Ved min første fødsel fik jeg lattergas - jeg synes dog ikke den virkede særligt godt, før efter fødslen var overstået... Jeg ligger med min søn i armene, og det er umiddelbart efter det med solstrålen og de fede farver... Så siger faren "puha, jeg kunne godt ryge en smøg" - "ja det kunne jeg også godt, men jeg løber ingen steder de næste par timer, så gå du bare ned".... Han gik ned, og kom op igen med disse ord "puuuuha, jeg blev helt skæv, nu kan jeg godt mærke du pustede alt gassen ud i hovedet på mig, i stedet for i masken - lille kunstner pause - din far og stina står uden for døren" mig (stadig lidt beruset) "Så luk dem dog ind" der var jeg kun lige syet færdig og nåede nærmest kun at få dynen over mig, lige som de trådte ind ad døren... hehe
Med nummer 2 har jeg sindssygt travlt fordi jeg nåede at åbne mig til 10 cm længe inden vi nåede sygehuset. Jeg havde stået på knæ, med ryggen mod kørselsretningen i vores egen bil på vej til sygehuset, og have IKKE turde fortælle faren at jeg faktisk havde seriøse presseveer - jeg gjorde virkelig mit bedste for ikke at skrige mens jeg ihærdigt nægtede at føde lige dér....
Nåh jeg bliver smidt af ved hovedindgangen på sygehuset, mens faren parkerer bilen.
Så står jeg der, og holder fast i et skilt, mens jeg kigger mig omring efter faren og piver og småhyler og hvisler åh nej ikke igen, da en presseve er under opbygning.
En ældre dame kommer hen, ser lidt bekymret ud, og spørger mig om der er noget galt. Hvor til jeg går i knæ og siger en lyd som om jeg har fået en mavepuster... Damen udbryder: "GUD! skal du FØDE!" mit svar (stadig i knæ) "JEPS!"
De får først fat i en kørestol, som jeg nægter at sætte mig i - jeg skal fandmer ikke føde hvis ikke min mand dukker op
et par minutter senere har de ringet efter en seng, som kommer med ikke mindre end 4 ansatte....
Inde i foyéren ved sengen, små-hvisker jeg til en sygeplejerske-ting "jeg tror altså han står fremme nu"
hun: "HVA'?"
Mig: "Jeg tror altså han står fremme nu"
hun: "ja så må du altså lige skynde dig lidt op på sengen, for så har vi ikke tid til at vente på dig"
mig: "det kan jeg altså ikke lige nu"
hun "jamen det skal du for vi har altså ikke tid til at vente på dig - og så skal du huske at gispe!"
Mig op på sengen, på alle 4 - hvorefter jeg straks giver mig til at gispe på vej ind i elevatoren som de har smidt folk ud af. Da jeg næsten har gispet mig igennem en hel presseve er jeg lige ved at besvime og falde ned af sengen... kloge mig droppee gisperiet og fortæller ikke sygeplejerske-tingen hvorfor, slvom hun konstant siger "gispe gispe gispe!"
Inde på fødestuen får jeg mig en SKØN jm. som spørger om jeg ikke vil om på ryggen nu.... jeg tænker lidt "og hvordan helvede havde hun dog tænkt sig det skulle gå, jeg har jo ikke 3 sekunders pause mellem veerne" hvorefter jeg siger "nej helst ikke"
lige efter siger jeg "jamen kan du da ikke undersøge mig mens jeg står sådan her?"
hendes svar "jeg kan da prøve, så kommer der bare lige to fingre her..."
Mig: "nej nu må du sgu lige vente til jeg er færdig med denne her" (var lige på vej mod toppen af en presseve - det er fandmer ikke let at være høflig i mens)
Da veen var næsten ovre, og jeg kunne mærke den næste byggede op allerede, sagde jeg: "så er det altså nu hvis du skal nå det"
JM: "ja! (lidt pause) Jamen du presser bare med næste gang"
Mig (lettere panisk og midt i en pressee): "jamen er jeg klar?" (husk på babys hovede er allerede halvt ude da jeg står ud af bilen
)
JM: "ja ja du presser bare" Som sagt så gjort, og JM greb barnet
Lidt efter måtte jeg selv lige guide hende i hvordan vi fik mig om på ryggen, med en navlestreng stadig hængende mellem benene. Og da jeg endelig er på ryggen, står hun (igen) og sludrer overstadisk med kenneth og eleven/studerende, og jeg er helt ked af at afbryde dem, så mens hun jubler: "iiiih jeg elsker sådan nogle fødsler, det er så NEMT!" ligger jeg og smågriner lidt af hende indvendigt, og tænker "ja ja for dig", mens jeg uden at sige det til hende føder moderkagen, og JM udbryder "hov der kom moderkagen lige ud" jeg smilede bare
