Rejse med fælles børn

Hej 

Jeg har et spørgsmål som jeg godt kunne tænke mig at få lidt vinkler på. 

Jeg og min mand har hver en datter fra tidligere. Hans er 13, min er 10. 

Sammen har vi en på 5 og en på 4 måneder. 

Da vi mødtes, havde vi selvf kun de to piger at tænke på. Uha, hvor har det været hårdt at skabe en familie, jeg får gåsehud når jeg tænker på det... 

Til sagen: vi har altid haft de to store med på ferier. Mest campingture og sommerhusture. 

Vi kunne helt vildt godt tænke os, at komme til syden. Jeg har aldrig prøvet det. Begge piger oplever meget med hhv deres mor og far + alle de bedsteforældre de har. 

Vores fælles barn på 5 må jævnligt lægge ører til oplevelser og rejser, som han naturligvis ikke er en del af. Derfor har vi overvejet en rejse kun med vores fælles børn. Også fordi det jo helt klart er ret meget billigere kun at have to børn med. Ellers kan det slet ikke komme på tale, vi har ikke penge til at have 4 børn med. 

Mit spørgsmål går på- kan vi tillade os det? 

Jeg mener godt selv vi kan- vi har brug for at dyrke den familie, vi sammen har skabt. vores børn har kun os til at give dem rejser og oplevelser 

Må jeg høre jeres meninger - helst dem af jer i samme situation eller lignende 

 

Hmm... Jeg kan ikke lade være med at tænke at I måske er lidt konservative m.h.t. jeres måde at definere ferien på?

Hvis man f.eks booker nogle flybilletter på Norwegian og lejer en lejlighed via airbnb, så behøver det altså ikke at koste meget mere end måske 5.000 kr. at få to ekstra personer med (og så selvfølgelig mad oveni, men det kan også gøres væsentligt billigere hvis man bor i lejlighed og kan lave morgenmad og frokost hjemme). Er det virkelig umuligt at I kan spare de penge op?

Et helt random eksempel - her kan man f.eks rejse til Kos d. 22. juni og hjem d. 30. juni for cirka 1200 pr. billet.

http://www.norwegian.com/dk/booking/fly/lavpris/?D_City=CPH&A_City=KGS&D_SelectedDay=24&D_Day=24&D_Month=201606&R_SelectedDay=30&R_Day=30&R_Month=201606&AdultCount=5&InfantCount=1&CurrencyCode=DKK&TripType=2

Mullesmith skriver:

Jeg har valgt at se sådan på det at bonussønnen har både en mor og far og jeg vil ikke gå ind og være en ekstra mor på sidelinjen, måske mere en slagt "tante". Hvor meget og hvor lidt han skal være her er udelukkende op til hans far, og nej de har ikke særlig meget sammen, og tro mig jeg forstår det ikke for jeg ville selv gerne have mit eget barn hos mig så meget så muligt altid! Men fordi jeg har fundet en mand med en søn, betyder ikke at jeg har et ekstra barn, det er min mand der har det og burde tage højde for det.

Men hvorfor vil du være sammen med en mand, der viser så lidt ansvar overfor sin søn, at han ikke prioriterer ham særlig højt?

Hvis i får børn sammen(eller allerede har det), så ved du hvordan han vil behandle dem, hvis i skulle gå fra hinanden.

Anonym skriver:

Sådan skal det også være! Helt sikkert. 

det er dejligt at læse at du er så god en bonusmor for bonusdatter- det bliver man glad af at læse. Og da specielt når pigens egen mor er kold 

Jeg er på ingen måde kold eller ligeglad med om pigerne kommer med. Jeg ville rigtig gerne og helst have dem med, især når jeg ved, at det naturligvis ikke er ligeglade. 

I vores tilfælde har vi i flere år kigget rejser, afbudsrejser osv. og de priser er jo tårnhøje med 4 børn fremfor 1 eller 2. 

Det gør bare, at det er en umulighed for os, men stadig et stort ønske for os. 

