Gode råd søges (Kæresten)

Anonym skriver:

 

Vi har snakket og snakket, men det føre ingen vejne hen. det er først idag jeg har den holdning. har igen ikke bestemt mig at gå fra ham.

Ja jeg forstår godt at du bliver chokkeret over at han slet ikke tænker at I skal være to om den lille. Og jeg ville nok også være skuffet, da man i min verden er to forældre tilstede det meste af tiden - havde det været dig som ville forlade dit barn 3 måneder gammel ville der jo ingen forståelse være nogen steder fra. 

Men nu står manden jo altså med en anden opfattelse og du elsker ham stadig, so what to do?

Så vidt jeg kan læse er dit store problem ikke hans valg af uddannelse/job, men mere at han får dig til at føle dig ligegyldig og som nul og niks. Jeg tror godt man kan leve med at ens mand er udstationeret i længere perioder, hvis man føler sig højt elsket og savnet, når han er væk. Det bliver du jo nød til at tale med ham om - mærke efter og finde ud af, hvordan han kan gøre dig tryg og fortælle ham det. Hvordan kan han deltage ekstra aktivt i jeres barns liv senere hen, det ville jeg også tale med ham om. 

Min far blev tvunget i værnepligt, da jeg var lille - og det overlevede mine forældre som familie. Du må alliere dig med hans og din egen mor og finde ud af hvordan du får bedst støtte, mens han er på farten. Inddrag ham i dine overvejeser og få han til at komme med løsningsforslag. I må lave aftaler om at skype regelmæssigt og i det hele taget må han vise at du er på hans rader hele tiden. ( Når jeg eller min mand er udenlands med arbejdet falder vi i søvn med skype på nogle nætter) man må finde sine egne ritualer, så man føler sig elsket.

Nå, lidt langt og rodet - men håber du kan bruge nogle af rådene:-)

Og husk så på, at følelserne kan hoppe op og ned i øjeblikket, så giv altid dine overvejelser nogle dage:-)

KH

Anonym skriver:

 

han er jo ikke med på at finde noget fælles :s føler jeg IKKE. jeg har kun mit barn i hovedet, og et barn fungere ikke med en ulykkelig mor.

Nej du fortjenter at være glad og lykkelig (også for at du er der optimalt for dit kommende barn)

Håber i finder en løsning som i kan leve med (alle 3)

Shibby skriver:

Jeres alder er underordnet. I har forskellige  synspunkter og prioteringer.

Christina (fra de unge mødre) fik tvillinger,alligevel valgte hendes mand at priotere karriere fremfor "tjansen" som nybagt far. De havde hver deres synspunkt og hver deres prioteringsliste her i livet-som jer.

Jeg ville aldrig kunne leve sådan! Han ku satme vise han gad dig og barnet hvis han fik en mili karriere i dk,-så måtte i måske flytte alt efter hvor hans kasserne måtte ligge,men det ville være i danmark..! Når han ikk vil det,og ikk vil tage hensyn til dine behov og nærmest pisser på jeres kommene barn, hvorfor så ikk bare skride. Med tiden vil du møde en der rent faktisk priotere som du gør

 

Det også helt fint, jeg er med på hvad i mener; MEN så kan han bare ikke have et job, som for ham er et drømmejob, for man kan være i forsvaret militært ansatm hvis man ikke er i puljen for at blive udstationeret.

Men held og lykke til trådstarter Du skal nok finde ud af det...

Der skulle stå man IKKE kan være i forsvaret, hvis man ikke kan blive udstationeret, så skal manb have en civil stilling, også laver man jo noget helt andet end det han vil

Ja jeg forstår godt at du bliver chokkeret over at han slet ikke tænker at I skal være to om den lille. Og jeg ville nok også være skuffet, da man i min verden er to forældre tilstede det meste af tiden - havde det været dig som ville forlade dit barn 3 måneder gammel ville der jo ingen forståelse være nogen steder fra. 

Men nu står manden jo altså med en anden opfattelse og du elsker ham stadig, so what to do?

