Time out for en 3-årig

Anonym skriver:

Hej baby.dk

Jeg har en datter på tre år. I går havde vi min mormor på besøg. Da min datter skulle puttes var det min kæreste der stod for det. Min datter ville absolut ikke i seng, hun ville ikke have nattøj på, ville ikke have børstet tænder. Hun ville ikke noget som helst. Min kæreste holdt hende fast i armen imens han gav hende en ren ble og nattøj på. Imens han gjorde det skreg hun og prøvede at vride sig ud af hans greb. Hun syntes åbenbart at han holdte for hårdt. Det gjorde han ikke for han holdte meget blidt fat rundt om hendes arm. Da min kæreste gav slip på min datter slog hun ham. Han sagde stille og roligt men bestemt at hun ikke må slå. Hun slog ham så igen, og min kæreste sagde til min datter at hun skulle gå ind på sit værelse. Da hun havde været der i knap to minutter gik min kæreste der ind og sagde at man altså ikke må slå osv. De blev gode venner igen og der var ikke mere der. Min mormor sagde at det var en dårlig opdragelse og jeg ved ikke hvad. Hun skældte os nærmest ud over det. Er det okay at vi siger hun skal gå ind på sit værelse når hun slår?

Lad mormor blande sig udenom.

MEN

vi bruger timeout hjemme hos os til datteren på 3 og datteren på 5 år. Dog ikke den yngste. 

De får det antal minutter i sengen som de er år gamle. 

Det virker. 

"Du skal sidde her fordi..." Jeg kommer igen om tre/fem minutter

"du har siddet her fordi.."og så får vi en god snak om god og dårlig opførsel og slutter med en krammer 

Bare lige en lige info om at bruge time-out til børn under 5år:

Eksperter anbefaler i øvrigt, at time-out først anvendes ved 5 årsalderen! Selv dem der går ind for timenout. En 2/3/4 årig forstår det ikke :-) det virker på samme måde som en hund, der bliver sendt i kurven. De gør det fordi de skal, og ikke fordi de forstår det. Så man lærer barnet at overskride egen grænser :-)

http://www.netsundhedsplejerske.dk/artikler/index.php?option=laes&id=296

Kære du. Jeg synes din mand har tacklet det rigtig flot. Børn i den alder skal vide hvad der er okay og hvad der ikke er okay. Jeg tror på at i med den opdragelse, altså hvor i siger fra og lærer barnet hvad der er acceptabelt og hvad der ikke er, vil få et barn der hviler i sig selv og med tiden nok skal finde ud af hvor mor og fars grænser er. Jeg går ud fra dit barn går i børnehave og det vil ligeledes være meget lettere for barnet at forstå et nej/eller at der også bliver sagt fra hvis barnet slår de andre børn eller går imod børnehavens regler, fordi i lærer barnet at der er konsekvenser (som i jeres tilfælde hvor barnet slår anden gang) og ikke bare tom snak. Håber du forstår hvad jeg mener. Og så skal mormor blande sig helt udenom men nu hvor hun så vælger at blande sig, synes jeg i med ro i stemmen fint kan fortælle hende at det er sådan i opdrager og det skal hun acceptere. 

Jeg ville aldrig bruge værelset til time out. Der skal være rart og dejligt. 

Så hellere bruge en kedelig plads i gangen til det formål.

alenemor42 skriver:

Nu kommer jeg måske lidt uden for ts tråd .. beklager ts ☺ 

Men.... læser i allesammen bøger om børneopdragelse ?eller hvad det yndes at kalde det for tiden  

 

 

 

Jeg har læst et par stykker jeg har nogle trælse mønstre og vaner fra min barndom som jeg gerne vil bryde, og hører tit min mors trælse stemme når jeg er sammen med min søn og han f.eks gør noget uhensigtsmæssigt. Så ynder jeg tit at reagere som min mor gjorde ved mig, med skæld ud, straf osv. Og der ønsker jeg ikke at komme hen fordi jeg tydelig husker hvordan det var at blive opdraget sådan.

