17 år, gravid - forvirret..

youngone skriver:

Hejsa!

Jeg er 17år, og gravid. Jeg er 6 uger henne ca, plus 4- 5 dage.

Jeg fik for et års tidsiden en abort, og det var ikke en sjov oplevelse på nogenmåde, faktisk også en ret uprofessionel abort af ''lægerne''.

Sagen er den, jeg er blevet gravid igen, og væmmes ved tanken om endnu en abort, dg siger min læge jeg ikke må lade skrækken tage over hånd, så det resultere i jeg ikke får en abort pga af det.

Problemet er det, at.. Hvis jeg vælger en abort har jeg den fulde opbakning fra familien og min kæreste, men hvis jeg vælger at  få Barnet, så vil min kæreste intet have med mig at gøre, og heller ikke barnet.. Han vil gå fra mig, og han vil aldrig nogensinde se det her barn, og vil heller ikke kaldes faderen for det. Han siger det vil ødelægge hans liv, og at han ikke er klar til at blive far..

Derudover er min mor i nærmest samme bås som min kæreste.

Har nogle dejlige veninder der er det for mig, og på mandag skal jeg snakke med en bekendt om det at være ung mor, hun er 18 og har en søn på 2½ år.. 

what to do? 

Det er ikke et nemt valg du står med, og du skal være  villig til at opgive de ting som du bliver stillet overfor, som din kæreste og dit nuværende liv, for at være helt alene enlig mor er ikke nemt altid og slet ikke i starten, men jeg tror på man skal snakke om de forskellige muligheder og senarier, du skal bare hvis du tager valget om at beholde barnet være sikker på at du gør det fordi du i hjertet ønsker barnet og ikke fordi du ikke ønsker det ubehag der hører med ved en abort. 

Jeg stod selv med valget, men var 25 og havde en uddannelse, nu læser jeg så en anden uddannelse, så på den måde er jeg selvfølgelig startet lidt forfra, min datter kender sin far som far - fordi det nu engang er hendes far, men han sagde præcis de samme ting til mig + lidt ekstra, men i sidste ende så var valget for mig let i den forstand at jeg efter mange overvejelser træf det eneste valg jeg ville kunne leve med. Min datter har set hendes far 3 gange, hun er nu 2½ år og jeg håber da stadig han ændre mening fordi jeg ved det får betydning for hendes identitet hvis han ikke vil være der, men jeg har ikke fortrudt mit valg - men at nå frem til det rigtige valg (selvom jeg godt vidste i hjertet hvad jeg ville) var ikke nemt for jeg sårede og gik imod den person som jeg tros alt havde elsket højt nok til at få et barn med - det var det hårde, i dag er det hårde når hun spørger til hendes far og den del bliver jo ikke nemmere med tiden. 

Hvordan havde du det da du fandt ud af det?

Jeg var nemlig sjovt nok virkelig glad, indtil virkeligheden gik op for mig, så tudede jeg bare hele tiden, men jeg er sikker på at det var mit hjerte der fortalte mig hvordan jeg virkelig følte før fornuften tog over. 

Ditte_Marie skriver:

Det er kun dig der ved hvad du skal gøre..
Men er det ikke forfærdeligt at vide at ens barn skal komme til verden og være uønsket? :/


Jeg har selv gået igennem en abort - og hvor var det bare det bedste jeg gjorde. Jeg var alene om aborten, men fortryder det ikke et sekund. Min dengang kæreste ville heller ikke have noget med det at gøre, og jeg var ikke klar til at stå med det alene. Jeg var også kun 17 år.

Hvor fik du foretaget abort henne? Og hvorfor var de uprofessionelle? Hvis man må spørge?

Barnet vil da ikke være uønsket, når man vælger at sætte et barn i verden som alenemor så er det da netop fordi barnet er ønsket af dets forældre DVS. mor, da mor jo er den eneste forældre.. 

N&J skriver:

Barnet vil da ikke være uønsket, når man vælger at sætte et barn i verden som alenemor så er det da netop fordi barnet er ønsket af dets forældre DVS. mor, da mor jo er den eneste forældre.. 

Hvorfor må manden aldrig have noget at skulle have sagt? Det er da også hans liv der får en kolosal forandring og en uønsket en af slagsen?

