Sende baby på ferie med far og bedsteforældre?

Mama85 skriver:

Så er der jo tale om omsorgssvigt, fra begge forældre.

Nej, der er ikke. Jeg tror ikke en kvinde frivilligt giver sit barn til en alkoholiker og hashmisbruger... Så barnet sku nok blevet fjernet.

LouiseEm skriver:

Hej Baby.dk!

 

Jeg er blevet spurgt af min yngste søns far om han må få O med på sommerferie til sommer. Vi er ikke sammen, hans far og jeg. Planen er at de skal på camping på sjælland i en uge. O vil til den tid være lidt under 9 måneder.

 

Kan man det? Tænker umiddelbart at det vil være godt for dem med lidt tid alene, men ved jo godt at det er omkring de 9-10 måneder at seperationsangsten sætter ind. 

 

Tror dog min ældste søn ville nyde at have alenetid med mig. Så kan vi tage i friluftsbad, zoo, tivoli etc, og bare hygge os uden O, som jo naturligvis ofte sætter nogle begrænsninger når han er med rundt.

 

Hvad ville i gøre?

 

Debatten er vist løbet lidt.

Men jeg vil bare sig til dig, at hvis du føler at din søn kan klare den uge, så lad far og søn havde en skøn ferie, og giv den store noget skøn tid alene med sin mor.

Han føler ikke svigt fra en uge.

Hvis O ellers har et godt forhold til far og ser far tit, og der ikke normslt er nogle problemer når han er hos far, så ser jeg intet i vejen for at i giver det et forsøg. Som du selv er inde på er de jo i dk og du kan komme i løbet at få timer hvis det går helt galt. inden tiden kommer kan I evt forsøge med lidt længere overnatninger for at se hvordan det går. 

Mettefpigen skriver:

Statsforvaltningen ��

Jo, der er stadigvæk tale om svigt. Om det er statsforvaltningen der har tvunget din mor til at udlevere dig til en alkoholiseret mand er da et svigt, de skulle træffe beslutninger ud fra hvad der er bedst for dig- og gør de ikke dét, er det din mors opgave at kæmpe på dine vegne, så at du ikke skulle være hos din far mens han var påvirket...men vi er vidst meeeeeeget langt væk fra udgangspunktet på denne tråd nu 

Her er far ikke i nærheden af at være primær omsorgsperson - Han er en god far ,men rollingerne går til mig ved de basale behov . 

Så her ville jeg aldrig sende et barn afsted i en uge uden at jeg vidste at barnet selv ønskede det og kunne sige til hvis det hele bev for meget og gerne ville hjem igen.

jeg forstår så heller ikke hvordan du som mor kan undvære dit  lille barn så længe - Og bliver helt utilpas over at du har sendt ham på fast overnatning som lille bitte ny baby flere nætter hver uge... Ja sorry men det er da naturstridigt både for mor og barn at være adskilt når man er lille ny i en stor verden - men det er jo en anden snak....

LouiseEm skriver:

Hej Baby.dk!

 

Jeg er blevet spurgt af min yngste søns far om han må få O med på sommerferie til sommer. Vi er ikke sammen, hans far og jeg. Planen er at de skal på camping på sjælland i en uge. O vil til den tid være lidt under 9 måneder.

 

Kan man det? Tænker umiddelbart at det vil være godt for dem med lidt tid alene, men ved jo godt at det er omkring de 9-10 måneder at seperationsangsten sætter ind. 

 

Tror dog min ældste søn ville nyde at have alenetid med mig. Så kan vi tage i friluftsbad, zoo, tivoli etc, og bare hygge os uden O, som jo naturligvis ofte sætter nogle begrænsninger når han er med rundt.

 

Hvad ville i gøre?

 

Det ville jeg aldrig kunne... Det frarådes at man rejser fra sine børn før 2 års alderen, og det synes jeg lidt det her går ind under når I ikke længere er sammen... 

Men jeg er måske en hønemor på det område, synes bare det er alt for tidligt

Anonymbebs skriver:

Nej selvfølgelig er han ikke den vigtigste så længe der ammes men havde barnet nu fået flaske i stedet med enden MMA eller udpumpet mælk i en flaske som far så gav hele tiden ville han vel være den vigtigste i rummet tænker jeg

Det er ikke fordi jeg ikke gerne vil den fulde ligestilling. Men selv med min søn søn som var flaske barn, der var mor primær af den simple grund jeg var hjemme på barsel, jeg havde mest tid med ham, jeg læste ham bedst. 

Det er ikke fordi jeg er moren, at det var faktum men fordi jeg var den der brugte mest tid sammen med ham fuldstændig basic kvantitet. 

Jeg ved godt delingen og at "mangle" en forældre er et grundvilkår dor skilsmisse børn og man må med det man har finde de bedste løsninger. Men nu hvor min mand har arbejdet ude i 3 mnd med 11 dage væk og 3 dage hjemme, kan jeg uden at akulle kigge grundigt, se en forandring, se påvirkningen. Især hos min på 7 pr er det tydeligt: det at nogen kan forsvinde er pludselig blevet realistisk.

men ja far kan være primær omsorgsperson, en bedsteforældre kan være, en adoptionsmor/far kan være osv. Det er ikke fordi vi biologisk har haft dem i maven. Det handler om tid, mad og omsorg.

