Det er jo altid meget svært at stå i sådan en situation... Har næsten lige stået i noget lign, og så alligevel ikke.
Da jeg havde været sammen med min kæreste i 3 måneder fandt jeg ud af at jeg var gravid. Det var bestemt ikke planlagt, og jeg var ca ligeså bange og forvirret som du beskriver i dit indlæg. - Vi havde for sjovt snakket om inden jeg tog testen, at det bestemt var for tidligt og at jeg skulle have en abort. - men ligeså snart jeg stod med testen i hånden smuldrede den tanke fuldstændig. Jeg fandt ud af med mig selv (gennem mange snakke og tårer) at jeg ikke var typen der kunne få en provokeret abort (respekterer dem der kan, det er deres helt egen sag), mit hjerte kunne bare ikke være med til sådan en løsning. - Man skal tænke på at en abort efterlader mange men, som man ikke kan forholde sig til før man står med det. Min mor mindede mig om at måske jeg skulle tænke på at det at jeg var gravid var en gave... det hjalp mig meget at tænke sådan, da jeg jo ellers tænkte meget på at det var for tidligt og om vi nu kunne klare det med økonomi og plads etc. - Tænkte også på om jeg kunne klare det alene, da der jo ikke er nogen garentier (især ikke i så nyt et forhold), og alt i alt besluttede jeg at ja det kunne/ville vi/jeg, og jeg var sikker på at min kæreste (som også var meget bange) ville blive en fantstisk far, også selvom vi ikke blev sammen.
Det endte så desværre med at jeg kun nåede at være glad gravid i halvanden uge inden jeg havde en spontan abort - som jeg stadig kæmper meget med rent psykisk, det har taget meget hårdere på mig end jeg nogen sinde har drømt om.
Held og lykke med jeres beslutning, håber i ka få en god snak om det. Husk det er ok at være bange, for hvis man ikke har børn i forvejen så er det jo pludselig en meget surrealistisk situation at stå i. - Men man kan vokse med opgaven, og det gør i nok på hver jeres måde, og i hvert jeres tempo (mænd især skal jo nogen gange ha det i hænderne før de kan forholde sig til det.)
Mange tanker fra Laura
Anmeld
