Baby » Når barnet har svært ved at få fat - mulige årsager

Forkert ammeteknik

Hvis barnet ikke lægges rigtigt til brystet, kan det have svært ved at få godt fat , fx hvis barnet skal dreje hovedet for at få fat på brystet, eller hvis det ikke ligger tæt nok på sin
mor. Ved hver amning skal barnet lægges med sin mave mod moderens mave og helt tæt ind til hende, og det skal have munden fuld af bryst med underlæben krænget udad.


Dårlig sutteteknik

Hvis barnet fra fødslen ikke har fået ro og fred til selv at lære at tage fat på brystet, kan det have en dårlig sutteteknik, som først vil rette sig, når moderen bliver opmærksom på problemet
og gør noget ved det. På nogle fødesteder forstyrrer hospitalsrutiner den første amning.

Prøv ”starte forfra”-metoden. Hav tålmodighed og lad barnet forsøge sig, indtil det lykkes det at få godt fat. Er det helt umuligt at få barnet til at tage rigtig fat selv, kan du spidse din brystvorte og det yderste af areola lidt mellem din tommel- og pegefinger, hvorefter du fører barnet til brystet og tilbyder det let spidsede bryst.


Barnet har fået tilskud

Har barnet fået tilskud, kan det både forstyrre amningen og barnets sutteteknik, især hvis tilskuddet er givet på sutteflaske. Start forfra, og hvis dit barn har brug for tilskud, kan du give det på kop, da det forstyrrer sutteteknikken mindre end sutteflasken.


Adskillelse af mor og barn

Mor og barn kan være adskilt af mange årsager, men under alle omstændigheder øges risikoen for ammeproblemer , når kontakten mellem mor og barn forstyrres, især hvis adskillelsen sker umiddelbart efter fødslen, hvor mor og barn skal i gang med den
første amning. Start forfra og giv tid. Adskillelse kan ”repareres”, men det tager tid, ro og tålmodighed.


Suttesvagt barn

Børn kan have medfødte problemer med at sutte, fx hvis de er født med en spalte i enten gumme, læbe eller gane. Børn med Downs syndrom er ofte født suttesvage, ligesom syge børn kan være det. Støt barnets hage under amningen. Malk ud, hvis barnet ikke selv kan opretholde mælkeproduktionen.


Sutteforvirret barn

Hvis barnet har fået tilbudt narresut eller har suttet på suttebrik eller sutteflaske, kan det være sutteforvirret. Forvirringen skyldes de forskellige sutteteknikker. Start forfra og undgå brug af narresut, suttebrik eller sutteflaske.


Mor har store bryster

Nogle børn har svært ved at sutte på et meget stort og fyldigt bryst og har brug for ekstra hjælp til at lære en god sutteteknik. Når du lægger barnet til, kan du understøtte brystet med etsammenrullet håndklæde, og du kan vippe brystvorten lidt opad med din hånd, så barnet bedre kan få fat.

Endeligt er det vigtigt at nævne, at nogle børn uden egentlig grund har sværere ved at sutte på brystet end andre. De skal ofte bruge længere tid på at lære god sutteteknik end andre. Det bedste, man kan gøre, er at væbne sig med tålmodighed og hele tiden hjælpe barnet, der kan være ligeså frustreret som moderen.


Hvis intet af ovenstående hjælper, kan du forsøge at amme med en suttebrik. Selvom suttebrikken har mange ulemper, er amning med suttebrik langt bedre end ingen amning. Suttebrikken bør bruges som sidste udvej, da den kan medføre, at barnet senere har svært ved at tage fat på brystet uden, ligesom den kan medføre for lille mælkeproduktion.


Læs mere om "Børn med for kort og stramt tungebånd" og "Flade og indadvendte brystvorter" på de næste sider.


Denne artikel stammer fa bogen "Alt om amning" af Stine Roldgaard og Christina Tatarczuk, fra forlaget Iris.
Forrige side Næste side

Terminsberegner

Den første dag i din sidste menstruation:

Antal dage i din cyklus:

(Mellem 22 og 45 dage)

Antal dage fra du har haft ægløsning til du får din menstruation (luthealfasen):

(Mellem 9 og 16 dage)

Beregn termin

Anslået befrugtningsdato:
Forventet terminsdato:
Så langt er du:
Fødselsgruppe: