Gravid og Borderline

Ansemusen skriver:

<p> <br/><br/></p><p> Mget enig!!! Når det er en del af deres personlighed kan man ikke bare ændre det ved at knipse med fingrene. Og man kan aldrig blive helt normalt, men delvist lære at OPFØRE sig normalt! Man kan heller ikke bede en autist om at blive normal, men kan lære dem nogle ting omkring adfærd via belønning. Sammenligner bestemt ikke autister med borderlinere, men var bare for at påpege, at nogle ting kan altså ikke helbredes med blive bedre.<br/>Når man tænker på hvor sindssygt svært det kan være for en depressiv, som jo ikke er en kronisk sygdom, men noget som i de fleste tilfælde kan helbredes helt,&nbsp;at komme ud af sengen, bare få børtet tænder osv., så er det utopi at sige, at en med borderline bare kan vælge at sige 'Jeg kan hvad jeg vil'!</p><p> Lige et spørgsmål, er det kun piger/kvinder som kan være borderline? Synes aldrig man hører om den lidelse hos drenge og mænd..?</p>

Drengene kan også få borderline. Det er dog primært piger. I rækken af forskellige typer personlighedsforstyrrelser er der forskellige overvægt af køn. Fx den forstyrrelse som dækker psykopater er det primært mænd, som bliver ramt. Meget interessant, men understreger blot at sygdommen/forstyrrelsen sidder dybt i personligheden.

KaMa skriver:

Drengene kan også få borderline. Det er dog primært piger. I rækken af forskellige typer personlighedsforstyrrelser er der forskellige overvægt af køn. Fx den forstyrrelse som dækker psykopater er det primært mænd, som bliver ramt. Meget interessant, men understreger blot at sygdommen/forstyrrelsen sidder dybt i personligheden.

Ja det vidste jeg faktisk godt mht. psykopati (som det vist dog ikke kaldes officielt længere). Synes i det hele taget at det er meget interessant med psykiske lidelser og personlighedsforstyrrelser, selvom det selvfølgelig ikke er spor sjovt for dem som er ramt af det og kæmper med det hver eneste dag! Men jeg vil jo også gerne selv være terapeut, så selvfølgelig interesserer det mig.

Mit svar til dig var i øvrigt ment meget positivt. Syntes du skrev det virkelig flot!

Ansemusen skriver:

Det er tydeligt for mig at se, at det ikke kun handler om bekymring for hendes kommende barn, selvom jeg godt ved at du OGSÅ er bekymret for barnet! Men det skinner igennem, at du også er virkelig frustreret, såret og vred over alle de ting, som vedkommende har udsat dig for! Men DU kan ikke ændre hende, hvorend du gerne ville  Hun skal selv indse at hun har et problem og så skal hun, som KaMa skriver, have intensiv terapi, hvis hun virkelig skal ændre sig mærkbart!
Så hvis du ikke kan holde det ud og føler at det tærer på dig, så synes jeg du skal tage afstand til hende og passe på dig selv inden det bliver alt for meget for dig! Jeg ved godt at det er meget lettere sagt end gjort, når det er familie vi taler om. Men du kan jo ikke blive ved med at leve med det, når du har det så svært med det (hvilkt jeg bestemt også tror jeg selv ville have!!!). Hun er syg ja! Men det kan du ikke gøre for, og derfor har du ikke pligt til konstant at være der og stå model til ting, som du føler overskrider dine grænser!

Synes du skal bakke helt eller delvist ud af jeres forhold og vente og se hvad der sker, om hun får hjælp, om du savner hende osv. Nogen gange skal der afstand til før man kan mærke hvad der egentlig er bedst for en selv

Nu tilføjer jeg lige noget til dette indlæg, efter at have læst dit indlæg højere oppe. Du skriver både at vi bare siger du skal acceptere at sådan er hun og lade hende behandle dig sådan og smatidig siger du, at en anden ikke kan være bekendt at sige at du skal holde dig fra hende. Så kan jeg bare ikke se hvilke muligheder der så er tilbage? For du KAN ikke ændre hende, så enten må du vælge at tage afstand til hende eller at 'acceptere' hende som hun er. Jeg tænker dog, at du godt kan tage afstand fra hende uden at være nødt til at melde dig helt ud af familien!

jeg prøver lige at forklare mig igen, jeg vil gerne tage afstand til hende hvilket jeg også gør så meget som muligt, men hvis jeg skal slippe for alt dte her, ville det kræve jeg meldte mig ud af familien.

Jeg ved godt jeg ikke kan ændre hende, og hun er jo også selv ansvarlig for hendes liv.

jeg er dog da hun er et meget tæt familiemedlem, nød til at se hende, til familie komsammen osv osv, men har dog meldt en del fra, men synes det er så ærgeligt jeg ikke kan se min familie pga hende, for selvom jeg ikke er der, får hun stadig stor indflydelse desværre, har prøvet at snakke med familien, bla ved min fødselsdag, hvor ejg prøvede at sige at selvom hun ikke kom, måtte de andre jo gerne komme, vi er jo mange så man kan jo ikke altid få det til at passe, kort tid efter fandt hun åbenbart ud af det, ringede og var enormt sur, ville have jeg skulle flytte dagen eller aflyse, da jeg ikke ville dette, gik der ikke lang tid, så ringede de en efter en og skulle pludsleig en masse andet elelr havde dårlige undskyldninger for ikke at komme, og sjovt nok sagde de alle, at det jo skulle passe sammen med hende, for dt var jo vigtigere hun kom med (hun var åbenbart vigtigere end jeg var, som gæst til min fødselsdag)så tænker jo også lidt, hvordan det skal gå med det stakkels barn, hvad sådanne ting angår. manden må jo være voksen nok til selv at sige fra, men barnet bestemmer jo ikke før om mange år

og tak for svar

Ansemusen skriver:

<br /><br /><p> Ja det vidste jeg faktisk godt mht. psykopati (som det vist dog ikke kaldes officielt længere). Synes i det hele taget at det er meget interessant med psykiske lidelser og personlighedsforstyrrelser, selvom det selvfølgelig ikke er spor sjovt for dem som er ramt af det og kæmper med det hver eneste dag! Men jeg vil jo&nbsp;også gerne selv være terapeut, så selvfølgelig interesserer det mig.</p><p> Mit svar til dig var i øvrigt ment meget positivt. Syntes du skrev det virkelig flot!</p>

Tak for de pæne ord. Det er et rigtig spændende område - trods det også er tungt. Jeg har en vildt god bog om personlighedsforstyrrelser, som jeg købte på en konference, som psykiatrifonden holdt for os, der arbejder med de syge. Prøv at tjekke deres bøger på hjemmesiden. Kan ikke lige huske titlen - og ligger nu som en strandet hval på sofaen og kan ikke komme op for at finde bogen... He he. Noget med håndbog og personlighedsforstyrrelse - en tyk dreng!

KaMa skriver:

Tak for de pæne ord. Det er et rigtig spændende område - trods det også er tungt. Jeg har en vildt god bog om personlighedsforstyrrelser, som jeg købte på en konference, som psykiatrifonden holdt for os, der arbejder med de syge. Prøv at tjekke deres bøger på hjemmesiden. Kan ikke lige huske titlen - og ligger nu som en strandet hval på sofaen og kan ikke komme op for at finde bogen... He he. Noget med håndbog og personlighedsforstyrrelse - en tyk dreng!