Her synes jeg virkelig at det gavner at læse om en anden måde at reagere og håndtere han på. Med konkrete eksempler osv. Det giver mig nye redskaber og måder at håndtere min søn på, som er langt mere hensigtsmæssigt for ham.

Og så synes jeg bare det er super spændende at læse  

Det er ganske usmageligt at mormor blander sig i en tilspidset situation, når I ikke har bedt om hendes råd. Jeg ville pænt med bestemt meddele at hendes holdninger ikke lige i den sammenhæng var efterspurgt.

Desuden synes jeg at det lyder som om din kæreste håndterer situationen fornuftigt. Nej, det er ikke ideelt at skulle holde hende fast og nej, det er ikke ideelt at måtte sende hende på værelset - men i kampens hede lyder det tilforladeligt. Der bliver snakket med hende, de bliver gode venner igen, osv.

Jeg er ikke uddelt begejstret for "tidens trend"med at man ikke må skælde ud eller vise konsekvenser - men snarere skal aflede børn fra alting. Tydelige grænser og voksne kærligt og bestemt markerer når nok er nok, tror jeg umiddelbart mere på...

Hej baby.dk

Jeg har en datter på tre år. I går havde vi min mormor på besøg. Da min datter skulle puttes var det min kæreste der stod for det. Min datter ville absolut ikke i seng, hun ville ikke have nattøj på, ville ikke have børstet tænder. Hun ville ikke noget som helst. Min kæreste holdt hende fast i armen imens han gav hende en ren ble og nattøj på. Imens han gjorde det skreg hun og prøvede at vride sig ud af hans greb. Hun syntes åbenbart at han holdte for hårdt. Det gjorde han ikke for han holdte meget blidt fat rundt om hendes arm. Da min kæreste gav slip på min datter slog hun ham. Han sagde stille og roligt men bestemt at hun ikke må slå. Hun slog ham så igen, og min kæreste sagde til min datter at hun skulle gå ind på sit værelse. Da hun havde været der i knap to minutter gik min kæreste der ind og sagde at man altså ikke må slå osv. De blev gode venner igen og der var ikke mere der. Min mormor sagde at det var en dårlig opdragelse og jeg ved ikke hvad. Hun skældte os nærmest ud over det. Er det okay at vi siger hun skal gå ind på sit værelse når hun slår?

Personligt er jeg stor modstander af time-outs hvor man fjerner barnet fra fællesskabet. Jeg kan ikke se det konstruktive i at et lille barn bliver ladt alene med negative følelser som det slet ikke er i stand til hverken at håndtere eller at bearbejde selv. Super utrygt og ubehageligt rum at være i for sådan en lille én.

Herhjemme havde vi problemer med at sønnen slog over en længere periode - mest de andre børn, men også os forældre (altså vi snakker et år eller noget i den stil. Ikke dagligt, men jævnligt). Jeg er opdraget meget kærligt og hippie-agtigt så det bød mig meget imod, men jeg måtte indse at min søn nok var et helt andet barn end jeg selv havde været - så jeg forsøgte mig med konsekvens-metoden:

Jeg forklarede ham at fra nu af var der en ny regel: Hver gang du slår, er der nul ipad og nul fjernsyn resten af dagen. Det tog en uge, med 3 gange konsekvens og så stoppede han fuldstændigt med at slå. 

Han var også 3 år da jeg gjorde det her, og jeg var nærmest rystet over hvor effektivt det var.

Det gode ved denne metode, efter min mening, er at man hele tiden er i kontakt med barnet, hele tiden kan bevare roen og hele tiden kan være der for barnet. Når han blev ked af det over konsekvensen kunne jeg snakke roligt til ham og forklare at det kunne jeg godt forstå, men sådan var det, og det er mor der bestemmer, og sådan bliver det ved med at være indtil du holder op med at slå. Han kunne stille spørgsmål, jeg kunne svare, vi kunne snakke om de svære følelser. Jeg kunne have ham siddende på skødet, kramme ham, sige at jeg elsker ham o.s.v. imens. Det kan man ikke når man fjerner barnet fra fællesskabet og lader det alene.

