17 år, gravid - forvirret..

Hejsa!

Jeg er 17år, og gravid. Jeg er 6 uger henne ca, plus 4- 5 dage.

Jeg fik for et års tidsiden en abort, og det var ikke en sjov oplevelse på nogenmåde, faktisk også en ret uprofessionel abort af ''lægerne''.

Sagen er den, jeg er blevet gravid igen, og væmmes ved tanken om endnu en abort, dg siger min læge jeg ikke må lade skrækken tage over hånd, så det resultere i jeg ikke får en abort pga af det.

Problemet er det, at.. Hvis jeg vælger en abort har jeg den fulde opbakning fra familien og min kæreste, men hvis jeg vælger at  få Barnet, så vil min kæreste intet have med mig at gøre, og heller ikke barnet.. Han vil gå fra mig, og han vil aldrig nogensinde se det her barn, og vil heller ikke kaldes faderen for det. Han siger det vil ødelægge hans liv, og at han ikke er klar til at blive far..

Derudover er min mor i nærmest samme bås som min kæreste.

Har nogle dejlige veninder der er det for mig, og på mandag skal jeg snakke med en bekendt om det at være ung mor, hun er 18 og har en søn på 2½ år.. 

what to do? 

youngone skriver:

Hejsa!

Jeg er 17år, og gravid. Jeg er 6 uger henne ca, plus 4- 5 dage.

Jeg fik for et års tidsiden en abort, og det var ikke en sjov oplevelse på nogenmåde, faktisk også en ret uprofessionel abort af ''lægerne''.

Sagen er den, jeg er blevet gravid igen, og væmmes ved tanken om endnu en abort, dg siger min læge jeg ikke må lade skrækken tage over hånd, så det resultere i jeg ikke får en abort pga af det.

Problemet er det, at.. Hvis jeg vælger en abort har jeg den fulde opbakning fra familien og min kæreste, men hvis jeg vælger at  få Barnet, så vil min kæreste intet have med mig at gøre, og heller ikke barnet.. Han vil gå fra mig, og han vil aldrig nogensinde se det her barn, og vil heller ikke kaldes faderen for det. Han siger det vil ødelægge hans liv, og at han ikke er klar til at blive far..

Derudover er min mor i nærmest samme bås som min kæreste.

Har nogle dejlige veninder der er det for mig, og på mandag skal jeg snakke med en bekendt om det at være ung mor, hun er 18 og har en søn på 2½ år.. 

what to do? 

Først et kæmpe kram Det er den sværeste beslutning nogensinde man kan tage!

Jeg synes du skal lukke ørene for hvad de siger og kun lytte til hvad dit hjertw fortæller dig er det rigtige

Og så synes jeg du skal give kæresten et spark uanset hvad du vælger for det at han ikke støtter dig i så svær en beslutning viser da bare at han ikke kan være den rigtige

Held og lykke

Det er kun dig der ved hvad du skal gøre..
Men er det ikke forfærdeligt at vide at ens barn skal komme til verden og være uønsket? :/


Jeg har selv gået igennem en abort - og hvor var det bare det bedste jeg gjorde. Jeg var alene om aborten, men fortryder det ikke et sekund. Min dengang kæreste ville heller ikke have noget med det at gøre, og jeg var ikke klar til at stå med det alene. Jeg var også kun 17 år.

Hvor fik du foretaget abort henne? Og hvorfor var de uprofessionelle? Hvis man må spørge?

Lyt til dit hjerte!! kram herfra

Tillykke med din graviditet! Skønt med liv i maven!

Jeg går ikke ind for abort, og kan derfor heller ikke på nogen måde være fortaler for det i din situation. Selvom du er ung. Hvis du VIL så KAN du være ung mor. Det kræver nok lidt ændringer i dit liv, og det kræver en masse opbakning fra dem omkring dig. Dejligt at du har en veninde med erfaring! 

Hvis din kæreste er af den mening, ville jeg vippe ham ud. Hvis han kan sige nej på så hård en måde, så synes jeg ikke han er værd at samle på! Og jeg forstår slet ikke hans valg! 

Håber du finder en god løsning, en masse opbakning, og at din mor får slugt kamelen og blir klar til at bakke dig op

youngone skriver:

Hejsa!

Jeg er 17år, og gravid. Jeg er 6 uger henne ca, plus 4- 5 dage.

Jeg fik for et års tidsiden en abort, og det var ikke en sjov oplevelse på nogenmåde, faktisk også en ret uprofessionel abort af ''lægerne''.

Sagen er den, jeg er blevet gravid igen, og væmmes ved tanken om endnu en abort, dg siger min læge jeg ikke må lade skrækken tage over hånd, så det resultere i jeg ikke får en abort pga af det.

Problemet er det, at.. Hvis jeg vælger en abort har jeg den fulde opbakning fra familien og min kæreste, men hvis jeg vælger at  få Barnet, så vil min kæreste intet have med mig at gøre, og heller ikke barnet.. Han vil gå fra mig, og han vil aldrig nogensinde se det her barn, og vil heller ikke kaldes faderen for det. Han siger det vil ødelægge hans liv, og at han ikke er klar til at blive far..

