Gode råd søges (Kæresten)

Forstår slet ikke hvorfor du søger råd herinde, du har jo truffet din beslutning, og nægter at rokke på den.

Jeg syntes dog det er mega råddent gjort at insisterer på at manden skal droppe sin drømme karriere, som det jo så tydeligt må være siden han er så opsat på at komme afsted.... Og at sætte det op mod hinanden, at i så ikke er hans 1 prioritet, det er alt for sort/hvidt og sådan ved jeg at de ikke ser på det.... Mangler ligesom bare nogle fakta såsom, hvor længe har i været sammen, og hvor længe har han haft denne karriere....? Jeg har lidt svært ved at tro det bare er en fiks idé fra hans side at han vil ud og tjene hans land, ergo må du jo have vist fra start af at det var det han ville.....

Hvorfor så vælge at få et barn nu? I håb om det kunne få ham til at blive hjemme....?

Jeg tror ikke i to er de rigtige fra hinanden, du vil have en med et alm. 8-16 job, så du kan få ham hver dag og for dig selv, og så er du sådan set ligeglad med om det er hans drømmejob han har.....

Tror i begge kan finde en der passer bedre til jer, og kan give jer det i søger......

Jeg har ikke truffet min beslutning, jeg kan bare ikke se hvordan begge patner kan rygge sig.

Jeg har kendt ham i 2år. og han har været inde i mili i 1år ca. - jow, han fandt lige pludselig ud af at han gerne ville tjene hans land, det har ikke altid været hans store drøm.

han ønsekde et barn, hvis der sq ske ham noget dernede, idet han er den eneste der kan gør hans mor til farmor.

nej, du har nok ret, vi ikke passer sammen, og slet ikke på det punkt.

Hej

Det er da en rigtig træls situation I står i.

Jeg har selv været kæreste med en soldat og levet i angst imens han var i Irak. Det var super hårdt... Men det gik, og tiden gik alligevel hurtigere end jeg havdre regnet med (heldigvis). Efterfølgende tog jeg selv ud at rejse i tre måneder og har ALDRIG fortrudt det. Jeg ved godt det ikke er det samme for vi havde ingen børn... Men vi havde begge nogle drømme vi ønskede at leve ud, og valgte at give hinanden plads. Vi er efterfølgende gået fra hinanden, men det havde intet at gøre med hans udsendelse eller min rejse...

Spørgsmålet er måske om din modstand imod hans ønske om udsendelse drejer sig om at du føler han vælger jer fra... Eller om det alene drejer sig om at han skal være væk i 6 måneder.

Hvis det handler om at blive valgt fra, er der jo heldigvis noget at arbejde med. Så vil jeg anbefale at I tager en lang snak, om hvordan I hver især har det med de valg I skal til at træffe, og forhåbentligt kommer du til at føle dig mere sikker på at han nok skal være der for dig og babyen uanset om han vælger udsendelse. Og måske kan I nå et kompromis der siger, ok tag afsted de seks måneder, men så må det også være nok. Derefter skal vi være en familie på fuld tid. Er han villig til den løsning? Og er du?

Er det mere en generel modstand imod at være fra hinanden i så lang tid, er det måske sværere at finde en løsning. For så handler det om jeres begges drømme, at du ikke vil leve i sådan en type parforhold, men ønsker en hverdag hvor man er fælles om alle de vigtige ting, og han gerne vil realisere sin drøm om at trække i trøjen for DK. Vælger du at bøje dig for hans ønske, er det jo ligeså meget at træde på din egen drøm, som det ville være at træde på hans ved at kræve han bliver hjemme.....

Uhh... Det er en svær afgørelse I skal træffe, jeg håber I alligevel finder en løsning I alle kan leve med. Ønsker jeg held og lykke med det.

Venligst

Krabben

Jildes skriver:

Men så kommer han vel hjem på orlov?

Og har han ikke været prof. soldat da du mødte ham...du vidste vel dette var med i livet med ham,.....er man soldat så er det jo det man skal og det er jo bare et halvt år og med orlov.

Men nok en god idé at gifte jer inden han tager afsted hvis ikke I er det-....et hålvt år går stærkt og nu om stunder findes der jo mange muligheder for at holde kontakten.

Jeg ville ikke holde på min mand,  hans drømme er en del af ham og hvis du står i vejen, hvilken man har du så tilbage...hvis du dropper ham så har dit barn ikke meget far resten af livet.

barnet er ca 2-3mdr gammel inden han tager afsted.

nej, han var under uddanelse, hvilket jeg med det samme sage at jeg ikke kunne leve med, og der lagde vi et låg på det, for han synes det var latterligt at diskutere når der var så længe til.

og jeg har også behov, så må han finde ud af hvordan han gør det godt for os begge.

