Måske var det heller ikke drømmescenariet for din mor, at du i en ung alder fik/ får to børn. Måske havde hun ønsket sig, at hun selv var færdig med at få børn, før hun skulle være mormor oveni. Når hun forsøger at bestemme over jeres indkøb af udstyr osv. er det vel et udtryk for, at hun ikke opfatter dig som voksen nok til selv at træffe dine valg. Det er nok ret naturligt - og jeg ville selv ligge søvnløs, hvis min 20-årige datter på nuværende tidspunkt ville have barn.
Nu er tingene ikke blevet, som nogen af jer havde ønsket, og det er da uden tvivl svært for jer begge. Din mor havde formentlig forestillet sig, at hun skulle være en mormor med tid og overskud til sit barnebarn om fem eller ti år - det bliver bare ikke sådan, fordi hun selv er småbørnsmor, så der er jo også gået noget fra hende. Og selvfølgelig har hun lov til at få de børn, hun ønsker sig, selvom du er gået i gang med at stifte familie.
Jeg tror godt, jeg kan forstå, at du er skuffet, men lige så lidt, som hun ville have kunnet forlange af dig, at du ventede med at få børn, til hun var færdig, lige så lidt kan du forvente, at hun ikke får flere børn.
Når hun vil blande sig i jeres indkøb, opdragelse osv., må du vise hende, at det bestemmer du - for i det øjeblik, du retter ind og lader være at købe fx mærkevarer, selvom du ønsker det og har råd til det, bekræfter du hende jo i, at du stadig er hendes lille pige, og at hun bestemmer over dig. Jeg ville slet ikke diskutere det med hende, men bare smile og sige, at det bestemte jeg heldigvis selv.
Husk, at I er to, der har ansvar for dette - hvis du havde ventet ti år med at få børn, var der jo ikke noget problem.