Så vidt jeg kan læse er dit store problem ikke hans valg af uddannelse/job, men mere at han får dig til at føle dig ligegyldig og som nul og niks. Jeg tror godt man kan leve med at ens mand er udstationeret i længere perioder, hvis man føler sig højt elsket og savnet, når han er væk. Det bliver du jo nød til at tale med ham om - mærke efter og finde ud af, hvordan han kan gøre dig tryg og fortælle ham det. Hvordan kan han deltage ekstra aktivt i jeres barns liv senere hen, det ville jeg også tale med ham om. 

Min far blev tvunget i værnepligt, da jeg var lille - og det overlevede mine forældre som familie. Du må alliere dig med hans og din egen mor og finde ud af hvordan du får bedst støtte, mens han er på farten. Inddrag ham i dine overvejeser og få han til at komme med løsningsforslag. I må lave aftaler om at skype regelmæssigt og i det hele taget må han vise at du er på hans rader hele tiden. ( Når jeg eller min mand er udenlands med arbejdet falder vi i søvn med skype på nogle nætter) man må finde sine egne ritualer, så man føler sig elsket.

Nå, lidt langt og rodet - men håber du kan bruge nogle af rådene:-)

Og husk så på, at følelserne kan hoppe op og ned i øjeblikket, så giv altid dine overvejelser nogle dage:-)

KH

 

 

 

 

 

Årrh dejligt endelig en der ikk kun sir at jeg er fej osv osv. ja, jeg tror du har helt ret, for ligeså snart han er på øvelse, så blir han en hel andet person, og hvis jeg feks skriver at jeg ikk føler han er træt af at skal undvære mig, blir han stædig og slet ikk kontakter mig. har sagt mange gange, hvad han skal gøre for at jeg føler mig tryg og elsket, men det glemmer han ligeså snart han er på farten med Mili/gutterne derinde. der går flere timer uden han skriver, ingen gang at ringe kan han, det skal jeg be ham om.

årrh der ligger bare så mange ting i alt det her, som i slet ikk kender til. men når man føler man ikk, laver andet end blive svigtet og overhørt, jamen så mister man sq modet, og sagde til ham så sent som for 14dage siden, at jeg snart har mistet modet hvis ikk han gør noget , ved de ting jeg ikke er tilfreds med. (og jeg selv arbejder med tingene) ..

som jeg skrev tidligere, så jeg bang for han aldrig vænner sig til faderen rollen når han kommer hjem, så skal han jo 10.000 abdre ting, besøge alle gutterne og fortælle hvor fedt det var dernede.

jeg/vi ville jo aldrig være det han står op for. forstå mig ret, han kan ingen gang accepeter at mit humør kan gå op og ned, han brokker sig og brokker sig. :s

Nej du fortjenter at være glad og lykkelig (også for at du er der optimalt for dit kommende barn)

Håber i finder en løsning som i kan leve med (alle 3)

der er ikke noget jeg heller ville. men jeg har mistet modet, har ikke hørt fra ham i 6timer og han ved det hele hænger, det sir os bare mig hvor ligeglad han er.  for nu er han nemlig stadig og sur  ved godt at det nok er lille pige agtig, men mangler lige at mærke ham kæmpe, og hvor ked af det han ville være hvis vi gik fra hinanden men intet kommer der ud.

Anonym skriver:

 

 

der er ikke noget jeg heller ville. men jeg har mistet modet, har ikke hørt fra ham i 6timer og han ved det hele hænger, det sir os bare mig hvor ligeglad han er.  for nu er han nemlig stadig og sur  ved godt at det nok er lille pige agtig, men mangler lige at mærke ham kæmpe, og hvor ked af det han ville være hvis vi gik fra hinanden men intet kommer der ud.

Han er på arbejde/øvelse, og det der ikke sikkert at han har mulighed for at kontakte dig.

Prøv at giv ham lidt plads og lad være med at skrive mere til ham mere i dag, og se så om han ikke skriver til dig.

Har selv en mand der har været udsendt, dog før vi fik børn, så jeg kender godt til bekymringerne.

LLN skriver:

Han er på arbejde/øvelse, og det der ikke sikkert at han har mulighed for at kontakte dig.

Prøv at giv ham lidt plads og lad være med at skrive mere til ham mere i dag, og se så om han ikke skriver til dig.

Har selv en mand der har været udsendt, dog før vi fik børn, så jeg kender godt til bekymringerne.