Anonym skriver:

 

barnet er ca 2-3mdr gammel inden han tager afsted.

nej, han var under uddanelse, hvilket jeg med det samme sage at jeg ikke kunne leve med, og der lagde vi et låg på det, for han synes det var latterligt at diskutere når der var så længe til.

og jeg har også behov, så må han finde ud af hvordan han gør det godt for os begge.

Åh...så ville jeg slet ikke være bekymret...barnet har alligevel den tææte kontakt til dig....måske er det dig der en dag har brug for at rejse ud med dit arbejde...kan huske min mor tog 6 mdr. i udlandet da hun læste og der var min søster 10 år.. jeg ville lade ham udleve drømmen som jo er en del af ham..

Anonym skriver:

 

Jeg kunne godt lige bruge et par råd. hvorfor er det mænd ikk er som os damer? - hvorfor er min mand ligeglad med at skal være væk fra vores lille pus i 6mdr, hvordan kan et job/uddannelse være så vigtig ? - hvorfor ikk finde et andet job/uddannelse, som os gør mig glad, og så man kan være en rigtig familie. så vi undgår alle de konfligter og får det dejligt . 

vi har snakket om det så mange gange, og jeg kan virkelig ikk affinde mig med hans valg, og hans agument er (det nu chancen er der, det nu den byder sig, har et helt liv med min barn bagefter) - er faktisk igen kommet dertil at så må vi gå hver tilsit, for så søger vi jo noget forskelligt. men det ville jeg bare være så ked af. men omvendt ved jeg os at han vælger os fra så. hvis ikk han både kan have os og hans job/uddannelse. - hvorfor han man ikke bare være det aller vigtigeste for ham, og så tag hans 2valg som han arbjede med før, det var han os glad for.

ved der er mange der nok ville sige, at det kan man ikke være bekendt at han skal vælge osvosv. - men har selv fået det samme valg.

Jeg ville støtte ham. Hvis Mathias kom og fortalte at han kunne få en vigtig mulighed hvis han tog et job i udlandet i et ½ år så ville jeg støtte ham. Savne ham, ja men gå fra ham, nej.

Anonym skriver:

 

Jeg kunne godt lige bruge et par råd. hvorfor er det mænd ikk er som os damer? - hvorfor er min mand ligeglad med at skal være væk fra vores lille pus i 6mdr, hvordan kan et job/uddannelse være så vigtig ? - hvorfor ikk finde et andet job/uddannelse, som os gør mig glad, og så man kan være en rigtig familie. så vi undgår alle de konfligter og får det dejligt . 

vi har snakket om det så mange gange, og jeg kan virkelig ikk affinde mig med hans valg, og hans agument er (det nu chancen er der, det nu den byder sig, har et helt liv med min barn bagefter) - er faktisk igen kommet dertil at så må vi gå hver tilsit, for så søger vi jo noget forskelligt. men det ville jeg bare være så ked af. men omvendt ved jeg os at han vælger os fra så. hvis ikk han både kan have os og hans job/uddannelse. - hvorfor han man ikke bare være det aller vigtigeste for ham, og så tag hans 2valg som han arbjede med før, det var han os glad for.

ved der er mange der nok ville sige, at det kan man ikke være bekendt at han skal vælge osvosv. - men har selv fået det samme valg.

Jeg ville støtte ham. Hvis Mathias kom og fortalte at han kunne få en vigtig mulighed hvis han tog et job i udlandet i et ½ år så ville jeg støtte ham. Savne ham, ja men gå fra ham, nej.

Et eller andet sted er det da også bedre for jeres "pus" at han tager afsted mens h*n er så lille...

Kan ikke forstå at du kun kan se det fra din side. At han før har lagt låg på diskussionen tyder da på at han gerne vil begge dele.

Jeg kunne aldrig drømme om at stå i vejen for min mand for jeg ønsker da omvendt ikke at han ville stå i vejen for mig.

Og når man får børn så skal man jo også tænke på hvilket forbillede man er.

Vil du lære dit barn at hvis du ikke får det på din måde så er det bare yt, eller lære at gå på kompromis og støtte din kæreste/mand. Hvad ville du ønske dit barn ville gøre hvis h*n en dag kom i samme situation??

Krabben skriver:

Hej

Det er da en rigtig træls situation I står i.

