Hvis nu man ikke har lyst til at amme??

lotchen skriver:

Jeg tror på, at omkostningerne kan blive så store at det overstiger det gode man vinder ved modermælken. Tør slet ikke tænke på, hvilken barsel jeg ville have haft og hvordan min selvsikkerhed som mor ville have set ud hvis jeg havde fortsat med at tvinge mig selv til at amme. Så hellere en gald mor, en gald unge og en far der ånder lettet op

Hehe nu var den der heller ikke henvendt mod dig. Det var et sidespor til et spørgsmål jeg faktisk allerede har glemt nu.

men altså ja. i nogen tilfælde er det bedst ikke at amme. i NOGEN aka. få tilfælde. om du har en "tilpas gyldig" grund eller ej skal jeg ikke gøre mig til dommer over.  Så godt kender vi slet ikke hinanden.. .

lotchen skriver:

Synes det er fint de opfordrer til at prøve igen, for tænk nu hvis det bare var lidt startvanskeligheder og man endte med at blive vild med det. Men synes også man skal respektere et nej. Godt du tog sagen i egen hånd

Jeg syntes bare ikk at det blev bedre at de sad og stirrede på mig indtil at han var færdig .. Og jeg kunne slet ikk have at når han ikk rigtig ville tage fat fik jeg ikk lov til selv at ligge ham til i mit tempo .. Så sprang de op af stolen og hev og sled i både mig og Noah .. Og som om at mine bryster ikk var ømme nok i forvejen så hev de sku bare til og pressede for at få en dråbe ud .. til sidst blev det bare for meget så jeg bad dem om at skride a h til .. For jeg kunne slet ikk magte det .. Det er os ok at de gør noget for at man skal få det til at fungere ... men jeg syntes da nok der er grænser ..

Jeg elskede at amme, men havde desværre ikke nok mælk til min søn  Da han var 7 uger gammel vejede han kun 4 kilo. Det var ikke meget, når man tænker at han ved fødslen vejede 3,7 kilo. Jeg blev også presset af sundhedsplejersken. Blev dunket oveni hovedet at jeg ikke skulle give op, at det var det bedste for barnet, at jeg bare skulle ligge ham til noget oftere, så skulle der nok komme gang i det. Men da min søn var 2 mdr. orkede jeg ikke mere. Jeg havde en skrigende søn, som absolut ikke ville sove om natten. det var begrænset, hvad jeg havde fået sovet de 2 mdr. for han skreg, hvis han ikke blev lagt ved brystet, eller hvis han ikke lå på min mave.

Da jeg gik over til flasken, sov drengen rigtig godt om natten, og vågnede kun 1 gang pr. nat, sov både formiddag og middagslur. Vi fik en ordentlig rytme.

Jeg gjorde så det at jeg startede med at amme ham, og når der ikke var mere, så supplerede jeg op med flasken. Det gav mig en dejlig mæt dreng, en glad dreng, og en dreng der begyndte at tage på. Pludselig tog han rigtig meget på på een gang. Jeg fortsatte mpå den her måde indetil han var 5 mdr. Så gad han ikke ammes mere, og vi gik helt over til flasken

Jeg havde det godt med det her, for det var jo et super godt alternativ.

Min mening omkring det her emne er at man så absolut ikke skal amme for enhver pris. Man skal både have lysten til det, men man skal dælme også have nok mælk. Man kan sagtens få et glad og sundt barn, selvom det bliver mme. i stedet for. man kan stadig få den samme nærhed, den samme symbiose med barnet. Jeg ser ikke ned på dem der vælger amningen fra. Det er et personligt valg, og man bør ikke se ned på folk der ikke bryder sig om at amme. Jeg ville selvfølgelig have ønsket at jeg havde kunnet amme fuldt ud, men har samtidig en forståelse og respekt for dem, der vælger det fra uanset årsagen. Amning er så absolut ikke det vigtigste, når vi snakker om forældrerolle, og når man snakker barnet. Der er da så mange ting i barnets opvækst, der er så meget vigtigere.

