Abort!?!?!

Det er jo altid meget svært at stå i sådan en situation... Har næsten lige stået i noget lign, og så alligevel ikke.

Da jeg havde været sammen med min kæreste i 3 måneder fandt jeg ud af at jeg var gravid. Det var bestemt ikke planlagt, og jeg var ca ligeså bange og forvirret som du beskriver i dit indlæg. - Vi havde for sjovt snakket om inden jeg tog testen, at det bestemt var for tidligt og at jeg skulle have en abort. - men ligeså snart jeg stod med testen i hånden smuldrede den tanke fuldstændig. Jeg fandt ud af med mig selv (gennem mange snakke og tårer) at jeg ikke var typen der kunne få en provokeret abort (respekterer dem der kan, det er deres helt egen sag), mit hjerte kunne bare ikke være med til sådan en løsning. - Man skal tænke på at en abort efterlader mange men, som man ikke kan forholde sig til før man står med det. Min mor mindede mig om at måske jeg skulle tænke på at det at jeg var gravid var en gave... det hjalp mig meget at tænke sådan, da jeg jo ellers tænkte meget på at det var for tidligt og om vi nu kunne klare det med økonomi og plads etc. - Tænkte også på om jeg kunne klare det alene, da der jo ikke er nogen garentier (især ikke i så nyt et forhold), og alt i alt besluttede jeg at ja det kunne/ville vi/jeg, og jeg var sikker på at min kæreste (som også var meget bange) ville blive en fantstisk far, også selvom vi ikke blev sammen.

Det endte så desværre med at jeg kun nåede at være glad gravid i halvanden uge inden jeg havde en spontan abort - som jeg stadig kæmper meget med rent psykisk, det har taget meget hårdere på mig end jeg nogen sinde har drømt om.

Held og lykke med jeres beslutning, håber i ka få en god snak om det. Husk det er ok at være bange, for hvis man ikke har børn i forvejen så er det jo pludselig en meget surrealistisk situation at stå i. - Men man kan vokse med opgaven, og det gør i nok på hver jeres måde, og i hvert jeres tempo (mænd især skal jo nogen gange ha det i hænderne før de kan forholde sig til det.)

Mange tanker fra Laura

Ih altså det kunne da være mig selv der havde skrevet det indlæg! Var med min eks i 4 mrd da vi opdagede at jeg var 2 mrd henne. Var virkelig i tvivl begge to og svingede frem og tilbage men hældede absolut mest til at beholde barnet - indtil jeg 10 dage efter pludselig aborterede spontant og røg på hospitalet natten over til smertebehandling... Det tog vanvittigt hårdt på mig - især da min svigermor i sin hvidvinsbrandert fik pointeret at "den lille nok havde ombestemt sig, og bare ikke ville have os som forældre alligevel"...

Den abort og efterfølgende hændelser (min daværende kæreste forsvandt i flere uger af forskellige latterlige undskyldninger mens jeg lå alene i min lejlighed og aborterede færdigt) tog virkelig hårdt på mig, og jeg har haft rigtig svært ved at slippe situationen... Det er først nu, efter snart 3 år at jeg begynder at blive mig selv igen, men jeg går da stadig rundt med scanningsbilledet i min pung som jeg fik da jeg blev indlagt...

Hej.
først vil jeg bare sige. Puha nogen store sko du har på lige nu med alle de tanker osv.
Husk altid på at du har dine meninger og holdninger uanset om det gælder børn, uddannelse osv, og det er vigtigt at tage hensyns til dine egne behov.
Min historie er at jeg blev gravid hvilket overhovedet ikke var planlagt, da jeg var startet på uddannelse og var i et nyt forhold dog med min bedste ven gennem 5år forinden forholdets start. Vi finder ud af det er tvillinger og vi fatter virkelig intet af hele situationen, men vi tog hurtigt beslutningen om at vokse med opgaven. Jeg havde ENORM meget modgang fra min families side samt fra min kærestes side, og alle veninderne forstod mig ikke. Vi mister dem desværre da jeg er 5½ månede henne, og lige da vi mistede dem var vi så indstillet som vi nu kunne være på at blive forældre og leve som en familie.
Kort tid efter bliver jeg gravid igen og vi er super lykkelige og igen bliver vi mødt med modstand og foredomme. 5 dage før vores 20 års fødselsdag ( vi har fødselsdag samme dag ), tager vi til nf scanning hvor vi opdager babyen i maven ikke har udvilket hjerneskal så vi kunne vælge at stoppe graviditeten eller fuldfører den og få et dødt barn. Vi vælger at stoppe graviditeten.
Jeg er idag gravid igen og er 37+2 idag og har aldrig været mere lykkelig..
Jeg kender til den tanke om hvad man dog skal gøre osv, men husk bare at tænk på at man hver evigt eneste dag tænker på livet før, og tænk dig godt og grundigt om.
Det jeg vil frem med er nok bare, at du skal huske at uanset hvad så er du ikke alene, og føler du den beslutning du og kæresten tager sammen virker forkert på din krop, så lyt til din krop med det samme.. Mange her i livet er blevet positivt overrasket over ens reaktion på diverse ting som sker i livet.

Husk dig selv..

Held og lykke fremover.

Mvh Maria ( 20år )

HAr lige snakket med min kæreste for første gang i det ( FØRST NU!!!)
han ringede endelig tilbage på mine kald og smser og begyndte at skælde mig ud over at jeg ikke skulle have det barn og bla bla bla... begyndte til sidst at græde heeelt vildt og sidder stadig og tuder...
Så nu skal det fjernes..