Jeg har selv været kæreste med en soldat og levet i angst imens han var i Irak. Det var super hårdt... Men det gik, og tiden gik alligevel hurtigere end jeg havdre regnet med (heldigvis). Efterfølgende tog jeg selv ud at rejse i tre måneder og har ALDRIG fortrudt det. Jeg ved godt det ikke er det samme for vi havde ingen børn... Men vi havde begge nogle drømme vi ønskede at leve ud, og valgte at give hinanden plads. Vi er efterfølgende gået fra hinanden, men det havde intet at gøre med hans udsendelse eller min rejse...

Spørgsmålet er måske om din modstand imod hans ønske om udsendelse drejer sig om at du føler han vælger jer fra... Eller om det alene drejer sig om at han skal være væk i 6 måneder.

Hvis det handler om at blive valgt fra, er der jo heldigvis noget at arbejde med. Så vil jeg anbefale at I tager en lang snak, om hvordan I hver især har det med de valg I skal til at træffe, og forhåbentligt kommer du til at føle dig mere sikker på at han nok skal være der for dig og babyen uanset om han vælger udsendelse. Og måske kan I nå et kompromis der siger, ok tag afsted de seks måneder, men så må det også være nok. Derefter skal vi være en familie på fuld tid. Er han villig til den løsning? Og er du?

Er det mere en generel modstand imod at være fra hinanden i så lang tid, er det måske sværere at finde en løsning. For så handler det om jeres begges drømme, at du ikke vil leve i sådan en type parforhold, men ønsker en hverdag hvor man er fælles om alle de vigtige ting, og han gerne vil realisere sin drøm om at trække i trøjen for DK. Vælger du at bøje dig for hans ønske, er det jo ligeså meget at træde på din egen drøm, som det ville være at træde på hans ved at kræve han bliver hjemme.....

Uhh... Det er en svær afgørelse I skal træffe, jeg håber I alligevel finder en løsning I alle kan leve med. Ønsker jeg held og lykke med det.

Venligst

Krabben

 

Det handler om , at jeg føler han vælger mig fra og i den grad hans lille søn/datter. - og så kan jeg ikke undvære ham i 6mdr, for sådan en drøm. og kan slet ikke have at jeg sq få en hverdag om med en lille bebs alene, og samtidlig være positiv og ikke tænke på om der står en soldat udenfor min dør.

men alt det tænker han slet ikke på. han tror han er udødlig.

sidst vi diskuteret om det her, der spurgte jeg ham direkte om han så ku love det bare var den her  ene gang han tog afsted. "nej, det kunne han ikke, blev and på så meget"

jeg er bang for at vi glider så meget fra hinanden, fordi vi stadig vil være ny bagte forældre, og det når han nærmest ikke at vænne sig til, før han rejser. så jeg er nervøs for han ikke kan kende mig,eller ville hans rolle, når han kommer hjem, og når vores forhold stadig væk er rigtig usikkert og teeneager agtig efter mit hovede, kan jeg ikke se styrken i at det vil holde.

jeg træder på min drøm ved at lade ham tag afsted, for så er det ikke bleven sådan som jeg håbede , med en skøn lille familie. - og er sikker på at det aldrig vil blive min tur til at udleve drømme, han ville sq ikke hver far på fuldtid mens jeg lever en drøm. det tror jeg ikke på.

Lullaby skriver:

Jeg ville støtte ham. Hvis Mathias kom og fortalte at han kunne få en vigtig mulighed hvis han tog et job i udlandet i et ½ år så ville jeg støtte ham. Savne ham, ja men gå fra ham, nej.

okey, så er det bare mig den er gal med.

kan ikke have han vælger at ville i krig frem for at blive hjemme som nybagt far.

112233 skriver:

Et eller andet sted er det da også bedre for jeres "pus" at han tager afsted mens h*n er så lille...

Kan ikke forstå at du kun kan se det fra din side. At han før har lagt låg på diskussionen tyder da på at han gerne vil begge dele.

Jeg kunne aldrig drømme om at stå i vejen for min mand for jeg ønsker da omvendt ikke at han ville stå i vejen for mig.

Og når man får børn så skal man jo også tænke på hvilket forbillede man er.

Vil du lære dit barn at hvis du ikke får det på din måde så er det bare yt, eller lære at gå på kompromis og støtte din kæreste/mand. Hvad ville du ønske dit barn ville gøre hvis h*n en dag kom i samme situation??

 

okey, hvad er det så han gør for mig?? - hvis han ingen gang kan stille sig ind i min bekymning?