Manden siger stop.....MEN

Lullaby skriver:

Det forstår jeg ikke. Hvordan kan du mene at du ikke valgte barnet men i stedet valgte du ikke abort? Så kunne du jo have bortadopteret.. Sat på spidsen..

Hvis det havde været omvendt havde jeg bedt om skilsmisse. Så stærkt ville jeg have følt. Det kan godt være at jeg havde været blevet far alligevel men jeg havde valgt dig fra. 

Tror ikke du forstår, min mand ønskede ikke jeg fik en abort. Han ønskede ikke et barn, men han kunne som jeg ikke vælge en abort. Så det var ikke mig alene han skulle gå fra men også sig selv....

Lullaby skriver:

Det forstår jeg ikke. Hvordan kan du mene at du ikke valgte barnet men i stedet valgte du ikke abort? Så kunne du jo have bortadopteret.. Sat på spidsen..

Hvis det havde været omvendt havde jeg bedt om skilsmisse. Så stærkt ville jeg have følt. Det kan godt være at jeg havde været blevet far alligevel men jeg havde valgt dig fra. 

Og når man mangler et barn tror jeg slet ikke man kan forstille sig at mangle et til.

det jeg prøvede at skrive til dig at det ikke er så lige til, ikke så sort og Hvidt. Det handlede ikke om kvinde der blev gravid imod sin mands vilje og nægtede en abort. Det handlede om en mand og kvinde der gjorde kvinden gravid modsat begges ønske, men grundet deres fælles historie ikke kunne vælge en abort. Og nej heller ikke bortadoption - livet havde lært dem at børn ikke bare er noget man planlægger så livet er perfekt for det mest planlagte barn var  revet væk fra dem af livet, så børn var en gave, et mirakel man ikke kan planlægge så det passer aller bedst.... Der er vi forskellige og derfor er verden ikke så sort og hvid så man kan sige: for alle gælder det at man skal vælge abort hvis manden ikke ønsker barnet for nogen af os har bagager der gør man måske slet ikke kan fungere som menneske hvis man vælger en abort - jeg ved jeg ikke kan, for jeg ville få tvangsauktion om det var min døde datter jeg havde haft en mulighed for at få igen....

lineog4 skriver:

Og når man mangler et barn tror jeg slet ikke man kan forstille sig at mangle et til.

det jeg prøvede at skrive til dig at det ikke er så lige til, ikke så sort og Hvidt. Det handlede ikke om kvinde der blev gravid imod sin mands vilje og nægtede en abort. Det handlede om en mand og kvinde der gjorde kvinden gravid modsat begges ønske, men grundet deres fælles historie ikke kunne vælge en abort. Og nej heller ikke bortadoption - livet havde lært dem at børn ikke bare er noget man planlægger så livet er perfekt for det mest planlagte barn var  revet væk fra dem af livet, så børn var en gave, et mirakel man ikke kan planlægge så det passer aller bedst.... Der er vi forskellige og derfor er verden ikke så sort og hvid så man kan sige: for alle gælder det at man skal vælge abort hvis manden ikke ønsker barnet for nogen af os har bagager der gør man måske slet ikke kan fungere som menneske hvis man vælger en abort - jeg ved jeg ikke kan, for jeg ville få tvangsauktion om det var min døde datter jeg havde haft en mulighed for at få igen....

Anonym skriver:

Jeg er allerede gravid

 

Vi har 3 skønne skønne børn, den sidste er kun 4 måneder gammel og jeg er blevet gravid på ppiller

 

Manden har udtrykt at han ikke ønsker et 4. barn, hvor jeg der imod er mere end villig til at byde det velkommen

 

Han går dog ikke fra os selvom jeg vælger at beholde barnet, men syntes godt nok det er en stor beslutning at trække ned over hovedet på ham og tænker, gad vide om han vil bruge det imod mig, hvis jeg vælger at beholde det "Det var også dig der ville have det. osv. osv....

Jeg ønsker ikke flere børn efter dette, og vil gerne sterilieres hvis vi vælger at beholde barnet

 

Hvad havde i gjort?

 

Hus, økonomi og alt det praktiske er fin til barn nr 4, så det ikke der den hænger.....

Hvad er problemet med en abort? er det værre end 40 års lort og belymringer?!

det er så åbenlyst, at du skal stoppe din graviditet. Dit liv bliver ødelagt hvis du fortsætter......

Lullaby skriver:

Det forstår jeg ikke. Hvordan kan du mene at du ikke valgte barnet men i stedet valgte du ikke abort? Så kunne du jo have bortadopteret.. Sat på spidsen..

Hvis det havde været omvendt havde jeg bedt om skilsmisse. Så stærkt ville jeg have følt. Det kan godt være at jeg havde været blevet far alligevel men jeg havde valgt dig fra. 

Der har jeg det modsat: Hvis min mand ikke kunne tage imod et barn, vi ikke havde planlagt, og gjorde mig det klart, at de var ham eller en abort, ville jeg vælge barnet. Jeg ville hverken kunne tilgive ham eller mig selv for en abort. Og for mig er det helt ude i yderste teoriplan, at ham, der elsker mig, og som har fået tre børn med mig, ikke ville komme til at elske barnet himmelhøjt, uanset, om det ikke oprindeligt var ønsket. 

For mig - og, er jeg overbevist om, også min mand - er der virkeligheden til forskel på i tankerne ikke at ønske sig et barn mere og på ikke at elske et sprællevende barn, når det først er kommet til verden. 

