Rejse med fælles børn

Cola Zero skriver:

Kære trådstarter.

jeg er også i til tider cirkus sammenbragt, for det meste i en sammenbragt familie, har en bonus på 8 og to fælles på 1 1/2 og 4 mdr. For det er sgu et cirkus en gang i mellem, også selvom man har et skønt forhold til bonus, far har nosserne skruet godt på, og kan sige fra, biomor er bare super, og svigerforældre rummer både dine, mine og vores børn. Men sådan er det bare desværre utroligt sjældent.

For læselængdens skyld, går jeg ikke ind i eksempler, men; den der med at "man ved hvad man gik ind til"... Den skal samtlige (specielt damer i kernefamilier) lægge helt væk, for ingen ved hvad de går ind til, andet en der er barn/børn fra tidligere, og derfor også en eks.. Thats it, det hvad man ved... 

Til dit dilemma. Du kan sagtens rejse med lad os kalde det halvdelen af din familie. For du gør alt det rigtige for din familie og dit bonusbarn. Det tyder på, at I har et rigtigt sundt setup, og I rummer alle i familien, inkl dig, der godt kan være udfordret. Det er jo ikke noget I kommer til at gøre ofte, det er jo bare denne ene (og måske om et par år,flere) gang, og det lyder bestemt ikke som om de to store bliver snydt... I tager afsted, sådan er det bare, de to store behøver ikke de store forkromede forklarende ord. I siger: Vi tager på ferie, når I er på ferie. Kommer der et "hvad så med os" så siger I, at de kommer til at kede sig, for det er en ferie for småbørn, end of story... I bestemmer. 

Du skal ikke tage de dømmende ord til dig herinde, tag det konstruktive med dig. Mange af de meninger der er herinde kommer fra de såkaldte kernefamilier, som ikke har den fjerneste som i slet ikke nogen anelse om, hvilket minefelt af følelser, krav om behovsudfrielse fra biomor, tvungen behovsudsættelse, beskyldninger, had, jalousi, magtkamp, fornedrelse, vatpikkethed, tilsidesættelse, vi bonusmødre kan blive udsat for, eller må opleve vores elskede mand bliver udsat for.. 

Det tyder lidt på, at flere kommentatorer graver rundt i, at ville have dig til at indrømme, eller forstå, at det er for at undgå at tage bonus med, og det er det hele tråden handler om. Men interessant er, at det bliver nærmest ikke nævnt, at du rent faktisk heller ikke tager din egen datter med. 

Jeg kan tage med fra denne tråd, fra dem der selv har oplevet det med ikke at være med på ferie, og er konstruktive i deres udtalelser: hvis den anden familie aldrig tager bonus med på ferie, så er det svært at retfærdiggøre. Men hvis dette ikke er tilfældet, så vil jeg gøre alt hvad jeg kan, for at lære min bonus og egne to små, som én skrev herinde, at kunne glæde sig på andres vegne, for et langt stykke hen ad vejen, så får delte børn dobbelt op af alting. Ja, det er pisse ærgerligt at deres forældre ikke er sammen, ikke synd, men ærgerligt, og det skal de støttes i, men der skal ikke tages særlig hensyn, og specielt ikke på bekostning af de børn der er der hele tiden, for så får vi forkælede børn og unge, der tror at de er helt specielle, og skal have specielle hensyn... 

Og til dig der kun har bonus sjældent... Ingen ved hvor meget du har kæmpet, forsøgt at fikse, talt for døve ører, osv osv... Det er dit ansvar at bonus føler sig velkommen, som en del af familien, at der ikke bliver gjort forskel på børnene, når de er der, og det lyder det til du gør. Men når din situation er som den er, så er det daddys og biomors ansvar at holde kontakten, ikke dit. 

Til sidst: jeg bruger udtryk i flæng, for synes det er på tide at gøre op med begrebene, men jeg er akut klar over, at "kernefamilie" betyder mor-far-børn. Sammenbragt familie betyder to voksne der medbringer barn/børn fra tidligere forhold og evt laver fælles.... Men egentligt betyder det en andenrandsfamilie, som alle kan dømme, udtale sig bevidstløst og ureflekteret om, være bedrevidende på vegne af, og Gud hvor er det SYND for børnene... Dette afsnit er helt sikkert provokerende, og er et udtryk for egne observationer i privat og offentligt rum, og en form for metaltræthed over rigtigt mange folks snævertsynhed, om en familieform der vinder mere og mere indpas.. 

 

Til allersidst TS, og dig jeg nævnte (sorry kan ikke huske dit navn ��): hvis I har brug for et forum for ligesindede, der kærligt og oprigtigt er der for sådan nogle bonusmødre som os, og ikke taler efter munden, eller rygklapper, men passer på medlemmerne, så skriv en PB, for den er ikke for alle, og der er stramme regler for gruppen. 

