17 år, gravid - forvirret..

Rockertand skriver:

Der er så mange problematikker i det her, at det kan du slet ikke overskue på nuværende tidspunkt - og jeg synes måske, at du skulle lytte lidt til de, som blev mødre i en meget ung alder og nu er omkring de 30, der er rigtig mange, der kigger tilbage og meget gerne ville have ventet. 

Der sker mange positive ting i en graviditet, men hvem vil du dele oplevelserne med?

Alle de grimme oplevelser starter lige om lidt: Undersøgelser hos læge og jordemoder, hvor du er under ekstra observation, fordi du er uden ressourcer og meget ung, nedstirren i venteværelset, fordi du sidder der ung og gravid og alene (jeg gør det selv og har meget ondt af de unge piger, og vi er nok mange, der stempler med et meget grimt ord, selvom vi forsøger at lade være). Når du har født, bliver der vurderet - hvad enten du er oplyst om det eller ej - om du skal have tilsyn fra kommunen (det afhænger af dine ressourcer og netværk), og du skal nu have et liv til at hænge sammen, som bliver krydret med "nåå, har du fået en lillesøskende?", du skal have en hverdag til at gå op, hvad enten du er syg, træt, gerne vil i byen eller synes, at det er træls, at ungen skriger, fordi der er tænder på vej.

Du kan se frem til, at de fleste veninder står af, og hvad tænker du omkring dit fremtidige sociale liv? Hvad tænker du om uddannelse? Skal du bare være på kontanthjælp og få alt det, du kan hive ud af kommunen?

Det var bare lige nogle hurtige tanker, der er mange flere aspekter i det her, men beslutningen er din og din alene, desværre har faderen ikke noget at sige, selvom han bliver tvangsindlagt til at betale i 18 år og dermed mindes om, at du har taget en beslutning - alene - som påvirker manges liv i negativ retning.

Må jeg til sidst lige minde om, at du jo var på p-piller, og at han derfor ikke er en vatpik og hvad der har været fremme af grimme ord, han tænker både praktisk og logisk, og han skal nok få sig en uddannelse og yde sit til både dig og samfundet, så det er jo en yderst positiv ting.

Held og lykke med det hele, det får du brug for.

Er det kun når man er under 18 ??
alt det har jeg nemlig ikke oplevet, (pånær at der er blevet kigget lidt) og har slet ikke haft kommunen med inde over..

Mikkel's mor <3 skriver:

Skal lige forstå den rigtig
du mener at der er stor forskel på at blive mor som 24-årig og
17-årig ?

Hun skriver der stor forskel på en kvinde, som er lidt ældre, og som HAR EN MAND, og så på en teenager der skal stå med det helt alene. Og naturligvis er der det! Der er milevid forskel

Frøken J. skriver:

Hun skriver der stor forskel på en kvinde, som er lidt ældre, og som HAR EN MAND, og så på en teenager der skal stå med det helt alene. Og naturligvis er der det! Der er milevid forskel

Okay så er jeg med takker
tænker bare det er jo første gang for alle, uanset alder. men klart det har noget at sige når der er en mand med inde over

Jeg mener ligesom Najasmor at man skal være to, til at vælge et barn.
Egentlig ville jeg gerne kunne sidde her og male det rosenrødt for dig, at du da skal have det barn, for jeg tror ikke at nogen kvinder decideret fortryder at have fået et barn, de vil jo elske det grænseløst for evigt.

Men for at være helt ærlig, så er du jo selv kun et barn - du har ikke engang stemmeret endnu. Jeg er sikker på at du garanteret ville yde dit allerbedste, og være der 100 % for dit barn, men jeg tror også at der er en grund til at der skal være to forældre til at lave barnet.

Jeg var selv tæt på at blive ung mor i en alder af 19 år, jeg havde fast kæreste på 25 år og boede i hus og havde arbejde - jeg havde afsluttet handelsskolen men uddannelsen var jo reelt set ikke færdig endnu. Jeg elskede min kæreste og troede at at han var den eneste ene, han ville gerne have børn og jeg gad slet ikke at gå i byen - jeg ville bare gerne stifte min egen familie.