Jeg synes det er ansvarsbevidst overfor det lille barn at sige at man ikke kan forsørge det hverken økonomisk eller fysisk. Hvilket liv venter der dette lille barn hvis ikke der er råd til det, det ikke er ønsket, ikke vil have kontakt til sin far og at begge parter ikke formår at have det overskud det kræves.? (ikke noget ondt til dig TS, forsøger bare at se situationen fra din kærestes side, da man ofte glemmer det)

Hvorfor er et barn til en 100% enlig mor ikke ønsket. 

Hendes forældre som i det tilfælde er mor har vel netop ønsket barnet, ellers beholdte man vel ikke barnet, jeg syntes det er noget sludder at sige, for du vil altid kunne finde de samme tanker ved skilsmisse børn, men de forældre fik vel ikke børn som var uønsket - de slås bare om dem istedet - for at sætte det på spidsen.

Jeg siger ikke at man ikke skal overveje hvor netop den magt man har, hvor hårdt det bliver og det at man tros alt går imod en som man elsker ønsker - bestemt ikke, da de overvejelser er nødvendige når man træffer så stort et valg som at sætte et barn i verden, men at sige at barnet er uønsket - det er da ikke rigtig..

min datter er ikke uønsket - som hendes far sagde under graviditeten, da jeg blødte og troede jeg var ved at abotere, jeg ved hvor meget du ønsker dig barnet, så jeg håber det går som du ønsker, og jeg har da spurgt ham nu her 2 år efter om jeg har ødelagt hans liv - og det var et klart nej, så jeg syntes det er så forkert en fortolkning af omstændighederne hvis man ender med at blive helt alene mor.. 

For ja, det er imod faderens ønske, men hvis far ikke ønsker at være en del af barnets liv, så er mor jo forældren og derfor er barnet ønsket af dets forældre, nemlig den forældre der er der. 

Alba skriver:

Jeg ville sætte mit eget og andres behov til side og tænke på detufødte barn, hvadkan jeg byde, forsærgermæssigt og sådan. hvilket liv harjeg at give lige nu og er det det værd. som 17 årig tror jeg det vil være en rigtig svær situation at få et barn men kommer meget an på hvor i sit liv man er og hvor man vil hen.

Jeg håber du finder en beslutning som du kan leve med for du skal selvfølgelig ikke gå og have det dårligt med det. Kan godt forstå din kærestes bekymring men ikke dermed enig i at han ikke skal støtte dig.

N&J skriver:

Hvorfor er et barn til en 100% enlig mor ikke ønsket. 

Hendes forældre som i det tilfælde er mor har vel netop ønsket barnet, ellers beholdte man vel ikke barnet, jeg syntes det er noget sludder at sige, for du vil altid kunne finde de samme tanker ved skilsmisse børn, men de forældre fik vel ikke børn som var uønsket - de slås bare om dem istedet - for at sætte det på spidsen.

Jeg siger ikke at man ikke skal overveje hvor netop den magt man har, hvor hårdt det bliver og det at man tros alt går imod en som man elsker ønsker - bestemt ikke, da de overvejelser er nødvendige når man træffer så stort et valg som at sætte et barn i verden, men at sige at barnet er uønsket - det er da ikke rigtig..

min datter er ikke uønsket - som hendes far sagde under graviditeten, da jeg blødte og troede jeg var ved at abotere, jeg ved hvor meget du ønsker dig barnet, så jeg håber det går som du ønsker, og jeg har da spurgt ham nu her 2 år efter om jeg har ødelagt hans liv - og det var et klart nej, så jeg syntes det er så forkert en fortolkning af omstændighederne hvis man ender med at blive helt alene mor.. 

For ja, det er imod faderens ønske, men hvis far ikke ønsker at være en del af barnets liv, så er mor jo forældren og derfor er barnet ønsket af dets forældre, nemlig den forældre der er der. 

Dette indlæg var skrevet udfra farens synspunkt - at barnet for ham var uønsket.

