"Forbudte tanker og følelser" - Intenst at være gravid..

Bliver nødt til at komme ud med mine tanker...Eller hvad man skal kalde det...

Jeg er gravid, 18+2, med ønskebebs, en lille pige.. Som mange af jer sikkert ved, mistede vi desværre 2 gange inden denne graviditet..

Jeg burde være glad.. jeg burde være LYKKELIG!! Jeg burde være overgearet af ren sprudlende energi over at være gravid..
- Virkeligheden er dog en anden... Jeg er såååååå bange....
Bange for at det pludselig skal blive opdaget at det er gået galt igen.. Ingen hjerteaktivitet.. Bange for om der er noget galt med hende, så vi skal tage et svært valg..Virkelig mange for at miste hende...

Når folk siger tillykke med skinger stemme til min kæreste og jeg og han kommer i den der overgearet lykketilstand står jeg bare og trækker forsigtigt på smilebåndet..Føler folk tror jeg ikke ønsker dette.. men det gør jeg jo...Prøver engang imellem at virke overgearet, alt imens tankerne og følelserne løber af med mig indeni.. *PAS NU PÅ MED AT GLÆDE DIG FOR MEGET""* Jeg er bare sååå bange for at knytte mig til hende.. Bange for at tro på det.. Bange for at blive til grin igen..
Og jeg SKAMMER mig forfærdeligt over det...

Har netop lagt 30 min på sofaen hvor der har været gang i lillepigen.. Men hver gang hun så er stille igen tænker jeg: "Var det nu også hende, pas nu på med ikke at tro for meget for du bliver så meget til grin når i til MD-scanningen opdager hun har været "gået til" siden uge 16.. "..

Min kæreste er hurtigt ude med indkøb og indretning. Vi havde købt mange ting mellem de mislykkede graviditeter og nu er vi faktisk næsten færdige.. Han har samlet møbler osv. der står klar på værelset.. Jeg hopper bare med på det, men det trækker indeni mig.. Tænk nu hvis det heller ikke går denne gang..

Så får jeg tankerne - er jeg overhovedet klar til det her? Kan jeg magte at blive mor? Tvivlen overvælder mig?! og når tankerne har lagt sig, tænker jeg: Gad vide om hun nu dør, fordi jeg har haft de tanker...- Skal jeg straffes for det...

Alt hvad jeg gør og tænker analyserer jeg til om det kan påvirke graviditeten så vi igen mister........ Jeg håber den snartkommende MD-scanning kan give mig noget ro.. At den viser alt er ok.. At jeg der kan begymde at knytte mig til det skønne væsen der vokser indeni mig.. Gud hvor ejg skammer mig...
Hvorfor skal jeg være såååå bange.......

Sidder med tårer i øjnene, for det er hårdt at skrive dette.. En erkendelse af at tabene stadig sidder tungt i mig på trods af at jeg troede alt ville blive godt når jeg blev gravid igen.. Men frygten sidder i mig og skaber mere distance mellem os end bånd... :/
Alt imens min lille livlige pige giver mig nogen kærlige puf i mavsen og jeg så alligevel trækker på smilebåndene og ligger hånden på maven...Og så kommer den der lille "stemme" igen og siger. *Pas nu på, for er det nu virkelig hende*...

Vil ikke så meget med dette.. Nok bare få det ud..

Sødeste Rikkemus Du er så klar til at gennemføre din graviditet - jeres lille prinsesse ser frem til at møde jer for første gang!!

 

Dine tanker er helt ok - i har trods alt været det værste igennem, 2 gange

 

Du må ikke skamme dig over disse tanker, du er blot et menneske - men et virkelig dejlig et af slagsen!!!

 

Hvis der er det mindste, så har du mit nummer - du må bruge det dag og nat smukke....!

 

Kæmpe kram herfra

Du er ikke alene!

Jeg har ikke mistet, men har været i behandling! Jeg er ikke ret langt henne, men hvert et lille stik i maven og jeg sidder fluks på toilettet, for at sikre mig, at jeg ikke bløder! Jeg er så bange for at tro på det, for tænk hvis vi kommer til TS og fortæller, at der ikke er noget liv? Det er slet ikke til at holde ud! Og jeg tror desværre ikke rigtig det bliver bedre lige med det samme... Måske ikke før tidligst ved NF... Puha det er hårdt, især fordi de få mennesker vi har fortalt det til næsten virker mere lykkelige end mig! Jeg har ikke fattet det endnu og til trods for, at det her er noget jeg har ønsket mig i rigtig mange år, så går jeg ind imellem i panik over, om jeg mon også kan finde ud af det med at være mor og hvordan vil det påvirke vores forhold og alt muligt!

Tror og håber på at kroppen forbereder en på alle de bekymringer der følger med at være forældre

Jeg sender masser af og håber du snart får lidt mere ro

Josefine<3 skriver:

Sødeste Rikkemus Du er så klar til at gennemføre din graviditet - jeres lille prinsesse ser frem til at møde jer for første gang!!

 

Dine tanker er helt ok - i har trods alt været det værste igennem, 2 gange

 

Du må ikke skamme dig over disse tanker, du er blot et menneske - men et virkelig dejlig et af slagsen!!!

 

Hvis der er det mindste, så har du mit nummer - du må bruge det dag og nat smukke....!

 

Kæmpe kram herfra

Er helt enig

Ang om man er klar, så tror jeg det er meget få som overhovedet ikke får de tanker, selv havde jeg dem flere gange gennem hver graviditet. Glædede mig, men var samtidig også bange for at der skulle være noget galt. Synes det hjalp efter md og alt der var ok.

