Sende baby på ferie med far og bedsteforældre?

Mettefpigen skriver:

I nogle tilfælde kan man godt, for min far var alkoholiker og da jeg kom på weekend hos ham efter nogle år var det alkohol og hash der var Nr 1...

Det er det jeg mener, det var jo ikke i din interesse at du skulle til én der havde misbrug med alkohol og hash, vel? Du var forhåbentligt også større end et spædbarn.

Mama85 skriver:

Det gjorde hun jo- at hun så må have haft sine grunde, der gjorde at det var bedst for dig på da daværende tidspunkt, er en helt anden snak, grundet forskellige årsager  at sige at man ikke har manglet noget ved at være opvokset kun med én forældre godtager jeg ikke, for du ved jo ikke hvad du i realiteten er gået glip af, kontra hvis forholdene havde været til at dine forældre var sammen. 

 

 

Et sted gør jeg, jeg kommer aldrig som min veninde, til at opleve mine forældre skændes om alt og råbe af hinanden hen over bordet, jeg kommer aldrig til at opleve mine forældre ligge i en grim skilsmisse og ikke kunne snakke sammen og bruger mig mod hinanden. Men ja jeg kender ikke det familieliv med mor og far der elsker hinanden til de dør, andet ind det jeg ser når vi er hos svigerfamilien og det er ikke altid idylisk hehe.

Mine forældre gik fra hinanden inden jeg kunne huske noget og de har været de bedste venner til min fars sidste hjerteslag og stadig nu efter holder min mor meget af ham og besøger hans gravsted. Jeg er glad for det skete da jeg var baby og ikke når jeg har kunne huske at de havde været sammen Det er jeg taknemmelig for, at de stoppede mens legen var god og kunne så godt sammen efter

Anonymbebs skriver:

Et sted gør jeg, jeg kommer aldrig som min veninde, til at opleve mine forældre skændes om alt og råbe af hinanden hen over bordet, jeg kommer aldrig til at opleve mine forældre ligge i en grim skilsmisse og ikke kunne snakke sammen og bruger mig mod hinanden. Men ja jeg kender ikke det familieliv med mor og far der elsker hinanden til de dør, andet ind det jeg ser når vi er hos svigerfamilien og det er ikke altid idylisk hehe.

Mine forældre gik fra hinanden inden jeg kunne huske noget og de har været de bedste venner til min fars sidste hjerteslag og stadig nu efter holder min mor meget af ham og besøger hans gravsted. Jeg er glad for det skete da jeg var baby og ikke når jeg har kunne huske at de havde været sammen Det er jeg taknemmelig for, at de stoppede mens legen var god og kunne så godt sammen efter

Der er hellere ikke nogen der siger at det hele tiden skal være idyllisk for at være velfungerende, ellers lærer man og ikke bliver formet af sit liv, hverken som barn eller voksen..men overordnet set, hvis familielivet er velfungerende på et sundt og normalt niveau, så er det da at foretrække fremfor alternative livsformer- der selvfølgelig også kan være yderst velfungerende. 

Selv kommer jeg fra en lykkelig skilsmissefamilie, og bliver helt glad af at høre en historie som jeres- det er jo fedt!

Men hånden på hjertet, hvis du havde valget mellem en normal og velfungerende ikke-skilsmissefamilie hvor de voksne er voksne og børn er børn, kontra den splittede dog lykkelige familie, hvad ville du vælge? 

Mama85 skriver:

Det er det jeg mener, det var jo ikke i din interesse at du skulle til én der havde misbrug med alkohol og hash, vel? Du var forhåbentligt også større end et spædbarn.

Nej jeg var 2...

LouiseEm skriver:

Han overnatter hos sin far flere gange i ugen, og sov hos ham i weekenden fra lørdag-tirsdag. Så han er meget vant til at være der 

de der anbefalinger med så og så mange overnatninger giver jeg ikke meget for. Synes man skal se på barnet individuelt 

 

eksempelvis synes jeg det er hul i hovedet at statsforvaltningen anbefaler at børn først sover hos deres fædre når de er over et år. Giver ingen mening i min verden 

mon ikke der er mening bag galskaben alligevel

Mama85 skriver:

Der er hellere ikke nogen der siger at det hele tiden skal være idyllisk for at være velfungerende, ellers lærer man og ikke bliver formet af sit liv, hverken som barn eller voksen..men overordnet set, hvis familielivet er velfungerende på et sundt og normalt niveau, så er det da at foretrække fremfor alternative livsformer- der selvfølgelig også kan være yderst velfungerende. 

