"Forbudte tanker og følelser" - Intenst at være gravid..

Frk-Lotusblomst skriver:

Mange tak.. og kram tilbage til dig søde..

Taaak <3 

Frk-Lotusblomst skriver:

Mange tak søde..
Ja det går nok ikke lige så hurtigt som jeg gerne vil have...
Der var en masse der lige overvældelde mig og fik bægeret til at flyde over...
Nu glæder jeg mig bare virkelig meget til på fredag..

Er sikker på at alt nok skal gå godt på fredag, og at du derefter vil få lidt mere ro i maven! 

Jeg kan godt sætte mig ind i mange af de tanker du har, dog ikke lige det at miste da jeg ikke har prøvet det... 

Jeg havde selv nogle af tankerne både første og anden gang...  Det sværeste var om jeg nu også var klar til at få første barn osv osv... 

Tror det er meget normalt at have det sådan... 

Jeg tror helt bestemt Du/I er klar til at være der for Jeres pige... 

Kæmpe 

Frk-Lotusblomst skriver:

Bliver nødt til at komme ud med mine tanker...Eller hvad man skal kalde det...

Jeg er gravid, 18+2, med ønskebebs, en lille pige.. Som mange af jer sikkert ved, mistede vi desværre 2 gange inden denne graviditet..

Jeg burde være glad.. jeg burde være LYKKELIG!! Jeg burde være overgearet af ren sprudlende energi over at være gravid..
- Virkeligheden er dog en anden... Jeg er såååååå bange....
Bange for at det pludselig skal blive opdaget at det er gået galt igen.. Ingen hjerteaktivitet.. Bange for om der er noget galt med hende, så vi skal tage et svært valg..Virkelig mange for at miste hende...

Når folk siger tillykke med skinger stemme til min kæreste og jeg og han kommer i den der overgearet lykketilstand står jeg bare og trækker forsigtigt på smilebåndet..Føler folk tror jeg ikke ønsker dette.. men det gør jeg jo...Prøver engang imellem at virke overgearet, alt imens tankerne og følelserne løber af med mig indeni.. *PAS NU PÅ MED AT GLÆDE DIG FOR MEGET""* Jeg er bare sååå bange for at knytte mig til hende.. Bange for at tro på det.. Bange for at blive til grin igen..
Og jeg SKAMMER mig forfærdeligt over det...

Har netop lagt 30 min på sofaen hvor der har været gang i lillepigen.. Men hver gang hun så er stille igen tænker jeg: "Var det nu også hende, pas nu på med ikke at tro for meget for du bliver så meget til grin når i til MD-scanningen opdager hun har været "gået til" siden uge 16.. "..

Min kæreste er hurtigt ude med indkøb og indretning. Vi havde købt mange ting mellem de mislykkede graviditeter og nu er vi faktisk næsten færdige.. Han har samlet møbler osv. der står klar på værelset.. Jeg hopper bare med på det, men det trækker indeni mig.. Tænk nu hvis det heller ikke går denne gang..

Så får jeg tankerne - er jeg overhovedet klar til det her? Kan jeg magte at blive mor? Tvivlen overvælder mig?! og når tankerne har lagt sig, tænker jeg: Gad vide om hun nu dør, fordi jeg har haft de tanker...- Skal jeg straffes for det...

Alt hvad jeg gør og tænker analyserer jeg til om det kan påvirke graviditeten så vi igen mister........ Jeg håber den snartkommende MD-scanning kan give mig noget ro.. At den viser alt er ok.. At jeg der kan begymde at knytte mig til det skønne væsen der vokser indeni mig.. Gud hvor ejg skammer mig...
Hvorfor skal jeg være såååå bange.......

Sidder med tårer i øjnene, for det er hårdt at skrive dette.. En erkendelse af at tabene stadig sidder tungt i mig på trods af at jeg troede alt ville blive godt når jeg blev gravid igen.. Men frygten sidder i mig og skaber mere distance mellem os end bånd... :/
Alt imens min lille livlige pige giver mig nogen kærlige puf i mavsen og jeg så alligevel trækker på smilebåndene og ligger hånden på maven...Og så kommer den der lille "stemme" igen og siger. *Pas nu på, for er det nu virkelig hende*...

Vil ikke så meget med dette.. Nok bare få det ud..

Jeg har ikke prøvet at miste (fuck hvor må det være hårdt), men jeg var igennem en operation og 4 IVF forsøg før det efter 2 år lykkedes at blive gravid.

Jeg var så bange for at miste. Og da jeg omkring uge 18 begyndte at få ekstremt mange plukkeveer blev den frygt bare værre og værre. Indtil jeg nåede hen omkring de 2 sidste måneder, hvor jeg bare kunne slappe af og nyde det.

Dine følelser er HELT normale og forståelige.