Men min kloge mor sagde til mig (og Gud ved at hun har haft ret i alle de gode råd, som hun har givet mig gennem tiden), at hvis jeg fik det barn så ville hun støtte mig i beslutningen, hun ville elske at blive mormor, men hun ville ikke elske det højere end hun elsker mig. 
Derpå så bad hun, om jeg ikke nok ville gøre hende den tjeneste at gøre min uddannelse færdig, så jeg ikke alene ville få en højere løn, men også mere perspektiv og livserfaring. Hvilket jeg lovede hende.
5 måneder senere var jeg startet i en virksomhed som elev og et helt nyt kapitel af mit liv startede, jeg fandt ud af at min kæreste var en enorm egotripper og skred fra ham.

Så skal jeg ellers lige love for, at mit liv tog en drejning, da jeg mødte nogle fantastiske piger, der hurtigt blev veninder. For jeg gik fra "aldrig-i-byen" til partypige og det forsatte jeg med igennem 6 år.
Nu sidder jeg så her - nogle år senere. Nu som 29 årig, og hvor ville det barn have taget mig i en komplet anden retning end den jeg sidder i den dag i dag. Jeg har været gennem yderligere uddannelser, boet i andre byer, mødt hundredevis af mennesker, haft flere kærester og kærestesorger, kæmpet for at holde næsen ovenvande da det gik skidt og mange andre erfaringer rigere.

Set i bakspejlet, så ville jeg ikke have undværet noget af det i dag, selvom at jeg af og til syntes at livet var noget skod. Og tak for finanskrisen og min fightervilje, det skaffede mig et (ikke mit drømme) job, hvor jeg mødte min nuværende kæreste, som jeg aldrig ville have faldet for, hvis ikke at jeg havde haft mange af mine erfaringer med i rygsækken!

Jeg har været naiv og troet at livet var nemt og ligetil. Det er det bare ikke altid, der skal kæmpes kampe og regningerne skal betales.
Den dag i dag er jeg bare glad for, at alt dette ikke skulle gøres med en baby på armen.

Jeg siger ikke at det er dårligt at få et barn tidligt, for det er en vurderingssag, jeg er bare glad for at jeg selv blev rådet til at vente

Det er ikke i min natur at fortælle andre, hvordan de skal leve deres liv, jeg vil hellere fortælle hvorfor jeg er lykkelig for at jeg ventede.
I dag, 10 år efter at jeg kunne have haft mit første barn, er jeg nu 16+3, og skal til at bygge nyt hus når vores gamle er solgt, og har en mand, der lige så sikker i sin sag som jeg, vi venter vores ønskebarn og vores familier glæder sig så meget  

Held og lykke!

Mikkel's mor <3 skriver:

Okay så er jeg med takker
tænker bare det er jo første gang for alle, uanset alder. men klart det har noget at sige når der er en mand med inde over

Men det er immervæk noget andet, når man står mutters alene og måske knap nok er færdig med folkeskolen.. Siger ikke man ikke kan klare det, men det er noget man skal tage op til seriøs overvejelse. Jeg kender en, der lige har gjort det, og hun var dybt dedikeret og gik op til eksamen i folkeskolen kort efter fødslen. MEN! Hun havde også sin familie og kærestes FULDE opbakning, selvom graviditeten var en upser. Hendes kæreste arbejdede ekstra timer for at tjene penge til den lille, hendes forældre støttede hende, passer barnet, og hun bor hos dem. Og på trods af dette, har det været ekstremt hårdt for hende. Og trådstarter har jo øjensynligt slet ikke alle disse fine forudsætninger som hende jeg kender personligt. Kæresten vil ikke have barnet, forældrene tager afstand.. Så er det pludselig ikke simpelt at klare tilværelsen som ung mor længere.

Frøken J. skriver:

Men det er immervæk noget andet, når man står mutters alene og måske knap nok er færdig med folkeskolen.. Siger ikke man ikke kan klare det, men det er noget man skal tage op til seriøs overvejelse. Jeg kender en, der lige har gjort det, og hun var dybt dedikeret og gik op til eksamen i folkeskolen kort efter fødslen. MEN! Hun havde også sin familie og kærestes FULDE opbakning, selvom graviditeten var en upser. Hendes kæreste arbejdede ekstra timer for at tjene penge til den lille, hendes forældre støttede hende, passer barnet, og hun bor hos dem. Og på trods af dette, har det været ekstremt hårdt for hende. Og trådstarter har jo øjensynligt slet ikke alle disse fine forudsætninger som hende jeg kender personligt. Kæresten vil ikke have barnet, forældrene tager afstand.. Så er det pludselig ikke simpelt at klare tilværelsen som ung mor længere.

