Min mor er gravid!

Øv hvor er der mange negative indlæg i denne tråd

Nu fortolker jeg også på, hvad der bliver skrevet, så måske rammer jeg forkert. 

Morens alder er ikke et problem, ej heller at hun vælger at få børn nu. Problemet ligger i, at moren har nogle holdninger om, hvordan trådstarter bør håndtere sit barn/sine børn, men efterlever ikke selv det, hun går og belærer trådstarter om. Det foregår altså en forskelsbehandling af henholdsvis morens og trådstarters jævnaldrende barn/børn fra morens side af - derfor har trådstarter svært ved at glæde sig over morens graviditet.

Er jeg hel gal på den trådstarter?

Bortset fra det ser jeg det som, at der også sidder nogle følelser i klemme med, at trådstarter selv har måtte igennem behandling for at opnå graviditet.

Trådstarter, er din mor til at tale med? Jeg tænker, at det muligvis kunne være godt, hvis du fik fortalt hende nogle af de følelser, du har om det hele. Det kommer selvfølgelig an på, hvordan hun er, og hvordan jeres forhold er. Men umiddelbart forsøger hun jo nok ikke at såre nogen med sin adfærd, og er måske slet ikke klar over, hvad hele situationen sætter gang i af tanker og følelser hos dig?

Papillon skriver:

Øv hvor er der mange negative indlæg i denne tråd

Nu fortolker jeg også på, hvad der bliver skrevet, så måske rammer jeg forkert. 

Morens alder er ikke et problem, ej heller at hun vælger at få børn nu. Problemet ligger i, at moren har nogle holdninger om, hvordan trådstarter bør håndtere sit barn/sine børn, men efterlever ikke selv det, hun går og belærer trådstarter om. Det foregår altså en forskelsbehandling af henholdsvis morens og trådstarters jævnaldrende barn/børn fra morens side af - derfor har trådstarter svært ved at glæde sig over morens graviditet.

Er jeg hel gal på den trådstarter?

Bortset fra det ser jeg det som, at der også sidder nogle følelser i klemme med, at trådstarter selv har måtte igennem behandling for at opnå graviditet.

Trådstarter, er din mor til at tale med? Jeg tænker, at det muligvis kunne være godt, hvis du fik fortalt hende nogle af de følelser, du har om det hele. Det kommer selvfølgelig an på, hvordan hun er, og hvordan jeres forhold er. Men umiddelbart forsøger hun jo nok ikke at såre nogen med sin adfærd, og er måske slet ikke klar over, hvad hele situationen sætter gang i af tanker og følelser hos dig?

Du rammer helt plet  

min mor er desværre ikke til at snakke med, hendes meninger og holdninger og valg kan ikke diskuteres, kan ikke sættes spørgsmålstegn ved , og hun er meget dårlig til at se tingene fra andres side hvis det er noget hun er involveret i. 

Anonym skriver:

Jamen det har da intet med hendes alder at gøre, det har noget at gøre med at jeg ved hvad mit barn har mistet, og vi har ikke fået et tættere forhold da hun fik den sidste, for hun forskelsbehandler BIG time. Så meget at der har været perioder hvor hun har slået "hånden af os" fordi vi fortalte hende hun skulle blande sig uden om. vi vil gerne have ny barnevogn denne gang, en lille en der kan være i vores bil, og det resulterede i råb og skrig for vi havde jo den fra vores 1. Barn!!!!!! Og det er altså ikke hende der skal betale!! 

Anonym skriver:

Jeg skriver her mine inderste følelser, og så sk*de vær med om jeg så lyder egoistisk. Jeg har intet forhold til min yngste lillebror, og ligeså vel som mine søskende på min biologiske fars side, så nej, så elsker jeg ham faktisk ikke. Jeg knuse elsker mine 2 andre brødre på 15 og 12, men jeg har intet forhold til ham, og derfor har jeg ærlig talt ikke haft kunne knytte nogen bånd til ham.... Jo jeg kan da mærke det kommer lidt nu her.... 

Men kan du så ikke se du jo egentlig måske har skuffet din mor lige så meget som hun har skuffet dig. 

