Er det fair?

Anonym skriver:

Jeg svarer lige alle her; 

 

Jeg fik desværre ikke sagt så meget til ham, fordi jeg blev ked af det. 

Men jeg spurgte ham lige ud, om hvornår vi så var nået til det sted hvor vi skulle deles om alle indtægter, udgifter m.v., og dermed have fælles økonomi. Det kunne han ikke svare på. Det vidste han ikke.

"Når man ikke har nogen penge, så kan man ikke få", det var hans mening om det, og så begyndte han på at hvis han lagde udbetalingen på noget vi begge to skulle eje, og jeg så skred om 2 år med en anden, så ville han være til grin og have mistet en masse penge.

Jeg har så prøvet at forklare ham, at det sker jo absolut ikke, men at jeg på ingen måde synes det er fair, at jeg hele tiden skal låne penge af ham. Jeg har simpelthen ikke lyst eller økonomi til at have en masse lån hos ham, i banken og realkreditten.

 

Så jeg har sagt, at hvis han køber en lejlighed som kun han ejer, så flytter jeg ikke med. Jeg vil ikke betale husleje til ham på den måde, og jeg vil ikke have mere gæld hos ham.

 

Jeg tror lige jeg skal tænke over nogle ting. Er ihvertfald ret ked af det nu.

Jeg synes for det første det er super sejt at du sagde fra! Hvis ikke du nævner problematikken ændre det sig i hvert fald ikke! 

Dernæst forstår jeg godt du bliver ked af det! Han tillid til dig må ligge på et ret lille sted hvis han tror at du ville smutte med en anden! Jeg ved godt det kan ske, men det kan man da ikke planlægge sit liv efter? Jeg ville være knust hvis min kæreste ikke havde mere tiltro til mig og vores forhold end den udtalelse tyder på! Jeg bliver helt harm og ked af det på dine vegne! 

Kan dælme godt forstå, at du er ked af det efter sådan nogle udmeldinger. 

Jeg synes simpelthen ikke, det er fair, den måde han stiller det op på...og forstår slet ikke hans holdninger.

Jeg er som tidligere nævnt heller ikke selv tilhænger af 100% fælles økonomi - men synes, at der er fint, at man har en fælles konto, hvor man betaler i procentdel til hver (en rimelig procent ud fra lønforskel - fx 30/70, 40/60 eller lignende - alt efter hvad man hver især tjener) - så kan man have sin resterende løn som egne penge. Jeg gider ikke blande mig i, hvor man penge min kæreste fx. bruger på kameraudstyr, telefon, øl osv. Så det er fint, at vi også har vores egne penge - men til fælleskontoen betaler man ikke 50/50, hvis der er kæmpe forskel på lønningerne.

Jeg synes på ingen måde, at du skal begynde at låne penge af ham eller banken for at kunne betale det samme som ham. Så hellere blive boende til leje. Øv en træls situation for dig. Håber virkelig, at I finder en fair løsning.  

Jeg synes, han lyder smålig og nedladende over for dig. Jeg synes ikke, det lyder som et særligt ligeværdigt forhold - føler du ellers, at det er det?

Personligt ville jeg ikke kunne være sammen med en mand, der agerede på den måde, netop fordi det er let at forudse, hvor ubehageligt det ville blive at gøre alt op, den dag I måske går fra hinanden.

Jeg har svært ved at se, at det kan blive meget mere "fælles" end at have børn sammen. Skal du så også låne penge af ham, hvis du ikke har råd til at betale halvdelen af barnevognen og  tremmesengen?

Ellers må en eventuel fælleskonto kører på procenter? Så i begge indbetaler eksempelvis 50% af hvad i tjener til jeres fælles liv! Når man er i et forhold er det vel fair nok? På den må indbetaler han 15.000 og du 5.000 med jere nuværende løninger, når lønnen ændres, positivt eller negativt ændres indbetalingerne derefter?! Og alt hvad der så er tilbage når året er omme er indskudet til jeres lejlighed, og begyndelsen på et nyt kapitel i jeres fællesliv sammen? Jeg ved godt det er utopi at tro at han går med på den, men på den måde tænker jeg at i, i teorien, ofre jer lige meget, men økonomisk hænger det bare bedre sammen! Eventuelle bonusser o.l. beholder man selv! 

Hvor er det dog en træls situation du er i. Du elsker en mand som du gerne vil dele livet med og hvad det indebærer, men han er tydeligvis ikke klar til at dele sit liv dig og jeres fælles barn.

I vil ALDRIG blive lige i et forhold når du skal låne penge og afdrage til ham. Han vil altid "have et horn i siden på dig" hvis i bliver uvenner.