Og vores tanke har været, at pigerne oplever så meget ved deres andre forældre, at lysten til at give vores søn ( og os selv ) sådan en rejse er stor. 

Når jeg skriver det her, kan jeg jo sagtens mærke hvor forkert det lyder og føles - at vælge nogen fra, for det er det man gør, selvom det ikke er vores hensigt. Vi har bare i vores snak også tænkt, at det kunne være skønt egentlig at have mere tid som par og mere tid til vores søn, som jo kun får oplevelser sammen med os. 

Jeg synes ikke at man i en sammenbragt familie kan komme uden om det faktum, at man er delt op- det kommer sig jo helt naturligt af at bonusbørnene har en anden familie også, som de også bor hos og får oplevelser hos, holder jul med osv.

Man er da mere eller mindre en lille familie i en stor, om man vil det eller ej. Når pigerne ikke er her, er vi da en anden familie end når de er her. Vi sidder ikke bare og triller tommelfingre indtil de kommer igen. 

Min mand og jeg har talt rigtig meget om det at være i en sådan familie, hvordan det skal tackles på alle mulige måder. Hvis man kun er en "kernefamilie" er tingene uden tvivl en hel del lettere for alle parter. 

Vores piger har virkelig måtte lære, at de altså helt naturligt går glip af ting, når de ikke er her. Fødselsdage, bio ture, svømmehal, shoppeture mm. 

Det kan ikke sammenlignes med en ferie, nej, men det er en del af det at være skilsmissebarn - synd eller ej. Det bliver da først synd, hvis vi som forældre synes det er synd. Det er bare sådan det er. 

Så jo- vi tillader os faktisk at nyde vores "lille familie" hver 2. Weekend og de børn vi sammen har skabt. Det gør os ikke til onde mennesker, men vi savner ikke pigerne når de ikke er her. Vi glæder os til at se dem igen og være den "store familie", men begge familier skal dyrkes 

at vi så sagtens kan dyrke den uden en charter ferie er en hel anden snak. 

Jeg ved, at der er mange sammenbragte familier som har det svært. Måske ville det hjælpe hvis man faktisk blev i stand til at sætte ord på det der er svært- fremfor at tro, at en sammenbragt familie skal være en kernefamilien- det bliver den af gode grunde aldrig. Men det kan være en god familie alligevel 

Du er nødt til at stå ved hvordan du har det. Hvis det handlede om økonomi kunne i gemme de penge i har nu, og så have råd til at rejse til næste år med alle børnene. Det er jo kun et år i så skulle vente.

Så det må handle om at du gerne vil afsted med det du kalder "din egen lille familie".

Hvis du ikke vil stå ved dig selv, kan du heller ikke forsvare det overfor de to piger, der ikke kommer med.

loop skriver:

Du er nødt til at stå ved hvordan du har det. Hvis det handlede om økonomi kunne i gemme de penge i har nu, og så have råd til at rejse til næste år med alle børnene. Det er jo kun et år i så skulle vente.

Så det må handle om at du gerne vil afsted med det du kalder "din egen lille familie".

Hvis du ikke vil stå ved dig selv, kan du heller ikke forsvare det overfor de to piger, der ikke kommer med.

Jeg er helt enig, du har lige beskrevet mine tanker 

SØS skriver:

WAUV - hvor er jeg enig  En "sådan mand" ville jeg i øvrigt ALDRIG vælge at få børn med... 

Heller ikke mig - Det ville være det ultimative turn-off, at min kæreste ikke viste hverken engagement eller interesse for sit eget barn. 

Nå, for nu at svare på spørgsmålet. Troede egentlig jeg var rimelig skråsikker på min holdning om "alle eller ingen", men må faktisk erkende, at jo mere jeg overvejer tråden, jo mere bliver jeg i tvivl. For jeg kan godt se en pointe i, at det ene hold børn hele tiden er ude at rejse med den anden familie, men egne børn aldrig får muligheden og altid skal høre om de spændende ting, de andre børn oplever. Jeg ser det ikke så meget som et "Det er vores fælles, så skal de andre holdes udenfor/de er mindre vigtige"-dilemma. Jeg synes du lyder som om, at du oprigtig talt reflekterer over det, og at det handler om også at kunne give jeres fælles børn nogle oplevelser.

