Ked af det !

Det er helt normalt

Jeg forstår dog ikke hvorfor man altid skal tænke på de barnløse når en som dig TS kommer med sådan et indlæg. Det her handler ikke om en barnløs,men om en mor og en far der lige skal tilvendes sig kønnet hvilket er helt normalt,de fleste står bare ikke ved deres tristhed,så det var godt du oprettede indlægget. Du er som du skal være,det samme er din kæreste og det samme er jeres lille baby  

KakaoDrik skriver:

Det er helt normalt

Jeg forstår dog ikke hvorfor man altid skal tænke på de barnløse når en som dig TS kommer med sådan et indlæg. Det her handler ikke om en barnløs,men om en mor og en far der lige skal tilvendes sig kønnet hvilket er helt normalt,de fleste står bare ikke ved deres tristhed,så det var godt du oprettede indlægget. Du er som du skal være,det samme er din kæreste og det samme er jeres lille baby  

 SÅDAN DER

Anonym skriver:

Hej

jeg er gravid og er 19+3 henne nu og har lige været til min anden scanning idag alt så ud som det skulle så det var dejligt , mig og min kæreste fik kønnet afvide som vi gerne ville , så det her mit spørgsmål kommer på banen, er det meget naturligt at bliver skuffet over hva køn man får , jeg har både været skuffet og ked af det idag, jeg har lige frem tænkt at jeg ikke ønsker barnet, selvom det er slet ikke det øsnker.

Jeg ved ikke om det er normalt.

Jeg har ikke selv haft det sådan. Første gang var jeg også sikker på at det var en pige, men det var det så bare ikke. Jeg blev ikke skuffet, da jeg ikke havde et specielt ønske om kønnet, men skulle nok lige vende mig til tanken om en lille dreng.

Anden gang var jeg sikker på det var en dreng, og endnu engang tog jeg fejl. Heller ikke her var jeg skuffet, men måtte igen lige omstille mig på at der ville komme en pige.

Tror du ikke lige du skal sluge denne her og mon ikke du så bliver glad igen

Frk. Himmelblå skriver:

Selvfølgelig har du ret i din antagelse, at man klart skifter perspektiv efter livssituation/ de udfordringer man har 

MEN

det er ikke sikkert, at TS kan bruge det til så meget, når hun nu engang oplever de der følelser omkring kønnet...

Jeg håber dog, at dit indlæg (og det du besvarede) kan hjælpe TS med at opnå lidt mere perspektiv på sin situation...

Jeg selv har det sådan helt personligt, at jeg hader, når folk siger "at køn er ligegyldigt, når bare det er sundt og raskt"... Ved godt, hvad man mener, men jeg er mor til en handicappet pige, og hun er jo dermed ikke "bare sund og rask". Men hun er min lille PIGE, og helt og aldeles fantastisk . Hmm nå, - det var bare lige lidt mig mig mig mig mig herfra 

godt indlæg.. og jeg vil lige sige at selvfølgelig ønsker vi os en rask lille en.. men er den lille handicappet er den lige så velkommen og vil stadig være vores lille skat uanset køn..

KakaoDrik skriver:

Det er helt normalt

Jeg forstår dog ikke hvorfor man altid skal tænke på de barnløse når en som dig TS kommer med sådan et indlæg. Det her handler ikke om en barnløs,men om en mor og en far der lige skal tilvendes sig kønnet hvilket er helt normalt,de fleste står bare ikke ved deres tristhed,så det var godt du oprettede indlægget. Du er som du skal være,det samme er din kæreste og det samme er jeres lille baby  

tak for den super støtte , tænkte bare jeg ville skrive det her inde og hører nogen kunne forstå hvordan jeg havde og om andre der haft det samme som jeg gennem går nu, men rart se nogen der stadig støtter en når man er trist, og har brug nogen gode og kærlig råd, så man ikke føler sig helt uden for

Det er altid svært at forstå man kan blive skuffet over et barns køn. Ved godt at man ikke kan gøre for sine umiddelbare følelser, men der er så mange bekymringer forbundet med en graviditet. Så meget kan gå galt indtil man står med det lille barn i armene og nogen mennesker får aldrig drømmen opfyldt. Kønnet må siges at være en bagatel som allerhøjest er en af de hyggelige ting man kan gå og gætte på undervejs.

