt men der er en forskel på straf og konsekvens, der er skrevet alenlange bøger om det i begge mine fag: pædagogik og filosofi. 

Jeg selv i min tilgang til børn skelner mellem den direkte konsekvens af din handling og så den voksenkonstruerde konsekvens af din handling (straf). Det er ikke en direkte konsekvens af ikke at ville tage sko på at man så ikke får en is efter aftensmaden, det er derimod en direkte konsekvens af ikke at ville tage sko på at så gør mor det og hun er sur imens. Det er ikke en direkte konsekvens at slå mens vi læser godnathistorie at du bliver sendt ind på værelset, det er derimod en direkte konsekvens at mor siger stop og ikke vil læse mere. 

Nogle gange kan en situation være sådan at man må bruge den voksen konstruerede konsekvens (straf) og så er det sådan det er, men det er ikke i min optik første valget, det er ikke førstevalget at tage isen efter aftensmaden for det er alene en straf, men kogle gange kan man bare ikke se andre veje. 

I ts's start eksempel ville jeg foreslå at prøve andre veje først, jeg ville ikke bruge sende på værelset som er en voksen konstrueret konsekvens som første metode især fordi der er en situation der emmer af frustration og ydermere at være bange og ked af man har slået og så sættes man alene ind som 3 årig med alle de følelser og skal tænke over det. Når Modesty beskriver hvordan hun til trods for modstand tyede til voksenkonstrueret konsekvens så vil jeg sige: okay til trods for jeg er modstander så virker det som den løsning der gav pote og andet var prøvet. 

Så jo der er forskel, men straf eller voksen konstrueret konsekvens er ikke bandlyst eller det onde selv, det er blot ikke mit første valg. Og isolering af et barn med en masse følelser der bumler rundt, isolering fra den trygge base (det er de færreste børn der vælger isoleringen af sig selv i den alder) det er mig meget imod og jeg tror aldrig jeg ville vælge det, der er tusind andre voksen konstruerede konsekvenser jeg kunne tage i brug, ja faktisk er jeg mere til skæld ud end det, hvis det endelig skulle være

lineog4 skriver:

Men ingen har jo skrevet man ikke siger: stop du må ikke slå, det handler alene om næste skridt sende på værelset alene eller ej. 

Mine børn må ikke slå basta - de har lært de ikke må slå. Og de er aldrig blevet sendt på værelset, så det kan lade sig gøre at opdrage, sætte grænser og vise hvad der er uhensigtsmæssigt handling uden at blive sendt på værelset.

Diskussionen går vel egentlig på, er det hensigtsmæssigt at bruge time out eller er der andre muligheder. Og her skilles vandene, nogle er for og andre imod. Jeg er sikker både den ene side og den anden side er fantastiske forældre og børnene bliver opdraget. 

Jeg er personligt imod, og det er jeg fordi jeg ikke ser time out som en direkte konsekvens af forskellige handlinger men alene som en straf: så kan du flytte dig fra fællesskabet og tænke over dine dårlige handlinger. Og en lille trold som i ts's eksempel er frustreret, handler på frustrationen og sendes tilmed væk fra den trygge kontekst - det er jeg imod. Jeg er ikke imod man siger: nu bestemmer jeg, du får nattøj på basta. Jeg er ikke imod man siger: du må ikke slå, basta. Men underlige mig kunne godt efter de to episoder den første hvor man tvinger nattøjet på, og den anden hvor pigen slår og jeg suger stop, have givet en kæmpe krammer og sjovt nok har de lært det med ikke at slå alligevel 

og så vil jeg lige sige at for mig er time out/sendes på værelset ikke det samme som fjerne fra situationen, det er at fjerne fra den sociale kontekst som for en lille trold er lig tryghed. Hvis mit barn slår så er at fjerne fra situationen at fjerne barnet fra den det slår eller selv fjerne sig. Havde jeg den gang de var så små klarer konflikten om nattøj når nu de hellere ville mormor og de slog, så tog far over.

Lige præcis! Selvom man ikke går ind for timeout, er der da konsekvenser. Jeg er totalt enig med dig. 

Som nævnt i mine tidligere indlæg, så har jeg da selv fået en masse nej'er og sådan er det. Og det har jeg haft meget stor respekt for, netop fordi der også var stor respekt for mig altid. 

Jeg har aldrig løjet over for mine forældre, aldrig drukket mig sanseløs beruset, men altid mærket efter, hvordan jeg havde det. Jeg har aldrig stjålet. Klaret mig selv fra jeg var 12 med alt det huslige. Smurte egen madpakke fra 1 klasse, Flyttethjemme fra som 17-årig og har en fin økonomi og en længerevideregående uddannelse. Altså jeg har klaret mig rigtig fint uden time-out...