Hvis i skal være jævnbyrdige i dette forhold må han se på mere end bare pengene.

Her i huset har vi fra dag 1. uden at tænke over det brugt de penge der var uanset om det er dine eller mine. Vi har på skift været under uddannelse og er nu begge uddannet, min mand dog mere end jeg og han har naturligt nok højere løn end mig. Hans job-type er også bare bedre betalt end mit og sådan er det - vi er glade for det vi laver.

Vi har hver vores lønkonto - ser ingen grund til at have fælles, MEN vi betaler efter evne til en budgetkonto. Jeg handler mad fra egen lønkonto og skulle pengene slippe op så beder jeg min mand om at overfører til mig. Jeg har det fint med at han har flere penge end jeg for jeg får nogen hvis der er behov og ellers ved jeg at vi har fælles interesse i at spare op/afdrage hvilket han bare gør når han lige har en go slat i overskud (det sker jævnligt). Jeg bidrager så meget til det huslige, laver altid mad, vasker tøj osv. Så i den sidste ende er vi lige og bidrager med det vi kan uanset om det er penge eller husligt arbejde osv. Man kan ikke måle og gøre alt op i kr. og øre - så bliver livet for surt.

Som du har det nu vil jeg bestemt ikke købe en bolig med ham - det hele er forusikkert og det bliver ikke bedre hvis i sætter jer i ny og sikkert dyrer bolig. Hvis din kæreste vil købe den selv får du ALDRIG indflydelse på hvad der skal laves, købes for det er HANS og du har ingen rettigheder og igen så er i bare ikke ligeværdige.

I skal lærer at bo sammen på en ligeværdig måde i jeres nuværende lejlighed inden i går videre med noget. Din mand er ikke bedre end dig bare fordi han tjener mere - det er snobberi, nærighed og enormt egoistisk.

Håber du finder dig en god løsning som du kan leve med fremadrettet og jeg håber selvfølgelig at det kan blive sammen med din kæreste og faren til dit barn.

Jegermoar skriver:

Hvor er det dog en træls situation du er i. Du elsker en mand som du gerne vil dele livet med og hvad det indebærer, men han er tydeligvis ikke klar til at dele sit liv dig og jeres fælles barn.

I vil ALDRIG blive lige i et forhold når du skal låne penge og afdrage til ham. Han vil altid "have et horn i siden på dig" hvis i bliver uvenner.

Hvis i skal være jævnbyrdige i dette forhold må han se på mere end bare pengene.

Her i huset har vi fra dag 1. uden at tænke over det brugt de penge der var uanset om det er dine eller mine. Vi har på skift været under uddannelse og er nu begge uddannet, min mand dog mere end jeg og han har naturligt nok højere løn end mig. Hans job-type er også bare bedre betalt end mit og sådan er det - vi er glade for det vi laver.

Vi har hver vores lønkonto - ser ingen grund til at have fælles, MEN vi betaler efter evne til en budgetkonto. Jeg handler mad fra egen lønkonto og skulle pengene slippe op så beder jeg min mand om at overfører til mig. Jeg har det fint med at han har flere penge end jeg for jeg får nogen hvis der er behov og ellers ved jeg at vi har fælles interesse i at spare op/afdrage hvilket han bare gør når han lige har en go slat i overskud (det sker jævnligt). Jeg bidrager så meget til det huslige, laver altid mad, vasker tøj osv. Så i den sidste ende er vi lige og bidrager med det vi kan uanset om det er penge eller husligt arbejde osv. Man kan ikke måle og gøre alt op i kr. og øre - så bliver livet for surt.

Som du har det nu vil jeg bestemt ikke købe en bolig med ham - det hele er forusikkert og det bliver ikke bedre hvis i sætter jer i ny og sikkert dyrer bolig. Hvis din kæreste vil købe den selv får du ALDRIG indflydelse på hvad der skal laves, købes for det er HANS og du har ingen rettigheder og igen så er i bare ikke ligeværdige.

I skal lærer at bo sammen på en ligeværdig måde i jeres nuværende lejlighed inden i går videre med noget. Din mand er ikke bedre end dig bare fordi han tjener mere - det er snobberi, nærighed og enormt egoistisk.

Håber du finder dig en god løsning som du kan leve med fremadrettet og jeg håber selvfølgelig at det kan blive sammen med din kæreste og faren til dit barn.

 

Tak for dit svar.. Det rammer præcis den følelse jeg sidder med lige nu.

jeg føler netop, at jeg ikke er god nok i kraft af, at jeg ikke tjener lige så meget som han gør.

