Det er ganske befriende at læse dit indlæg for kender mange af de tanker du beskriver. Selvom det indtil videre er lykkedes mig at bringe to børn til verden og nu venter endnu en lille til jul, så har jeg aldrig rigtig troet på det før jeg har set dem og sådan har jeg det selvfølgelig også denne gang. Der er jo ingen garantier overhovedet.
Synes det er afsindigt hårdt at være gravid psykisk og ligesom dig er stilheden mellem de dejlige puf og spark fra baby nok til at jeg tit tror at nu er der noget galt. Har mistet en enkelt gang, en SA i slutningen af 11 uge og det var ganske ubehageligt og hårdt at komme over. Og selvom statistikkerne jo generelt er gode når man når over 12 uge og efter MD-scanningen, så er der jo altid den lille risiko resten af graviditeten og ved fødslen og det er tanker jeg ikke kan slippe og tør slet ikke tro på det førend den lille er sikkert ude af maven.
Det er skønt at høre du er kommet så langt med din lille pige og kan sagtens forstå med det du har oplevet at du er ekstra skeptisk. Jeg skal også være den sidste til at komme med "kloge ord" om at nyde din graviditet, for jeg lærer det aldrig rigtig selv. Men har accepteret det som en del af processen og ser det som et tegn på, hvor meget det lille væsen betyder for mig og det gør det lidt nemmere, for jeg ved det hele bunder i den dybe kærlighed til sit barn.
Så synes det er rart at læse det du skriver for det giver enormt meget mening og du sætter ord på noget, som sikkkert mange kvinder føler og som vi må bære rundt på og det kan føles lidt ensomt til tider. Omverdnen ser bare den fine mave og ens kæreste vil aldrig kunne fornemme de ting man gør som bærer af barnet. Men heldigvis kan vi som kvinder forstå hinanden for moderfølesen er jo noget helt universelt.
Held og lykke med lillepigen 
og scanningen og masser af positive tanker herfra.. 
Anmeld