Hvis ikke han ændre mening og derfor ikke ønsker kontakt med sit barn står denne unge kvinde pludselig med et barn der ikke kender sit fundament, der kan komme i ekstreme identitetskriser grundet uvidenheden om hvor det kommer og nedstammer fra.
Det er jo ikke for sjov at man skal være en mand og en kvinde til at lave et barn, barnet har brug for begge parter og det er klart det mest optimale at få et barn hvor faren også ønsker sig en del heri.

Samtidig forsøger jeg blot at argumentere for hvorfor man somme tider bør sætte sig ind i mandens situation, at det ikke er fair at tage en så stor beslutning hen over hovedet på en mand der ikke ønsker sig et barn og som tilmed siger at økonomien og overskudet ikke er til det.

Jeg stopper den her, da jeg ikke tror vores diskution gavner TS i hendes beslutning.

youngone skriver:

Hejsa!

Jeg er 17år, og gravid. Jeg er 6 uger henne ca, plus 4- 5 dage.

Jeg fik for et års tidsiden en abort, og det var ikke en sjov oplevelse på nogenmåde, faktisk også en ret uprofessionel abort af ''lægerne''.

Sagen er den, jeg er blevet gravid igen, og væmmes ved tanken om endnu en abort, dg siger min læge jeg ikke må lade skrækken tage over hånd, så det resultere i jeg ikke får en abort pga af det.

Problemet er det, at.. Hvis jeg vælger en abort har jeg den fulde opbakning fra familien og min kæreste, men hvis jeg vælger at  få Barnet, så vil min kæreste intet have med mig at gøre, og heller ikke barnet.. Han vil gå fra mig, og han vil aldrig nogensinde se det her barn, og vil heller ikke kaldes faderen for det. Han siger det vil ødelægge hans liv, og at han ikke er klar til at blive far..

Derudover er min mor i nærmest samme bås som min kæreste.

Har nogle dejlige veninder der er det for mig, og på mandag skal jeg snakke med en bekendt om det at være ung mor, hun er 18 og har en søn på 2½ år.. 

what to do? 

Allerførst et stort 

Det er sgu en hård situation at stå i.

Jeg fik en abort kort tid efter jeg var fyldt 18 år, netop fordi min kæreste ikke syntes det var en god idé, og at han havde regnet med at vente.

Senere røg han på porten, måske fordi det efter aborten tog overhånd med at han ville "bestemme alt", inc. over mit liv og mine valg - dvs. ikke længere at kunne snakke med "drengevenner" samt nogle bestemte piger..

Vi var sammen i to år efter aborten, og jeg fortrød aborten hver evig eneste dag. Da sværgede jeg også, at jeg aldrig ville igennem en abort igen, netop fordi det tog så psykisk hård på mig.

Sidste år mødte jeg en skøn og spontan fyr på en ny uddannelse, og vi begyndte at snakke sammen. Han fik mig til at indse hvor dybt skørt det var at lade en anden styre mine valg, og han hjalp mig igennem den hårde tid, hvor jeg gik fra min x. Kort tid efter -som du nok næsten kan regne ud - fandt jeg sammen med denne fyr, og jeg fortalte ham om min holdning til at skulle igennem en abort. Han forstod mig, og på trods af han ønskede, at han først skulle være forældre i en alder af 25 eller mere, fortalte han, at han ville være der for mig, hvis jeg pludselig stod med en positiv graviditetstest.

Siden har jeg kunne lægge aborten bag mig, og slappe meget mere af en længe. - jeg vil lige sige, at jeg altså ikke er imod abort, det er bare ikke "svaret" for mig..

Og her i sommers skete det - jeg stod med 5 positive graviditetstest og min kæreste er 20 og jeg 21, og det var virkelig ikke planlagt.

Han har lige skulle vende tanken om, at skulle være far som 20 årig, men nu er han glad og lykkelig over min efterhånden tykke mave.

Og jeg har ikke haft det bedre.

Det er nok her min historie skiller sig en del fra din, for min kæreste støtter mig, min mor har i flere år hungret efter børnebørn ( min moster er ti år ældre end min mor, og har 4 børnebørn..) og min far har tidligere sagt til mig, at jeg skulle lige tage at vente med at få børn til jeg var over 21.. Og ja, det er så der jeg er nu, 21 år og venter mit første barn.

