Manden siger stop.....MEN

Lullaby skriver:

Dejligt for jer. Jeg tror at min mand havde bedt om skilsmisse af den grund at han ville føle at det her forhold kun handlede om mig, ikke gensidig respekt og tillid. Og af den grund er jeg glad for at han et min.

Til yvende og sidst må de forskellige holdninger vel bunde i, at din mand og du ved, du ville kunne leve med at gennemgå en abort. Hvis det ikke var tilfældet, ville der ikke være meget respekt i at bede dig stå det igennem. Umiddelbart studsede jeg over din brug af ordet tillid - tillid til hvad? Til at kvinden i et forhold ville være klar til at bringe så stort et offer for mandens skyld? For mig ville det være et tillidsbrud, jeg ikke ville være i stand til at tilgive, hvis min mand mente, jeg skulle have en abort. Men igen - når du føler anderledes omkring abort, er sagen selvfølgelig en anden, og jeg vil ikke stille spørgsmålstegn ved, at det er jeres virkelighed. 

Omvendt, hvis det forholder sig sådan, at kvinden under ingen omstændigheder kan leve med abort, må du vel også kunne følge, at situationen er en helt anden, og at det ville være en urimelig høj pris for hende at betale for hans skyld? Og så håber jeg, din formulering om, at forholdet - hvis du nægtede abort - kun handlede om dig, ikke er en almen betragtning, men netop gælder dig og din mand. Alternativt siger du jo indirekte, at det er et udtryk for egoisme, hvis ikke mandens ord om abort er lov, og kvinden retter ind - og det er der jo ikke meget gensidig respekt over. 

Mor og meget mere skriver:

Til yvende og sidst må de forskellige holdninger vel bunde i, at din mand og du ved, du ville kunne leve med at gennemgå en abort. Hvis det ikke var tilfældet, ville der ikke være meget respekt i at bede dig stå det igennem. Umiddelbart studsede jeg over din brug af ordet tillid - tillid til hvad? Til at kvinden i et forhold ville være klar til at bringe så stort et offer for mandens skyld? For mig ville det være et tillidsbrud, jeg ikke ville være i stand til at tilgive, hvis min mand mente, jeg skulle have en abort. Men igen - når du føler anderledes omkring abort, er sagen selvfølgelig en anden, og jeg vil ikke stille spørgsmålstegn ved, at det er jeres virkelighed. 

Omvendt, hvis det forholder sig sådan, at kvinden under ingen omstændigheder kan leve med abort, må du vel også kunne følge, at situationen er en helt anden, og at det ville være en urimelig høj pris for hende at betale for hans skyld? Og så håber jeg, din formulering om, at forholdet - hvis du nægtede abort - kun handlede om dig, ikke er en almen betragtning, men netop gælder dig og din mand. Alternativt siger du jo indirekte, at det er et udtryk for egoisme, hvis ikke mandens ord om abort er lov, og kvinden retter ind - og det er der jo ikke meget gensidig respekt over. 

Du fik lige skrevet det jeg mente men med de rigtige ord 

Momo skriver:

Nu bider jeg lidt mærke i af du skriver at du er bange for at du vil føle et had til ham hvis du får en abort fordi han ikke ønsker det, men hvad med omvendt er du ikke bange for hvad han begynder at føle hvis du påtvinger ham et barn som han ikke ønsker? 

Du kan jo ikke sige hvad han føler inde i hoved, du kan jo ikke være sikker på at han har overskud til et barn mere det er da kun ham der kan mærke det. 

Er du klar til at risikere din familie for et barn mere og MÅSKE ende med at blive alene mor til 4 børn, alle at din mand føler sig for presset og går ned med stress eller fødselsdep? 

Jeg har ALTID sagt at jeg aldrig ville kunne få en abort aldrig. Men i maj stod jeg alligevel i den situation, min mand var lige frem bange for mit valg, men selvfølgelig fik jeg det fjernet det ville ikke være godt for vores familie at få et barn som ikke var ønsket fra den ene partner det er bare ikke fær! 

Og jeg har det fint med det, selvfølgelig var det hård med det var det eneste rigtige! 

Man er en familie, og man skal være enige og fælles om så store beslutninger. Selv om det er i vores krop, er det altså lige så hård for de kære mænd som bare INTET kan gøre til eller fra 

Ja, man skal/bør være enige - men det gælder vel også en abort? Skrækscenarierne om stress og fødselsdepression modsvares jo af frygten for, at kvinden går psykisk ned pga. en abort, hun ikke ønsker, og at hun aldrig vil være i stand til at tilgive sin mand for det offer, hun har bragt. 

Når enigheden ikke er opnåelig, må en af parterne leve med, at det ikke blev, som han eller hun ønskede. Der kan jeg ikke finde nogen facitliste over, hvem der har mest ret eller lov til at få sit ønske tvunget igennem. Ikke generelt - i mit tilfælde ville en abort være utænkelig, i dit tilfælde var det et valg, du kunne leve med, og sådan forholder det sig jo forskelligt for hvert eneste par, der står i den situation. 