Prøver jeg at sætte mig ind i at være din mor. Ikke særlig gammel i samfundets øjne, ja egentlig slet ikke gammel i et baby perspektiv. Måske er jeg blevet gravid ved et uheld, måske troede jeg ikke jeg kunne, måske sprang kondomer hvad ved jeg. Og uheldigvis var min datter også gravid. Jeg var glad på hendes vegne, men var nervøs for hvordan hum ville tackle min graviditet - jeg følte selv jeg gjorde det rigtige i min måde at være, men var jo også bare forelsket i mit mirakel - et mirakel jeg aldrig troede skulle ramme ned i mine arme. Og så opdagede jeg min elskede datter ikke ville min søn, hendes bror. Jeg ville ikke have forventet hun havde meget tid men sin egen lille ny, men jeg ville have forventet en glæde på mine vegne, og en lyst til sin lillebror.

jeg kan læse dine følelser, kan til dels forstå dem. Men jeg er bare så heldig så jeg er udenforstående og jeg kan altså også se den anden side af historien, og jeg kan læse en stor datter som også må skuffe, en stor datter som er blevet fornærmet og nu føler der igen bliver stjålet noget fra hende (hvis din mor overhovedet er gravid) og det må stå en mor og være i klemme, en mor der gerne vil flere børn men så bliver valgt fra (følelsesmæssigt) af sin datter....

Papillon skriver:

Øv hvor er der mange negative indlæg i denne tråd

Nu fortolker jeg også på, hvad der bliver skrevet, så måske rammer jeg forkert. 

Morens alder er ikke et problem, ej heller at hun vælger at få børn nu. Problemet ligger i, at moren har nogle holdninger om, hvordan trådstarter bør håndtere sit barn/sine børn, men efterlever ikke selv det, hun går og belærer trådstarter om. Det foregår altså en forskelsbehandling af henholdsvis morens og trådstarters jævnaldrende barn/børn fra morens side af - derfor har trådstarter svært ved at glæde sig over morens graviditet.

Er jeg hel gal på den trådstarter?

Bortset fra det ser jeg det som, at der også sidder nogle følelser i klemme med, at trådstarter selv har måtte igennem behandling for at opnå graviditet.

Trådstarter, er din mor til at tale med? Jeg tænker, at det muligvis kunne være godt, hvis du fik fortalt hende nogle af de følelser, du har om det hele. Det kommer selvfølgelig an på, hvordan hun er, og hvordan jeres forhold er. Men umiddelbart forsøger hun jo nok ikke at såre nogen med sin adfærd, og er måske slet ikke klar over, hvad hele situationen sætter gang i af tanker og følelser hos dig?

Okay hånden på hjertet hvor mange af os har ikke haft meninger om børneopdragelse før vi fik børn, og hvor mange af os har ikke måtte erkende vi nok ikke havde helt ret? Hvor mange af os med store børn har ikke haft et vrangbillede; jamen så gjorde vi bare sådan og så når vi fik små igen så måtte vi krybe til erkendelse og sige det ikke var så lige til.

TS mor havde ikke haft små børn i 9 år og som alle os dumme der ikke lige har et lille barn i hænderne så talte hun som hun havde forstand til (og måske havde alle hendes børn kunne klare uro). Et år efter får hun selv en lille størrelse og må som de fleste erkende hun ikke havde helt ret... Hvis det skal være bevæggrund nok for at cutte forbindelsen, så er jeg ret sikker på der er en del mere i klemme. For ellers skulle jeg have cuttet en masse i mit liv.

Og med hensyn til barnevogn, mærketøj osv. Ja det er jo ens eget barn man skal forsørge og ikke sit barnebarn. Min mor betaler da heller ikke for mine børn og da hun købte dyre designer lamper mens jeg dårlig havde råd til vinterstøvler til min datter kunne jeg da ikke andet end glæde mig på hendes vegne... 

Og stadig er der altså endnu et lille barn i denne historie, nemlig lillebror som vel på samme måde har ret til en storesøster som trådstarters datter har ret til en mormor 

lineog4 skriver:

Men kan du så ikke se du jo egentlig måske har skuffet din mor lige så meget som hun har skuffet dig. 