Dette med forbehold for helt ekstraordinære forhold som depression, fysisk sygdom eller oplevelsen af, at der i forvejen ikke er overskud til de børn, man har. 

lineog4 skriver:

Og når man mangler et barn tror jeg slet ikke man kan forstille sig at mangle et til.

det jeg prøvede at skrive til dig at det ikke er så lige til, ikke så sort og Hvidt. Det handlede ikke om kvinde der blev gravid imod sin mands vilje og nægtede en abort. Det handlede om en mand og kvinde der gjorde kvinden gravid modsat begges ønske, men grundet deres fælles historie ikke kunne vælge en abort. Og nej heller ikke bortadoption - livet havde lært dem at børn ikke bare er noget man planlægger så livet er perfekt for det mest planlagte barn var  revet væk fra dem af livet, så børn var en gave, et mirakel man ikke kan planlægge så det passer aller bedst.... Der er vi forskellige og derfor er verden ikke så sort og hvid så man kan sige: for alle gælder det at man skal vælge abort hvis manden ikke ønsker barnet for nogen af os har bagager der gør man måske slet ikke kan fungere som menneske hvis man vælger en abort - jeg ved jeg ikke kan, for jeg ville få tvangsauktion om det var min døde datter jeg havde haft en mulighed for at få igen....

Det forstår jeg virkelig godt. Og jeg har samme ærbødighed over for et potentielt lille nyt liv, selv om jeg aldrig har mistet. Jeg er for den fri abort, når den ER fri og ikke skyldes pres udefra, men det bekymrer mig, når den bliver eneste løsning, blot fordi en graviditet afviger fra den oprindelige familie-masterplan. 

Mor og meget mere skriver:

Der har jeg det modsat: Hvis min mand ikke kunne tage imod et barn, vi ikke havde planlagt, og gjorde mig det klart, at de var ham eller en abort, ville jeg vælge barnet. Jeg ville hverken kunne tilgive ham eller mig selv for en abort. Og for mig er det helt ude i yderste teoriplan, at ham, der elsker mig, og som har fået tre børn med mig, ikke ville komme til at elske barnet himmelhøjt, uanset, om det ikke oprindeligt var ønsket. 

For mig - og, er jeg overbevist om, også min mand - er der virkeligheden til forskel på i tankerne ikke at ønske sig et barn mere og på ikke at elske et sprællevende barn, når det først er kommet til verden. 

Dette med forbehold for helt ekstraordinære forhold som depression, fysisk sygdom eller oplevelsen af, at der i forvejen ikke er overskud til de børn, man har. 

Patriark skriver:

Hvad er problemet med en abort? er det værre end 40 års lort og belymringer?!

 

det er så åbenlyst, at du skal stoppe din graviditet. Dit liv bliver ødelagt hvis du fortsætter......

 

 

 

Hvorfra har du dog den indsigt, at et oprindeligt uplanlagt barn bliver til lort og bekymringer - og livsødelæggende! - for TS? 

Jeg kunne på nøjagtigt samme grundlag påstå, at en abort vil give hende 60 års sorg og skyldfølelse og ødelægge hendes liv - men vi ved det ikke!! 

Jeg håber, dit indlæg er en provokation eller bare ikke gennemtænkt. Det er godt nok let og gratis at postulere, noget her er åbenlyst, og mon ikke, du ved, at en abort forekommer de færreste kvinder at være en fuldstændigt uproblematisk løsning? 

Lullaby skriver:

Det forstår jeg ikke. Hvordan kan du mene at du ikke valgte barnet men i stedet valgte du ikke abort? Så kunne du jo have bortadopteret.. Sat på spidsen..

Hvis det havde været omvendt havde jeg bedt om skilsmisse. Så stærkt ville jeg have følt. Det kan godt være at jeg havde været blevet far alligevel men jeg havde valgt dig fra. 

Jeg tror faktisk når jeg tænker over det, hvis min mand havde været så kategorisk så han ville bede om skilsmisse grundet jeg ville have svært ved abort så ville jeg nå at bede om den før ham og havde egentlig nok slet ikke giftet mig med ham 

Mor og meget mere skriver:

Der har jeg det modsat: Hvis min mand ikke kunne tage imod et barn, vi ikke havde planlagt, og gjorde mig det klart, at de var ham eller en abort, ville jeg vælge barnet. Jeg ville hverken kunne tilgive ham eller mig selv for en abort. Og for mig er det helt ude i yderste teoriplan, at ham, der elsker mig, og som har fået tre børn med mig, ikke ville komme til at elske barnet himmelhøjt, uanset, om det ikke oprindeligt var ønsket. 

For mig - og, er jeg overbevist om, også min mand - er der virkeligheden til forskel på i tankerne ikke at ønske sig et barn mere og på ikke at elske et sprællevende barn, når det først er kommet til verden. 

Dette med forbehold for helt ekstraordinære forhold som depression, fysisk sygdom eller oplevelsen af, at der i forvejen ikke er overskud til de børn, man har. 

Enig og kan slet ikke forestille mig min mand ville være så kategorisk. Og var han så ville jeg måske endda både fravælge ham og barnet (hvis jeg kunne gennemføre en abort). Et menneske som så verden så sort/hvid og som stillede mig ultimatummer tror jeg, at jeg ville have svært ved at leve sammen med. 

Det er ikke fordi jeg synes man har mere ret til at beholde barnet end kræve aborten, men fordi vi her hjemme ikke opererer med ultimatummer. 

Personligt kunne jeg ikke længere fravælge et barn fordi det ikke lige passede ind i mit liv. Var jeg der hvor mit eneste valg var abort var det virkelig et absolut og jeg ville ikke kunne leve med så at tilvælge et barn kort tid efter.

Og da jeg stod i det kendte jeg min mand godt nok til at vide han er verdens bedste far og han ville elske alle de børn vi fik, men måske ikke mig. Så frygtede aldrig mit barn ikke ville blive elsket.