Og en anden ting. Da min dreng så kom til verden, fik jeg slet ikke den der altoverskyggende kærlighedsfølelse som folk snakker om. Jeg var nok lidt i chok - voldsom bristning, manglende søvn, problematisk amning o.s.v. Jeg havde svært ved at forholde mig til min søn og jeg var sikker på at han kunne mærke hvordan jeg havde det.

Jeg havde det virkelig dårligt den første måned, indtil jeg fik snakket med min SP om mine følelser. Hun sagde at det er meget normalt og at det er endnu mere normalt hos kvinder der har haft svært ved at blive gravide.

Og så kom moderfølelserne og den helt vilde kærlighed bare væltende!

Det var en lang smøre, men jeg ville bare lige sige at det altså også er helt normalt hvis nogle af de øv-agtige følelser følger med dig, også i tiden efter du har født.

Frk-Lotusblomst skriver:

Mange tak for din historie..

Er slet ikke i tvivl om at det er det hele værd når det kommer dertil.. Men jeg tør jo nærmest ikke at tro vi nogensinde kommer dertil hvor man kan kigge på vidunderet og nærmest have "glemt" forløbet..
Men selvfølgelig gør vi det ... Det skal vi bare!

Nej det kan ejg virkelig godt forstå, man tør jo næsten ikke tro på at man kan være så heldig! Forhåbentlig går det over jo længere i din graviditet du kommmer. MEN jeg kan sagtens forstå dig.

KRAM Malene

Frk-Lotusblomst skriver:

Mange tak...

Skiftede dine tanker bare sådan pludselig fra den ene dag til den anden efter mdscanningen?

Ja, nærmest. Det var nogenklunde samtidigt at jeg begyndte at kunne mærke hende hver dag. Det er dejligt trygt. Men går der noget tid, hvor jeg ikke mærker hende, kan jeg godt blive lidt nervøs stadig væk - og sådan vil det nok være resten af tiden.

Men i hvert fald synes jeg, at jeg kan nyde det nu, og glæde mig i stedet for at spekulere. Håber du kommer dertil snart.

Nu har mange godt nok allerede skrevet, men jeg har også lige lyst til at sende nogle venlige tanker

Jeg har også oplevet at komme til NF-scanning for at konstatere at fostret er gået til i 5.-6. uge

Så denne gang tror jeg simpelt hen ikke på, at jeg er gravid før jeg har set det - jeg er i 10.uge nu. Jeg er også sikker på, at vi betaler os fra et par ekstra scanninger.

I øvrigt har familien fået strenge instrukser om, at de ikke må gå i baby-mode før til jul. Jeg er simpelt hen så usikker på, at det hele er som det skal være.

masser af herfra

Frk-Lotusblomst skriver:

Mange tak for din historie...

Ja man kan godt tænke - puuha at du tør udbasunerer det til hele verden .. Men sådan er det at være naiv gravid.. og ejg ville altså godt nok ønske jeg kunne være det og alt ville gå godt...
Men sådan skulle det ikke gå og vores erfaringer og oplevelser er jo med til at forme os..

Er ikke i tvivl om vores små skattebasser vil få megen kærlighed og at vi går hele vejen, selvom den er bumblet er det jo det hele værd.. Vi skal bare lige finde fodfæstet...

Held og lykke med graviditeten..

Mange tak for dit søde svar.

Det ord naiv-gravid er jeg ret vild med... det vil jeg holde fast i. Det er et godt ord at tænke for mig selv, når jeg bliver små-mobset på evt. min kusine når jeg føler, hun tager sin graviditet for givet.

Jeg vil dog gå skridtet videre at kalde hende ignorant-gravid, fordi hun ved fra mig, hvad der kan ske, men vælger ikke at forholde sig til det. Ignorance er normalt en dårlig ting, men i dette tilfælde tror jeg faktisk, det er super sundt for hende.

 for at vi begge finder fodfæstet snart, og mulighed for at være lidt mere naive og glemme den barske virkelighed bare lidt tid af gangen.

Frk-Lotusblomst skriver:

Mange tak søde...

Jeg ved også godt jeg bliver en god mor.. jeg skal abre have samling på min frygt...

Jeg har nemlig gang i rigtig mange ting lige nu. Der er meget der kører rundt i hovedet.. og jeg er bare så bange for jeg har gang i for meget, men hvordan skal jeg dog skære ned på det?!?!?. :/

Sig endelig til, hvis du vil snakke en dag

Frk-Lotusblomst skriver:

Det beroligerer mig at jeg ikke er ene om disse tanker.. for jeg synes virkelig de er forbudte, selvom jeg jo godt ved de for mange ikke kan undgåes..

Men du ahr nok ret i at båndet allerede er der, og at der bare er en forsvarsmekanisme at lade som om det ikke er...

Jeg ahr allerede fået det bedre ang. tankerne ved at få det ned på skrift.. tror virkelig jeg havde brug for at komme ud med det og ikke gå og dunke mig selv i hovedet og få det ophobet indeni...

Godt du har fået det bedere... 

hvornåR skulle du til Md?