Jeg havde meget klare grænser. Og de blev forklaret i det omfang, jeg kunne magte det. Jeg er blevet afledt som helt lille, for min mor er af samme opfattelse som mig. 

Men min mors og fars nej - det har jeg ALTID haft respekt for. Selvom jeg ALDRIG er blevet straffet med time-out! Det samme med min søster. 

Min mor sagde altid: "Jeg bestemmer, fordi jeg er voksen og din mor. Hvis du er utilfreds, så må du bytte os i den blå avis". Og det ville jeg alligevel aldrig :-) 

Så curlingbørn er altså ikke den naturlige konskvens af, at man ikke giver time-out eller straf. Jeg har derimod en meget stærk følelse af, hvem jeg er og hvor mine grænser går. Og jeg respekterer andre mennesker meget! Hvilket også afspejler sig i det erhverv, jeg senere har valgt. :-)

Så jo - i mine øjne ender man op med hele mennesker, som har en grundlæggende følelse af, at deres tanker og følelser er okay. Det kender jeg virkelig mange, der ikke føler. :-)

Det betyder dog ikke, at jeg ikke synes/tror, at andre familier der gør det anderledes er forfærdelige eller onde. Der er mange veje til Rom - men jeg tror på, at den mest lige vej er uden time-out :-)

Må forresten lige komme med er eksempel fra egen hverdag om det at blive sendt væk (mine børn sover længe modsat mor ). I min søns klasse har de haft udfordringer med larm og børn der ikke hørte efter, gjorde hvad der var godt for fællesskabet osv. Min søn er ikke en af dem, ja han er faktisk tæt på en duksedreng (lidt for meget af det gode i min optik da der også dækker over han er bange for ikke at leve op til forventninger). En dag havde læreren lavet den klassiske fejl og i frustration fået sagt: den næste der siger noget ryger ud på gangen. Min søn er så den klovn der får svaret sin sidemand på et eller andet og bliver opdaget - konsekvensen må håndhæves. Så ud på trappen med ham og hans madpakke. 

Om eftermiddagen hvor jeg henter ham er han mut, siger ikke noget - plejer ellers nok at kunne fortælle hvis det har været en dag hvor han mente tingene kunne have gået anderledes. Kan se han er sårbar og ikke skal prikkes til overhovedet, så vi hygger bare indtil jeg beder ham om at tage sin madkasse og jeg finder den med alt maden i, da jeg spørger ham bryder han sammen og må bare vugges i en god rum tid før han er parat til at forklare. Hans forklaring er: jeg blev sendt ud på trappen mor, jeg ved ikke helt hvad jeg fjorde forkert for der var gult lys (betyder man må tale med små stemmer til sin sidemand). Så sad jeg ude på trappen og havde ondt i maven, ligesom jeg havde en stor bold nede i maven der prøvede at komme op af halsen og så kunne jeg jo slet ikke spise. Det er ligesom hvis man nu ved alle andr leger en god leg og man som den eneste ikke må være med. 

Ja har en dreng med mange ord, der heldigvis  når han får hjælp i form af omsorg selv kan sætte ord på sine følelser. Han lærte ingen ting, han vidste ikke hvad han skulle ændre, forstod ikke hvad han havde gjort galt, men han oplevede straffen og isolationen. Og havde han ikke fået talt det ud med mig og vi sammen havde talt med læreren ja så havde han også lært frygten, frygten for det skulle ske igen som kunne resultere for mig at se i to reaktioner; endnu mere opmærksomhed på om jeg nu konstant gør det godt nok og en underdanighed (det havde nok været hans reaktion) eller nu kan det sgu også være lige meget lad mig provokere nok så alle kan se jeg er ikke er bange (dem har jeg mødt et par stykker af i skolen). Men lærte han noget? 

CBbaby skriver:

Lige præcis! Selvom man ikke går ind for timeout, er der da konsekvenser. Jeg er totalt enig med dig. 

Som nævnt i mine tidligere indlæg, så har jeg da selv fået en masse nej'er og sådan er det. Og det har jeg haft meget stor respekt for, netop fordi der også var stor respekt for mig altid. 

Jeg har aldrig løjet over for mine forældre, aldrig drukket mig sanseløs beruset, men altid mærket efter, hvordan jeg havde det. Jeg har aldrig stjålet. Klaret mig selv fra jeg var 12 med alt det huslige. Smurte egen madpakke fra 1 klasse, Flyttethjemme fra som 17-årig og har en fin økonomi og en længerevideregående uddannelse. Altså jeg har klaret mig rigtig fint uden time-out...