Hehe, du er vist ikke halvt så meget hval som mig - også strandet ppå sofaen her med ondt i halsen og tungt tungt hoved. Øv når der er ting som SKAL ordnes idag!

jeg synes det er gentagende gange man hører at man samligne borderline med et handicap det er det måske psykisk men jeg ville da langt hellere miste et ben for det kunne jeg forholde mig til selvom det selfølgelig ville være mega irreterende. 

men jeg kunne forholde mig til det, men når man er så træls i hovedet og med så mange tanker osv så ville jeg hellere have noget jeg kunne se og forholde mig til end at sku være som jeg er nu. og jeg har min egen ide omkring min verden og hvad jeg finder mig i, og hvor tæt på jeg lukker andre ind til mig da jeg altid går med barrikaderne oppe.. og ja jeg kunne blive ved, men med den forstyrelse kan man altså ikke se posetivt på ret meget men er meget enten eller der er ikke noget midt i mellem.. 

derfor er det svært at være venner med en med borderline da der skal så lidt til for at de ser sig sur på en...

Ansemusen skriver:

Ja det vidste jeg faktisk godt mht. psykopati (som det vist dog ikke kaldes officielt længere). Synes i det hele taget at det er meget interessant med psykiske lidelser og personlighedsforstyrrelser, selvom det selvfølgelig ikke er spor sjovt for dem som er ramt af det og kæmper med det hver eneste dag! Men jeg vil jo også gerne selv være terapeut, så selvfølgelig interesserer det mig.

Mit svar til dig var i øvrigt ment meget positivt. Syntes du skrev det virkelig flot!

Her et link til "biblen".

Alle med personlighedsforstyrrelser inde på livet - professionelt eller privat burde anskaffe sig et eksemplar af denne bog.

Den er så lærerig, synes jeg.

http://butik.psykiatrifonden.dk/product/personlighedsforstyrrelser_48/

june1987 skriver:

jeg synes det er gentagende gange man hører at man samligne borderline med et handicap det er det måske psykisk men jeg ville da langt hellere miste et ben for det kunne jeg forholde mig til selvom det selfølgelig ville være mega irreterende. 

men jeg kunne forholde mig til det, men når man er så træls i hovedet og med så mange tanker osv så ville jeg hellere have noget jeg kunne se og forholde mig til end at sku være som jeg er nu. og jeg har min egen ide omkring min verden og hvad jeg finder mig i, og hvor tæt på jeg lukker andre ind til mig da jeg altid går med barrikaderne oppe.. og ja jeg kunne blive ved, men med den forstyrelse kan man altså ikke se posetivt på ret meget men er meget enten eller der er ikke noget midt i mellem.. 

derfor er det svært at være venner med en med borderline da der skal så lidt til for at de ser sig sur på en...

Det hjælper mig faktisk lidt det du skriver June! For jeg har selv oplevet to borderlineveninder som blev sure på mig meget pludseligt. Anede ikke at de var borderline før bagefter, og begge fik også først diagnosen efter de episoder jeg hentyder til. De blev altså først sure på mig da tingene spidsede til og de endte med at blive indlagt begge to. Det hjælper at se, at jeg ikke kunne have gjort mere dengang og at det ikke var min skyld, men at de var syge og havde brug for hjælp, som de heldigvis begge har fået!! De har det meget bedre nu. Er ikke mine veninder, men jeg har snakket med dem efterfølgende og ved at de lever et nogenlunde anstændigt liv begge to, hvilket jeg er rigtig glad for!

Jeg synes det er flot at du tør være så åben og ærlig omkring din situation, og jeg føler virkelig med dig mht. det med ikke at kunne styre det og med at være sådan inde i hovedet og være styret af en masse negative sortseende tanker! Det må bestemt være rigtig hårdt!! Men jeg kan også se, at du er en pige som arbejder hårdt med dig selv - bliv ved med det

Ansemusen skriver:

 

Det hjælper mig faktisk lidt det du skriver June! For jeg har selv oplevet to borderlineveninder som blev sure på mig meget pludseligt. Anede ikke at de var borderline før bagefter, og begge fik også først diagnosen efter de episoder jeg hentyder til. De blev altså først sure på mig da tingene spidsede til og de endte med at blive indlagt begge to. Det hjælper at se, at jeg ikke kunne have gjort mere dengang og at det ikke var min skyld, men at de var syge og havde brug for hjælp, som de heldigvis begge har fået!! De har det meget bedre nu. Er ikke mine veninder, men jeg har snakket med dem efterfølgende og ved at de lever et nogenlunde anstændigt liv begge to, hvilket jeg er rigtig glad for!

