Manden siger stop.....MEN

lineog4 skriver:

Man kan jo også vende spørgsmålet er om og spørge manden: er du klar til at risikere din familie og blive alenefar med 3 børn og den kvinde du elsker går ned med depression eller stress eller hader dig for det du fik hende til. For det kan man jo også få af at få en abort der er uønsket.

Det er en lorte situation når man ikke kan tale sig frem til en løsning, når ikke den ene part kan se en åbning og enten kan se sig selv afslutte en graviditet eller blive far igen. Men begge følelser er lige legale, vejer lige meget på vægtskålen - farens manglende overskud er ikke mere tungsvejende end morens følelelse af abort er helt forkert. Eneste er manden her trækker det korteste strå for han kan ikke gennemføre en abort uden kvindens besyv hvor i mod kvinden kan gennemføre en graviditet uden mandens besyv og sådan er det og da heldigvis det er da godt vi ikke kan lave tvangsaborter i DK.

Det er jo fantastisk og den bedste løsning hvis man som jer kan finde løsningen, og du kunne gennemføre en abort og have det godt med det. Jeg har selv tidligere gennemført en abort og haft det godt med det, men jeg ved jeg ikke kunne nu og jo jeg risikerede hellere mit ægteskab end min egen psykiske sundhed for tror mine børn har bedre af skilsmisse end en mor der ender med indlæggelse 

Man skal gøre hvad man har det bedst med  og jeg siger på intet tidspunkt at det hun gør er forkert. Jeg fortæller bare hvad jeg ville gøre 

Jeg tænker nu mest på de tre børn, at have tre børn hvor den ældste er 3 år, og så få et 4 barn, sådan at man har 4 børn på under 4 år, det synes jeg sgu ærligt at er synd for de andre børn.. Så selvom jeg også er imod abort, så tror jeg at jeg ville vælge det alligevel og fokusere mere på de tre små børn jeg har i forvejen, men det er jo bare min mening 

UPDATE!

 

Jeg satte mig ned med manden da ungerne var puttet og forklarede ham at jeg slet ikke kunne gå gennem en abort,at have 3 små mirakler også vælge et 4. fra, det ville jeg ikke kunne bære, men at jeg også godt kunne forstå hvis han ikke magtede et 4. barn, derfor måtte han gå i tænkeboks om hvad han ville, om han ville ud af ægteskabet eller om han ville blive

Imorges meldte han klart ud, at han slet ikke havde tænkt tanken om at blive skilt trods et 4. barn, han var rystet over jeg troede at "sådan noget" kunne slå vores liv sammen i stykker

Han vil hellere end gerne være en del af vores liv, selvom der kommer et 4. barn, som han sagde "det jo ikke nogens skyld, der er en mening med alting".

Så næste år har vi 4 børn fra 4 år og ned

 

Anonym skriver:

UPDATE!

 

Jeg satte mig ned med manden da ungerne var puttet og forklarede ham at jeg slet ikke kunne gå gennem en abort,at have 3 små mirakler også vælge et 4. fra, det ville jeg ikke kunne bære, men at jeg også godt kunne forstå hvis han ikke magtede et 4. barn, derfor måtte han gå i tænkeboks om hvad han ville, om han ville ud af ægteskabet eller om han ville blive

Imorges meldte han klart ud, at han slet ikke havde tænkt tanken om at blive skilt trods et 4. barn, han var rystet over jeg troede at "sådan noget" kunne slå vores liv sammen i stykker

Han vil hellere end gerne være en del af vores liv, selvom der kommer et 4. barn, som han sagde "det jo ikke nogens skyld, der er en mening med alting".

Så næste år har vi 4 børn fra 4 år og ned

 

Hvor dejligt at læse :-)

Mor og meget mere skriver:

Til yvende og sidst må de forskellige holdninger vel bunde i, at din mand og du ved, du ville kunne leve med at gennemgå en abort. Hvis det ikke var tilfældet, ville der ikke være meget respekt i at bede dig stå det igennem. Umiddelbart studsede jeg over din brug af ordet tillid - tillid til hvad? Til at kvinden i et forhold ville være klar til at bringe så stort et offer for mandens skyld? For mig ville det være et tillidsbrud, jeg ikke ville være i stand til at tilgive, hvis min mand mente, jeg skulle have en abort. Men igen - når du føler anderledes omkring abort, er sagen selvfølgelig en anden, og jeg vil ikke stille spørgsmålstegn ved, at det er jeres virkelighed. 

Omvendt, hvis det forholder sig sådan, at kvinden under ingen omstændigheder kan leve med abort, må du vel også kunne følge, at situationen er en helt anden, og at det ville være en urimelig høj pris for hende at betale for hans skyld? Og så håber jeg, din formulering om, at forholdet - hvis du nægtede abort - kun handlede om dig, ikke er en almen betragtning, men netop gælder dig og din mand. Alternativt siger du jo indirekte, at det er et udtryk for egoisme, hvis ikke mandens ord om abort er lov, og kvinden retter ind - og det er der jo ikke meget gensidig respekt over. 