Jeg havde meget klare grænser. Og de blev forklaret i det omfang, jeg kunne magte det. Jeg er blevet afledt som helt lille, for min mor er af samme opfattelse som mig. 

Men min mors og fars nej - det har jeg ALTID haft respekt for. Selvom jeg ALDRIG er blevet straffet med time-out! Det samme med min søster. 

Min mor sagde altid: "Jeg bestemmer, fordi jeg er voksen og din mor. Hvis du er utilfreds, så må du bytte os i den blå avis". Og det ville jeg alligevel aldrig :-) 

Så curlingbørn er altså ikke den naturlige konskvens af, at man ikke giver time-out eller straf. Jeg har derimod en meget stærk følelse af, hvem jeg er og hvor mine grænser går. Og jeg respekterer andre mennesker meget! Hvilket også afspejler sig i det erhverv, jeg senere har valgt. :-)

 

Så jo - i mine øjne ender man op med hele mennesker, som har en grundlæggende følelse af, at deres tanker og følelser er okay. Det kender jeg virkelig mange, der ikke føler. :-)

 

Det betyder dog ikke, at jeg ikke synes/tror, at andre familier der gør det anderledes er forfærdelige eller onde. Der er mange veje til Rom - men jeg tror på, at den mest lige vej er uden time-out :-)

Kommer til at tænke på min store respekt for min mor. Jeg fik lov at tage på Roskilde festival som 14 årig, eneste regel jeg skulle melde tilbage til hende hver anden time for ellers ville hun finde mig, klippe mit armbånd og sende mig hjem. Melde klage var dengang før mobilens tid at jeg skulle finde hende ved boden hvor hun var. 

Og tro mig jeg gjorde det, mine venner var: ej kan du ikke vente? Men nej jeg troede min mor selvsagt fandt mig blandt 85.000 og sendte mig hjem - jeg er sikker på mine børn har samme oplevelse af mig. Og nej er aldrig blevet sendt i time out eller lignende men havde og har en dyb respekt for min mor

Kommer til at tænke på min store respekt for min mor. Jeg fik lov at tage på Roskilde festival som 14 årig, eneste regel jeg skulle melde tilbage til hende hver anden time for ellers ville hun finde mig, klippe mit armbånd og sende mig hjem. Melde klage var dengang før mobilens tid at jeg skulle finde hende ved boden hvor hun var. 

Og tro mig jeg gjorde det, mine venner var: ej kan du ikke vente? Men nej jeg troede min mor selvsagt fandt mig blandt 85.000 og sendte mig hjem - jeg er sikker på mine børn har samme oplevelse af mig. Og nej er aldrig blevet sendt i time out eller lignende men havde og har en dyb respekt for min mor

Haha! Den har jeg også prøvet! Ikke med Roskildefestival - men med en fest. 

Jeg måtte gøre, hvad jeg fandt passende. For jeg er opdaget under "vi stoler på dig" og det gjorde de bestemt. (Også var der passende rammer for mig) 

Så den ene gang, hvor jeg forsøgte at lyve som 9-årig. Puha! Det var ikke kønt. Fik en alvorssnak med mine forældre - og gjorde det aldrig igen! En alvorssnak, der bestod af "hvis man råber ulven kommer hele tiden, så kommer der ikke nogen og hjælper til sidst" 

Mine forældre har ladet min samvittighed råde mig. Og fortalt mig, at det var den jeg skulle lytte efter. Dvs at jeg faktisk har været meget pligtopfyldende - for jeg ville virkelig leve op til min egen gode samvittighed :-)

Så jeg fik at vide, at hvis jeg havde det skidt, så var det kun mig, der kunne vurdere om jeg skulle i skole. Og har jeg nogensinde pjækket? EN gang på 10år, fordi jeg var bange for en korleder i 4 klasse. Det samme med min søster.

man kan så diskutere om vi er lidt for pligtopfyldende... Vi sætter i hvertfald fællesskabet ekstremt højt. Ofte højere end os selv. Og det kan være svært. :-)

og i øvrigt et ganske glimrende eksempel du har på, at konsekvens ikke betyder time-out eller en straf så som "så lå du ikke...". Synes det er skrammende at straf og time-out er blevet In igen. Men kan godt huske de der nanny-programmer der var, hvor nogle engelske damer opdragede andres børn på den måde. De hjalp ikke med at opdrage dem ikke - de afrettede dem - i mine øjne :-)