Er det fair?

Min kæreste tjener ca. 15.000 kr. mere end mig før skat. 

Udbetalt har han dog kun 5-6.000 kr. mere end mig - da min arbejdsgiver betaler størstedelen af min pension (offentligt ansat) - hvorimod en del af min kærestes løn går til pension (privat ansat), og så betaler han mere i skat osv. 

Pt. bor vi i hans andelslejlighed. Han betaler for banklånet. Jeg betaler fællesudgifterne (væsentligt lavere beløb). Jeg har så købt bilen og betaler for benzin og bilforsikringer. Øvrige udgifter deles vi rimeligt jævnbyrdigt om. 

Når lejligheden skal sælges, får han overskuddet. Han har total-renoveret den, mens vi har boet der - og alle disse omkostninger har han selv betalt. Møbler har vi betalt fælles (50/50). 

Jeg har 550.000 kr. stående (fra salg af min lejlighed samt min egen opsparing). Han har pt. ikke nogen opsparing - men får nok omkring 200.000 kr. fri, når lejligheden bliver solgt. 

Han har et studielån, som han selv betaler af på. Jeg har ingen lån. 

Ingen af os ønsker fælles økonomi. Heller ikke fremadrettet. 

Vi venter vores første barn nu - og begynder så småt at kigge efter hus. Når vi skal købe hus er planen, at vi hver især lægger det, vi kan til udbetaling. 

Jeg lægger fx. 500.000 og han lægger måske mellem 150.000 og 250.000 kr. (afhængigt af salgsprisen på hans lejlighed). 

Hvis vi skulle gå fra hinanden en gang - vil vi trække hver vores indskud fra salgsprisen, inden evt. overskud/underskud deles. 

På den måde har jeg intet problem med at lægge en større udbetaling end ham - jeg vil bare ikke risikere at sætte pengene til, i tilfælde af at vi går fra hinanden. Vi er helt enige om at gøre det på den måde. 

Fremtidige udgifter vil vi dele nogenlunde jævnbyrdigt ud fra vores løn... ved ikke, hvad det giver i % - men måske 40/60 eller 45/55. 

Så vi har nogenlunde ens rådighedsbeløb. Vores rådighedsbeløb vil vi dog hver især administrere - så planen er en fælles konto til faste udgifter + husholdning + buffer til uforudsete udgifter.. og så et nogenlunde ens rådighedsbeløb til os hver privat. Men hvor vi hver især bestemmer, hvad vi vil bruge vores "egne penge" til. 

Min kæreste arbejder rigtigt mange timer om ugen - har en høj stilling og går meget op i sit job. 

Jeg har alm. fuldtidsjob - og en god løn dette taget i betragtning. 

Hvis jeg arbejdede lige så mange timer om ugen, som min kæreste, ville vi ikke kunne have børn. Han har ikke mulighed for at tage barsel, og han kan ikke nøjes med at arbejde 37 timer om ugen. Så det vil primært være mig, der skal hente og bringe vores barn/børn. 

Det er den løsning, der fungerer for os begge. Derfor vil han komme til at betale lidt mere til de fælles udgifter - da jeg ikke ville kunne tage samme type job, da hverdagen så ikke ville kunne fungere. 

Så man kan sige, at på en måde betaler jeg også ekstra til kontoen ved at bruge en stor del af min tid på hjem og børn. 

På den måde får vi det hele til at løbe rundt - og vi er foreløbig ret enige om det hele. 

Jeg synes ikke, man kan dele alt 50/50 - og jeg ser heller ikke noget problem i, at en måske lægger al udbetalingen til et hus (eller en større del end den anden part) - bare man ved evt. skilsmisse trækker disse penge ud, inden man deler overskud/underskud. 

På den måde investerer man sin opsparing i forholdet, så længe forholdet er der. Selvfølgelig skal man købe på baggrund af, at man har en plan om at blive sammen - men man skal også være realistiske. Der er desværre rigtigt mange, der går fra hinanden - og jeg ville personligt ikke risikere at miste mange hundrede tusinde på den baggrund. Men så længe vi er sammen har jeg ingen problemer med, at vi hver især betaler det vi nu kan bidrage med - både i forhold til udbetaling og i forhold til daglige udgifter. 

Jeg håber, at I finder en løsning, der er mere holdbar for dig. Synes bestemt ikke, det er rimeligt, som I gør det nu. 