Helt sikkert !.. ville heller ikke være uden min kæreste og familie.. skulle bare lige se om jeg fattede det

Mikkel's mor <3 skriver:

Er det kun når man er under 18 ??
alt det har jeg nemlig ikke oplevet, (pånær at der er blevet kigget lidt) og har slet ikke haft kommunen med inde over..

Når du er over 18, er du jo myndig og kan træffe beslutninger i dit liv, som du antages at have gennemtænkt konsekvensen af. I det øjeblik du føder og er under 18 er du under andres ansvar/myndighed, og hvis det antages/observeres, at du ikke har ressourcer nok eller dit netværk ikke er af en vis kaliber til at hjælpe dig i den svære, nye situation, så skal den ansvarshavende læge tage stilling til, om der skal laves indberetning til kommunen, dette gøres alene for barnets tarv. Hvis du er under 18, vil både læger og sygeplejersker observere/overvåge dig ekstra omhyggeligt, og for det meste gøres dette uden moderens vidende.

Hvis du beviser, at du kan udfylde opgaven og varetage dit barns interesser og alt netværket er på plads, så vil du formentligt aldrig opdage, at der har været opsyn med jer.

gravid20 skriver:

der er da MANGE børn der ikke er lavet med henblik på at lave børn.. jeg er selv deriblandt 

jeg har altid følt mig elsket og ønsket.. 

MIN datter kommer ikke til at kende sin far, og det er fint med mig, hellere at han ikke er der, end at han er der halvt.. mit barn skal nok få en far en dag.. hun vil blive elsket og ønsket af hele min familie .. ! 

mit barn er IKKE mindre ønsket end dit, bare fordi at hun ikke er planlagt, faren kunne ikke tage ansvar og skred fra hans eget barn og hende han sagde at han elskede... Mænd skal INTET have at sige med kvindens valg om at få barnet eller ej.. kvinder skal være herre over deres egen krop.. 

jeg ville da godt nok hellere få a vide at min far ikke ønskede mig, end være endt i et skyllerum.. 

dette barn vil jo være ønsket af moderen hvis hun vælger at beholde det, og hun finder da sikkert end faderfigur til dette barn på et tidspunkt... 

Det ved jeg godt at der er - men jeg kan stadig ikke lide tanken om det, og det skal jeg vel have lov til?

Det er jo også fint at du har taget den beslutning, det er jo dit valg.

Nej, det kan da godt være at hun ikke er mindre ønsket, men hun er vel en "ups'er", og det er jo op til den enkelte hvordan man vil opfatte det.
Og med hensyn til det med at mænd intet har at sige til det - så synes jeg at man er to om at tage beslutningen, man er trods alt også to om at lave en baby..

Det kan jeg da godt forstå at du siger nu, men forstå mig ret; hvis du "var endt i et skyllerum" (som du selv skriver det), så havde du jo ikke noget at sige til det.
Jeg har selv fået abort og fortryder det ikke ét sekund.

Selvfølgelig er barnet ønsket af moderen, hvis hun vælger at beholde det Og det er jo også fuldt ud hendes valg - jeg sagde bare min personlige mening.

Rockertand skriver:

Når du er over 18, er du jo myndig og kan træffe beslutninger i dit liv, som du antages at have gennemtænkt konsekvensen af. I det øjeblik du føder og er under 18 er du under andres ansvar/myndighed, og hvis det antages/observeres, at du ikke har ressourcer nok eller dit netværk ikke er af en vis kaliber til at hjælpe dig i den svære, nye situation, så skal den ansvarshavende læge tage stilling til, om der skal laves indberetning til kommunen, dette gøres alene for barnets tarv. Hvis du er under 18, vil både læger og sygeplejersker observere/overvåge dig ekstra omhyggeligt, og for det meste gøres dette uden moderens vidende.

Hvis du beviser, at du kan udfylde opgaven og varetage dit barns interesser og alt netværket er på plads, så vil du formentligt aldrig opdage, at der har været opsyn med jer.

Jeg har i hvert fald ikke opdaget det 

-Sigrid- skriver:

Jeg har i hvert fald ikke opdaget det 

Nej, men det fremgår alligevel af din profil, at der er lavet tiltag til at holde øje med jer - at I så har klaret det godt, er en anden sag, men igen - det er nok mere sandsynligt at slippe godt igennem en observation, hvis begge forældre er deltagende i barnets tarv.