Vi er på ingen måde ligeværdige, og det er rigtig ubehageligt. 

Jeg har endda skrevet under på, at hvis vi går fra hinanden inden jeg har betalt de 20.000 kr af som jeg skylder ham, at så forfalder hele beløbet med det samme.. Totalt stressfaktor lige nu.

men du har ret i, at vi ikke skal købe bolig nu, hverken på den ene eller den anden måde. Det er for usikkert for os begge.

jeg troede bare vi var et andet sted, end vi åbenbart er i hans øjne.

så må jeg jo tænke over om det så er det rette sted for mig.

MHB skriver:

Ellers må en eventuel fælleskonto kører på procenter? Så i begge indbetaler eksempelvis 50% af hvad i tjener til jeres fælles liv! Når man er i et forhold er det vel fair nok? På den må indbetaler han 15.000 og du 5.000 med jere nuværende løninger, når lønnen ændres, positivt eller negativt ændres indbetalingerne derefter?! Og alt hvad der så er tilbage når året er omme er indskudet til jeres lejlighed, og begyndelsen på et nyt kapitel i jeres fællesliv sammen? Jeg ved godt det er utopi at tro at han går med på den, men på den måde tænker jeg at i, i teorien, ofre jer lige meget, men økonomisk hænger det bare bedre sammen! Eventuelle bonusser o.l. beholder man selv! 

Sådan har jeg bare ikke lyst til at leve, kender du det? 

Jeg gider ikke alt det her dit, mit.. Jeg ville bare gerne have at det hele var vores. Men det er nok for meget at forvente. 

Det er jo ikke mig der risikerer noget. 

Øv.

Molka skriver:

Jeg synes, han lyder smålig og nedladende over for dig. Jeg synes ikke, det lyder som et særligt ligeværdigt forhold - føler du ellers, at det er det?

Personligt ville jeg ikke kunne være sammen med en mand, der agerede på den måde, netop fordi det er let at forudse, hvor ubehageligt det ville blive at gøre alt op, den dag I måske går fra hinanden.

Jeg har svært ved at se, at det kan blive meget mere "fælles" end at have børn sammen. Skal du så også låne penge af ham, hvis du ikke har råd til at betale halvdelen af barnevognen og  tremmesengen?

I lang tid, nej. 

Vi havde en ordentlig tur inden jeg fødte, fordi jeg havde betalt alt til vores barn, lejlighed, tøj. Simpelthen alt. Og jeg havde ikke en krone tilbage. 

Jeg var ved at blive vanvittig, og så søgte jeg råd herinde. 

Der nåede vi frem til det kompromis, at han så betalte halvdelen af alle faste udgifter plus madbudgettet.

det har også fungeret fint siden da, men det nager mig jo alligevel stadig.

Hvis jeg ikke havde råd til barnevognen m.v., så måtte vi finde en billigere model. Han kunne ikke finde på at sige, at den betaler han.

Anonym skriver:

Sådan har jeg bare ikke lyst til at leve, kender du det? 

Jeg gider ikke alt det her dit, mit.. Jeg ville bare gerne have at det hele var vores. Men det er nok for meget at forvente. 

Det er jo ikke mig der risikerer noget. 

Øv.

Jeg synes også du risikere noget, bare ikke økonomisk! Men når man springer ud i et forhold, børn, villa, volvo og vovse så investere man meget mere end økonomi! Du investere tid, kærlighed, omsorg for jeres barn og din kæreste! Forholdet er jo så meget mere end økonomi! Din kæreste sidder med det økonomiske overskud, men uden dig hvem stod så for hjemmet, jeres barn og alt muligt andet som ikke handler om økonomi! Han bliver nød til at indse at dine investeringer også betyder noget, selvom de ikke kan gøres op i kroner og øre! 

MHB skriver:

Jeg synes for det første det er super sejt at du sagde fra! Hvis ikke du nævner problematikken ændre det sig i hvert fald ikke! 

Dernæst forstår jeg godt du bliver ked af det! Han tillid til dig må ligge på et ret lille sted hvis han tror at du ville smutte med en anden! Jeg ved godt det kan ske, men det kan man da ikke planlægge sit liv efter? Jeg ville være knust hvis min kæreste ikke havde mere tiltro til mig og vores forhold end den udtalelse tyder på! Jeg bliver helt harm og ked af det på dine vegne! 

Det har jeg også tænkt meget over her til aften.. Hvor hans tillid til mig og vores forhold egentlig er.

det skal jeg da have spurgt ham om, for jeg kan da få helt ondt i maven over det.