Min mor er gravid!

Carina:-) skriver:

Men sådan behøver virkeligheden ikke at være

Jeg fik et barnebarn 10 uger efter jeg fik den sidste-og jeg har været mere inde i hans liv end han 10 år ældre mormor har.

Her var der sjov og plads til at være barn,man måtte gerne rode og sætte fingre på vinduerne.

Nu bor han her fast da min svigerdatter sagde at hun ikke kunne finde et bedre sted at vokse op end hos farfar/farmor der selv vidste hvad livet med et lille barn er.

Til TS -Jeg tror der ligger andet bag end det at din mor er 42-og gør der ikke synes jeg egentligt bare det er mest synd for dig at du er så snæversynet .

Nej sådan  burde virkeligheden ikke være, men i det her konkrete tilfælde, kan jeg læse mig frem til at det er sådan det er, og derfor kan jeg sagtens sætte mig ind i TS's følelser  det er iorden at moderen får børn, men jeg ville ligemeget hvad, have egoistiske tanker om at den opmærksomhed der ville være tildelt mig, nu bliver hvor den er. Det er (for nogen) noget rigtig specielt at gøre sine forældre til bedsteforældre, og jeg ville være ked af hvis noget kom i vejen for det. Kald mig gerne egoistisk, men det er sådan mine helt tanker omkring det er  

Hvor gammel er du?

En af jer - eller begge må have været forholdsvist ung(e), da I fik børn, og hvis det er din mor, som fik de første meget tidligt, har hun måske fået sin uddannelse, karriere mm nu, og har derfor lyst til at stifte familie igen.
Hvis det er dig, der er ung mor, kan springet til dine nye søskende vel ikke være såå stort?

Hvis nu dine forældre havde været skilt og din mor havde fundet en ny mand, som hun gerne ville have børn med i den alder, hun nu har, ville det så være samme problem for dig?
Det er ikke uhørt, man får børn med mand nr 2, når man kun er godt 40 år.

Jeg synes, det virker meget egoistisk at ville skære din familie ud af dit liv pga nogle nye søskende.

Blot min mening

Sandratoft skriver:

Nej sådan  burde virkeligheden ikke være, men i det her konkrete tilfælde, kan jeg læse mig frem til at det er sådan det er, og derfor kan jeg sagtens sætte mig ind i TS's følelser  det er iorden at moderen får børn, men jeg ville ligemeget hvad, have egoistiske tanker om at den opmærksomhed der ville være tildelt mig, nu bliver hvor den er. Det er (for nogen) noget rigtig specielt at gøre sine forældre til bedsteforældre, og jeg ville være ked af hvis noget kom i vejen for det. Kald mig gerne egoistisk, men det er sådan mine helt tanker omkring det er  

tak for din "opbakning". 

Jeg tror ingen kan sætte sig ind i det, som sagt jeg havde samme holdning som de fleste her, da hun var gravid sidst, men det ændrede sig altså da virkeligeden ramte, så det er nemt at sige hvad man ville føle og gøre. 

Meget af min vrede er jo specielt pga jeg ved hvad mine børn mister. Ikke så meget mig selv, jeg skal sq nok "overleve" 

Anonym skriver:

Og det er jeg også. Vi har prøvet at få nummer 2 i 2 år og 1 år i behandling. Men det er ikke første gang! Nej, da vi fik vores første, det blev hun sørme også gravid, og fik sig en lille efternøler som nu er 1 år (vores barn er 2) . Ja, og nu igen!!! Hun er 42 år, og min far lidt ældre. Jeg er SÅ vred! Hun benægter det, men har funder ud af at hun har droppet noget skole værk, efteruddannelse, pga "nyopdaget graviditet" og udover det så kan jeg bare SE og HøRER hun er gravid. Æder mærkelige ting osv. 

Jeg er vred, såret og skuffet! Hvad i alverden skal jeg gøre? Kan næsten ikke forholde mig til min lillebror (efternøleren) fordi vi jo bare ikke har samme forhold som jeg har med mine andre brødre, fordi vi aldrig har boet sammen og jeg jo selv har barn og familie.  

Det er jo ikke dit problem. Det er din mors. 