Selv har jeg to drenge og venter 3 barn som vi endnu ikke kender kønnet på og selv er jeg godt træt af athøre kommentarene fra folk om. "Mon det blir en pige denne gang", "det er jo sjovt at have begge køn" og "ønsker I Jer ikke en pige denne gang.

Nej! Vi er fuldstændig ligeglade med kønnet. Vi vil føle os så priviligerede over at få et glad og sundt barn ligesom de to dejlige drenge vi har og det er det eneste der betyder noget.

Når det så er sagt ved jeg godt at følelser kan man ikke styre og ja det er i orden at drømme sålænge man kan komme videre for barnet kan jo ikke gøre for at det er blevet skabt. Et barn skal føle sig velkomment og elsket som det har krav på og ikke uønsket fordi kønnet ikke passede forældrene.

Håber du finder glæden for dit barn tilbage igen for har selv mødt forældre der forskelsbehandlede deres børn langt op i alderen pga kønnet og det er forfærdeligt synd.

Håber du trods alt får det bedre når den første skuffelse har lagt sig igen.

ønskebarn74 skriver:

godt indlæg.. og jeg vil lige sige at selvfølgelig ønsker vi os en rask lille en.. men er den lille handicappet er den lige så velkommen og vil stadig være vores lille skat uanset køn..

Selvfølgelig 

(Og håber naturligvis, baby er super sund og rask , men vi elsker dem jo uanset hvad!)

Det er jo tydeligt, at du med dit spørgsmål har ramt ned i noget, som er lidt tabu, samtidig som flere har oplevet det - og sikkert endnu flere end dem, som har svaret, for med nogen af de svar som er kommet vil jeg tro, at ikke alle har lyst til at udstille sig selv.

Jeg oplevede også lidt skuffelse, da vi fik at vide, at nr to blev en dreng. For mig tror jeg, det handlede om, at man bagover i min slægt stort set altid kun har fået en ting, enten piger eller drenge.  Vores den første er en pige, så da jeg blev gravid igen regnede jeg jo et eller andet sted med at det sikkert også var en pige. Selvom jeg bevidst forsøgte at fortælle mig selv, at det kunne være en dreng, og selvom jeg absolut ikke udad ville indrømme, at jeg nok ønskede mig en pige - bare fordi den første jo var fantastisk og jeg havde en ide om, at de sikkert lettere ville trives sammen, hvis det var to piger. Det var ikke så enkelt, da det så skulle være en dreng. Mest fordi jeg ikke kunne være ærlig over for mine omgivelser omkring, hvad jeg følte. Men jeg tror skuffelsen drejede sig om to ting: For det første var jeg på en måde indstillet på, at det var en pige, så det tog lige et par dage at vende tankerne. For det andet så var jeg ret og slet nervøs for, om jeg kunne klare at være en god mor for en dreng. Jeg har kun søstre, og den første er også en pige, så jeg havde nul erfaring. Jeg er ikke så god til at håndtere det ukendte, så det tog noget tid at finde selvtilliden. Det skal så siges, at jeg har både den dejligste pige og den dejligste dreng i verden - og jeg holder lige meget af dem begge to og er taknemmelig for dem begge to. Det er ikke det, skuffelsen handlede om i det hele taget.

Jeg synes, det er fint, at du tør at sætte ord på dette. Ud fra det, du skriver, er jeg sikker på, at du kommer til at gøre alt hvad du kan for at være en god mor for den lille fyr - og når han først er der, og du begynder at lære ham at kende, så betyder "skuffelsen" intet! Følelsen har intet med utaknemmelighed eller forkælelse at gøre men langt mere med at forberede sig til at blive mor, usikkerhed overfor opgaven og tanker omkring alt det ukendte, som kommer.