Så hvis man ikke bryder sig om at amme/ikke kan amme, så lad være. Der kommer intet godt ud af at tvinge sig selv til det. Man har gjort sit bedste, mere kan man ikke gøre. Vi er alle så forskellige, nogen kan lide at amme, andre kan ikke....sådan er det bare, og så er det jo heldigt, at der findes alternativer

første gang: glædede mig til at amme, og var sikker på jeg var 'god' til det. Det holdt stik. Ammede fuldt ud i 6½ mdr. Sidste ammetår blev givet efter 1års fødselsdag

Anden gang: orkede ikke rigtig at amme, men kunne ikke se noget alternativ. Det gik godt. Ammede fuldt ud i 7mdr. Sidste ammetår efter 1 års fødselsdag

Tredie gang: Uha, det fyldte meget i graviditeten at at tænke på amning. jeg GAD BARE IKKE!!!! Virkelig, det sagde mig intet, og jeg gad ikke!!!, men jeg gad godt nok heller ikke stå og ordne flasker, købe mælk ind osv. Så er det bare så meget nemmere at amme, og altid have maden med, i rette mængde og temperatur. Det fyldte så meget i mig at jeg kontaktede en ammerådgiver under graviditeten, som oprigtig mente at lysten til at amme nok skulle komme, når barnet først lå nyfødt på min mave, men som også mente at jeg da kunne give flaske, hvis jeg havde så meget imod det.

Da jeg fødte, følte jeg ingen trang til at amme, men jeg kunne heller ikke forstille mig at lade være. Så jeg ammede, ikke fordi jeg havde lyst, men fordi jeg havde endnu mindre lyst til at give flaske. Ammede fuldt ud i 7 mdr, sidste ammetår efter 1 års fødselsdag.

Det er bare SÅ fedt ikke at amme mere, men jeg er omvendt super glad for at jeg har ammet mine børn så meget. Skulle jeg gøre det om, ville jeg igen amme, alle tre børn, lige så meget som jeg har gjort. 

Det bedste ved at amme (ud over det er super nemt at 'tilberede' maden) , er at man kan have sine børn for sig selv! Man kan til hver en tid sige: Jeg tror hun er sulten nu, og så tage barnet ud af armene på 'hvem det nu er' der står med barnet i armene, og man kan få det tilbage. Det har jeg brugt RIGTIG meget!!!

Nu har jeg ikke læst alle svarene, men vil gerne komme med min holdning.

Jeg har aldrig ammet, jeg valgt det fra. Jeg kan ik ha tanken om at babs pludselig er madpakker   Jeg er ikke ked af mit valg på nogen måder, er glad for at jeg ikke skulle "kæmpe" med det og mine fordomme. Måske den lette løsning. Jeg bryder mig ikke om når andre sidder og ammer, er muligheder der smutter jeg i den tid. Der ligger flere ting bag mit valg.

Ved godt at der er mange der går op i det med liv og sjæl, jeg kan bare ikke.

Mener ikke at man behøver at give det en chance, man kan jo mærke på sig selv tidligt om det er noget eller ej.

 

Korte meninger herfra

Noneother skriver:

Det ændrer jo stadig ikke på at modermælk i reglen er det sundeste i ca. 95% af tilfældene. Den dag hvor nogen som helst ændrer deres anbefalinger for dette, skal jeg da overveje det igen.

Hvilke tal og undersøgelse refererer du til? Faktisk anbefaler ekspert i modermælksforurening Allan Astrup Jensen, at man stopper efter 4 mdr. Han har trods alt en national indsigt, i stedet for EU's "all over" anbefalinger.

I Danmark kan man med god samvittighed tage et valg, netop fordi vi har så gode alternativer.  

Noneother skriver:

Det ændrer jo stadig ikke på at modermælk i reglen er det sundeste i ca. 95% af tilfældene. Den dag hvor nogen som helst ændrer deres anbefalinger for dette, skal jeg da overveje det igen.

Hvor har du det tal fra?

