Rejse med fælles børn

Mortilah skriver:

Min mand tager 2*10 dage til carribien alene i maj/august.. Ungerne hhv. bonusbørnortugal med deres mor og tante, mit eget barn med far(min ex) til Rom og jeg og vores fællesbarn bliver bare hjemme og får besøg af bedsteforældrene 

Ingen af de 8 indblandede har følt sig snydt på nogen måde 

Den måtte jeg alligevel læse et par gange for at finde rundt i Men fantastisk!

Til ts.

Jeg synes faktisk godt i kan tage afsted Vil ikke komme med en masse begrundelser osv, men bare sige nyd ferien

lineog4 skriver:

Jo klart jeg gør, har kun mine egne følelser. Jeg vil aldrig hævde jeg kan tænke som andre end mig selv 

og derfor er det for mig no go. Betyder jo ikke det er for andre. Jeg tager fx heller ikke alene på ferie med manden, det betyder ikke andre ikke kan eller skal. 

hvis en omkring mig gjorde det som ts spørger til, ville jeg da også sige: det ville jeg ikke gøre, men så ikke rynke på næsen af deres valg. 

Vi har som jeg har skrevet tænkt over det fordi der var en mulighed for min datter ikke kunne holde sommerferie, og jeg tænkte ikke så meget over det var synd for hende (som mange i denne tråd taler om og som ts spurgte specifikt til), men på det var synd for os som familie og at det lagde begrænsninger på ferien simpelthen fordi det ikke var de store oplevelser vi ønskede uden hende. Og jeg læste ts's indlæg som at de ikke havde råd eller tid til endnu en ferie med de andre børn, at sådan en ferie ikke var hverdagskost mm. 

Nå men pyt jeg står stadig ved, hvis det er eneste ferie det år så ville jeg ikke overveje at tage afsted uden alle børn. Og nej det er ikke kun fordi det er synd for børnene, men fordi det er synd for familien.

Men du tillægger jo mig dine følelser omkring rejser og det at være sammen alle sammen. Jeg ville ikke have spurgt hvis jeg vidste, at jeg ikke kunne holde ferie uden pigerne. Det ved jeg at jeg kan  jeg undværer min egen hver 2. Jul, 3 af hendes fødselsdage osv og hun undværer mig og hendes søskende på ferier med hendes far, jul osv. 

Så spørgsmålet går ikke på om du/I kan kolde ferie uden alle børn i familien- men går på, om man kan tillade sig at gøre det, når man faktisk har lyst og mulighed - og når man ikke har råd til at de andre skal med. 

Vi kan sagtens undvære dem, det er vi vandt til og de er vandt til at undvære os  

Anonym skriver:

Men du tillægger jo mig dine følelser omkring rejser og det at være sammen alle sammen. Jeg ville ikke have spurgt hvis jeg vidste, at jeg ikke kunne holde ferie uden pigerne. Det ved jeg at jeg kan  jeg undværer min egen hver 2. Jul, 3 af hendes fødselsdage osv og hun undværer mig og hendes søskende på ferier med hendes far, jul osv. 

Så spørgsmålet går ikke på om du/I kan kolde ferie uden alle børn i familien- men går på, om man kan tillade sig at gøre det, når man faktisk har lyst og mulighed - og når man ikke har råd til at de andre skal med. 

Vi kan sagtens undvære dem, det er vi vandt til og de er vandt til at undvære os  

 

Okay. Men tillade sig det over for hvem? Jeg kan også undvære mine børn, skal til Grønland til august uden dem i 3 uger, tager på lejrskoler mm. 

Så spørgsmålet er kan I tillade jer det over for pigerne? Hmm det afhænger vel af jer og pigerne. Spørg dem: hvordan vil I have det med vi tager 2 uger til fx Mallorca på en afbudsrejse i år mens I er på ferie med jeres respektive forældre. 

Når jeg svarer nej det ville jeg ikke kunne tillade mig, så er det fordi ferie og rejse på ferie er en familieting, en ting vi som familie bruger til at gro sammen midt i hverdagens logistik og der ville jeg opleve det forkert hvis en eller to ikke groede med. 

Men tillade sig det, ja selvfølgelig man kan tillade sig alt der ikke gør andre ondt - og hvis I vurderer det ikke gør jeres piger ondt, så kan vi andre da bare tie stille og gøre det på vores egen måde. 

Jeg ville aldrig egentlig svare på om man kan tillade sig - det synes jeg egentlig ingen andre end en selv har ret til at svare på

Loa skriver:

Jeg ved slet ikke hvad med holdning er, synes det er svært at svare på når man ikke har bonus børn. 

Men jeg tænker, de er så store pigerne, kunne i evt sætte jer ned og snakke med dem og sige i gerne vil have deres helt ærlige mening omkring emnet, og at alle følelser og meninger er tilladt? 

Måske begge piger synes det er helt i orden og sagtens kan forstå jer, og så ville jeg da være helt ligeglad med hvad alle andre mente i burde eller ikke burde....

Det var måske ikke en dårlig ide 

lineog4 skriver:

Okay. Men tillade sig det over for hvem? Jeg kan også undvære mine børn, skal til Grønland til august uden dem i 3 uger, tager på lejrskoler mm. 

Så spørgsmålet er kan I tillade jer det over for pigerne? Hmm det afhænger vel af jer og pigerne. Spørg dem: hvordan vil I have det med vi tager 2 uger til fx Mallorca på en afbudsrejse i år mens I er på ferie med jeres respektive forældre. 

Når jeg svarer nej det ville jeg ikke kunne tillade mig, så er det fordi ferie og rejse på ferie er en familieting, en ting vi som familie bruger til at gro sammen midt i hverdagens logistik og der ville jeg opleve det forkert hvis en eller to ikke groede med. 

Men tillade sig det, ja selvfølgelig man kan tillade sig alt der ikke gør andre ondt - og hvis I vurderer det ikke gør jeres piger ondt, så kan vi andre da bare tie stille og gøre det på vores egen måde. 

Jeg ville aldrig egentlig svare på om man kan tillade sig - det synes jeg egentlig ingen andre end en selv har ret til at svare på

Det har du da helt ret i. Men I hjælper mig jo med at tænke det hele igennem i mindste detalje, med hver jeres meninger. 

Men vi er godt nok forskellige. Jeg har aldrig været væk fra mine børn i ret lang tid af gangen og har heller ikke lyst. Det er kun fordi min datter er væk i ferier, ellers var vi ikke fra hinanden. Vi tager meget sjældent ud, på weekendophold eller lignende. Vi tager aldrig ud om aftenen, til sport, bio eller cafe.

Anonym skriver:

Det har du da helt ret i. Men I hjælper mig jo med at tænke det hele igennem i mindste detalje, med hver jeres meninger. 

Men vi er godt nok forskellige. Jeg har aldrig været væk fra mine børn i ret lang tid af gangen og har heller ikke lyst. Det er kun fordi min datter er væk i ferier, ellers var vi ikke fra hinanden. Vi tager meget sjældent ud, på weekendophold eller lignende. Vi tager aldrig ud om aftenen, til sport, bio eller cafe.

 

 

Nej nok ikke så forskellige, men har et arbejder der kræver jeg tager væk. Derimod er alle ferier og weekender så helliget familien (hvis ikke der kommer arbejde). Dog har jeg taget alene på weekend tur med min store datter og ville også gerne det samme med de to små men aldrig haft anledningen (det med min datter er delvist betalt af arbejde).  

Tænkte faktisk over det på vej ned at hente børn. Og mine børn går jo også glip af noget som dine små. Da vi kun havde min mands søn, havde min mand er større overskud økonomisk og vi var fx 14 dage i Indien - kommer vi som familie aldrig til for det er der ikke penge til. Da vi kun havde ham og vores ældste fælles og jeg begyndte at tjene penge, der var der råd til Tivoli, nu har vi råd til bon bon land. Jeg har nu en på 5, en på 8 og en på 13 og ham på 5 går da glip af meget det de andre fik oplevet - hvorfor fordi pengene strækker mindre og mindre med antallet af børn. Så hvor vi med bonus kom til Indien, Kreta mm. Med fly, så er vores ferier nu med bil og telt. Men fremfor at tænke over hvad de går glip af, så tænker jeg hvad de får.

jeg er enebarn min mor har kunnet give mig safari i Afrika, 7 uger til Kina. Med mindre jeg vinder i lotto bliver det aldrig en mulighed for mig at give mine børn, men så fik de noget andet. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om du giver jeres fælles børn en masse, og jeg har selv ligget med tårer trillende over det jeg ikke kunne give økonomisk, og hvorfor er vi stoppet af osv.... Men når jeg går her og ser mine to drenge hånd i hånd hjem fra 2. Dag i SFO og deres teenage søster der forsøger at opdrage dem, så er jeg sikker på det var godt nok selvom vi ikke fik råd til Indien pg deres fotoalbum er fyldt med bon bon land i stedet for Tivoli 

Jeg er delebarn og havde bopæl hos mor. Min far og andre søskende tog på ferie næsten hvert år uden mig. Det har jeg altid haft det fint med. De skal da ikke snydes for ferie, bare fordi jeg ikke var der. Jeg var afsted med min mor og mine søskende der. Jeg synes sommerferien var hård, de år jeg var på ferie med mor, med far og hjemme hos farmor. Når man bruger 5-6 uger på oplevelser trænger man til ro. 

Jeg synes i skal tage afsted. Det har de store sikkert forståelse for. 

Anonym skriver:

Jeg forstår dig. 

Men det er bestemt ikke meningen at vi vil til at tage på ferier uden dem. Det her drejer sig om en gang. Fordi det er det vi har råd til og brug for. 