Altså jeg tænke lidt, hvad nu vis det uheldige skulle ske at du en dag må søge om kontanthjælp, men intet kan få fordi han selvfølgelig tjener for meget, eller hvis i bliver gift på et tidspunkt, vil han så nægte og forsørge dig og sige at så må du flytte for dig selv? Eller omvendt, hvis han en dag må på kontanthjælp og det pludselig er den anden vej rundt, altså dig der står med den store bid af kagen. ?

Så fik vi os en snak, og han synes ikke vi er et sted, hvor vi skal have fælles økonomi. 

Og sagde han ang. Lejlighed, at når jeg ikke har penge til en udbetaling, så må jeg jo enten lade være med at eje den, eller også måtte jeg låne pengene af ham, og så betale tilbage når jeg kunne. 

Ja, så.. 

Anonym skriver:

Så fik vi os en snak, og han synes ikke vi er et sted, hvor vi skal have fælles økonomi. 

 

Og sagde han ang. Lejlighed, at når jeg ikke har penge til en udbetaling, så må jeg jo enten lade være med at eje den, eller også måtte jeg låne pengene af ham, og så betale tilbage når jeg kunne. 

Ja, så.. 

Jamen hvad skal der så til for at i kommer der hen hvor i kan have fælles økonomi? Vil han være gift først? Skal du tjene mere? Eller hvad?
Altså i har et barn sammen for dælen.
Men så er der jo ikke andet for end at du må låne af ham og afdrage, eller bo til leje ved ham. Begge dele synes jeg er komplet fjollet.
Hvad sagde han til evt at lave en skriftlig aftale om hvis i går fra hinanden betaler du ham del den han har lagt ud fra hans formue? Har du luftet alle de andre gode foreslag du har fået her inde? Han er da godt nok stædig. Og for mig lyder det altså ikke som om han er meget for et liv SAMMEN, det skal jo absolut være dit vs mit. Han må godt nok ikke have den store tiltro til at du ikke røvrender ham.

Anonym skriver:

Inspireret af en anden tråd vil jeg høre jeres tanker omkring vores økonomi her i huset.

Min kæreste har ca 30.000 kr udbetalt, og her under min barsel har jeg ca 10.000 kr. Udbetalt. (Normalt ca 13.000 udbetalt)
Vi deler fælles udgifter 50/50.
Vi har et fælles barn på under 6 måneder.
Jeg vil gerne have fælles økonomi, og det vil min kæreste ikke. Han tror, at jeg vil bruge alle hans penge.

Min kæreste har solgt sin lejlighed, og har tjent ca. 300.000 kr. På salget.
Nu går vi og kigger på at købe lejlighed (bor pt. Til leje). Jeg har hele tiden tænkt, at vi skulle købe den, og smide en god sjat penge i udbetalingen.. Netop fordi min kæreste har tjent på salget.

Forleden siger min kæreste så, at jeg kan låne penge af ham til udbetalingen, og så må jeg betale ham tilbage hver måned fremover.
Ellers kan han købe lejligheden, og så kan jeg betale ham husleje hver måned.

Derudover har jeg også lånt 20.000 kr af ham til at betale noget gammel gæld ud, så jeg nu betaler ham 1500 kr. Om måneden.

Jeg føler mig lidt som et barn i det her forhold. Føler ihvertfald ikke at han satser helt på det her, og at vi er ligeværdige.
Er jeg helt gal på den, eller er det fair nok det han siger?

Der er jo ingen der tjener præcis det samme! Jeg har været meget lavt lønnet da jeg var under uddannelse, og min kæreste betalte det meste. Men nu har jeg haft flere penge, og det kommer da også min kæreste til gode.

jeg brækker mig over småligheden omkring penge! For enten er man sammen, eller også er man ikke! 

Anonym skriver:

Så fik vi os en snak, og han synes ikke vi er et sted, hvor vi skal have fælles økonomi. 

 

Og sagde han ang. Lejlighed, at når jeg ikke har penge til en udbetaling, så må jeg jo enten lade være med at eje den, eller også måtte jeg låne pengene af ham, og så betale tilbage når jeg kunne. 

Ja, så.. 

Børn = fælles!! 

Seriøst, er i ikke et sted hvor man har fælles økonomi? Når man har været sammen længe nok til at få et barn - så skulle tingene ikke være så kompliceret ! 

Jeg ejer en del mere end min kæreste, men fordi jeg har betalt meget mere i udbetaling - så skal han da ikke betale mere end jeg til det faste, eller omvendt. Så få lavet særeje på det han skyder ind i lejligheden. Så er problemet jo løst :-) 

Anonym skriver:

Så fik vi os en snak, og han synes ikke vi er et sted, hvor vi skal have fælles økonomi. 