Krydser for alt går godt, og det er helt ok at føle som du gør

Kram herfra

Der er ik noget at skamme sig over! Og dine tanker er helt normale! 

Tror da pokker at du så oveni er extra bekymret, når i før har mistet 2 gange! Og er helt sikker på at der ik er nogen som vil grine af dig/ jer, hvis de kender jeres historie! Vh stine

jeg syntes du skal have talt med en prof omkring dine tab... du kan risikere at du ikke engang kan knytte dig til hende når hun er født fordi du er bange for at miste hende.. det er ikke sundt for dig.. 

jeg syntes du skal tage snakken med din læge og din jm. og fortælle 100% hvordan du har det, ligesom du har gjort nu her til os..

fordi du skal selvfølgelig knytte dig til hende. det at du ikke gør er dinegen forsvarsmekanisme for at du ikke selv skal blive såret. og hvis du tillader dig selv ikke at knytte dig, så bliver det sværre igennem resten af din graviditet og måske også når du har født.

så du skal have noget hjælp til at få bearbejdet de tab du har haft i forbindelse med dine MA'er.. 

Stort kram til dig... du skal tillade dig selv at nyde og at glæde dig...  

Frk-Lotusblomst skriver:

Bliver nødt til at komme ud med mine tanker...Eller hvad man skal kalde det...

Jeg er gravid, 18+2, med ønskebebs, en lille pige.. Som mange af jer sikkert ved, mistede vi desværre 2 gange inden denne graviditet..

Jeg burde være glad.. jeg burde være LYKKELIG!! Jeg burde være overgearet af ren sprudlende energi over at være gravid..
- Virkeligheden er dog en anden... Jeg er såååååå bange....
Bange for at det pludselig skal blive opdaget at det er gået galt igen.. Ingen hjerteaktivitet.. Bange for om der er noget galt med hende, så vi skal tage et svært valg..Virkelig mange for at miste hende...

Når folk siger tillykke med skinger stemme til min kæreste og jeg og han kommer i den der overgearet lykketilstand står jeg bare og trækker forsigtigt på smilebåndet..Føler folk tror jeg ikke ønsker dette.. men det gør jeg jo...Prøver engang imellem at virke overgearet, alt imens tankerne og følelserne løber af med mig indeni.. *PAS NU PÅ MED AT GLÆDE DIG FOR MEGET""* Jeg er bare sååå bange for at knytte mig til hende.. Bange for at tro på det.. Bange for at blive til grin igen..
Og jeg SKAMMER mig forfærdeligt over det...

Har netop lagt 30 min på sofaen hvor der har været gang i lillepigen.. Men hver gang hun så er stille igen tænker jeg: "Var det nu også hende, pas nu på med ikke at tro for meget for du bliver så meget til grin når i til MD-scanningen opdager hun har været "gået til" siden uge 16.. "..

Min kæreste er hurtigt ude med indkøb og indretning. Vi havde købt mange ting mellem de mislykkede graviditeter og nu er vi faktisk næsten færdige.. Han har samlet møbler osv. der står klar på værelset.. Jeg hopper bare med på det, men det trækker indeni mig.. Tænk nu hvis det heller ikke går denne gang..

Så får jeg tankerne - er jeg overhovedet klar til det her? Kan jeg magte at blive mor? Tvivlen overvælder mig?! og når tankerne har lagt sig, tænker jeg: Gad vide om hun nu dør, fordi jeg har haft de tanker...- Skal jeg straffes for det...

Alt hvad jeg gør og tænker analyserer jeg til om det kan påvirke graviditeten så vi igen mister........ Jeg håber den snartkommende MD-scanning kan give mig noget ro.. At den viser alt er ok.. At jeg der kan begymde at knytte mig til det skønne væsen der vokser indeni mig.. Gud hvor ejg skammer mig...
Hvorfor skal jeg være såååå bange.......

Sidder med tårer i øjnene, for det er hårdt at skrive dette.. En erkendelse af at tabene stadig sidder tungt i mig på trods af at jeg troede alt ville blive godt når jeg blev gravid igen.. Men frygten sidder i mig og skaber mere distance mellem os end bånd... :/
Alt imens min lille livlige pige giver mig nogen kærlige puf i mavsen og jeg så alligevel trækker på smilebåndene og ligger hånden på maven...Og så kommer den der lille "stemme" igen og siger. *Pas nu på, for er det nu virkelig hende*...

Vil ikke så meget med dette.. Nok bare få det ud..

Sødeste Rikke, er ked af at du har det så svært med graviditeten, og hvis du trænger til en snak eller et knus, så ved du, hvor jeg er.. 

Kæmpe kram til dig!!

Jeg kan ikke forestille mig hvor forfærdeligt det må være, at have mistet.

 

Jeg synes du skal vende den her snak med din jordmor, for jeg tror ikke det er sundt for dig. Og i sidste ende kan det måske gå hen og blive problematisk at knytte dig til din lille pige når hun kommer til verdenen. Og måske en fødselsdepression???

I hvert fald

Der er intet forkert ved de tanker du har. Jeg har ikke mistet og jeg er meeega bange for det og tør heller ikke være rigtig glad. Måske nogle drop in scanninger ville hjælpe og en snak med din jordemoder, så hun kan støtte dig og måske give nogle råd. Mon ikke hun har mødt andre mødre der havde det ligesom dig? :-)

Du har været igennem en masse og jeg glæder mig til at læse om dig og lillepigens rejse sammen.

Stort knus