Jeg synes det er flot at du tør være så åben og ærlig omkring din situation, og jeg føler virkelig med dig mht. det med ikke at kunne styre det og med at være sådan inde i hovedet og være styret af en masse negative sortseende tanker! Det må bestemt være rigtig hårdt!! Men jeg kan også se, at du er en pige som arbejder hårdt med dig selv - bliv ved med det

det var da så lidt og tak for din søde ord..

man har svært ved at fastholde sig ved venner eller andre ting i længere tid da man ser sig sort på tingene over det mindste og så gider man bare ikke mere..

jeg håber også på et anstændigt liv engang i fremtiden, og at jeg en dag kunne blive så frisk til en udd. men lige nu kan jeg ikke det er ikke fordi jeg ikke gider, jeg ville være glad for det men efter en måned ville jeg ikke kunne fastholde mig selv til det og derfor måtte give op og det ville give mig et nederlag som er så stort som at have mistet ens egne forældre.. fordi jeg har sat mig noget for og så ikke kan gennemføre det..

jeg har dog ikke været indenlagt jeg har selv bedt om hjælpen da jeg ikke længere kan holde min ideer ud eller tanker osv.. 

borderline er en sygedom der er på grænsen til sindsyge og jeg kan godt forstå det er sådan..

jeg har meget stort indsigt i min sygedom, da jeg er god til at fortælle om det, men når det kommer til ting hvor feks min psykiater går over min grænse så bliver jeg meget meget irretable og sur og har allermest lyst til at forlade rummet..

men godt du har to veninder som på trods af det hele er kommet ud.. og self vil jeg være åben da det jo er en del af mig og ikke noget man skal være flov over, sådan er jeg bare og hvis jeg ikke er ærlig over for andre kan jeg heller ikke være det over for mig selv

june1987 skriver:

det var da så lidt og tak for din søde ord..

man har svært ved at fastholde sig ved venner eller andre ting i længere tid da man ser sig sort på tingene over det mindste og så gider man bare ikke mere..

jeg håber også på et anstændigt liv engang i fremtiden, og at jeg en dag kunne blive så frisk til en udd. men lige nu kan jeg ikke det er ikke fordi jeg ikke gider, jeg ville være glad for det men efter en måned ville jeg ikke kunne fastholde mig selv til det og derfor måtte give op og det ville give mig et nederlag som er så stort som at have mistet ens egne forældre.. fordi jeg har sat mig noget for og så ikke kan gennemføre det..

jeg har dog ikke været indenlagt jeg har selv bedt om hjælpen da jeg ikke længere kan holde min ideer ud eller tanker osv.. 

borderline er en sygedom der er på grænsen til sindsyge og jeg kan godt forstå det er sådan..

jeg har meget stort indsigt i min sygedom, da jeg er god til at fortælle om det, men når det kommer til ting hvor feks min psykiater går over min grænse så bliver jeg meget meget irretable og sur og har allermest lyst til at forlade rummet..

men godt du har to veninder som på trods af det hele er kommet ud.. og self vil jeg være åben da det jo er en del af mig og ikke noget man skal være flov over, sådan er jeg bare og hvis jeg ikke er ærlig over for andre kan jeg heller ikke være det over for mig selv

MIn søster har borderline og hun er færdig med uddannelse og lidt over et år...ja, det har da trukket tænder ud for hende, men det kan faktisk lade sig gøre og især, tror jeg, hvis man finder lige præcis det man brænder for og er god til. det har i hvert fald gjort hende mere rask og gjort hun ikke falder helt sammen, at hun har noget at tage sig til og gå op i...at have en mening med hverdagen...med livet.

Knus..