Abort!?!?!

ElisabethLennert skriver:

tak alle sammen, der har besvaret mit indlæg...

Min kæreste siger at han nu ikke vil have barnet og vi altid kan få et nyt!
Det er altså bare rigtig hårdt, for jeg har lyst til at beholde det, og nu er det her nu! i MIN mave!!

Jeg har rigtig meget lyst til at beholde det, men min kæreste er nu imod, selvom det er det eneste han har snakket om de sidste mange mange måneder...

Jeg ved at det er ham jeg vil have en familie med, og ham jeg skal blive gammel sammen med - og nej jeg har ikke travlt nu er jeg ligesom bare gravid, og kan ikke holde tanken ud om at slå vores kærlighedsbarn ihjel....


Skal nok vende tilbage når jeg ved mere...

Jeg skal til lægen på mandag, og have bestilt en abort idet lægen siger jeg altid kan bakke ud i sidste øjeblik....

jeg bakkede ud i sidste øjeblik.. jeg var blevet indskrevet, men var bare vildt ked af det og havde slet ikk lyst til at gennemføre! så tog mit ejet tøj på igen og tog kæresten i hånden og forlod sygehuset igen, så nu skal min dreng altså være storebror det var meningen jeg skulle ha været færdig med min uddannelse før vi skulle ha fler... mette 34+4. skal så lige siges at jeg har fået en abort da min dreng var 1½ og det generede mig ikk... (det var heller ikk hyggeligt!)

godtnok en træls situation du står i, men håber så meget, at du gør hvad DU har lyst til, og hvad DU føler for.
Skide være med andre, du kommer til at fortryde så meget hvis du får en abort, og det egentligt ikke er det du vil.

Sender en masse positive tanker.
Held og lykke med det hele

- Trine

ElisabethLennert skriver:

Hej alle skønne mødre!

jeg er 20 år gammel og har lige fundet ud af jeg er gravid i 5+2...

Ved ikke hvadjeg skalgøre, min kæreste på 28 år vil rigtig gerne at vi beholder barnet. 'Vi har været sammen i 1½ år nu. i lang tid har han, når vi fx har ligget på sofaen lagt en hånd på min mave og sagt :" skal der ligge verdens smukkeste baby her snart skat?"

Jeg føler ikke jeg er klar til at få et barn, men alligevel kunne jeg ikke bærer tanken om at slå vores kærlighedsbarn ihjel Er man nogensinde klar til at få et barn? Er jeg bare nervøs nu? Jeg skal have en samtale med min læge imorgen om hvad jeg skal gøre. jeg var inde i dag og få en ekstra test fra lægen, da begge hjemmeteste viste positiv med det samme!!! jeg var overtid uden at havetænkt særlig meget over det....

Men jeg ryster og græder pt. bare af forvirring og det at få det skrevet ned herinde.... hvad skal jeg gøre? i kan selvfølgelig ikke fortælle migdet,men har i nogen råd? var i også i tvivl (henvendt til mødre der ikke have planlagt gravilitet)

Men har nu rigtig meget lyst til at beholde barnet selvom alle er imod jeg gør det....

Mvh Elisabeth..

Hej Elisabeth.

Det er selvfølgelig en svær situation du står i. Og jeg kan som alle andre heller ikke fortælle dig hvad du skal gøre (gav lidt op i at læse alle svarene).

Men i stedet har jeg lyst til at fortælle dig om dengang jeg stod i samme situation!!

Jeg fandt ud af på min 19 års fødselsdag at jeg var gravid. Og jeg må indrømme at selv om det var tideligt var jeg ikke i tvivl om at jeg ønskede at beholde det barn. Faren og jeg havde kun været sammen et halvt års tid. Men jeg var sikker på at det var ham jeg skulle have børn med. Jeg var lykkelig for mit positive resultat. Jeg har altid elsket børn, og ville gerne være ung mor.

Jeg fortalte faren om vores lille vidunder. Han "freakede" helt ud, og gik i panik. Vores fælles venner ringede alle og fortalte mig, at han virkeligt ikke ønskede det barn. Han sagde han ville støtte mig uanset hvad jeg ville vælge. Men at han virkeligt mente det ville være bedst for barnet at jeg fik det fjernet. Vi bestilte aborten, for man kunne jo altid aflyse!!!!
1 uge før den bestilte abort, fik jeg vældigt svunget i hovedet at hvis ikke jeg fjernede barnet ville han forlade mig, og det eneste jeg ville se til ham, var de påtvungne børnepenge.
Jeg valgte desværre at følge hans bøn, i stedet for mit hjerte. Dagen for aborten kom. Og han var, som lovet ved min side (nok mest for at sørge for at jeg gennemførte det). Da jeg vågnede op på operationsbordet efter det overståede indgreb, skreg jeg alt mine lungers kraft, og gik helt i panik. Jeg råbte mordere efter lægerne og skreg alle mulige forfærdelige ting efter dem. Jeg var helt ude af den. Jeg blev ved med at spørge dem "er i klar over hvad i har gjort".
Det er simpelthen det værste jeg nogensinde har været igennem. "faren" kørte mig hjem. Og jeg hørte aldrig fra ham igen!!!!! (så meget for at være der for en).