Ja måske er det mærkeligt, men det er jo ikke noget du skal bestemme. Det må dine forældre jo selv bestemme  

Anonym skriver:

tak for din "opbakning". 

Jeg tror ingen kan sætte sig ind i det, som sagt jeg havde samme holdning som de fleste her, da hun var gravid sidst, men det ændrede sig altså da virkeligeden ramte, så det er nemt at sige hvad man ville føle og gøre. 

Meget af min vrede er jo specielt pga jeg ved hvad mine børn mister. Ikke så meget mig selv, jeg skal sq nok "overleve" 

Det er altid svært at sætte sig 100 procent ind i andres følelser omkring det.

Jeg synes stadig ikke at du skal afskære kontakten, men prøve at vænne dig til at jeres familie relationer ikke er som andres.

Jeg forstår godt at du er sur og ked af det, og det skal du have lov til at være. Prøv en dag, at få skrevet de ting ned der er svære for dig, og så tage listen med hen til din mor og tag en åben snak om det hele. Du er hendes datter, og jeg er sikker på at hun også ønsker at du har det godt. Det er vigtigt at samtalen ikke handler om at føre skyld på hende, men på hvordan  du har det

til dig

Sandratoft skriver:

Det er altid svært at sætte sig 100 procent ind i andres følelser omkring det.

Jeg synes stadig ikke at du skal afskære kontakten, men prøve at vænne dig til at jeres familie relationer ikke er som andres.

Jeg forstår godt at du er sur og ked af det, og det skal du have lov til at være. Prøv en dag, at få skrevet de ting ned der er svære for dig, og så tage listen med hen til din mor og tag en åben snak om det hele. Du er hendes datter, og jeg er sikker på at hun også ønsker at du har det godt. Det er vigtigt at samtalen ikke handler om at føre skyld på hende, men på hvordan  du har det

til dig

Min mor er ikke sådan en man snakker med på den måde, hendes meninger og holdninger er dem der gælder, så det vil jeg intet få ud af 

PT skriver:

Hvor gammel er du?

En af jer - eller begge må have været forholdsvist ung(e), da I fik børn, og hvis det er din mor, som fik de første meget tidligt, har hun måske fået sin uddannelse, karriere mm nu, og har derfor lyst til at stifte familie igen.
Hvis det er dig, der er ung mor, kan springet til dine nye søskende vel ikke være såå stort?

Hvis nu dine forældre havde været skilt og din mor havde fundet en ny mand, som hun gerne ville have børn med i den alder, hun nu har, ville det så være samme problem for dig?
Det er ikke uhørt, man får børn med mand nr 2, når man kun er godt 40 år.

Jeg synes, det virker meget egoistisk at ville skære din familie ud af dit liv pga nogle nye søskende.

Blot min mening

Vi var begge unge ved nummer 1. Min mor har mig, min lillebror på 15 min lillebror på 12 (13) og min lillebror på 1. Med samme mand (bortset fra mig) 

Isabella_mor skriver:

Det er jo ikke dit problem. Det er din mors. 

Ja måske er det mærkeligt, men det er jo ikke noget du skal bestemme. Det må dine forældre jo selv bestemme  

Jamen jeg bestemmer det da heller ikke? Jeg har bare disse følelser jeg skal ud med. Hvis jeg kunne bestemme havde hun ikke skulle have flere børn..... Så er da udemærket klar over det ikke er mit valg 

Jeg kan godt forstå du gerne ville have en mormor, sådan en af dem med bobbet hår, hjemmebag og oceaner af tid - sådan en hygge mormor der smider alt hvad hun har i hænderne for det elskede barnebarn.

Men din mor er kun 42 (det er altså kun 2 år ældre end mig og jeg har børn til op over begge ører og hvis manden var med på det fik jeg gerne en til) og havde hun ikke travlt med at være mor, så havde hun måske travlt med karriere, med rejser, med kærester med....? Mormoridealet er ændret fra den noget ældre hjemmegående dame, til en aktiv kvinde i sin bedste alder.

Jeg er ikke i tvivl om det er svært at drømmebilledet krakelerer og endda i den grad hvor du føler din mor har nok i sit eget mirakel og glemmer dit, men det er nu en gang sådan fakta er og i stedet for at sætte fokus på forskelsbehandlingen, på det din datter mister, på det dårlige i situationen, skulle du måske bare acceptere fakta og lade din datter få det ud af forholdet hun får og så lade det være ved det.

