N&J skriver:
Ja, hold da op hvor er jeg træt af folks kommentarer, fordomme og formodninger, når det gælder enlige mødre.
Det starter ved graviditeten, valget overhovedet at få barnet, hvor vi alle åbenbart ikke tænker et øjeblik på den stakkels far
og så fortsætter den med at vi vælger at skrive faderen på, jamen vi kunne da bare undlade, og så får vi for mange penge og lever jo nærmest som kongelige... JEG ER TRÆT AF DET!!!
Når man ikke selv har stået i situationen eller kender omstændighederne så kan man altid stå og pege finger, og fortælle om hvad de selv havde gjort (ja, jeg gjorde det endda selv inden jeg blev gravid, ih hvor jeg pudsede den glorie) men er der seriøst nogen der virkelig tror at det ikke har krævet enorme store overvejelser fra de fleste enlige mødres side, at vi ikke har overvejet hvilke konsekvenser det har for både vores men da i høj grad også hvilken betydning det har for faderen og ikke mindst den kommende barn. Når man vælger at skrive barnet på til tros for hans ønske om det modsatte, tror folk så at vi gør det for at få hævn, penge, pengene ville vi jo få af kommunen, så det er ikke det, det handler om, tror folk ikke mange har tænkt at "Gud, hvor ville det være nemmere". Når det gælder vores økonomiske situation, jamen jeg vil da med glæde smide mit budget op og modbevise at jeg har flere penge end en normal familie, hvor den ene studere og den anden arbejder, da jeg jo er studerende, har jeg flere penge end en familie hvor begge forældre arbejder, JA, og måske også hvor begge er på kontanthjælp, JA, men ellers så har jeg altså langt mindre end en anden familie, og især hvor begge forældre arbejder, men jeg prioterer måske mine penge anderledes og undvære andre steder..
Jeg kan ikke forstå at mennesker, som sikkert normalvis har stor indlevelsesevne og empati har så travlt med at stille spørgsmålstegn ved vores valg og nærmest stille sig til dommer overfor disse valg, istedet for at koncentere sig om andre, mere vigtige emner, hvorfor er det SÅ vigtigt at fortælle os enlige mødre om hvad I mener om vores valg, jeg syntes det latterligt, rent ud sagt, især når kritikken kommer fra folk der ikke har været i nærheden af at stå i samme situation, og nu er jeg ikke noget ondt menneske, men indimellem så tænker jeg at jeg ville ønske at I selv kunne stå der en dag og så mærke hvordan det føles, og så bliver jeg flov, fordi det ville indikere at jeg opfører mig på samme måde, og DET syntes jeg er pinligt..
Det var lige mange måneders indespæret frustration og tak fordi du læste med.. 
Jeg må sige, at jeg har været mere eller mindre lykkelig forskånet for de fleste fordomme som enlig. Lauras far var godt nok i panik i et par måneder og lagde ikke skjul på, at han ikke ville have noget med noget at gøre, men han kom jo heldigvis til fornuft
og ser hende nu - men det ved du jo
Derimod har jeg oplevet lidt af det modsatte af dig, da mange står med et medlidende blik i øjnene, når jeg fortæller jeg er alene, og jeg føler de tænker: "Stakkels dig." Jeg hader virkelig, når folk har ondt af mig, for selvom jeg ikke selv har valgt, så synes jeg ikke det er hårdt at være enlig, da jeg 7-9-13 har fået en super nem og mild datter
Dette faktum er der mildt sagt så nogen der har ondt i r.... af og der er i særdeleshed et par af dem i min mødregruppe der kommer med kommentarer som: "Ej, det kan da ikke passe, at hun bare sover, når du lægger hende i barnevognen?"
og da jeg idag fortalte, at Laura havde været ret så umulig fra fredag til søndag pga. tandfrembrud, siger de omtalte personer: "Jamen du har da godt af at mærke, hvordan det RIGTIGT er at have børn!" 
Jeg brokker mig ALDRIG over at være alene med Laura, da jeg har en naturlig positiv indgang til livet, og jeg tager tingene som de kommer og er heller ikke så pylret, og i min mødregruppe er jeg den eneste som bor alene, men alligevel kan de ikke unde mig at have et nemt barn
Det var lige en anden indgangsvinkel til folks reaktioner til os enlige...
Knus Linda
