17 år, gravid - forvirret..

N&J skriver:

Men han kommer jo ikke til at være der som forældre, så han er jo ikke forældre til det barn hvis hun får det, det er hun, der er daa kun en forældre til mit barn - hendes far er da ikke hendes forældre. 

Og så lige for at slå det fast, mit barn er lige så ønsket som dit - ikke mindre. 

 

Og resten af familien, der er enorm forskel på at ens familie syntes man er for ung og derfor ikke i starten syntes man skal beholde barnet til at de når barnet er født syntes at barnet er uønsket, verden er ikke sort og hvidt, men har en masse gråområder, og det her er en af dem. 

Bør man altid sætte sig ned og virkelig reflektere over hvad et barn får af betydning for ens eget liv og de liv der ellers påvirkes og hvad man kan tilbyde et barn og om man faktisk ønsker et barn - JA, men det bør man da altid når man vælger et barn til, ikke kun når man vælger det som alenemor, vi kan alle komme til at stå alene eller stå der hvor vores barn får følelsesmæssige konsekvenser af vores valg, men det er altså ikke forbeholdt alenemødre.

Så selvfølgelig skal man da overveje de ting - andet ville være uansvarligt.  

Min far ønskede ikke mig før jeg var der.

og jeg har ikke taget skadet og er blevet elsket fra den dag jeg blev født.

og ja jeg vil hellere vide min far ikke ønskede mig da jeg var en søhest end at jeg ville have været en abort.

bare en indskydelse. upsér kan  også blive velkomne!!!!!

BinaMor skriver:

Min far ønskede ikke mig før jeg var der.

 

og jeg har ikke taget skadet og er blevet elsket fra den dag jeg blev født.

og ja jeg vil hellere vide min far ikke ønskede mig da jeg var en søhest end at jeg ville have været en abort.

 

bare en indskydelse. upsér kan  også blive velkomne!!!!!

jeg fik mit barn forholdsvis tidligt, med støtte hjemmefra og fra kæresten, indtil tøsen var 4 mdr gammel og han gik mere eller mindre i panik og jeg var alene om alt de næste par år, i dag er hun 11, hun har en medfødt hjerneskade og når jeg bliver spurgt så siger jeg ærligt ville jeg gerne have ventet nogle år, fordi det er bare ikke kun rosenrødt og romantisk og slet ikke når man er alene om det hele 

hejsa.

jeg er selv ung mor fødte en måned før jeg blev 17,  jeg er 100 % alene mor, min søns bio har aldrig set ham.

men hvad siger di´t hjerte og hjerne selv? kan du klare et barn eller ikk?(: og  hvis du vælger barnet er jeg næsten sikker på din mor bløder op,

men du velkommen til  at skive til mig(:

kram

Hej..

først og fremmeste får du lige en krammer..

Meen jeg sys du skal lytte til din krop.. Det vil sige, følge dit hjerte..

Det skal nok fortælle dig hvad du har brug for..

Jeg fødte min datter da jeg var 21, og der ville faren ikke ha noget med barnet af gøre. Men jeg kunne selv klare det. Havde en rigtig go støtte fra venner. og jeg har aldrig fortrudt at jeg fik hende...

Ditte_Marie skriver:

Men barnet skal jo stadig en dag have af vide at faren ikke ønskede det..
Og selvom folk selvfølgelig vil elske det lille barn - så er det fra start uønsket, og den tanke bryder jeg mig, personligt, ikke om.

Ligesom jeg ikke bryder mig om tanken at et barn er en "ups'er"...
Uanset hvor elsket det barn er.

der er da MANGE børn der ikke er lavet med henblik på at lave børn.. jeg er selv deriblandt 

jeg har altid følt mig elsket og ønsket.. 

MIN datter kommer ikke til at kende sin far, og det er fint med mig, hellere at han ikke er der, end at han er der halvt.. mit barn skal nok få en far en dag.. hun vil blive elsket og ønsket af hele min familie .. ! 

mit barn er IKKE mindre ønsket end dit, bare fordi at hun ikke er planlagt, faren kunne ikke tage ansvar og skred fra hans eget barn og hende han sagde at han elskede... Mænd skal INTET have at sige med kvindens valg om at få barnet eller ej.. kvinder skal være herre over deres egen krop.. 

jeg ville da godt nok hellere få a vide at min far ikke ønskede mig, end være endt i et skyllerum.. 

dette barn vil jo være ønsket af moderen hvis hun vælger at beholde det, og hun finder da sikkert end faderfigur til dette barn på et tidspunkt... 