Hav en herlig dag derude! 

Hold da helt op! Så flot skrevet. Du ramte totalt plet.

Jeg er da også meget interesseret i den gruppe der 

Cola Zero skriver:

Kære trådstarter.

jeg er også i til tider cirkus sammenbragt, for det meste i en sammenbragt familie, har en bonus på 8 og to fælles på 1 1/2 og 4 mdr. For det er sgu et cirkus en gang i mellem, også selvom man har et skønt forhold til bonus, far har nosserne skruet godt på, og kan sige fra, biomor er bare super, og svigerforældre rummer både dine, mine og vores børn. Men sådan er det bare desværre utroligt sjældent.

For læselængdens skyld, går jeg ikke ind i eksempler, men; den der med at "man ved hvad man gik ind til"... Den skal samtlige (specielt damer i kernefamilier) lægge helt væk, for ingen ved hvad de går ind til, andet en der er barn/børn fra tidligere, og derfor også en eks.. Thats it, det hvad man ved... 

Til dit dilemma. Du kan sagtens rejse med lad os kalde det halvdelen af din familie. For du gør alt det rigtige for din familie og dit bonusbarn. Det tyder på, at I har et rigtigt sundt setup, og I rummer alle i familien, inkl dig, der godt kan være udfordret. Det er jo ikke noget I kommer til at gøre ofte, det er jo bare denne ene (og måske om et par år,flere) gang, og det lyder bestemt ikke som om de to store bliver snydt... I tager afsted, sådan er det bare, de to store behøver ikke de store forkromede forklarende ord. I siger: Vi tager på ferie, når I er på ferie. Kommer der et "hvad så med os" så siger I, at de kommer til at kede sig, for det er en ferie for småbørn, end of story... I bestemmer. 

Du skal ikke tage de dømmende ord til dig herinde, tag det konstruktive med dig. Mange af de meninger der er herinde kommer fra de såkaldte kernefamilier, som ikke har den fjerneste som i slet ikke nogen anelse om, hvilket minefelt af følelser, krav om behovsudfrielse fra biomor, tvungen behovsudsættelse, beskyldninger, had, jalousi, magtkamp, fornedrelse, vatpikkethed, tilsidesættelse, vi bonusmødre kan blive udsat for, eller må opleve vores elskede mand bliver udsat for.. 

Det tyder lidt på, at flere kommentatorer graver rundt i, at ville have dig til at indrømme, eller forstå, at det er for at undgå at tage bonus med, og det er det hele tråden handler om. Men interessant er, at det bliver nærmest ikke nævnt, at du rent faktisk heller ikke tager din egen datter med. 

Jeg kan tage med fra denne tråd, fra dem der selv har oplevet det med ikke at være med på ferie, og er konstruktive i deres udtalelser: hvis den anden familie aldrig tager bonus med på ferie, så er det svært at retfærdiggøre. Men hvis dette ikke er tilfældet, så vil jeg gøre alt hvad jeg kan, for at lære min bonus og egne to små, som én skrev herinde, at kunne glæde sig på andres vegne, for et langt stykke hen ad vejen, så får delte børn dobbelt op af alting. Ja, det er pisse ærgerligt at deres forældre ikke er sammen, ikke synd, men ærgerligt, og det skal de støttes i, men der skal ikke tages særlig hensyn, og specielt ikke på bekostning af de børn der er der hele tiden, for så får vi forkælede børn og unge, der tror at de er helt specielle, og skal have specielle hensyn... 

Og til dig der kun har bonus sjældent... Ingen ved hvor meget du har kæmpet, forsøgt at fikse, talt for døve ører, osv osv... Det er dit ansvar at bonus føler sig velkommen, som en del af familien, at der ikke bliver gjort forskel på børnene, når de er der, og det lyder det til du gør. Men når din situation er som den er, så er det daddys og biomors ansvar at holde kontakten, ikke dit. 

Til sidst: jeg bruger udtryk i flæng, for synes det er på tide at gøre op med begrebene, men jeg er akut klar over, at "kernefamilie" betyder mor-far-børn. Sammenbragt familie betyder to voksne der medbringer barn/børn fra tidligere forhold og evt laver fælles.... Men egentligt betyder det en andenrandsfamilie, som alle kan dømme, udtale sig bevidstløst og ureflekteret om, være bedrevidende på vegne af, og Gud hvor er det SYND for børnene... Dette afsnit er helt sikkert provokerende, og er et udtryk for egne observationer i privat og offentligt rum, og en form for metaltræthed over rigtigt mange folks snævertsynhed, om en familieform der vinder mere og mere indpas.. 