Jeg er i dag enlig mor til en skøn pige, det samme skete igen. Og jeg valgte at beholde min prinsesse selv om faren ville det modsatte. Men jeg lærte at følge mit hjerte.

Jeg kunne i dag have haft et barn på 4½ år. Jeg tuder stadig hvert år på den dag jeg kunne have haft termin, den dag jeg fik aborten, hver gang jeg ser/hører/læser om aborter. Jeg er stadig meget påvirket af det. og fortryder det så inderligt. Jeg tror det er en af de ting jeg aldrig vil komme over!!!

Jeg er ikke ude på at skræmme dig fra at få en abort. Sådan må du endeligt ikke tage det. Jeg vil bare fortælle dig at det er EKSTREMT VIGTIGT at du følger dit hjerte!! For hvis du fortryder kan du ikke bare tage det tilbage, det gælder selvfølgelig også den anden vej.
Men jeg har flere veninder der var i tvivl om de kunne klare det da de blev gravide. Men de er alle vokset med rollen.
Man bliver bare klar til det. Man glæder sig og forbereder sig (ubevist) i 9 mdr. Og lige det sekund man får sin baby oppe på maven. Bliver hele ens verden bare forandret. Det er så vildt og så stort. Tro mig, du behøver ikke tvivle på om i bliver klar, for det gør i.

Men jeg synes det er en god ide at hive ham væk til en weekends afslapning, så i kan få det snakket igennem

Held og lykke, og lad os høre fra jer

(jeg håber ikke mit indlæg er for kludrede, eller at det falder i dårlig smag)

Knus Pernille. Mor til den skønneste lille pige

Chritinap skriver:

Først og fremmest, er det DIT valg. Og ikke alle dem der ville være i mod det. Man må være stærk nok til at se borte fra andres meninger, ellers er det jo dem der er noget galt med.
Min lille Celina var ikke planlagt, og min kæreste og jeg havde været sammen et år. Røstede, var nervøs, græd, grinte, tænkte på fordele samt ulemper, familie, venner og alt alt andet.
Hvad du føler for, er helt sikkert det rigtige, andet vil du fortryde.
Du er meget velkommen til at skrive privat til mig herinde, har meget mere jeg kunne fortælle.

Mvh Chr

Og sikke en SMUK lille pige celina er

Milla-Victoria's mor skriver:

Hej Elisabeth.

Det er selvfølgelig en svær situation du står i. Og jeg kan som alle andre heller ikke fortælle dig hvad du skal gøre (gav lidt op i at læse alle svarene).

Men i stedet har jeg lyst til at fortælle dig om dengang jeg stod i samme situation!!

Jeg fandt ud af på min 19 års fødselsdag at jeg var gravid. Og jeg må indrømme at selv om det var tideligt var jeg ikke i tvivl om at jeg ønskede at beholde det barn. Faren og jeg havde kun været sammen et halvt års tid. Men jeg var sikker på at det var ham jeg skulle have børn med. Jeg var lykkelig for mit positive resultat. Jeg har altid elsket børn, og ville gerne være ung mor.

Jeg fortalte faren om vores lille vidunder. Han "freakede" helt ud, og gik i panik. Vores fælles venner ringede alle og fortalte mig, at han virkeligt ikke ønskede det barn. Han sagde han ville støtte mig uanset hvad jeg ville vælge. Men at han virkeligt mente det ville være bedst for barnet at jeg fik det fjernet. Vi bestilte aborten, for man kunne jo altid aflyse!!!!
1 uge før den bestilte abort, fik jeg vældigt svunget i hovedet at hvis ikke jeg fjernede barnet ville han forlade mig, og det eneste jeg ville se til ham, var de påtvungne børnepenge.
Jeg valgte desværre at følge hans bøn, i stedet for mit hjerte. Dagen for aborten kom. Og han var, som lovet ved min side (nok mest for at sørge for at jeg gennemførte det). Da jeg vågnede op på operationsbordet efter det overståede indgreb, skreg jeg alt mine lungers kraft, og gik helt i panik. Jeg råbte mordere efter lægerne og skreg alle mulige forfærdelige ting efter dem. Jeg var helt ude af den. Jeg blev ved med at spørge dem "er i klar over hvad i har gjort".
Det er simpelthen det værste jeg nogensinde har været igennem. "faren" kørte mig hjem. Og jeg hørte aldrig fra ham igen!!!!! (så meget for at være der for en).

Jeg er i dag enlig mor til en skøn pige, det samme skete igen. Og jeg valgte at beholde min prinsesse selv om faren ville det modsatte. Men jeg lærte at følge mit hjerte.