Jeg synes det er lidt morsomt at høre folk udtale sig om hvad der virker og hvad der ikke virker. Kan vi ikke blive enige om at børn er forskellige og at de fleste forældre gør, hvad der er bedst for deres børn? Jeg bliver da også nogle gange nødt til at holde fast i mit barn, selvom det absolut ikke vil have tøj på. Og ja, han ved hvad vi skal, ja, jeg informerer ham i forvejen osv. Derudover anerkender jeg hele tiden og siger at jeg godt kan forstå at han synes det er irriterende, at jeg kan høre han er vred osv. Det hjælper bare ikke på, at vi alle har et tidspunkt vi skal nå ud ad døren, når vi f.eks. skal på arbejde. Jeg kan jo ikke ringe til min chef og sige: " Den er helt gal, jeg bliver lige nødt til at anerkende og trøste lille ...., så kommer en halv time senere." Vi har alle en en virkelighed og en hverdag at forholde os til. Derudover synes jeg ikke pædagoger i f.eks. vuggestuer generelt holder sig tilbage ift. opdragelse og skæld ud. Der bliver børnene da hurtigt fjernet fra fællesskabet, hvis de slår. Højst sandsynligt fordi pædagogerne ikke har tid til kun at anerkende og rumme ét uregerligt barn, men har en hel flok.

Anonym skriver:

Hej baby.dk

Jeg har en datter på tre år. I går havde vi min mormor på besøg. Da min datter skulle puttes var det min kæreste der stod for det. Min datter ville absolut ikke i seng, hun ville ikke have nattøj på, ville ikke have børstet tænder. Hun ville ikke noget som helst. Min kæreste holdt hende fast i armen imens han gav hende en ren ble og nattøj på. Imens han gjorde det skreg hun og prøvede at vride sig ud af hans greb. Hun syntes åbenbart at han holdte for hårdt. Det gjorde han ikke for han holdte meget blidt fat rundt om hendes arm. Da min kæreste gav slip på min datter slog hun ham. Han sagde stille og roligt men bestemt at hun ikke må slå. Hun slog ham så igen, og min kæreste sagde til min datter at hun skulle gå ind på sit værelse. Da hun havde været der i knap to minutter gik min kæreste der ind og sagde at man altså ikke må slå osv. De blev gode venner igen og der var ikke mere der. Min mormor sagde at det var en dårlig opdragelse og jeg ved ikke hvad. Hun skældte os nærmest ud over det. Er det okay at vi siger hun skal gå ind på sit værelse når hun slår?

Kære TS 

Jeg mener at i gjorde det rigtige, og vi bruger også engang imellem time out. Ja selvfølgelig skal vi rumme vores dejlige unger, men jeg hverken kan eller VIL rumme, at min datter slår fx. Så er den ikke længere. Min datter er også 3 år lige om lidt. Med hensyn til mormor, havde jeg nok bedt hende pænt blande sig udenom. 

CBbaby skriver:

Læs evt Jesper Juul "et kærligt nej", tror jeg den hedder. :-) 

Er stor fan af ham og hans forklaringer.

et barn på 3 forstår ikke årsagssammenhæng. De forstår straffen - men ikke hvorfor. Også reagerer hun ved at slå, fordi hun ikke bryder sig om at blive holdt fast. Hun kan jo ikke sige "far, jeg synes det er grænseoverskridende, at du holder mig fast. Konsekvensen er at jeg slå" 

 

Sp i min verden må man forsøge at aflede. 

Som en anden er inde på. "Uha du er sur. Det forstår jeg godt. Lad os synge en sang" og nej - de kan ikke altid afledes. Men så må blive ved med at forsøge til situationen er overstået :-)

Så du mener at barnet kan blive ved med at slå uden form for konsekvens? Det er jo desværre ikke altid det lykkedes at aflede barnet. Er blot nysgerrig, fordi jeg kan ikke helt sætte mig ind i, at man skal rumme at børn slår, sparker, bider eller hvad det kunne være.