 

Til allersidst TS, og dig jeg nævnte (sorry kan ikke huske dit navn ��): hvis I har brug for et forum for ligesindede, der kærligt og oprigtigt er der for sådan nogle bonusmødre som os, og ikke taler efter munden, eller rygklapper, men passer på medlemmerne, så skriv en PB, for den er ikke for alle, og der er stramme regler for gruppen. 

Hav en herlig dag derude! 

Ingen tvivl om det er pisse hårdt at være bonus, har selv været det fra jeg var 18 år gammel og er blevet såret, blevet forelsket i et lille barn, oplevet forskellen på eget barn og bonus, blevet svinet til, blevet elsket og så videre. Måske derfor jeg også går utrolig langt for at blive i den såkaldte kernefamilie med vores fælles børn. Men nej for mig er ingen familiekonstellation andenrangs, nogle er bare mere udfordrende for de involverde parter (og det er også børnene) end andre.

For mig handlede det bare mere om råd til ferie og der er der altså råd man kan tage til sig. 

Hvis I gerne vil på en fælles ferie, hørte jeg lige om, nogen der byttede hus med en familie i udlandet det kunne måske være en mulighed

lineog4 skriver:

Ingen tvivl om det er pisse hårdt at være bonus, har selv været det fra jeg var 18 år gammel og er blevet såret, blevet forelsket i et lille barn, oplevet forskellen på eget barn og bonus, blevet svinet til, blevet elsket og så videre. Måske derfor jeg også går utrolig langt for at blive i den såkaldte kernefamilie med vores fælles børn. Men nej for mig er ingen familiekonstellation andenrangs, nogle er bare mere udfordrende for de involverde parter (og det er også børnene) end andre.

For mig handlede det bare mere om råd til ferie og der er der altså råd man kan tage til sig. 

Jeg siger bestemt ikke, at der ikke er gode råd, det er der bestemt. Gode og velmenende råd, som jeg selv kan bruge, og andre end TS kan bruge, men der er også dømmende holdninger, der som oftest bunder i uvidenhed... Jeg vælger at bakke TS op, ikke pille hende ned.. 

Jeg har, siden jeg blev bonusmor for 6 år siden oplevet, at det at være ny kvinde til en mand der har et barn, helt automatisk bliver set på med kritiske briller. 

De fleste, som i alle faktisk, bekymrede sig for min mands datter. Hvordan mon hun tog det? Men hvad med min datter? Hun flyttede til et nyt hus, en by by, en ny børnehave. En stor pige, en anden mand. Ingen tænkte på hende. Ingen spurgte ind til mig. Det hele omhandlede min mands datter. Det var så synd for hende, synes alle. Hendes adfærd kunne/ kan altid retfærdiggøres fordi hun ikke har det let og er skilsmissebarn.

Jeg er sikker på, at hun har det godt. Det virker sådan. Hun er glad og elsker at komme her. 

Der er så mange følelser man som kvinde har og kan have i en sammenbragt familie. Der kan være en masse små detaljer, bemærkninger osv, som man ikke får, hvis det omhandler egne biologiske børn. Jeg kan mærke det, fornemme det- hele tiden. Jeg føler ikke jeg må opdrage, sige fra, irettesætte/ blive sur på min bonus, hvis vi er sammen med min mands familie. Det er ikke velset. 

Men mine egne? Jeg kunne råbe af dem alt det jeg ville uden nogen ville krumme tæer! Og hvorfor?! Fordi det er mine egne! 

Det er omverdenen der er med til, at skabe "den onde stedmor". Man forventer en masse, men hun må ikke føle noget er svært. Eller noget kunne være rart. Som at slappe af en uge i solen, uden bonusbarn. Være sig selv. Sige hvad man har lyst til. Skælde de børn ud, der skal skældes ud. UDEN følelsen af, at være forkert, være dum, uretfærdig. Uden den der " det er bare fordi det ikke er hendes egen " ... 

Jeg håber at folk med tiden vil ændre deres indstilling og forsøge at sætte sig ind i en rolle, som er så meget sværere end at få et sæt tvillinger med kolik. Ej, det var hårdt sagt. Men jeg ville hellere have 3 biologiske børn end et papbarn. Og det er IKKE for at være ond. Det er ikke for at bytte hende. Vi kan jo ikke undvære hende. Men det er for at fortælle, at det er så forfærdelig hårdt at være "mor" til en, man ikke må bestemme over alligevel. Man skal sådan passe på. Øv. 

Og ja- tråden handlede om mangel på penge - OG en rejse med fællesbørn. Et ønske om at slappe af, slippe kontrollen, gå nøgen ind i stuen, nyde en drink om aftenen uden en provokerende teenager osv. 

Til alle jer der evt har det som mig: tag jer ikke af alle de, som mener vi er så forkerte. De har ikke været i samme situation. De aner ikke hvad de taler om. Simpelthen.