Hedder det ikke 1-2 mange 

Har du snakket med ham endnu?? måske er det ikke så slemt..

Og måske skulle i snakke om at han skulle steriliseret hvis han virkelig ikke vil have flere børn.

Og til jer andre derude.. en abort er et svært valg og det skal det også være. Og man skal kunne leve med sig selv begefter.. ikke alle kan det.

Dorrit skriver:

Hedder det ikke 1-2 mange 

 

Har du snakket med ham endnu?? måske er det ikke så slemt..

Og måske skulle i snakke om at han skulle steriliseret hvis han virkelig ikke vil have flere børn.

Og til jer andre derude.. en abort er et svært valg og det skal det også være. Og man skal kunne leve med sig selv begefter.. ikke alle kan det.

Men det at få et barn når en part ikke ønsker det, er også et svært valg? Hvis manden nu altid vil bearbejde hende det, og barnet aldrig bliver ønskebarn, deres ægteskab går i opløsning og de yderligere 3 børn også lider under det ? Jeg synes den er svær, og man kan ikke KUN tænke på kvinden her, der er også 3 børn og en mand der vil blive påvirket, så egoistisk må man ikke tænke.

M&J87 skriver:

Men det at få et barn når en part ikke ønsker det, er også et svært valg? Hvis manden nu altid vil bearbejde hende det, og barnet aldrig bliver ønskebarn, deres ægteskab går i opløsning og de yderligere 3 børn også lider under det ? Jeg synes den er svær, og man kan ikke KUN tænke på kvinden her, der er også 3 børn og en mand der vil blive påvirket, så egoistisk må man ikke tænke.

Men det gælder jo hele vejen rundt. Der er en familie at tage hensyn til og der står to voksne mennesker som sammen skal finde ud af hvordan man får det bedste ud af en møg situation - måske er der ikke det gode valg. For ligesom manden måske kan bebrejde sin kone det ekstra barn hele livet kan konen også bebrejde manden for aborten hele livet - og begges følelser er lige meget værd. At fravælge barnet eller tilvælge barnet er for og at se lige egoistisk for det handler om ønsker, formåen og hvad man tror der vil ske.

Fr mig feks. Handlede det om jeg skulle formå at være mor, jeg havde kæmpet for at blive mor igen med hud og hår, kæmpet for at tro på mig som mor igen - jeg vidste det var skrøbeligt, og det at være en god mor ikke bare er noget man er uafhængigt, men noget som afhænger af hvordan man har det. Havde jeg så haft en mand (og heldigvis havde jeg ikke det) som argumenterede for at jeg var mere egotistisk end ham hvis jeg valgte at få barnet, så kunne jeg have valgt at følge hans ønske og få en abort, med den risiko (som jeg helhjertet tror ikke blot var en risiko men næsten en sikkerhed), at jeg brød sammen bagefter, at en sorg og ikke mindst et traume blev et stort åbent sår igen - måske var det dråben der gjorde bægeret flød over og jeg ikke længere kunne vælge livet (for puha det har været et svært valg) eller lidt mindre drastisk dråben der gjorde jeg ikke kunne finde mig selv hverken som Line eller mor. Så måske gik min mand ikke fra mig, men måske forsvandt jeg som mor i en periode, og måske ville det også ende i et brud.

Det er ikke et tænkt eksempel, men alligevel brugt som eksempel på verden altså ikke er sort og hvid - at fravælge abort ikke er alene er et egoistisk ønske om en lille baby, men et egoistisk ønske om at kunne fortsætte med at fungere. Og måske vil det for nogen forhold betyde opbrud hvis man bliver gravid uden for nummer fordi begge parter ikke kan leve med dens anden valg, og måske er forholdet så stærkt så det kan overleve. Måske kan man i dialog finde den løsning der gør man kan blive gamle og grå sammen og måske ikke. Der er ikke for mig en simpel opskrift og jeg ville aldrig hverken presse et barn ned over en der ikke ønskede det, men jeg ville så sandelig heller ikke presse en abort igennem med en der ikke ønskede det.....

Mor og meget mere skriver:

Ja, man skal/bør være enige - men det gælder vel også en abort? Skrækscenarierne om stress og fødselsdepression modsvares jo af frygten for, at kvinden går psykisk ned pga. en abort, hun ikke ønsker, og at hun aldrig vil være i stand til at tilgive sin mand for det offer, hun har bragt. 

Når enigheden ikke er opnåelig, må en af parterne leve med, at det ikke blev, som han eller hun ønskede. Der kan jeg ikke finde nogen facitliste over, hvem der har mest ret eller lov til at få sit ønske tvunget igennem. Ikke generelt - i mit tilfælde ville en abort være utænkelig, i dit tilfælde var det et valg, du kunne leve med, og sådan forholder det sig jo forskelligt for hvert eneste par, der står i den situation. 