Omvendt er det jo forfærdeligt, hvis de andre børn føler sig udenfor. Jeg tænker, at i godt kan gøre det, men i skal komme uden om problematikken om den følelse af afvisning. Dels ville jeg først tale med de børn, der ikke skal med. Altså en ordentlig snak, hvor i forklarer jeres rationale og lytter til deres tanker og følelser. Derudover tænker jeg på, at hvis de skal ud at rejse med den anden familie, kunne man så ikke planlægge jeres rejse på samme tid? Så mærker børnene ikke rigtig, at det går glip af noget på samme måde, fordi de selv er ude at rejse, frem for at de sidder hjemme og er kede af, hvad de mangler.

Jeg ved det ikke. Jeg er faktisk oprigtig taget i tvivl. Netop fordi de andre børn får alle de rejser og oplevelser. Hvis de ikke gjorde, havde jeg nok med sikkerhed sagt alle eller ingen. 

Men hvorfor vil du være sammen med en mand, der viser så lidt ansvar overfor sin søn, at han ikke prioriterer ham særlig højt?

Hvis i får børn sammen(eller allerede har det), så ved du hvordan han vil behandle dem, hvis i skulle gå fra hinanden.

Jeg tænker også at det nok mere handler om et ønske om en ferie alene med "den lille familie" end det egentlig handler om økonomi, for det burde altså kunne lade sig gøre at få det til at hænge sammen. Hvis man kan have råd til en ferie 4 personer det ene år, burde man også kunne udsætte den et år eller to og spare op til to ekstra personer.

EDIT: Hov, jeg kom til at citere det forkerte indlæg, men de var i det mindste begge dine. 

Mullesmith skriver:

Uanset hvad i vælger at gøre, så er det så nederen at være skilsmissebarn! Kan absolut intet godt sige om det! Det er heller ikke uproblematisk at være bonusforældre, jeg må nok indrømme at jeg ikke ville undvære mine børn på en ferie, men nemmere ville kunne undvære et bonusbarn. 

Det kan jeg da godt forstå du synes, hvis begge dine familier er rejst på ferie uden dig. Det lyder ikke særlig hyggeligt.

Her planlægger vi ferier efter, at vi kan få begge børn med, og det samme gør hans far. Er der familiefest eller lign, prøver vi altid at få byttet, så vi kan få ham med. Håber godt nok ikke at ham føler sig udenfor selskabet... 

Anonym skriver:

Uha, det lyder ikke rart. Så skulle han/ da jo ha holde ferie med jer på et andet tidspunkt 

Men var det eneste grund til at du ikke følte/ føler dig som en del af den familie? Jeg tænker bare, hvordan det ellers var at være sammen med dem på andre tidspunkter? Jeg mener jo at en følelse af at høre til nogen/noget omhandler mange forskellige aspekter 

Der var selvfølgelig også mange andre ting, og det er også derfor jeg skriver at jeg har blandede følelser omkring det. 

Din datter og bonusdatter rejser jo fx. meget med deres "andre" familier, og i ville samtidig rejse på samme tid med dem. Og det er en forskel fra min barndom, for mine søskende og jeg var aldrig på udenlandsrejse med min mor og hendes mand, det var "kun" camping og en enkelt gang i et feriecenter (jeg vandt en konkurrence i Bilka). 

Jeg var dog med mine bedsteforældre og min moster på Rhodos som konfirmationsgave, og det var det fedeste.

SØS skriver:

Jeg synes godt nok det er tankevækkende at du selv giver udtryk for at der "intet positivt er at sige om det at være delebarn" og at man "som delebarn er uden for selskabet" men samtidig byder din bonussøn præcis det samme som du er blevet budt - piv!!! 

Fik ski lidt ondt i maven da jeg læste svaret , tænkte nøjagtigt det samme . Meget selv modsigende . Forstår ikke man ikke gør en bedre indsats.