Prøver jeg at sætte mig ind i at være din mor. Ikke særlig gammel i samfundets øjne, ja egentlig slet ikke gammel i et baby perspektiv. Måske er jeg blevet gravid ved et uheld, måske troede jeg ikke jeg kunne, måske sprang kondomer hvad ved jeg. Og uheldigvis var min datter også gravid. Jeg var glad på hendes vegne, men var nervøs for hvordan hum ville tackle min graviditet - jeg følte selv jeg gjorde det rigtige i min måde at være, men var jo også bare forelsket i mit mirakel - et mirakel jeg aldrig troede skulle ramme ned i mine arme. Og så opdagede jeg min elskede datter ikke ville min søn, hendes bror. Jeg ville ikke have forventet hun havde meget tid men sin egen lille ny, men jeg ville have forventet en glæde på mine vegne, og en lyst til sin lillebror.

jeg kan læse dine følelser, kan til dels forstå dem. Men jeg er bare så heldig så jeg er udenforstående og jeg kan altså også se den anden side af historien, og jeg kan læse en stor datter som også må skuffe, en stor datter som er blevet fornærmet og nu føler der igen bliver stjålet noget fra hende (hvis din mor overhovedet er gravid) og det må stå en mor og være i klemme, en mor der gerne vil flere børn men så bliver valgt fra (følelsesmæssigt) af sin datter....

jeg forstår hvad du mener. men sådan hænger det bare ikke sammen. min mor var IKKE støttende i vores kamp mod en baby mere.. hun var grov og til tider ond. fordi det var noget hun ikke forstod, ikke kendte til. jeg aner ikke hvor mange gange jeg har hørt at jeg burde stoppe fertilitetsbehandlingen, tage til min egen læge og hører hendes syn, for fertilitetslæger var ikke til for os der ikke kan få børn. jeg skulle bare spise det rigtige (har pco) og så lade det komme når det kom. (af ingen særlig grund) vores barn ville sikkert lide skade osv.... igen, uden nogen særlig grund.. det var ting hun bare kunne slynge ud sådan ud af det blå.. 

min mor tænker bestemt ikke på mine følelser i det her, det kan jeg sige helt sikkert. hun tænker ikke på andres følelser når det er noget der går "imod" hendes egne meninger og holdninger og/af valg. 

og til sidst så kender hun ikke til mine følelser omkring min yngste lillebror, andet end at hun selvfølgelig ved vi intet bånd har kunnet danne, hvilket egentlig er deres fejl som forældre, i og med at ingen må passe ham, eller gøre noget med/ved ham som de ikke lige mener han gider på det pågældende tidspunkt, de lader ham leve i en bobbel, en bobbel siddende på deres skød 24/7.....

lineog4 skriver:

Okay hånden på hjertet hvor mange af os har ikke haft meninger om børneopdragelse før vi fik børn, og hvor mange af os har ikke måtte erkende vi nok ikke havde helt ret? Hvor mange af os med store børn har ikke haft et vrangbillede; jamen så gjorde vi bare sådan og så når vi fik små igen så måtte vi krybe til erkendelse og sige det ikke var så lige til.

TS mor havde ikke haft små børn i 9 år og som alle os dumme der ikke lige har et lille barn i hænderne så talte hun som hun havde forstand til (og måske havde alle hendes børn kunne klare uro). Et år efter får hun selv en lille størrelse og må som de fleste erkende hun ikke havde helt ret... Hvis det skal være bevæggrund nok for at cutte forbindelsen, så er jeg ret sikker på der er en del mere i klemme. For ellers skulle jeg have cuttet en masse i mit liv.

Og med hensyn til barnevogn, mærketøj osv. Ja det er jo ens eget barn man skal forsørge og ikke sit barnebarn. Min mor betaler da heller ikke for mine børn og da hun købte dyre designer lamper mens jeg dårlig havde råd til vinterstøvler til min datter kunne jeg da ikke andet end glæde mig på hendes vegne... 