Jeg kunne i dag have haft et barn på 4½ år. Jeg tuder stadig hvert år på den dag jeg kunne have haft termin, den dag jeg fik aborten, hver gang jeg ser/hører/læser om aborter. Jeg er stadig meget påvirket af det. og fortryder det så inderligt. Jeg tror det er en af de ting jeg aldrig vil komme over!!!

Jeg er ikke ude på at skræmme dig fra at få en abort. Sådan må du endeligt ikke tage det. Jeg vil bare fortælle dig at det er EKSTREMT VIGTIGT at du følger dit hjerte!! For hvis du fortryder kan du ikke bare tage det tilbage, det gælder selvfølgelig også den anden vej.
Men jeg har flere veninder der var i tvivl om de kunne klare det da de blev gravide. Men de er alle vokset med rollen.
Man bliver bare klar til det. Man glæder sig og forbereder sig (ubevist) i 9 mdr. Og lige det sekund man får sin baby oppe på maven. Bliver hele ens verden bare forandret. Det er så vildt og så stort. Tro mig, du behøver ikke tvivle på om i bliver klar, for det gør i.

Men jeg synes det er en god ide at hive ham væk til en weekends afslapning, så i kan få det snakket igennem

Held og lykke, og lad os høre fra jer

(jeg håber ikke mit indlæg er for kludrede, eller at det falder i dårlig smag)

Knus Pernille. Mor til den skønneste lille pige

Jeg vil bare så gerne beholde mit barn....

Men nu gider han slet ikke hører tale om at beholde barnet.. Vi har ikke været sammen i to dage nu, fordi han ikke kan klarer at være sammen med mig, uden at skælde mig ud og skræmme mig, fordi jeg gerne vil beholde det.....

Vi kan ikke engang snakke i telefon de her dage uden jeg begynder at græde også bliver han sur, fordi han åbenbart syntes jeg græder meget for tiden...

Tror ikke jeg vil kunne leve med mig selv hvis jeg får lavet den abort, og det har jeg forklaret ham... Men han syntes bare jeg er latterlig at hører på og gerne vil have opmærksomhed... Nu lyder det som om jeg og ham har det af helvede til sammen, men det har vi virkelig ikke. Der er så meget kærlighed mellem Thomas og jeg når vi er sammen, men de her dage er han bare helt ude af den og bliver rasende over ingenting....

Det lyder som en rigtig hård omgang du har været igennem - og ihhhh hvor bliver jeg bare RASENDE når man hører om din eks-kæreste's handling!!!

Tak for dit indlæg - tror jeg vil reagere på samme måde som du hvis jeg får fortaget den abort her....

Stort

Chritinap skriver:



Jamen ville han ikke gerne at du beholdte det?
eller i ?

nej nu vil han slet ikke hører tale om at vi beholder det, nu hvor jeg er gravid!

Du skal ikke lade dig påvirke af hans panik!

Abort, på den ene eller anden måde, påvirker mere end man tror, især når man ikke selv 100% ønsker det! Det kan både have fysiske og psykiske konsekvenser. Jeg synes også personligt at man skal overveje det der med "bare" at vælge fra, fordi det ikke lige passer ham. - Det er en forkælet indstilling han har. Hvad så? passer det ham bedre om 6 mdr når han er klar? Man skal ikke lege med sin krop og psyke på den måde! Du er jo allerede godt påvirket af hormoner (de er jo blandt andet en del af grunden til at du har så let til tårer lige nu).
Hvis i har så meget kærliged mellem jer, så er der jo stadig et håb om at han vokser nok med rollen til at han påtager sig det ansvar han står overfor.

- Men følg dit hjerte! beslut om du kan gøre det her alene! (hvis han så mander sig op, så er det jo en dejlig bonus)

Laura

Det lyder som om du har besluttet dig, og jeg kan godt forstå at du har det svært!!! For mig lyder det som om at han er lidt ligeglad med dig og dine følelser Måske skulle du overveje om det rent faktisk er ham, som du skal være sammen med?? Jeg synes at han er super egoistisk!!!
Har du ikke nogen du kan være sammen med og som kan støtte dig?? Du lyder som om du er helt alene? og det skal du bestemt ikke være i den her situation!!!
stort

Hvis kærligheden virkelig er så stærk som du siger ville han os støtte dig...

hej hej....

Jeg var egentlig heller ikke klar til det da jeg fandt ud af at jeg var gravid med min datter...jeg blev gravid selv om at jeg tog p piller, men det blev jeg dog sådan forholdsvis hurtigt......
hmm, jeg kan jo ikke sige hvad det er du skal gøre, men jeg havde nok valgt at beholde det.....der var heller ikke mange der troede på at jeg ville kunne klare det (står selv med min datter), men det har de så ændret mening om, den dag idag hvor hun er 5 måneder
Er du sikker på at din kæreste vil være der for jer? også selv om at det skulle ske at i går fra hinanden?
Jeg vil dermed lige sige at det er slet ikke så slemt/hårdt at stå med det hele selv, for da ved du at det er kun dig til det.......
håber meget at du finder du af det....

Knuz Linda