Yurie skriver:

Her er jeg den tætteste. Har jeg så ikke tilladelse til at tage væk en uge, fordi det ville være svigt for børnene?

 

Det er vel problematikken med Nannys/au pair/ babysitter. At de kan gå ind og være den primære omsorgsperson og samtidig være i et arbejdsforhold der betyder de afholder ferie og ja på et tidspunkt måske siger op. Jeg er ikke i tvivl om der nogen gange kan opleves som et stort svigt og give små ar på sjælen.

Vi er alle forskellige, og ts har det okay med at far har selv en lille baby i er døgn og endda flere sammenhængende dage. Jeg ved jeg ikke kunne og ville være en forfærdelig ex for kunne ikke give slip på min baby. Ikke fordi jeg ikke stoler på far, men fordi jeg ikke kan. Kan huske da Liam var 4 mnd og jeg første gang tog i teatret med Dina, vi var væk i max 4 timer, og den sidste time kunne jeg slet ikke andet end bare tænke på hvordan jeg kunne komme hjem hurtigst muligt, det gjorde fysisk ondt. 

lineog4 skriver:

Det er ikke fordi jeg ikke gerne vil den fulde ligestilling. Men selv med min søn søn som var flaske barn, der var mor primær af den simple grund jeg var hjemme på barsel, jeg havde mest tid med ham, jeg læste ham bedst. 

Det er ikke fordi jeg er moren, at det var faktum men fordi jeg var den der brugte mest tid sammen med ham fuldstændig basic kvantitet. 

Jeg ved godt delingen og at "mangle" en forældre er et grundvilkår dor skilsmisse børn og man må med det man har finde de bedste løsninger. Men nu hvor min mand har arbejdet ude i 3 mnd med 11 dage væk og 3 dage hjemme, kan jeg uden at akulle kigge grundigt, se en forandring, se påvirkningen. Især hos min på 7 pr er det tydeligt: det at nogen kan forsvinde er pludselig blevet realistisk.

men ja far kan være primær omsorgsperson, en bedsteforældre kan være, en adoptionsmor/far kan være osv. Det er ikke fordi vi biologisk har haft dem i maven. Det handler om tid, mad og omsorg.

 

Men selv om andre kan være den primære omsorgsperson så har mor stadg en meget stor rolle i et barns liv. 

Mit barnebarn der har boet hos os i snart 2 år og som ser mig som primær omsorgsperson ( kalder mig mor osv - selv om h an godt ved jeg er farmor) han går altid til mig når der er noget også selv når hans forældre er på besøg. han har været udsat for svigt og ser ikke sin mor i lange perioder,.

Men når mor træder ind af døren så lyser hans øjne op og han har helt klart et bånd til hende som ingen kan bryde. Jeg er stadig den han går til hvis han f.eks slår sig osv men mor er noget særligt. Selv hans far er ligegyldig hvis mor er der. 

Og ifølge familievejleder og hans psykolog så er det helt naturligt og noget de ser hele tiden ved børn i pleje. Som den ene sagde så havde de sager hvor et barn f-eks var blevet tævet ,misbrugt og mishandlet på alle måder af sin mor og alligevel så var mor den der blev nævnt når barnet skulle åbne op for sit savn og hvad det manglede i sit liv- det er trist men ikke mindre sandt at navlesnoren er ubrydelig. også selv om mor ikke burde have ret til at kalde sig mor ....

Så jo de 9 mdr betyder ufatteligt meget for børn og gør at ligegyldigt hvad så vil et barn altid mangle sin mor ligegyldigt hvor godt det ellers har det.

lineog4 skriver:

Det er vel problematikken med Nannys/au pair/ babysitter. At de kan gå ind og være den primære omsorgsperson og samtidig være i et arbejdsforhold der betyder de afholder ferie og ja på et tidspunkt måske siger op. Jeg er ikke i tvivl om der nogen gange kan opleves som et stort svigt og give små ar på sjælen.

Vi er alle forskellige, og ts har det okay med at far har selv en lille baby i er døgn og endda flere sammenhængende dage. Jeg ved jeg ikke kunne og ville være en forfærdelig ex for kunne ikke give slip på min baby. Ikke fordi jeg ikke stoler på far, men fordi jeg ikke kan. Kan huske da Liam var 4 mnd og jeg første gang tog i teatret med Dina, vi var væk i max 4 timer, og den sidste time kunne jeg slet ikke andet end bare tænke på hvordan jeg kunne komme hjem hurtigst muligt, det gjorde fysisk ondt. 

 

Ja men det var mere pointe om at den barnet er tættest på, ikke må være væk så længe.

Jeg ved ikke om jeg kunne sende mit 10måneder gamle barn af sted.

Men som sagt ts' søn har klaret de tre dage fint, er vant til sin far, så hvorfor ikke lade ham tage sønnen på tur?

Jeg synes bare det er skønt  at han vil tilbringe  så meget tid med drengen.