Jeg synes det er ærgeligt at nogle mødre går fuldstændig ned fordi de bliver presset til at amme..Hvor god en mor er man så lige!!

man skal ikke amme hvis man ikke vil. det er sq synd for bebs at ligge der uønsket. så giv flaske..

men sys det er ærgeligt at amning efterhånden er ved at uddø. hørte i radioen at 3 ud af 4 amerikaner ikke ammer og det kommer til danmark.

arbejde, uafhængighed osv fylder vores hverdag. synd..

 i skal ikke amme hvis i føler jer "overgrebet" men forstår ikke hvorfor i føler sådan og om det er en tanke der underbevist vokser sig større og giver jer en selvlavet angst agtig følelse? der kan være ting som gør man får det skidt ( feks. tidligere overgreb eller bare dårlig selvværdsfølelse) og så skal man lytte til kroppens signaler og ikke blive ked.

og ja mange har dårlige ammeforløb og det er synd for jer gad virkelig godt at ammebrikker og mme var udelukket de første ugers tid for tit for ofte (NOGLE GANGE - IKKE ALTID) er det det der går imod og ødelægger den naturlige amning (det hører jeg igen og igen fra mødre det gik galt for)

men igen. vil man ikke amme skal man ikke. og det betyder ikke man er en bedre mor fordi man ammer. absolut ikke.

men imo er amning stadig det bedste og man skal overveje nøje om man overhovedet giver det en chance. og det er fordi amningen jo som i selvf er specielt lavet til ungerne mens mme er masseproduceret kemisk komælk.

lotchen skriver:

Sidder lige her og tænker...

På et tidspunkt skal Oliver gerne blive storebror og det glæder jeg mig til! Iiiiih, at være gravid igen med stor fin mave; forventningens glæde; at få sådan en lille lækker sag, der ligger og knirker, ahrmen altså... (Og lagde I lige mærke til, at jeg let og elegant sprang over fødslen, hi hi).

Men så kommer det med amningen. Det kørte slet ikke med Oliver, de der skide suttebrikker tror jeg hæmmede produktionen rigtig meget, han suttede ikke ordentligt, blev ikke ordentligt mæt og jeg var helt generelt bare ikke særlig vild med det. Var ikke vild med tanken om at amme inden jeg føste og blev desværre kun bekræftet i at det ikke er noget for mig.

Så tror at jeg næste gang vil satse på at udfase amningen stille og roligt efter 1-2 mdr. Det gav en rolig og god barsel med Oliver.

Kunne godt tænke mig at vide, hvad jeres holdning til amning er?
SKAL mor død og pine amme fordi det er godt for barnet eller er det i jeres øjne OK at sige fra?

Ikke at jeg vil amme fordi I synes jeg ellers er en dum en, blev bare lige nysgerrig. Da jeg var gravid og ytrede mine følelser omkring amning, var der godt nok mange, der nærmest syntes det var misrøgt af barnet....

jeg ammede selv og det gik over alt forventning og det vil jeg selvfølgelig igen hvis jeg kan.
Men jeg synes det er så OK at sige fra, hvis man ikke er tryg ved det og hvis man ved det ikke bliver en oplevelse der er skøn så kan jeg slet ikke se nogen grund til hvorfor du skal gøre det.

Der er så mange fordomme mod folk der ikke vil amme og jeg synes det er et individuelt valg og ungerne tager ikke skade af ikke at blive ammet.

Jeg havde ikke lyst til at amme, kunne slet ikke forene mig med tanken om at der skulle ligge en lille baby der og sutte.
Det gik dog sådan at jeg mere eller mindre blev "presset" til det på sygehuset da jeg havde født... og jeg var træt, ør og forvirret så fik slet ikke sagt fra.
Så jeg kæmpede grædende de første to uger med at få amningen til at fungere, da Liva ikke kunne spise nok ved mig.

Men endte dog med faktisk at blive rigtig glad for at amme.

Men følelsen af at være blevet presset til noget jeg ikke ville, var slet ikke rar