Størstedelen af familien er der også og støtter os begge, selvom der selvfølgelig er et par stykker, der synes det er alt for tidligt.

Min kærestes forældre var blandt dem i starten, men efter de så et af de finde scanningsbilleder har de været solgt, og støtter også op om det.

Det jeg sådan set vil sige er, at du bør tænke dig om. Er kæresten virkelig ham du regner med, at dele livet med?

Er der andre i familien og vennekredsen som betyder meget for dig, som du ved vil kunne støtte dig, og som du ved vil være der for dig?

Ønsker du barnet ELLER ønsker du at undgå aborten?
(Der er alligevel en forskel, men kærligheden kan altså indfinde sig efterhånden som graviditeten skrider frem)

Er DU klar til en så stor ændring i dit liv, og er du klar til at sige fester og lignende fra for at kunne være hos dit barn? 

Vil DU komme til at fortryde aborten, fx hvis du og kæresten går fra hinanden om en måned?

Forresten: At få et barn under uddannelse er jeg ret sikker på, giver én noget mere tid til at være sammen med den lille, fordi man selv kan planlægge den tid, der skal bruges på lektier..

Følg DIT hjerte, og gør det, du mener er bedst.

Er man ikke klar kan man blive klar, og kvinder er sgu seje. Jeg tager hatten af for de, der tør og kan opdrage et barn alene.

Og husk, at nye venskaber også opstår med en graviditet...

Håber du kan bruge det til noget.

Jeg sender et par kærlige tanker til dig. Følg dit hjerte, og lad dig ikke kure af hvad andre mener. Om ikke andet, så ved jeg der er en masse herinde, der vil støtte dig, UANSET hvad du vælger.

Og du er velkommen til at skrive til mig hvis du har brug for at snakke videre om det

Vil lige tilføje at mine forældre var der for mig fra starten, men havde det lidt sværere med min lillesøster, der var 19 og havde kendt hendes fyr i 3 mdr. og pludselig var gravid (vi blev gravide med 3 mdr.s mellemrum), fordi hun var så ung og ingen uddannelse havde osv., så jeg tror mine forældre håbede på at hun ikke ville få barnet fordi de ikke mente hun var klar og det gjorde jeg i øvrigt heller ikke. 

I dag er mine forældre glade for begge deres børnebørn, de støtter os begge to og syntes vi begge klarer det rigtig flot - hvilket vi begge gør.

Min søster er blevet skilt fra hendes mand efter 2 års ægteskab - men selvom hun ikke fortryder sin søn, så er hun ked af at hun ikke har fået ham med den mand som hun skulle være sammen med resten af livet - det var nemlig hendes drøm, så på den måde har det nok været lettere for mig, der har været enlig fra starten, hun står der først nu.. 

N&J skriver:

Barnet vil da ikke være uønsket, når man vælger at sætte et barn i verden som alenemor så er det da netop fordi barnet er ønsket af dets forældre DVS. mor, da mor jo er den eneste forældre.. 

Ditte_Marie skriver:

Men barnets far ønsker det ikke - ligesom resten af familien..

Men han kommer jo ikke til at være der som forældre, så han er jo ikke forældre til det barn hvis hun får det, det er hun, der er daa kun en forældre til mit barn - hendes far er da ikke hendes forældre. 

Og så lige for at slå det fast, mit barn er lige så ønsket som dit - ikke mindre. 

Og resten af familien, der er enorm forskel på at ens familie syntes man er for ung og derfor ikke i starten syntes man skal beholde barnet til at de når barnet er født syntes at barnet er uønsket, verden er ikke sort og hvidt, men har en masse gråområder, og det her er en af dem. 

Bør man altid sætte sig ned og virkelig reflektere over hvad et barn får af betydning for ens eget liv og de liv der ellers påvirkes og hvad man kan tilbyde et barn og om man faktisk ønsker et barn - JA, men det bør man da altid når man vælger et barn til, ikke kun når man vælger det som alenemor, vi kan alle komme til at stå alene eller stå der hvor vores barn får følelsesmæssige konsekvenser af vores valg, men det er altså ikke forbeholdt alenemødre.

Så selvfølgelig skal man da overveje de ting - andet ville være uansvarligt.