Gider ikke have det fjernet.. men han har tvunget mig....

Hvad skal jeg gøre....

ElisabethLennert skriver:



HAr lige snakket med min kæreste for første gang i det ( FØRST NU!!!)
han ringede endelig tilbage på mine kald og smser og begyndte at skælde mig ud over at jeg ikke skulle have det barn og bla bla bla... begyndte til sidst at græde heeelt vildt og sidder stadig og tuder...
Så nu skal det fjernes..

Gider ikke have det fjernet.. men han har tvunget mig....

Hvad skal jeg gøre....

Ej nu bliver jeg nød til at være ærlig... det forkert og få det fjernet mod sin vilje og især hvis du bliver tvunget til det, Jeg har selv 2 veninder som har fået det fjernet pga deres kæreste tvang dem og der ikke gået mere end et par måneder efter så er de gået fra hinanden alligevel fordi det har været så hård og selv om det mange år siden nu lider de begge under det at få fjernet deres barn mod deres vilje...
Jeg synes det er meget forkert af ens mænd og sige man skal der er så nemt og sige det er ikke deres krop og sind det går ud over det er vores og det os der skal lide med det resten af livet...
Han kan ikke være bekend og sige sådan og spørgsmålet er så om han er det hver, det ville han ikke være hvis det var mig der ikke nogen der skal tvinge mig til noget når det er min krop. det kan godt være det er hård sagt, men det min mening og jeg synes bare det er for nemt for mændende og sige sådan.

Sikke en idiot du har faet dig der. For at sige det mildt. Jeg ville vaere rasende hvis det var min kareste der opforte sig saadan. Han er ikke 16 aar men en voksen paa snart 29. Oveni kobet fortaller du at han har spurgt dig om at faa barn sammen. Han er da virkelig en idiot.

om du vil have abort fordi du selv synes det er bedst, er op til dig, men saa er det bedst at gore tidligt i forlobet. det skal vare din egen beslutning ellers vil du senere fortryde det

hvis du selv gerne vil have en baby, saa er det den vej du skal tage uanset hvad hele verdenen synes , ogsaa hvis det er imod idiotens onske, ellers vil du senere fortryde og hade ham for det resten af dit liv.

saa enkelt er det

Miamaja skriver:

Sikke en idiot du har faet dig der. For at sige det mildt. Jeg ville vaere rasende hvis det var min kareste der opforte sig saadan. Han er ikke 16 aar men en voksen paa snart 29. Oveni kobet fortaller du at han har spurgt dig om at faa barn sammen. Han er da virkelig en idiot.

om du vil have abort fordi du selv synes det er bedst, er op til dig, men saa er det bedst at gore tidligt i forlobet. det skal vare din egen beslutning ellers vil du senere fortryde det

hvis du selv gerne vil have en baby, saa er det den vej du skal tage uanset hvad hele verdenen synes , ogsaa hvis det er imod idiotens onske, ellers vil du senere fortryde og hade ham for det resten af dit liv.

saa enkelt er det

Så meget enig... du ville aldrig tilgive ham det hvis du fik en abort mod din vilje og så det ødelagt alligevel så må du jo vælge om det skal være med el uden barnet.

Jeg giver de andre ret!! Det kan godt være at det halvt er hans, men det er squ din krop!! han behøver jo ikke at have noget samvær med barnet hvis han ikke vil (det lyder nemlig på mig som om han har bedt dig vælge mellem ham og barnet...) Han er da for stor en idiot at holde fast på!
Hvis DU vil beholde barnet så gør det, for ellers vil du fortryde det noget så bitterligt resten af dine dage!!!
stort mega

charlottekri skriver:

Jeg giver de andre ret!! Det kan godt være at det halvt er hans, men det er squ din krop!! han behøver jo ikke at have noget samvær med barnet hvis han ikke vil (det lyder nemlig på mig som om han har bedt dig vælge mellem ham og barnet...) Han er da for stor en idiot at holde fast på!
Hvis DU vil beholde barnet så gør det, for ellers vil du fortryde det noget så bitterligt resten af dine dage!!!
stort mega

Ja det lyder nemlig sådan og hvis det det han har gjort jamen så det da klart barnet der skal vælges. for han er da over hoved ikke det hver hvis han kan sige sådan...

hader bare den situation her...... så siger han i telefonen at jeg hele tiden tuder de her dage og det kan han slet ikke fortolde sig til!!! Det er klart jeg græder når han gerne vil have jeg får en abort, og jeg ikke gider have en abort...

Er selv mega skuffet over ham, har lys til at fortælle ham at jeg beholder barnet også må han skride eller gøre som han vil... Jeg gider bare ikke miste ham....

Puha, sikke en om gang,
Jeg gir de andre ret, hvis du får en abort mod din vijle vil du fortryde det så meget.
du vil nok aldrig komme til at tilgive dig selv, fordi du gjorde som han sagde, og ikke til hvad du selv sagde.

Jeg synes det er lidt barnligt at han lige frem ringer og skaber sig som en bette dreng på 16år. om at du skal få det fjernet osvosv.
Han burde tag det som en voksen mand, og så sætte sig ned sammen med dig og snakke tingene igennem, det andet hjælper jo ikk.

Jeg synes det lyder meget underligt, at med et så ber han dig til, om der ikke snart skal ligge en bette en inde i din mave.
Men fordi det sker uden det var planlagt så er fanden løs.
den kan jeg ikke rigtig forstå.
Måske han bare er helt rundt på gulvet fordi det kom som et chok og alt det der.

Jeg krydser finger for jer - og håber i finder frem til at beholde det bette spir, ..

Kram herfra