Nu synes jeg du lægger ord i min mund. Hvis man bruger prævention er det jo fordi man er enige i, at der ikke skal flere børn ind i forholdet, Ellers ville hun jo ikke bruge det, går jeg ud fra.
Derfor synes jeg at det er et brud på den tillid der er i ens forhold hvis uheldet er ude og man derfor pludselig er gravid og vil beholde barnet. Det er jo det samme som at love noget og så pludselig ombestemme sig og manden intet har at skulle sagt. I mit tilfælde ville min mand stejle fuldkomment. Så vil han hellere skilles end at bøje af mod sin vilje.
Og det vil jeg faktisk ikke bebrejde ham for.
Jeg synes da også at jeg skrev meget tydeligt at det omhandlede mit eget forhold?
Jeg kan ikke stille mig til dom overfor andres forhold men derfor kan jeg godt have min egen mening.
Hun elsker sine børn mere end sin mand skriver hun jo og derfor er der jo heller ikke intet at diskutere. Jeg ved bare, at omvendt ville jeg sige at vores forhold alligevel var dødsdømt hvis der intet var at sige til det uheld. Så ville jeg føle at min holdning, mening og min kærlighed ikke var gengældt. Bare min mening.

Anonym skriver:

UPDATE!

 

Jeg satte mig ned med manden da ungerne var puttet og forklarede ham at jeg slet ikke kunne gå gennem en abort,at have 3 små mirakler også vælge et 4. fra, det ville jeg ikke kunne bære, men at jeg også godt kunne forstå hvis han ikke magtede et 4. barn, derfor måtte han gå i tænkeboks om hvad han ville, om han ville ud af ægteskabet eller om han ville blive

Imorges meldte han klart ud, at han slet ikke havde tænkt tanken om at blive skilt trods et 4. barn, han var rystet over jeg troede at "sådan noget" kunne slå vores liv sammen i stykker

Han vil hellere end gerne være en del af vores liv, selvom der kommer et 4. barn, som han sagde "det jo ikke nogens skyld, der er en mening med alting".

Så næste år har vi 4 børn fra 4 år og ned

 

Hvor er det skønt.... Godt I fik talt og tænkte egentlig nok at de fleste mænd ikke ville gå fra deres familie grundet et uheld som man jo ikke har nogen skyld i. 

Lullaby skriver:

Nu synes jeg du lægger ord i min mund. Hvis man bruger prævention er det jo fordi man er enige i, at der ikke skal flere børn ind i forholdet, Ellers ville hun jo ikke bruge det, går jeg ud fra.
Derfor synes jeg at det er et brud på den tillid der er i ens forhold hvis uheldet er ude og man derfor pludselig er gravid og vil beholde barnet. Det er jo det samme som at love noget og så pludselig ombestemme sig og manden intet har at skulle sagt. I mit tilfælde ville min mand stejle fuldkomment. Så vil han hellere skilles end at bøje af mod sin vilje.
Og det vil jeg faktisk ikke bebrejde ham for.
Jeg synes da også at jeg skrev meget tydeligt at det omhandlede mit eget forhold?
Jeg kan ikke stille mig til dom overfor andres forhold men derfor kan jeg godt have min egen mening.
Hun elsker sine børn mere end sin mand skriver hun jo og derfor er der jo heller ikke intet at diskutere. Jeg ved bare, at omvendt ville jeg sige at vores forhold alligevel var dødsdømt hvis der intet var at sige til det uheld. Så ville jeg føle at min holdning, mening og min kærlighed ikke var gengældt. Bare min mening.

Betyder brug af prævention i dine øjne, at kvinden implicit har lovet at få en abort, hvis præventionen svigter? For mig er der tale om en helt ny og uventet situation, som vi så måtte tage stilLing til. Når jeg bruger prævention, er det ikke et udtryk for et løfte til min mand om, at abort er næste, naturlige skridt. Det er udelukkende en bestræbelse på ikke at blive gravid. 

Jeg synes, du lægger et kolossalt ansvar på kvinder, hvis det er udtryk for løftebrud og at ombestemme sig ikke at være parat til en abort, blot fordi man har sagt ja til prævention. Og så synes jeg generelt, at man bør være åben for, at livet indimellem kommer bag på en og afviger fra masterplanen, og at man i sådanne situationer som par som minimum må tage sin beslutning "fra scratch" i stedet for som en selvfølge at køre på principper og implicitte aftaler. 

Personligt tror jeg så heller ikke, at ret mange mænd i faste forhold opfatter det som en naturlov, at kvinden får en abort, hvis præventionen svigter. 

Om ikke andet understreger debatten her da, at det er en rigtigt god ide som par at have talt om konsekvenserne af en ufrivillig graviditet, før man evt. står i situationen. Jeg vil heller ikke synes, det er fair over for manden, hvis kvinden på intet tidspunkt har fortalt ham, at en abort for hendes vedkommende er udelukket. 

Anonym skriver:

UPDATE!

