Baagøe skriver:
Jeg må sige, at jeg har været mere eller mindre lykkelig forskånet for de fleste fordomme som enlig. Lauras far var godt nok i panik i et par måneder og lagde ikke skjul på, at han ikke ville have noget med noget at gøre, men han kom jo heldigvis til fornuft
og ser hende nu - men det ved du jo
Derimod har jeg oplevet lidt af det modsatte af dig, da mange står med et medlidende blik i øjnene, når jeg fortæller jeg er alene, og jeg føler de tænker: "Stakkels dig." Jeg hader virkelig, når folk har ondt af mig, for selvom jeg ikke selv har valgt, så synes jeg ikke det er hårdt at være enlig, da jeg 7-9-13 har fået en super nem og mild datter
Dette faktum er der mildt sagt så nogen der har ondt i r.... af og der er i særdeleshed et par af dem i min mødregruppe der kommer med kommentarer som: "Ej, det kan da ikke passe, at hun bare sover, når du lægger hende i barnevognen?"
og da jeg idag fortalte, at Laura havde været ret så umulig fra fredag til søndag pga. tandfrembrud, siger de omtalte personer: "Jamen du har da godt af at mærke, hvordan det RIGTIGT er at have børn!" 
Jeg brokker mig ALDRIG over at være alene med Laura, da jeg har en naturlig positiv indgang til livet, og jeg tager tingene som de kommer og er heller ikke så pylret, og i min mødregruppe er jeg den eneste som bor alene, men alligevel kan de ikke unde mig at have et nemt barn
Det var lige en anden indgangsvinkel til folks reaktioner til os enlige...
Knus Linda
Jeg syntes da det er dejligt at du har et nemt barn, den aftale havde jeg også lavet med Nikita, men hun var åbenbart ikke helt enig, dog syntes jeg det har ændret sig indenfor de sidste mange uger.. jeg under fuldt ud at folk har nemme børn, men bliver pisse irreteret hvis de indikere eller siger at det er så nemt at have et barn, og det nok bare er mig som ikke løfter opgaven ordentlig (altså vil give råd til hvordan det er mest hensigstmæssigt at "lave" mit barn om så det vil sove, vil spise ordentligt, ja hvad det nu må være) og ikke anerkeder at børn er anerledes og det ikke altid handler om hvorvidt de får sat grænser eller hvad det nu må være med om hvordan barnet er som person..
Jeg syntes det er fedt at du ikke har oplevet det, men jeg har så ikke oplevet medlidenhedsblikket.. sjovt nok, det var jeg også blevet sindsyg over.. til gengæld har jeg oplevet fra mange accept af min situation, men også det modsatte, jeg havde en "veninde" der droppede kontakten fordi jeg jo var enlig og derfor ikke passede ind i hendes nye verden med mand, hus og barn
Men jeg får til gengæld den med pengene fra min søster (vi priotere penge meget anerledes) og ja mange af de andre fordomme fra folk der er i parforhold og ikke har fået børn, eller folk der er så heldige at have en sød kæreste som de skal have barn med, det var nok mest i starten af graviditeten og selvfølgelig fra folk som ikke kendte mig synderligt, jeg omgiver mig normalt ikke med sådanne folk (med undtagelse af veninden, som jeg fejlagtig troede ville ændre sig når hun nu skulle være mor)