Ciss skriver:

Det er jo tydeligt, at du med dit spørgsmål har ramt ned i noget, som er lidt tabu, samtidig som flere har oplevet det - og sikkert endnu flere end dem, som har svaret, for med nogen af de svar som er kommet vil jeg tro, at ikke alle har lyst til at udstille sig selv.

Jeg oplevede også lidt skuffelse, da vi fik at vide, at nr to blev en dreng. For mig tror jeg, det handlede om, at man bagover i min slægt stort set altid kun har fået en ting, enten piger eller drenge.  Vores den første er en pige, så da jeg blev gravid igen regnede jeg jo et eller andet sted med at det sikkert også var en pige. Selvom jeg bevidst forsøgte at fortælle mig selv, at det kunne være en dreng, og selvom jeg absolut ikke udad ville indrømme, at jeg nok ønskede mig en pige - bare fordi den første jo var fantastisk og jeg havde en ide om, at de sikkert lettere ville trives sammen, hvis det var to piger. Det var ikke så enkelt, da det så skulle være en dreng. Mest fordi jeg ikke kunne være ærlig over for mine omgivelser omkring, hvad jeg følte. Men jeg tror skuffelsen drejede sig om to ting: For det første var jeg på en måde indstillet på, at det var en pige, så det tog lige et par dage at vende tankerne. For det andet så var jeg ret og slet nervøs for, om jeg kunne klare at være en god mor for en dreng. Jeg har kun søstre, og den første er også en pige, så jeg havde nul erfaring. Jeg er ikke så god til at håndtere det ukendte, så det tog noget tid at finde selvtilliden. Det skal så siges, at jeg har både den dejligste pige og den dejligste dreng i verden - og jeg holder lige meget af dem begge to og er taknemmelig for dem begge to. Det er ikke det, skuffelsen handlede om i det hele taget.

Jeg synes, det er fint, at du tør at sætte ord på dette. Ud fra det, du skriver, er jeg sikker på, at du kommer til at gøre alt hvad du kan for at være en god mor for den lille fyr - og når han først er der, og du begynder at lære ham at kende, så betyder "skuffelsen" intet! Følelsen har intet med utaknemmelighed eller forkælelse at gøre men langt mere med at forberede sig til at blive mor, usikkerhed overfor opgaven og tanker omkring alt det ukendte, som kommer.

mange tak for opbaking , det rart at hører sådan nogen ord , jeg nok meget usikker om det hele da det er mit første , og bare følslen af det ik var det jeg ville have, men er som sagt er jeg da sikker på jeg nok skal blive glad for det hele og den lille fyr

komodo skriver:

Og hvorfor skal hun lige det?? ja det er da synd for dem der er udfordrede i forhold til at formere sig, men det kan da virkelig ikke lægges TS til last at andre har svært ved det, hvorfor er det at hver eneste gang at nogen skriver et indlæg om hvordan de oprigtigt har det, så+ skal der nok være en to-tre stykker der smider barnløsheds-kortet, lad hende dog have sine følelser, og glæd dig måske endda over at hun åbent og ærligt deler dem.

Jeg synes det er dybt uretfærdigt at forsøge at presse nogle andre følelser ned over hovedet på hende i stil med "du skal bare være glad for at du kan få børn" og "heldigvis er han sund og rask", når man bliver gravid går man jo automatisk udfra at barnet er sundt og raskt, så er der vel ikke noget forkert i at ønske sig noget bestemt og blive skuffet hvis virkeligheden ikke lever op til fantasien??

Der er dælme stor forskel på at blive skuffet i øjeblikket,og så på at ønske man ikke var gravid med barnet.

Desuden så jo så har man sgu at være taknemmlig for at man ikke mindst kan blive gravid og få sunde børn,.

Jeg har begravet en syg datter,og ville givet alverden for at hun var sund og rask,og var fuldstændig ligeglad med hvad køn hun var.

Det er ingen selvfølge at få raske og levedygtige børn.-Og har man først stået med et dødsygt barn lægerne ikk kunne gøre noget for-Så bliver kønnet uendeligt ligegyldigt.

Så jo det er forkælet at ønske man ikke var gravid bare fordi han er en dreng.