Jeg vil sige ligesom mange andre at naturligvis skal du lytte til dit hjerte, MEN du skal også lytte til din fornuft. Kan du rumme det i dit liv? Kan du rumme måske at blive cuttet af flere tætte personer i dit liv pga dit valg? Kan du rumme at droppe rigtig meget af det liv du lever nu fordi de pludselig bliver radikalt anderledes? De spørgsmål kan du nok ikke komme udenom.

Jeg kan ikke lade helt være med at tænke på den unge far også. Selvfølgelig har han været med i akten og står derfor med ligeså meget "skyld" som du selv, i den her "upser", men det må godt nok være svært at være mand her... selvom han er ligeså meget biologisk forælder så har han i realiteten intet at skulle have sagt, det må godt nok være svært.. det kan du nok alligevel heller ikke komme udenom at skulle tage med i dine overvejelser. Om i er sammen eller ej, så er det stadig hans afkom du sætter i verden..

Jeg blev selv mor i en alder af 20, min kæreste og jeg var lige gået fra hinanden. Jeg ønskede babyen, han gjorde ikke.. jeg tog den endelige beslutning, og efter en lille uge glædede han sig helt vildt. Men derfor kan det jo sagtens være helt anerledes hos jer.. i ER unge.. det kan i heller ikke komme udenom..

Jeg har hørt om mange som har klaret sig godt som meget unge mødre.. men synes også jeg hører ofte at når de ser tilbage, så havde de gerne ventet..

Så tænk.. læg alle faktorer på bordet, fordele og ulemper, og hvad vejer mest for dig?

Zeus skriver:

Jeg synes du skal tænke på, hvor du er i dit liv lige nu.. Er du klar til at skulle op 4 gange hver nat + være klar hele dagen også? Alene? Hvad hvis barnet har kolik, og skriger 6 timer hver dag? Er du så også klar til at stå med det alene, i flere måneder? Har du økonomi til at købe tøj hver 2-3 måned, hvor barnet har ALT hvad det skal bruge af body'er, trøjer, bukser, overtøj? Bleer? Hvem skal forsørge jer, dig?

Der er utroligt mange praktiske ting i det at have et barn, og JEG kunne ikke klare det alene.. Det er ikke kun lyserødt det hele, og når man står d.15 i måneden, og pengekassen er tom, hvad gør man så? Når den lille har skreget hele natten pga. sygdom, tænder, rød hale, whatever, så er det ikke sjovt længere..

Min ældste er 6 år idag, jeg fik hende da jeg lige var fyldt 20. Hun har været i pleje siden hun var 2 mdr gammel, og er først lige flyttet hjem igen, for 4 mdr siden. Jeg var IKKE klar til det ansvar der lå i det, og det har min datter betalt prisen for..

Andre igen, overvejer heller ikke arbejdet i have børn, eller undervurderer at man er på 24/7 uden pauser, og så kan det ende som Tobias-sagen..

Man skal ikke få børn, før man er 120% klar til det, for i sidste ende, er det ALTID barnet der betaler prisen!

Og er man ung mor, så har man immervæk brug for sit netværk, hvis man skal klare det første år

Og ja, jeg maler et skrækscenarie, men det skal man være forberedt på, for ér vigtigt at have med i sine overvejelser, hvad der kan ske, hvis man ikke magter opgaven..

Lige så meget som du skal lytte til dit hjerte, skal du lytte til dit hoved - er du klar til ansvaret?

Jeg har selv været igennem 2 spontane aborter, hvor jeg aborterede hjemme på min mors sofa, og den anden gang, vil jeg ikke komme ind på, men der flød klumper ud i flere dage, så det lå i dynger af håndnæve størrelse (så det er ikke sikkert, at din "klump" nr 2 var et foster).. Og nej, det var bestemt ikke sjovt, men hellere en abort, end et barn som jeg ikke kunne tage ansvaret for!

Idag har jeg 2 børn, min ældste på 6, og min yngste på 10 mdr.. Idag er jeg klar til det, min yngste har altid boet hjemme, og den store er som sagt lige flyttet hjem.. Det haster ikke, du har hele livet til at få børn

 

Nu sidder jeg har og kigger med hvad I alle sammen skriver... Jeg siger ikke det er forkert det du skriver men der er noget der lige undrede mig  

Hvornår er man 100% (120%) klar til at få barn??? Jeg tror aldrig man kan blive helt klar for man ved ikke med sikkerhed hvad der venter en, du kan ikke som en kvinde uden barn stå og sige at du ved hvordan andre med børn/barn har det...

Ikke noget negativt til din indlæg jeg tænkte bare