Og så lige en ting, hvis din mor benægter hun er gravid, kunne det jo være hun rent faktisk overvejer ikke at beholde barnet...

Havde min mor kunne få barn samtidig med mig (var nærmest et mirakel ) er jeg ikke i tvivl om jeg skulle have sunket det en ekstra gang, og jeg skulle forholde mig til mormorrollen blev forandret (gjorde den jo alligevel da hun havde fuldtidsarbejde og et aktivt liv), men jeg kunne da ikke andet end elske en lille trold som var min lillebrøster - sikke et mirakel som nok ikke ville få søskenderelation på samme måde som mine børn får det til hinanden, men stadig en som delte min mor som mor og som ville være en del af mit liv.

Det undrer mig nemlig lidt, du skriver hvis det ikke var for din datter ville du ingen kontakt have, hvad med din lillebror er han bare ligegyldig i det store billede? Tænker okay din mor har skuffet dig i sin rolle som mormor, mon ikke også du har skuffet en del i din rolle, hvis du kunne skære din lillebror ud af dit liv uden at blinke med øjnene, hvis altså ikke lige det var fordi din datter så manglede sin mormor... En kende egoisme er der vist her, en lille smule udtryk for du ikke kan se det fra andre sider end lige din og din datters.

lineog4 skriver:

Jeg kan godt forstå du gerne ville have en mormor, sådan en af dem med bobbet hår, hjemmebag og oceaner af tid - sådan en hygge mormor der smider alt hvad hun har i hænderne for det elskede barnebarn.

Men din mor er kun 42 (det er altså kun 2 år ældre end mig og jeg har børn til op over begge ører og hvis manden var med på det fik jeg gerne en til) og havde hun ikke travlt med at være mor, så havde hun måske travlt med karriere, med rejser, med kærester med....? Mormoridealet er ændret fra den noget ældre hjemmegående dame, til en aktiv kvinde i sin bedste alder.

Jeg er ikke i tvivl om det er svært at drømmebilledet krakelerer og endda i den grad hvor du føler din mor har nok i sit eget mirakel og glemmer dit, men det er nu en gang sådan fakta er og i stedet for at sætte fokus på forskelsbehandlingen, på det din datter mister, på det dårlige i situationen, skulle du måske bare acceptere fakta og lade din datter få det ud af forholdet hun får og så lade det være ved det.

Og så lige en ting, hvis din mor benægter hun er gravid, kunne det jo være hun rent faktisk overvejer ikke at beholde barnet...

Havde min mor kunne få barn samtidig med mig (var nærmest et mirakel ) er jeg ikke i tvivl om jeg skulle have sunket det en ekstra gang, og jeg skulle forholde mig til mormorrollen blev forandret (gjorde den jo alligevel da hun havde fuldtidsarbejde og et aktivt liv), men jeg kunne da ikke andet end elske en lille trold som var min lillebrøster - sikke et mirakel som nok ikke ville få søskenderelation på samme måde som mine børn får det til hinanden, men stadig en som delte min mor som mor og som ville være en del af mit liv.

Det undrer mig nemlig lidt, du skriver hvis det ikke var for din datter ville du ingen kontakt have, hvad med din lillebror er han bare ligegyldig i det store billede? Tænker okay din mor har skuffet dig i sin rolle som mormor, mon ikke også du har skuffet en del i din rolle, hvis du kunne skære din lillebror ud af dit liv uden at blinke med øjnene, hvis altså ikke lige det var fordi din datter så manglede sin mormor... En kende egoisme er der vist her, en lille smule udtryk for du ikke kan se det fra andre sider end lige din og din datters.

Jeg skriver her mine inderste følelser, og så sk*de vær med om jeg så lyder egoistisk. Jeg har intet forhold til min yngste lillebror, og ligeså vel som mine søskende på min biologiske fars side, så nej, så elsker jeg ham faktisk ikke. Jeg knuse elsker mine 2 andre brødre på 15 og 12, men jeg har intet forhold til ham, og derfor har jeg ærlig talt ikke haft kunne knytte nogen bånd til ham.... Jo jeg kan da mærke det kommer lidt nu her....