Min mor er gravid!

Sandratoft skriver:

Nej sådan  burde virkeligheden ikke være, men i det her konkrete tilfælde, kan jeg læse mig frem til at det er sådan det er, og derfor kan jeg sagtens sætte mig ind i TS's følelser  det er iorden at moderen får børn, men jeg ville ligemeget hvad, have egoistiske tanker om at den opmærksomhed der ville være tildelt mig, nu bliver hvor den er. Det er (for nogen) noget rigtig specielt at gøre sine forældre til bedsteforældre, og jeg ville være ked af hvis noget kom i vejen for det. Kald mig gerne egoistisk, men det er sådan mine helt tanker omkring det er  

Ved ikke om det er egoistisk.

Men tænker at man ikke kan regne med at det som man synes er specielt for en selv,absolut er det samme for andre.

Vi har jo set utallige tråde om personer som er skuffede over deres forældres manglende begejstring over et barnebarn.

Og helt ærligt så forstår jeg slet ikke at man ikke kan se det fede i at ens barn får en jævnalderende kammerat,istedet for at se det som en konkurrent,

Og igen så står det ingen steder at bedsteforældre partou skal smide deres eget liv til siden fordi deres børn har valgt at formere sig (Skrevet med et glimt i øjet )

Anonym skriver:

Jeg tror det er meget svært at sætte sig ind i når man ikke står i det. Havde du spurgt mig for 2 år siden, ja og endda også bare sidst hun var gravid, fedt, det bliver da hyggeligt. Men virkeligheden er bare noget HELT andet. Desværre! 

Jeg har stået i det! Og kan ærlig talt ikke sr problemet. 

Som barn havde jeg en veninde, hendes mor var gravid med min veninde samtidig med hendes ældste datter også var gravid. Min veninde og hendes niece er født med 5 dages mellemrum og de havde bare et super godt og tæt forhold til hinanden. Som voksne købte de hus på den samme vej, og stiftede familie samtidig og de har bare så meget glæde af hinanden, så det kan også være positivt.

Anonym skriver:

Vores datter behøvede ikke noget dyrt tøj, der blev ikke taget hensyn støjmæssigt når hun sov, for hun skulle vænne sig til at sOve trods larm. Vi behøvede ikke en dyr barnevogn, vi skulle ikke gøre dit men gøre dat og bla bla. 

ALT det skulle deres barn. Går kun i mærketøj, man må kun hviske når han sover og når han så vågner og vores stadig sover, så er der larm igen. 

Det er bare for at nævne lidt 

jeg er da godt klar over det er deres valg. Og det er jo netop det jeg er så skuffet over ! Hvorfor nu igen? JEg magter det simpelthen ikke

Men køber de selv mærketøjet og de dyre ting til deres barn, eller er det noget du gør? For hvis de selv gør, så er de jo altså voksne mennesker og tjener jo deres egne penge og styrer da helt selv hvad de vælger at give deres barn på.

Er du sur over at du ikke får de ting som ellers ville have været gået til dit barn?

 

Kan godt være jeg tolker meget forkert og ja jeg tolker... Men du lyder helt utroligt forkælet og egocentreret.. Og jeg håber at jeg tager fejl.. Men jeg kan ikke lade være med at lave himmelvendte øjne, for nøj hvor er det da et luksusproblem, sådan at dine forældre vil have flere børn.. 

Jeg kan godt forstå at du synes det er surt de bare vupti bliver gravide, men det er jo altså ikke deres skyld at du ikke gør?

Op med hagen, de er dine forældre og de har altså ret til at gøre som de synes er bedst for deres familie

 

Måske var det heller ikke drømmescenariet for din mor, at du i en ung alder fik/ får to børn. Måske havde hun ønsket sig, at hun selv var færdig med at få børn, før hun skulle være mormor oveni. Når hun forsøger at bestemme over jeres indkøb af udstyr osv. er det vel et udtryk for, at hun ikke opfatter dig som voksen nok til selv at træffe dine valg. Det er nok ret naturligt - og jeg ville selv ligge søvnløs, hvis min 20-årige datter på nuværende tidspunkt ville have barn. 