Derudover er min mor i nærmest samme bås som min kæreste.

Har nogle dejlige veninder der er det for mig, og på mandag skal jeg snakke med en bekendt om det at være ung mor, hun er 18 og har en søn på 2½ år.. 

what to do? 

Jeg kan ikke ige hvad du skal gøre, men jeg kan fortælle dig hvad jeg har gjort (17 år og gravid)...

Tja... Det med din mor; Min mor var nogenlunde samme sted som din, ført prøvede hun at betale mig til en abort, så svinede hun mig til og kaldte mig uansvarlig og jeg ville aldrig kunne tage mig af et barn (men sjovt nok betragter kommunen mig som en hver anden gravid, fordi jeg er så ansvarlig som jeg er? &nbsp og så snakkede vi ikke sammen i en go måned... Så blev hun god igen, og så viste jeg hende et scanningsbilled og så flippede hun skråt, jeg tog til lægen et par dage senere akut og dét syntes hun var forkert, så vi har ikke snakket sammen siden, det er vel en lille måneds tid siden??

Min point: Din mor behøver du egentlig ikke... Jeg har min far, og han er dobbelt så meget forældre som han var før  Mange unge forældre/gravide kommer ud for at den ene forældre bliver hysterrisk mht graviditeten, og så kommer den anden forældre ofte og er fantastisk

Din kæreste; Dén kan jeg dog ikke sige med sikkerhed hvad jeg ville have gjort ved, da min kæreste elsker vores datter lige så højt som jeg selv gør, men til en nær veninde ville jeg have sagt; Giver du virkelig have en kæreste som siger sådan? Helt ærlig, fyren truer dig til en abort ved at sige han ikke vil være i nærheden af Jer - så er han heller ikke værd at være i nærheden af ellers! :O

Det var dine to store problemer mht at beholde barnet... Men egentlig syntes jeg du skal kigge på dig selv og overveje om det gør dig glad at røre maven, selvom du ikke kan mærke det endnu? Eller føler du bare en flad mave uden nogen egentlig værdi...

Sidst; Måske skulle du snakke med en eller anden om den abort du havde, for det lyder som om den virkelig plager dig?

Sidst sidst; Du skal være velkommen til at skrive til mig, om ikke andet er jeg rigtig god til at fortælle dig at de folk der prøver at køre dig ned, ikke er det værd 

Held og lykke 

youngone skriver:

Hejsa!

Jeg er 17år, og gravid. Jeg er 6 uger henne ca, plus 4- 5 dage.

Jeg fik for et års tidsiden en abort, og det var ikke en sjov oplevelse på nogenmåde, faktisk også en ret uprofessionel abort af ''lægerne''.

Sagen er den, jeg er blevet gravid igen, og væmmes ved tanken om endnu en abort, dg siger min læge jeg ikke må lade skrækken tage over hånd, så det resultere i jeg ikke får en abort pga af det.

Problemet er det, at.. Hvis jeg vælger en abort har jeg den fulde opbakning fra familien og min kæreste, men hvis jeg vælger at  få Barnet, så vil min kæreste intet have med mig at gøre, og heller ikke barnet.. Han vil gå fra mig, og han vil aldrig nogensinde se det her barn, og vil heller ikke kaldes faderen for det. Han siger det vil ødelægge hans liv, og at han ikke er klar til at blive far..

Derudover er min mor i nærmest samme bås som min kæreste.

Har nogle dejlige veninder der er det for mig, og på mandag skal jeg snakke med en bekendt om det at være ung mor, hun er 18 og har en søn på 2½ år.. 

what to do? 

Lige en lille her fra ...

Jeg syntes du skal lytte til dit hjerte og gøre hvad du selv syntes ... Også må din kæreste jo bare få det spark når han ikke vil have noget med dig og gøre hvis du vælger og beholde barnet ...

Men lyst til dig selv og dit hjerte ...

Kram ...

Havde I brugt beskyttelse?

Spørger fordi jeg synes det er en skam at kvinden har så stor "magt" overfor manden - det er noget der vil påvirke hans liv altid, det er synd hvis I har brugt beskyttelse og denne graviditet kommer som et lyn fra en klar himmel og samtidig synes jeg det er synd for et barn at blive født ind til en verden hvor det er uønsket. Disse overvejelser skal du have med dig i dine overvejelser.

Jeg fik selv barn som 18 årig - hun er 7 år i dag. Og hold op hvor havde jeg ventet hvis jeg havde vidst hvordan det ville være. Det er virkelig hårdt - både det faktum at skulle kunne forsørge hende, tage en uddannelse, være der for hende og tilsidesætte alt hvad jeg lystede. Det bliver selvf. nemmere med tiden og jeg har i dag etableret en fam. med min kæreste vores fælles dreng og "vores" datter. Men er du klar til at droppe alt hvad der hedder ungdom, festliv og veninder? Når jeg siger veninder så er det fordi mange af dem vil smutte i svinget når du bliver mor og er det helt andet sted i livet end de.

