Ja, hold da op hvor er jeg træt af folks kommentarer, fordomme og formodninger, når det gælder enlige mødre.
Det starter ved graviditeten, valget overhovedet at få barnet, hvor vi alle åbenbart ikke tænker et øjeblik på den stakkels far
og så fortsætter den med at vi vælger at skrive faderen på, jamen vi kunne da bare undlade, og så får vi for mange penge og lever jo nærmest som kongelige... JEG ER TRÆT AF DET!!!
Når man ikke selv har stået i situationen eller kender omstændighederne så kan man altid stå og pege finger, og fortælle om hvad de selv havde gjort (ja, jeg gjorde det endda selv inden jeg blev gravid, ih hvor jeg pudsede den glorie) men er der seriøst nogen der virkelig tror at det ikke har krævet enorme store overvejelser fra de fleste enlige mødres side, at vi ikke har overvejet hvilke konsekvenser det har for både vores men da i høj grad også hvilken betydning det har for faderen og ikke mindst den kommende barn. Når man vælger at skrive barnet på til tros for hans ønske om det modsatte, tror folk så at vi gør det for at få hævn, penge, pengene ville vi jo få af kommunen, så det er ikke det, det handler om, tror folk ikke mange har tænkt at "Gud, hvor ville det være nemmere". Når det gælder vores økonomiske situation, jamen jeg vil da med glæde smide mit budget op og modbevise at jeg har flere penge end en normal familie, hvor den ene studere og den anden arbejder, da jeg jo er studerende, har jeg flere penge end en familie hvor begge forældre arbejder, JA, og måske også hvor begge er på kontanthjælp, JA, men ellers så har jeg altså langt mindre end en anden familie, og især hvor begge forældre arbejder, men jeg prioterer måske mine penge anderledes og undvære andre steder..
Jeg kan ikke forstå at mennesker, som sikkert normalvis har stor indlevelsesevne og empati har så travlt med at stille spørgsmålstegn ved vores valg og nærmest stille sig til dommer overfor disse valg, istedet for at koncentere sig om andre, mere vigtige emner, hvorfor er det SÅ vigtigt at fortælle os enlige mødre om hvad I mener om vores valg, jeg syntes det latterligt, rent ud sagt, især når kritikken kommer fra folk der ikke har været i nærheden af at stå i samme situation, og nu er jeg ikke noget ondt menneske, men indimellem så tænker jeg at jeg ville ønske at I selv kunne stå der en dag og så mærke hvordan det føles, og så bliver jeg flov, fordi det ville indikere at jeg opfører mig på samme måde, og DET syntes jeg er pinligt..
Det var lige mange måneders indespæret frustration og tak fordi du læste med.. 
