youngone skriver:
Hejsa!
Jeg er 17år, og gravid. Jeg er 6 uger henne ca, plus 4- 5 dage.
Jeg fik for et års tidsiden en abort, og det var ikke en sjov oplevelse på nogenmåde, faktisk også en ret uprofessionel abort af ''lægerne''.
Sagen er den, jeg er blevet gravid igen, og væmmes ved tanken om endnu en abort, dg siger min læge jeg ikke må lade skrækken tage over hånd, så det resultere i jeg ikke får en abort pga af det.
Problemet er det, at.. Hvis jeg vælger en abort har jeg den fulde opbakning fra familien og min kæreste, men hvis jeg vælger at få Barnet, så vil min kæreste intet have med mig at gøre, og heller ikke barnet.. Han vil gå fra mig, og han vil aldrig nogensinde se det her barn, og vil heller ikke kaldes faderen for det. Han siger det vil ødelægge hans liv, og at han ikke er klar til at blive far..
Derudover er min mor i nærmest samme bås som min kæreste.
Har nogle dejlige veninder der er det for mig, og på mandag skal jeg snakke med en bekendt om det at være ung mor, hun er 18 og har en søn på 2½ år..
what to do?
Der er så mange problematikker i det her, at det kan du slet ikke overskue på nuværende tidspunkt - og jeg synes måske, at du skulle lytte lidt til de, som blev mødre i en meget ung alder og nu er omkring de 30, der er rigtig mange, der kigger tilbage og meget gerne ville have ventet.
Der sker mange positive ting i en graviditet, men hvem vil du dele oplevelserne med?
Alle de grimme oplevelser starter lige om lidt: Undersøgelser hos læge og jordemoder, hvor du er under ekstra observation, fordi du er uden ressourcer og meget ung, nedstirren i venteværelset, fordi du sidder der ung og gravid og alene (jeg gør det selv og har meget ondt af de unge piger, og vi er nok mange, der stempler med et meget grimt ord, selvom vi forsøger at lade være). Når du har født, bliver der vurderet - hvad enten du er oplyst om det eller ej - om du skal have tilsyn fra kommunen (det afhænger af dine ressourcer og netværk), og du skal nu have et liv til at hænge sammen, som bliver krydret med "nåå, har du fået en lillesøskende?", du skal have en hverdag til at gå op, hvad enten du er syg, træt, gerne vil i byen eller synes, at det er træls, at ungen skriger, fordi der er tænder på vej.
Du kan se frem til, at de fleste veninder står af, og hvad tænker du omkring dit fremtidige sociale liv? Hvad tænker du om uddannelse? Skal du bare være på kontanthjælp og få alt det, du kan hive ud af kommunen?
Det var bare lige nogle hurtige tanker, der er mange flere aspekter i det her, men beslutningen er din og din alene, desværre har faderen ikke noget at sige, selvom han bliver tvangsindlagt til at betale i 18 år og dermed mindes om, at du har taget en beslutning - alene - som påvirker manges liv i negativ retning.
Må jeg til sidst lige minde om, at du jo var på p-piller, og at han derfor ikke er en vatpik og hvad der har været fremme af grimme ord, han tænker både praktisk og logisk, og han skal nok få sig en uddannelse og yde sit til både dig og samfundet, så det er jo en yderst positiv ting.
Held og lykke med det hele, det får du brug for.