 

har heller ikk tænkt mig at skrive mere til ham, så må jeg bare tag fat i ham når han kommer hjem fredag.

hvordan taklet du det i op til månederne inden han sq afsted?

Anonym skriver:

 

har heller ikk tænkt mig at skrive mere til ham, så må jeg bare tag fat i ham når han kommer hjem fredag.

hvordan taklet du det i op til månederne inden han sq afsted?

Vi havde kun kendt hinanden i 5 måneder da han tog afsted så det var ikke så sjovt. Jeg brugte en del tid med hans forældre og sov også der nogel gange selv om han ikke var hjemme da de boede tættere på mit job en jeg selv gjorde. Ellers brugte jeg rigtig meget at tale med fælles venner og skrive breve til ham. Da han var afsted i starten af 90 erne var det ikke så nemt at have kontakt anden end via snail mail, da satelittelefonen var meget dyr. Nu lyder de så som om det er 100 år siden, men der var ingen mulighed for mobiltelefon - de var ikke så almindelige og heller ikke de muligheder der er for at tale via msn eller skype som der er i dag.

Anonym skriver:

 

Jeg kunne godt lige bruge et par råd. hvorfor er det mænd ikk er som os damer? - hvorfor er min mand ligeglad med at skal være væk fra vores lille pus i 6mdr, hvordan kan et job/uddannelse være så vigtig ? - hvorfor ikk finde et andet job/uddannelse, som os gør mig glad, og så man kan være en rigtig familie. så vi undgår alle de konfligter og får det dejligt . 

vi har snakket om det så mange gange, og jeg kan virkelig ikk affinde mig med hans valg, og hans agument er (det nu chancen er der, det nu den byder sig, har et helt liv med min barn bagefter) - er faktisk igen kommet dertil at så må vi gå hver tilsit, for så søger vi jo noget forskelligt. men det ville jeg bare være så ked af. men omvendt ved jeg os at han vælger os fra så. hvis ikk han både kan have os og hans job/uddannelse. - hvorfor han man ikke bare være det aller vigtigeste for ham, og så tag hans 2valg som han arbjede med før, det var han os glad for.

ved der er mange der nok ville sige, at det kan man ikke være bekendt at han skal vælge osvosv. - men har selv fået det samme valg.

Jeg er virkelig overrasket hvordan I alle har så tralvt med at fortælle hvordan TS skal støtte sin mand og vil så få kærlighed igen ved at hun opgiver alt..- og hvordan hans lykke, vil gøre hende lykkelig - og hans drømme er vigtige..

TS: Hvad med dine drømme? Dine følelser? Din lykke? Jeg tror ikke på at et menneske kan blive lykkelig ved at et andet menneske er lykkeligt, det kræver at to mennesker er glade i det forhold.. Og dine drømme er jo tydeligvis en mand som kan vise dig sin kærlighed og ikke virke ligeglad med dig - en kernefamilie, hvor faderen deltager aktivt...

At du skriver, at du har det hårdt og han bare er ligeglad - samtidig med at han ikke engang vil love dig at det er den eneste gang, lyder for mig, som om han tydeligvis mener du bare skal fatte, at han gør som det passer ham og din mening er sååå lige meget.. HVIS han elskede dig så meget, hvorfor kan han så ikke sige til dig: Skat, jeg er ked af at du har det sådan, jeg forstår det ikke helt, men jeg vil gerne forsøge - fx ved at vise dig hvor god vores kontakt kan være når jeg er på øvelse, så det ikke føles så slemt.." - og hvorfor kan han ikke love dig, at hvis det er for hårdt for dig at han er udsendt, så sker det kun denne ene gang, for så har han prøvet sin drøm...? Det er tydeligt i det du skriver, for mig ihvertfald, at han forventer, at din drøm bør være at støtte ham, og passe hans børn mens han lever sin drøm.. Og så synes jeg helt ærligt, at det lyder klamt at han kun vil have børn fordi han kan dø i krig - føj, hvor ville jeg føle mig som en rugemor 

Jeg læser i dine indlæg et stort behov for at føle sig manglet og føle kærlighed - og det mangler du lige meget hvad han laver af jobs... Så søde, søde dig - han er ikke den rette for dig, siden han behandler dig så skidt..