Det siger jeg da bestemt heller ikke. Vi er alle forskellige. Men nu synes jeg vedkommet snakker lidt for mandens side af at hun ved at han vil elsker det osv men der er bare meget mere der spiller ind og jeg synes ikke det lyder som om det snakket ordentligt igennem men det jo bare sådan jeg ser det. Hvad angår mig ja så var det et valg og heldigvis er der altid et valg  Jeg ville ikke kunne leve med at påtvinge manden et barn mod hans ønske så enkelt er det bare. 

Men for dette vedkomme elsker hun 100% børnene mere end manden som hun skriver. 

For mit vedkomme elsker jeg livet sammen med manden og børnene og ville ikke undvære nogen af dem så vil jeg heller prise mig lykkelig for de 2 børn han har givet mig  end at pådutte ham et barn mere som han absolut ikke ønsker 

Men beslutningen er taget, så det jo dejligt for hende og jeg håber det kommer til at forløbe som det skal  Men derfor har jeg vel stadig ret til min mening 

M&J87 skriver:

Men det at få et barn når en part ikke ønsker det, er også et svært valg? Hvis manden nu altid vil bearbejde hende det, og barnet aldrig bliver ønskebarn, deres ægteskab går i opløsning og de yderligere 3 børn også lider under det ? Jeg synes den er svær, og man kan ikke KUN tænke på kvinden her, der er også 3 børn og en mand der vil blive påvirket, så egoistisk må man ikke tænke.

Lige præcis der er også 3 børn og det ene er kun 4 måned gammelt er det klart til allerede at blive storebror/søster 

Momo skriver:

Nu bider jeg lidt mærke i af du skriver at du er bange for at du vil føle et had til ham hvis du får en abort fordi han ikke ønsker det, men hvad med omvendt er du ikke bange for hvad han begynder at føle hvis du påtvinger ham et barn som han ikke ønsker? 

Du kan jo ikke sige hvad han føler inde i hoved, du kan jo ikke være sikker på at han har overskud til et barn mere det er da kun ham der kan mærke det. 

Er du klar til at risikere din familie for et barn mere og MÅSKE ende med at blive alene mor til 4 børn, alle at din mand føler sig for presset og går ned med stress eller fødselsdep? 

Jeg har ALTID sagt at jeg aldrig ville kunne få en abort aldrig. Men i maj stod jeg alligevel i den situation, min mand var lige frem bange for mit valg, men selvfølgelig fik jeg det fjernet det ville ikke være godt for vores familie at få et barn som ikke var ønsket fra den ene partner det er bare ikke fær! 

Og jeg har det fint med det, selvfølgelig var det hård med det var det eneste rigtige! 

Man er en familie, og man skal være enige og fælles om så store beslutninger. Selv om det er i vores krop, er det altså lige så hård for de kære mænd som bare INTET kan gøre til eller fra 

Man kan jo også vende spørgsmålet er om og spørge manden: er du klar til at risikere din familie og blive alenefar med 3 børn og den kvinde du elsker går ned med depression eller stress eller hader dig for det du fik hende til. For det kan man jo også få af at få en abort der er uønsket.

Det er en lorte situation når man ikke kan tale sig frem til en løsning, når ikke den ene part kan se en åbning og enten kan se sig selv afslutte en graviditet eller blive far igen. Men begge følelser er lige legale, vejer lige meget på vægtskålen - farens manglende overskud er ikke mere tungsvejende end morens følelelse af abort er helt forkert. Eneste er manden her trækker det korteste strå for han kan ikke gennemføre en abort uden kvindens besyv hvor i mod kvinden kan gennemføre en graviditet uden mandens besyv og sådan er det og da heldigvis det er da godt vi ikke kan lave tvangsaborter i DK.

Det er jo fantastisk og den bedste løsning hvis man som jer kan finde løsningen, og du kunne gennemføre en abort og have det godt med det. Jeg har selv tidligere gennemført en abort og haft det godt med det, men jeg ved jeg ikke kunne nu og jo jeg risikerede hellere mit ægteskab end min egen psykiske sundhed for tror mine børn har bedre af skilsmisse end en mor der ender med indlæggelse 

Momo skriver:

Det siger jeg da bestemt heller ikke. Vi er alle forskellige. Men nu synes jeg vedkommet snakker lidt for mandens side af at hun ved at han vil elsker det osv men der er bare meget mere der spiller ind og jeg synes ikke det lyder som om det snakket ordentligt igennem men det jo bare sådan jeg ser det. Hvad angår mig ja så var det et valg og heldigvis er der altid et valg  Jeg ville ikke kunne leve med at påtvinge manden et barn mod hans ønske så enkelt er det bare. 

Men for dette vedkomme elsker hun 100% børnene mere end manden som hun skriver. 

For mit vedkomme elsker jeg livet sammen med manden og børnene og ville ikke undvære nogen af dem så vil jeg heller prise mig lykkelig for de 2 børn han har givet mig  end at pådutte ham et barn mere som han absolut ikke ønsker 

Men beslutningen er taget, så det jo dejligt for hende og jeg håber det kommer til at forløbe som det skal  Men derfor har jeg vel stadig ret til min mening 

Har jeg skrevet, du ikke har ret til din mening?