Nu er tingene ikke blevet, som nogen af jer havde ønsket, og det er da uden tvivl svært for jer begge. Din mor havde formentlig forestillet sig, at hun skulle være en mormor med tid og overskud til sit barnebarn om fem eller ti år - det bliver bare ikke sådan, fordi hun selv er småbørnsmor, så der er jo også gået noget fra hende. Og selvfølgelig har hun lov til at få de børn, hun ønsker sig, selvom du er gået i gang med at stifte familie. 

Jeg tror godt, jeg kan forstå, at du er skuffet, men lige så lidt, som hun ville have kunnet forlange af dig, at du ventede med at få børn, til hun var færdig, lige så lidt kan du forvente, at hun ikke får flere børn. 

Når hun vil blande sig i jeres indkøb, opdragelse osv., må du vise hende, at det bestemmer du - for i det øjeblik, du retter ind og lader være at købe fx mærkevarer, selvom du ønsker det og har råd til det, bekræfter du hende jo i, at du stadig er hendes lille pige, og at hun bestemmer over dig. Jeg ville slet ikke diskutere det med hende, men bare smile og sige, at det bestemte jeg heldigvis selv. 

Husk, at I er to, der har ansvar for dette - hvis du havde ventet ti år med at få børn, var der jo ikke noget problem. 

Gud, hvor er det bare ærgerligt med alle de negative kommentere som endda handler om noget helt andet. Så vidt jeg har forstået, handler dit indlæg ikke om alder men om at i har prøvet i lang tid på at få nummer 2 og pludselig er din mor også gravid. Det kan jeg godt forstå, specielt når det er sket 2 gange og jeg ville da også gå rundt med en æv følelse! Nu ved jeg ikke om nogen har set filmen: "Du kan vente dig" men den er god på mange måder, også omkring det her emne. Der er f.eks et par der prøver i et ordenligt stykke tid at blive gravide, det bliver de endelig og pludselig, bum, så er mandens far og hans nye kone gravid og ikke kun med én men med tvillinger oveni det så når det andet par viser deres 2D scanningsbillede viser faren deres 4D scannings video af tvillingerne, tvillingemoderen nyser engang og så er de ude mens det andet par går i gennem kejsersnit og stort blodtab. Så kan man selvfølgelig godt fornemme, at faren og konen prøver at "overgå" de to andre for sådan vil det selvfølgelig føles at være i det ene pars sko. Er det lidt alla den følelse du står tilbage med trådstarter? Jeg kan i hvert fald godt følge din skuffelse og vrede, men lad det stilne lidt af, slap af og nyd din graviditet det er jo en dejlig tid du går ind i uanset om din mor også er gravid eller ej. Held og lykke med det hele

1. Undskyld men helt ærligt, at vil vælge sin mor fra fordi hun stadig får børn... Some on.. Det er slet ikke noget du skal blande dig i, men kan sku godt forstå det er vildt underligt..

2. Stod der selv da jeg var gravid, og min mor kol og sagde hun også var, jeg har også en lillebror min mor fik. 2 dage inden hun fyldte 39år, han er 11 år idag.. Hun mistede barnet hum ventede, og har afskillige aborter siden... Blev egentlig lidt lettet da jeg jo ønskede hun skulle koncentrerer sig om sin nye tittel som mormor.. Men vil aldrig vælge min mor fra bare fordi jeg er uenig i om hun skal have flere børn

Anonym skriver:

Og det er jeg også. Vi har prøvet at få nummer 2 i 2 år og 1 år i behandling. Men det er ikke første gang! Nej, da vi fik vores første, det blev hun sørme også gravid, og fik sig en lille efternøler som nu er 1 år (vores barn er 2) . Ja, og nu igen!!! Hun er 42 år, og min far lidt ældre. Jeg er SÅ vred! Hun benægter det, men har funder ud af at hun har droppet noget skole værk, efteruddannelse, pga "nyopdaget graviditet" og udover det så kan jeg bare SE og HøRER hun er gravid. Æder mærkelige ting osv. 

Jeg er vred, såret og skuffet! Hvad i alverden skal jeg gøre? Kan næsten ikke forholde mig til min lillebror (efternøleren) fordi vi jo bare ikke har samme forhold som jeg har med mine andre brødre, fordi vi aldrig har boet sammen og jeg jo selv har barn og familie.  