 

Jeg satte mig ned med manden da ungerne var puttet og forklarede ham at jeg slet ikke kunne gå gennem en abort,at have 3 små mirakler også vælge et 4. fra, det ville jeg ikke kunne bære, men at jeg også godt kunne forstå hvis han ikke magtede et 4. barn, derfor måtte han gå i tænkeboks om hvad han ville, om han ville ud af ægteskabet eller om han ville blive

Imorges meldte han klart ud, at han slet ikke havde tænkt tanken om at blive skilt trods et 4. barn, han var rystet over jeg troede at "sådan noget" kunne slå vores liv sammen i stykker

Han vil hellere end gerne være en del af vores liv, selvom der kommer et 4. barn, som han sagde "det jo ikke nogens skyld, der er en mening med alting".

Så næste år har vi 4 børn fra 4 år og ned

 

Dejligt, at I er nået til enighed. Det bliver uden tvivl hårdt arbejde med fire små børn, men det væsentligste er, at I går ind i "projektet" i enighed. 

Og så forstår jeg udmærket, at din mand er overvældet, og at han har haft brug for tid til at fordøje situationen. Det er nemlig lige præcis ikke nogens skyld. 

Mor og meget mere skriver:

Betyder brug af prævention i dine øjne, at kvinden implicit har lovet at få en abort, hvis præventionen svigter? For mig er der tale om en helt ny og uventet situation, som vi så måtte tage stilLing til. Når jeg bruger prævention, er det ikke et udtryk for et løfte til min mand om, at abort er næste, naturlige skridt. Det er udelukkende en bestræbelse på ikke at blive gravid. 

Jeg synes, du lægger et kolossalt ansvar på kvinder, hvis det er udtryk for løftebrud og at ombestemme sig ikke at være parat til en abort, blot fordi man har sagt ja til prævention. Og så synes jeg generelt, at man bør være åben for, at livet indimellem kommer bag på en og afviger fra masterplanen, og at man i sådanne situationer som par som minimum må tage sin beslutning "fra scratch" i stedet for som en selvfølge at køre på principper og implicitte aftaler. 

Personligt tror jeg så heller ikke, at ret mange mænd i faste forhold opfatter det som en naturlov, at kvinden får en abort, hvis præventionen svigter. 

Om ikke andet understreger debatten her da, at det er en rigtigt god ide som par at have talt om konsekvenserne af en ufrivillig graviditet, før man evt. står i situationen. Jeg vil heller ikke synes, det er fair over for manden, hvis kvinden på intet tidspunkt har fortalt ham, at en abort for hendes vedkommende er udelukket. 

Ja det synes jeg. Selvfølgelig kan man da snakke om det, forhåbentligt. Men jeg synes at der ligger en aftale måske explicit i det at bruge prævention, at man ikke vil have flere børn. I hvert fald ikke nu. Derfor bruger man prævention.
Ja det kan godt være at jeg lægger et ansvar over på kvinder. Men det er jo også dem der kan trække tingene ned over de mænd der ikke er interesseret i børn. Så derfor synes jeg, at hvis man er i et forhold, og den ene part klart har meldt ud, at han ikke er interesseret i flere børn, så synes jeg at det er mangel på respekt hvis man ignorerer det og siger, nå tak for dit input, men eftersom det er mig der skal gennemgå en abort så siger jeg nej.
Jeg kan godt høre, at vi er rigtig langt fra hinanden her.
Selvfølgelig kan man da snakke om tingene men jeg synes ikke at kvinden her er villig til at snakke om tingene. Jeg elsker mine børn mere. At manden så finder sig i det, er jo fair nok. Der er vi så bare forskellige. Jeg er så bare glad for, at min mand ikke ville.

Lullaby skriver:

Ja det synes jeg. Selvfølgelig kan man da snakke om det, forhåbentligt. Men jeg synes at der ligger en aftale måske explicit i det at bruge prævention, at man ikke vil have flere børn. I hvert fald ikke nu. Derfor bruger man prævention.
Ja det kan godt være at jeg lægger et ansvar over på kvinder. Men det er jo også dem der kan trække tingene ned over de mænd der ikke er interesseret i børn. Så derfor synes jeg, at hvis man er i et forhold, og den ene part klart har meldt ud, at han ikke er interesseret i flere børn, så synes jeg at det er mangel på respekt hvis man ignorerer det og siger, nå tak for dit input, men eftersom det er mig der skal gennemgå en abort så siger jeg nej.
Jeg kan godt høre, at vi er rigtig langt fra hinanden her.
Selvfølgelig kan man da snakke om tingene men jeg synes ikke at kvinden her er villig til at snakke om tingene. Jeg elsker mine børn mere. At manden så finder sig i det, er jo fair nok. Der er vi så bare forskellige. Jeg er så bare glad for, at min mand ikke ville.

Men så er din mand vel naturligvis også villig til at bruge kondom hver gang? Ellers synes jeg da på ingen måde det er fair overfor dig, hvis uheldet er ude. Og det KAN jo sagtens ske, selvom kvinden bruger prævention!
Mener bare hvis manden virkelig ikke vil have børn, må han jo også selv være villig til at gøre noget for det ikke sker, det er jo ikke kun kvindens ansvar, selvom hun jo "bare" kan få en abort ik. Men okay det er jo heller ik mændene, der bagefter skal ha det dårligt over det..