Og stadig er der altså endnu et lille barn i denne historie, nemlig lillebror som vel på samme måde har ret til en storesøster som trådstarters datter har ret til en mormor 

lige til orientering, så er det noget hun stadig gør, og altså ikke noget hun har sagt fordi hun ikke vidste bedre. sover begge unger, så er der stille. nnår min bror vågner, så er der larm. når han sover og vi er der, eller kommer på besøg, så må vi gå, for vores barn bliver tysset på hele tiden og holdt "fanget" i køkkenet/spisestuen

hekran skriver:

Nej, hun skal ikke havde noget at sige omkring jeres valg. Der er jeg helt enig. Men den går begge veje.
Forskelsbehandler hun mellem sin barn og sit barnebarn? Jeg tror det er naturligt, da det jo er hendes barn, ligesom du også har været et barn og nu er voksen. Hun er ikke dit barns mor, men mormor, så hvad er det, dit barn mister? Opmærksomheden? Den virker ikke umiddelbart ønsket, hvis du seriøst ønsker at slå hånden af hende.
Forklar gerne

min mor er mit barns mormor, men hun opfører sig ikke som mormor. hun er strid overfor os som forældre, (til tider, vi har det selvfølgelig også godt sammen) bestemmende, hun har ikke noget imod at komme med en lille "sviner" hvis hun er uenig i noget vi gør/siger. hun råber og skriger hvis man er uenig med hende. 

forholdet mellem hende og vores barn er slet ikke som jeg gerne ville have det, og ja, det er muligvis bare mig der skal accepterer det, og det har jeg også gjort, indtil følelserne lige kom retur nu hvor hun åbenbart laver samme "nummer"

Anonym skriver:

jeg forstår hvad du mener. men sådan hænger det bare ikke sammen. min mor var IKKE støttende i vores kamp mod en baby mere.. hun var grov og til tider ond. fordi det var noget hun ikke forstod, ikke kendte til. jeg aner ikke hvor mange gange jeg har hørt at jeg burde stoppe fertilitetsbehandlingen, tage til min egen læge og hører hendes syn, for fertilitetslæger var ikke til for os der ikke kan få børn. jeg skulle bare spise det rigtige (har pco) og så lade det komme når det kom. (af ingen særlig grund) vores barn ville sikkert lide skade osv.... igen, uden nogen særlig grund.. det var ting hun bare kunne slynge ud sådan ud af det blå.. 

min mor tænker bestemt ikke på mine følelser i det her, det kan jeg sige helt sikkert. hun tænker ikke på andres følelser når det er noget der går "imod" hendes egne meninger og holdninger og/af valg. 

og til sidst så kender hun ikke til mine følelser omkring min yngste lillebror, andet end at hun selvfølgelig ved vi intet bånd har kunnet danne, hvilket egentlig er deres fejl som forældre, i og med at ingen må passe ham, eller gøre noget med/ved ham som de ikke lige mener han gider på det pågældende tidspunkt, de lader ham leve i en bobbel, en bobbel siddende på deres skød 24/7.....

 

Men så handler det måske slet ikke om din mor er gravid, det er måske "bare" den berømte prik over i'et. 

For mig lyder det som du mangler din mor, din mor til at støtte dig i en svær tid. Nu er du selv mor, ville du ikke kunne det om du så ventede firlinger? 

Så i stedet for at sætte fokus på graviditet (undskyld men kan ikke huske om du selv er gravid eller om du stadig lkæmpe, hvis du stadig kæmper så tror jeg det er normalt at "hade" alle der bare lige bliver gravide og især nogen tæt på hvor man ved man skal forholde sig til en baby), så måske sætte fokus på dit forhold til din mor. 

Hvad er godt i forholdet, hvad vil du gerne have i forholdet som er det og så tag det og lad resten ligge - lyder kynisk men et forhold behøver jo ikke være godt på alle punkter. Og så for min sjælefreds skyld, lad være at give den lille trold skylden, han har intet gjort men er bare en skøn trold som gerne vil charmere sin storesøster 

Anonym skriver:

Jamen jeg bestemmer det da heller ikke? Jeg har bare disse følelser jeg skal ud med. Hvis jeg kunne bestemme havde hun ikke skulle have flere børn..... Så er da udemærket klar over det ikke er mit valg 

nogle gange bliver man jo nødt til at ændre sin takegang sådan man ikke får visse følelser, eller for at forstå hvorfor man føler på en bestemt måde. 

Og i denne situation bliver du jo nødt til at overveje dine følelser i forhold til din mors gravititet. For der er en grund til du føler som du gør, og det er tit tanker der sætter gang i de følelser. Så derfor skal du prøve at tænke anderledes på situationen fordi det er en situation du ikke kan ændre på. Så kan du vælge at blive sur og vred og lukke din mor ude, eller du kan vælge at acceptere at det er sådan tingene er, og at det ikke er dig der skal opdrage/bo med dem