Som jeg læser det, så kunne din mor faktisk lige så godt have fået sig en hund, forstået på den måde at det ikke er det, at hun har et barn, men DEN MÅDE hun vælger at håndtere hendes barn VS hendes rolle som bedstemor og din rolle som mor.

Altså at du er led og ked og super skuffet og føler dig svigtet, fordi din mor takler din familie opstart stik imod hvad du har behov for.

og det forstår jeg virkelig godt er hårdt og frustrerende!

Hvis du vil tage problemet op med hende, så tror jeg det er vigtigt at du tager udgangspunkt i DIG og DINE og DIT barns behov, fx
"jeg savner at du er MIN mor og nyder at jeg også er blevet mor" og
"jeg savner at du kan være bedste overfor dit barnebarn" osv osv.

Men hvis hun selv er helt optaget af hendes eget moderskab, så ville jeg hellere søge andetsted hen og så bare nyde farmor/farfar ekstra ekstra meget og få støtte fra veninder osv.

se det som at hun har været elendig til den rolle, som du har behov for hun udfylder, så du må aktivt finde den rolle et andet sted

ja det er hårdt og træls, men man kan ikke kontrollere noget her i livet, I kunne også være i den situation at der slet ikke var en mor/mormor, og så skulle det jo også takles

Anonym skriver:

Og det er jeg også. Vi har prøvet at få nummer 2 i 2 år og 1 år i behandling. Men det er ikke første gang! Nej, da vi fik vores første, det blev hun sørme også gravid, og fik sig en lille efternøler som nu er 1 år (vores barn er 2) . Ja, og nu igen!!! Hun er 42 år, og min far lidt ældre. Jeg er SÅ vred! Hun benægter det, men har funder ud af at hun har droppet noget skole værk, efteruddannelse, pga "nyopdaget graviditet" og udover det så kan jeg bare SE og HøRER hun er gravid. Æder mærkelige ting osv. 

Jeg er vred, såret og skuffet! Hvad i alverden skal jeg gøre? Kan næsten ikke forholde mig til min lillebror (efternøleren) fordi vi jo bare ikke har samme forhold som jeg har med mine andre brødre, fordi vi aldrig har boet sammen og jeg jo selv har barn og familie.  

Jeg kan godt forstå, det må være rigtig hårdt at have svært ved at blive gravid, når andre i familien måske bliver det med lethed.. og hvis du mistænker din for at lyve overfor dig mht graviditet, er det også i orden at gå hende på klingen for at få sandheden at vide.. men når det er sagt, så er det dine forældres eget valg hvor mange børn de vil have - jeg kan ikke forstille mig, at din mor bliver gravid for at såre dig.. derudover er det ikke din lillebror skyld at han er efternøgler.. han fortjener, at du forholder dig 100% til ham! Og at du giver ham en masse søskende kærlighed selvfølgelig

Held og lykke med det hele!

Giraffen skriver:

Som jeg læser det, så kunne din mor faktisk lige så godt have fået sig en hund, forstået på den måde at det ikke er det, at hun har et barn, men DEN MÅDE hun vælger at håndtere hendes barn VS hendes rolle som bedstemor og din rolle som mor.

Altså at du er led og ked og super skuffet og føler dig svigtet, fordi din mor takler din familie opstart stik imod hvad du har behov for.

og det forstår jeg virkelig godt er hårdt og frustrerende!

Hvis du vil tage problemet op med hende, så tror jeg det er vigtigt at du tager udgangspunkt i DIG og DINE og DIT barns behov, fx
"jeg savner at du er MIN mor og nyder at jeg også er blevet mor" og
"jeg savner at du kan være bedste overfor dit barnebarn" osv osv.

Men hvis hun selv er helt optaget af hendes eget moderskab, så ville jeg hellere søge andetsted hen og så bare nyde farmor/farfar ekstra ekstra meget og få støtte fra veninder osv.

se det som at hun har været elendig til den rolle, som du har behov for hun udfylder, så du må aktivt finde den rolle et andet sted

ja det er hårdt og træls, men man kan ikke kontrollere noget her i livet, I kunne også være i den situation at der slet ikke var en mor/mormor, og så skulle det jo også takles

Det er måske det som gør det hele ekstra hårdt, for min mand har ingen familie. vores barn og børn har kun min mor og far...