De har altid været med- de har altid været en ligeså stor del af det, som vores fælles søn. Nu er det sådan, at det er ham der må ligge ører til de oplevelser de har hver især- og han vil også bare så gerne, men vi har ikke råd til en rejse med alle. 

Vi er ikke ude på st splitte en familie. Vi vil bare rigtig gerne ned og ha sol. Og pigerne er her ikke alligevel. 

jeg skrev det tidligere, men gør det lige igen. Her er det ikke vores bonusbørn der er gået glip af en masse, tværtimod. 

Specielt den ældste oplever en masse, også med min mands familie, som de andre ikke er en del af. Sikkert fordi de har ondt af hende. Men der står bare en lille dreng, som så er rigtig afhængig af, at hans forældre så i det mindste giver ham nogle oplevelser... Hvor må det også være træls for ham at høre på en masse ferier/oplevelser som de kommer hjem og fortæller om 

 

Jeg forstår også godt hvorfor i gerne vil afsted, men kan man gøre det en gang, så er det også nemt at gøre 2.. 3.. 4 andre gange.. Siger også bare min mening, og da jeg er dele barn, så kender jeg følelsen..

Har jeres 'delebørn' andre søskende end jeres fælles børn?

Når de to store er på ferie med hhv. deres mor og far jævnligt, så synes jeg faktisk, det er helt i orden, at I tager afsted med deres små søskende. Hvis det tilmed kan lægges, så de to er ude at rejse med deres respektive "andre forældre" cirka samtidig, giver det al mulig god mening i min verden - X er med far i Xland, Y med mor i Yland, og I er i Zland imens. 

En del af jeres "familiehistorie" er dén, at I oplever nogle ting sammen og andre hver for sig. Det oplever vi alle sammen, også kernefamilier, med tiden - når ældstebarnet bliver så stort, at han/hun foretrækker at tilbringe ferien med vennerne eller er flyttet hjemmefra og fx har et sommerferiejob, der gør det umuligt at rejse med familien. For en familie som jeres indtræder "adskillelsen", dét, at I nogle gange er en lille familie, andre gange en stor, bare tidligere. 

Alle børnene får ikke det samme, men de får allesammen noget, og som det er nu, får jeres fællesbørn jo MINDRE på feriekontoen end deres søskende. 

Med mindre, I fornemmer, at et af de store børn føler sig lidt udenfor og overset, synes jeg ikke, der er noget galt i jeres plan overhovedet. Og hvis I lægger det frem for de store og betoner, at det jo er til sommer, Sofie skal rejse med sin mor og Emma med sin far, tror jeg egentlig ikke, de vil opfatte det som uretfærdigt eller underligt. 

lineog4 skriver:

Jo klart jeg gør, har kun mine egne følelser. Jeg vil aldrig hævde jeg kan tænke som andre end mig selv 

og derfor er det for mig no go. Betyder jo ikke det er for andre. Jeg tager fx heller ikke alene på ferie med manden, det betyder ikke andre ikke kan eller skal. 

hvis en omkring mig gjorde det som ts spørger til, ville jeg da også sige: det ville jeg ikke gøre, men så ikke rynke på næsen af deres valg. 

Vi har som jeg har skrevet tænkt over det fordi der var en mulighed for min datter ikke kunne holde sommerferie, og jeg tænkte ikke så meget over det var synd for hende (som mange i denne tråd taler om og som ts spurgte specifikt til), men på det var synd for os som familie og at det lagde begrænsninger på ferien simpelthen fordi det ikke var de store oplevelser vi ønskede uden hende. Og jeg læste ts's indlæg som at de ikke havde råd eller tid til endnu en ferie med de andre børn, at sådan en ferie ikke var hverdagskost mm. 

Nå men pyt jeg står stadig ved, hvis det er eneste ferie det år så ville jeg ikke overveje at tage afsted uden alle børn. Og nej det er ikke kun fordi det er synd for børnene, men fordi det er synd for familien.

Men - hvis din datter skulle noget helt andet imens, fx på ferie med en veninde og hendes familie, eller hvis hun sågar havde en anden far, der rejste med hende - ville du så foretrække at aflyse ferien for hele familien? Du kommer jo til at stå i den situation inden for ikke så mange år, at din datter ikke kan eller sågar vil med på årets familieferie - om ikke før, så når hun flytter hjemmefra, men det kan sagtens blive aktuelt længe før. Er det så en helt anden situation, eller vil I droppe alle familieferier fra da? 

Nu har mine børn alle tre haft mange "egne ferierejser" hver for sig i mange år - spejderture i udlandet, forfatterskole ti dage i Nordjylland, konfirmationsrejser med mormor, rejser med venners familie. Jeg synes vitterlig, det har været både fair og fedt som den lidt indskrumpede familie at rejse sammen imens - min familie er ikke udelukkende et femkløver, og det er også dejligt at være firkløver, trekløver, tokløver på udebane og med mulighed for at dyrke netop det, det eller de "medrejsende" unger har ønsket. I tryg forvisning om, at det ikke medrejsende barn også har haft en fed tur med andre.