 

Og sagde han ang. Lejlighed, at når jeg ikke har penge til en udbetaling, så må jeg jo enten lade være med at eje den, eller også måtte jeg låne pengene af ham, og så betale tilbage når jeg kunne. 

Ja, så.. 

Eller også må I blive ved med at bo til leje. Jeg ville ikke "betale husleje" til min kæreste.

Så fik vi os en snak, og han synes ikke vi er et sted, hvor vi skal have fælles økonomi. 

 

Og sagde han ang. Lejlighed, at når jeg ikke har penge til en udbetaling, så må jeg jo enten lade være med at eje den, eller også måtte jeg låne pengene af ham, og så betale tilbage når jeg kunne. 

Ja, så.. 

Men hvis du ikke skal være medejer af jeres FÆLLES hjem, hvor meget indflydelse har du så når i skal ud og finde drømme lejligheden? Hvad hvis han finder drømmelejligheden, men du bare slet ikke er tændt på den lejlighed, har du så den samme medbestemmelse i valget af jeres kommende hjem, hvis det reelt på papiret kun er hans hjem? 

Og så synes jeg det er meget sort/hvidt, alt eller intet agtigt, at en fælles konto absolut betyder fælles økonomi i hans øjne?! Og hvis ikke i er der nu, som fast par, med barn, der overvejer at investere i fast ejendom sammen, hvornår pokker er i der så?? Når du arver 17 mio fra en ukendt onkel i amerika eller vinder i lotto, så i er økonomisk jævnbyrdige?? Jeg forstår det simpelthen ikke! 

Jeg svarer lige alle her; 

Jeg fik desværre ikke sagt så meget til ham, fordi jeg blev ked af det. 

Men jeg spurgte ham lige ud, om hvornår vi så var nået til det sted hvor vi skulle deles om alle indtægter, udgifter m.v., og dermed have fælles økonomi. Det kunne han ikke svare på. Det vidste han ikke.

"Når man ikke har nogen penge, så kan man ikke få", det var hans mening om det, og så begyndte han på at hvis han lagde udbetalingen på noget vi begge to skulle eje, og jeg så skred om 2 år med en anden, så ville han være til grin og have mistet en masse penge.

Jeg har så prøvet at forklare ham, at det sker jo absolut ikke, men at jeg på ingen måde synes det er fair, at jeg hele tiden skal låne penge af ham. Jeg har simpelthen ikke lyst eller økonomi til at have en masse lån hos ham, i banken og realkreditten.

Så jeg har sagt, at hvis han køber en lejlighed som kun han ejer, så flytter jeg ikke med. Jeg vil ikke betale husleje til ham på den måde, og jeg vil ikke have mere gæld hos ham.

Jeg tror lige jeg skal tænke over nogle ting. Er ihvertfald ret ked af det nu.

Anonym skriver:

Jeg svarer lige alle her; 

 

Jeg fik desværre ikke sagt så meget til ham, fordi jeg blev ked af det. 

Men jeg spurgte ham lige ud, om hvornår vi så var nået til det sted hvor vi skulle deles om alle indtægter, udgifter m.v., og dermed have fælles økonomi. Det kunne han ikke svare på. Det vidste han ikke.

"Når man ikke har nogen penge, så kan man ikke få", det var hans mening om det, og så begyndte han på at hvis han lagde udbetalingen på noget vi begge to skulle eje, og jeg så skred om 2 år med en anden, så ville han være til grin og have mistet en masse penge.

Jeg har så prøvet at forklare ham, at det sker jo absolut ikke, men at jeg på ingen måde synes det er fair, at jeg hele tiden skal låne penge af ham. Jeg har simpelthen ikke lyst eller økonomi til at have en masse lån hos ham, i banken og realkreditten.

 

Så jeg har sagt, at hvis han køber en lejlighed som kun han ejer, så flytter jeg ikke med. Jeg vil ikke betale husleje til ham på den måde, og jeg vil ikke have mere gæld hos ham.

 

Jeg tror lige jeg skal tænke over nogle ting. Er ihvertfald ret ked af det nu.

Den med, har man ingen penge kan man ikke få, den er sgu godt nok under lavmål! Du har jo penge, bare ikke så mange Som ham. Jeg kan godt forstå at du er ked af det. 

Var det mig ville godt nok overveje om det er værdier som er forenelige i det lange løb.

så skulle han måske have fundet en kæreste med flere penge.

det er godt nok en svære situation du er i, føler med dig. 

Men når der er så stor forskel på jeres indkomst har du jo slet ikke råd til at leve det liv han gerne vil, hvis han går ud og køber hus, bil osv som du bare må låne eller leje.