MEN

Har I ikke brugt beskyttelse så er det en anden sag, så har din kæreste jo vidst at dette kunne forekomme.. I så fald ville jeg tage en snak med hans og din familie for at søge råd og vejledning.

Ditte_Marie skriver:

Det er kun dig der ved hvad du skal gøre..
Men er det ikke forfærdeligt at vide at ens barn skal komme til verden og være uønsket? :/


Jeg har selv gået igennem en abort - og hvor var det bare det bedste jeg gjorde. Jeg var alene om aborten, men fortryder det ikke et sekund. Min dengang kæreste ville heller ikke have noget med det at gøre, og jeg var ikke klar til at stå med det alene. Jeg var også kun 17 år.

Hvor fik du foretaget abort henne? Og hvorfor var de uprofessionelle? Hvis man må spørge?

Jeg fik min abort i Silkeborg..

Og jeg fik den der ''pille''
De sendte mig hjem helt vildt hurtigt, og de sagde de smerter jeg havde på hospitalet blev kun mindre der hjemme, og det gjorde de bare IKKE.. Det sagde bare spar 7, gså var jeg slået i gulvet!

Så kom *fostret* ud, altså barnet, og nu var det værste da overstået,.... 1½ uge efter, var jeg oppe i føtex i min by, og kunne mærke der var noget helt galt, ganske rigitgt, gik ud på toilettet og hvad lagde der i min trusser? foster nr. 2!!! 

lille mig, 16 år og alene på det tidspunkt, var IKKE blevet infomeret om der var tvillinger!  

youngone skriver:

Hejsa!

Jeg er 17år, og gravid. Jeg er 6 uger henne ca, plus 4- 5 dage.

Jeg fik for et års tidsiden en abort, og det var ikke en sjov oplevelse på nogenmåde, faktisk også en ret uprofessionel abort af ''lægerne''.

Sagen er den, jeg er blevet gravid igen, og væmmes ved tanken om endnu en abort, dg siger min læge jeg ikke må lade skrækken tage over hånd, så det resultere i jeg ikke får en abort pga af det.

Problemet er det, at.. Hvis jeg vælger en abort har jeg den fulde opbakning fra familien og min kæreste, men hvis jeg vælger at  få Barnet, så vil min kæreste intet have med mig at gøre, og heller ikke barnet.. Han vil gå fra mig, og han vil aldrig nogensinde se det her barn, og vil heller ikke kaldes faderen for det. Han siger det vil ødelægge hans liv, og at han ikke er klar til at blive far..

Derudover er min mor i nærmest samme bås som min kæreste.

Har nogle dejlige veninder der er det for mig, og på mandag skal jeg snakke med en bekendt om det at være ung mor, hun er 18 og har en søn på 2½ år.. 

what to do? 

Først!

Jeg fik en abort som 17 årig og igen som 19 årig... Det har altid været min største drøm at blive ung mor... MEN under de omstændigheder der var som 17 årig så valgte jeg alligevel barnet fra.... Som 19 årig var det min kæreste der "tvang" mig til at få den, fordi ellers var han gået fra mig.... Jeg har bitterligt fortrudt BEGGE aborter.. Jeg ville sagtens kunne have klaret at få et barn alene som 17 årig... Ja, det havde været pisse hårdt, men jeg ved at jeg ville have klaret det.... Og altså, den med min eks... Jamen, jeg tilgav ham aldrig at han faktisk havde taget valget for mig og vores forhold gik alligevel i stykker... Man kan altså ikke regne med at man finder sit livs kærlighed som 17 årig... Før jeg fik Silas og jeg troede Anders og jeg ikke kunne lave børn sammen, fortrød jeg SÅ meget at jeg havde fået de aborter og det gør jeg stadig... Jeg kunne have haft en lille pige eller dreng på næsten 10 år nu her... Det ville jeg gerne... At jeg så skulle have tre børn med forskellige mænd, det ville ikke røre mig en pind!

Mht. din mor... Hvor er det surt at hun ikke støtter dig i din beslutning, det er virkelig tarveligt af hende synes jeg - men hun forsøger jo sikkert at passe på dig og ja, et barn vil være hårdt hvis du står alene, men du skal nok få det til at fungere....

Din kæreste... Viller gerne vide hvor gammel han er, for er han ligeså gammel som dig, så kan jeg godt forstå han er skræmt ved tanken om et barn, men burde have gjort noget for at forhindre det... Sikre sig at du var på p-piller eller brugt et kondom...

Hvis han er ældre, så må han leve op til sit ansvar... Hvis han ikke vil have noget med barnet at gøre, jamen så er det sådan det er.. Men han kan ikke bare stikke halen mellem benene bare fordi han ikke er klar, så burde han som den ældste i forholdet ligesom tage de forholdregler der er når man dyrker sex.

Håber du vælger med hjertet og ikke lader andre tage valget for dig, du vil fortryde at der var nogle der bestemte den vigtigste beslutning du kan tage.