17 år, gravid - forvirret..

SjeBets skriver:

ja jeg mener ikke at man kan sammenligne sig med en der er 7 år yngere og uden mand eller opbakning. Det er da på ingen måder det samme, jeg var selv af de yngre, dog lige kommet over min teenager alder, og jeg havde støtte, manden skred godt nok. Men NØJ det var sq hårdt alligevel. måske det var fordi jeg kæmpede for at få en uddannelse selv om jeg var alene ,og den gang fik man ikke mere fordi man var forsørger, det var ens for alle. Så havde ekstra jobs oven i. Jeg ville den dag i dag, hvor min datter er 11, jeg HAR fået min uddannelse, gerne have været lidt ældre før jeg fik hende, jeg fortryder ikke HENDE .. aldrig, men ville stadig gerne have været ældre, og have haft en mand, at dele det med, at have mulighed for mange af de ting jeg ikke havde da jeg var ung pga barn.  Og det er bare det jeg siger .. BØRN er fantastiske ... men som alene mor der praktisk talt selv er et barn , må ikke tage kørekort, stemme, eller købe ting som smertestillende, så kan det være ret barskt kunne jeg forstille mig.  thats all 

Nåå tak for at du lige gad at uddybe det

youngone skriver:

Hejsa!

Jeg er 17år, og gravid. Jeg er 6 uger henne ca, plus 4- 5 dage.

Jeg fik for et års tidsiden en abort, og det var ikke en sjov oplevelse på nogenmåde, faktisk også en ret uprofessionel abort af ''lægerne''.

Sagen er den, jeg er blevet gravid igen, og væmmes ved tanken om endnu en abort, dg siger min læge jeg ikke må lade skrækken tage over hånd, så det resultere i jeg ikke får en abort pga af det.

Problemet er det, at.. Hvis jeg vælger en abort har jeg den fulde opbakning fra familien og min kæreste, men hvis jeg vælger at  få Barnet, så vil min kæreste intet have med mig at gøre, og heller ikke barnet.. Han vil gå fra mig, og han vil aldrig nogensinde se det her barn, og vil heller ikke kaldes faderen for det. Han siger det vil ødelægge hans liv, og at han ikke er klar til at blive far..

Derudover er min mor i nærmest samme bås som min kæreste.

Har nogle dejlige veninder der er det for mig, og på mandag skal jeg snakke med en bekendt om det at være ung mor, hun er 18 og har en søn på 2½ år.. 

what to do? 

Stort kram til dig. Svær situation.

Synes du skal mærke efter. Føles det rigtigt, skal du nok klare det.

Må indrømme at jeg synes din kæreste opfører sig rigtig grimt! Ham ville jeg ikke holde på. 

N&J skriver:

Du skrev at hvis barnets var ønsket fra starten, jeg påpeger blot at tingene desværre ikke altid bliver som man ønsker det, et barn kan sagtens være ønsket fra starten, men ende med at blive uønsket af et menneske som det har lært at kende (idet det jo har haft sin far i sit liv) - og det syntes jeg er langt værre.

Der er jo heller ingen der siger at barnet kommer til at mangle sin far - nogen gør ikke, andre gør, hvordan du håntere det er det afgørende - ikke om der er en far eller mor, i så fald skulle alle adoptivbørn jo lide under at de var uønsket og det er bare ikke alle der gør det. 

Man kan jo ikke gøre for hvis faderen lige pludselig bakker ud af det hele - der kan jo også ske uforudsete ting, desværre. Det kan j oogså være mor, som ender med at bakke ud

Men det er det med at vide det helt fra starten






Men kan se at TS har valgt at beholde baby - dejligt for hende og Tillykke med graviditeten

Ditte_Marie skriver:

Man kan jo ikke gøre for hvis faderen lige pludselig bakker ud af det hele - der kan jo også ske uforudsete ting, desværre. Det kan j oogså være mor, som ender med at bakke ud

Men det er det med at vide det helt fra starten






Men kan se at TS har valgt at beholde baby - dejligt for hende og Tillykke med graviditeten

Jeg ville godt nok hellere have at min far holdt sig væk fra starten, end skred efter jeg havde lært ham at kende og vidste hvad jeg savnede.. 

hvad er det helt præcis der får dig til at væmmes så meget ved tanken om at barnet du ser på ikke var ønsket af den ene af forældrene ? 

Hvad med adoptiv børn ? kan du heller ikke li tanken om at de sammen med deres adoptiv forældre ikke var ønsket ? Eller er det noget andet ? 

tror på ingen måde du kan sætte dig ind i hvor svært det er at stå ALENE med så svær en beslutning.. og at være ALENE igennem en hel graviditet.. går jeg ud fra at du ikke kan siden du aldrig ville have en "ups'er" som du så fint kalder det - 

gravid20 skriver:

Jeg ville godt nok hellere have at min far holdt sig væk fra starten, end skred efter jeg havde lært ham at kende og vidste hvad jeg savnede.. 

hvad er det helt præcis der får dig til at væmmes så meget ved tanken om at barnet du ser på ikke var ønsket af den ene af forældrene ? 

Hvad med adoptiv børn ? kan du heller ikke li tanken om at de sammen med deres adoptiv forældre ikke var ønsket ? Eller er det noget andet ? 

tror på ingen måde du kan sætte dig ind i hvor svært det er at stå ALENE med så svær en beslutning.. og at være ALENE igennem en hel graviditet.. går jeg ud fra at du ikke kan siden du aldrig ville have en "ups'er" som du så fint kalder det - 

Mange af jer herinde, læser virkelig det i Vil læse, og ikke rent faktisk de ting der står

Jeg har aldrig sagt at jeg væmmes ved "sådanne" børn.
Jeg bryder mig bare ikke om tanken - og det må jeg vel have lov til..

Det er da forfærdeligt når børn ikke er ønskede -uanset alder.
Og ja, sådan har jeg det også med adoptivbørn.


Og eftersom du ikke kender mig - så er det lidt dumt at du "dømmer" mig som du gør.
For jeg HAR stået i den situation.. som 17-årig.. med en kæreste som i hvert fald ikke ville have det barn som jeg bar på.
Nej jeg ved dog ikke hvordan det er at gå igennem en graviditet alene, men hvad har det også med sagen at gøre?
Til gengæld var jeg alene om aborten og fik ingen støtte whatsoever...