 

Selv kommer jeg fra en lykkelig skilsmissefamilie, og bliver helt glad af at høre en historie som jeres- det er jo fedt!

Men hånden på hjertet, hvis du havde valget mellem en normal og velfungerende ikke-skilsmissefamilie hvor de voksne er voksne og børn er børn, kontra den splittede dog lykkelige familie, hvad ville du vælge? 

Det ved jeg godt det ikke er

Det synes jeg er svært at sige nu har jeg halvt prøvet begge dele, boede hos min far til 12 års alderen hvor jeg af visse grunde valgte at flytte hjem til min mor og hendes mand  som har kendt mig fra jeg lå i maven og min 2 søskende på mors side. Ved ærligtalt ikke hvad jeg ville vælge der er fordele og ulemper ved begge familie former Jeg havde nok svære ved at indordne mig hos min mor fordi jeg var van til at være meget selvstændig og pludselig følte jeg at jeg blev behandlet som et lille barn igen der ikke måtte noget selv

Anonymbebs skriver:

Jeg havde gjort det 100% vis jeg følte mit barn kunne klare det til den tid Far og O lyder til at have et rigtig sundt far-barn forhold og O's far er i mine øjne også en primær omsorgsperson når O er hos ham så meget, selv om O's adresse er hos dig. Så lav en aftale om at i lige ser hvordan O reagere til den tid og som du skriver, så er der jo ikke længere ind at han ville kunne komme hjem vis det gik helt galt I kender jeres barn bedst og skal vurdere ud fra O's behov om h*n kan klare at være med far på camping en uge til den tid.

 

Jeg tænker lidt at:

Vis far ikke er en primær omsorgsperson når O er der så meget, hvorfor er en far så en primær omsorgsperson når mor og far bor sammen?   bare lidt tankespind fra en der ikke er mor endnu og vokset op hos sin far

Jeg synes faktisk ikke far er primær omsorgsperson - selvom man bor sammen.

Jo ældre vores børn blev jo større rolle fik far. Men mens jeg ammede og barnet stort set ikke lavet andet, tror jeg da ikke barnet syntes far var den vigtigste person i rummet

Yurie skriver:

Hvorfor er det næstbedst at være sammen med sin far og bedsteforældre? 

Selvfølgelig  kan de hygges sig alle tre, og hendes grund til at o kommer på ferie, er jo ikke på grund af storebror,  men fordi os far og bedsteforældre gerne vil have ham med på camping. Og hvorfor er det to børns forskellige behov? Det er vel kun den yngstes, den store har jo ikke bedt om alenetiden, det er noget ts ser som en mulighed hvis o kommer på ferie hos faren.

 

Hvorfor må far ikke have sin søn i en uge, bare fordi han ikke bor sammen med ham? Ville du hellere ikke lade far alene en uge, hvis de boede sammen, men faren måske arbejdede meget? 

fordi barnet ikke har noget tidsfornemmelse og der er en risiko for at barnet vil føle det som svigt. Barnet ved ikke at det kommer tilbage til mor. Barnet vil føle en uge som en evighed. Et barn på 7 måneder er ikke i stand til at kommunikere ud at det mangler sin faste base - sin mor.

Hvis min mand arbejdede meget og dermed ikke så sit barn særlig meget, ville jeg ikke tillade en uges ferie uden mig, men det ville min mand aldrig foreslå

Mama85 skriver:

Din største bekymring er..insekter? 

Det jeg mente er at hvis han overnatter flere gange om ugen hos sin far, så kan jeg ikke se noget problem i at faren og bedsteforældrene tager ham med på en uges ferie...

Jeg har flere gange været på camping med mine børn og ved at der kan være mange insekter, så det skal de lige være OBS på... min kusines datter kan f.eks. ikke tåle myggestik...

mor:) skriver:

Jeg synes faktisk ikke far er primær omsorgsperson - selvom man bor sammen.

Jo ældre vores børn blev jo større rolle fik far. Men mens jeg ammede og barnet stort set ikke lavet andet, tror jeg da ikke barnet syntes far var den vigtigste person i rummet

Nej selvfølgelig er han ikke den vigtigste så længe der ammes men havde barnet nu fået flaske i stedet med enden MMA eller udpumpet mælk i en flaske som far så gav hele tiden ville han vel være den vigtigste i rummet tænker jeg