Gravid og Borderline

Michael healer skriver:

Jeg syntes det virker vildt, at hun har så meget magt i jeres familie, at hun kan styrre de andre, så de ikke kommer med til noget du holder, hvis hun har set sig sur på dig.

Jeg tror jeg ville tage en snak med de mennesker, der bakker ud, efter de har tilmeldt sig, og få af vide, hvad det er der er grunden til dette, hvad de har fået af vide, siden de bakker ud.

Det kunne også tyde på, at de andre i familien , måske ikke ønsker at gøre noget som skulle få den i dårligt uføre hos hende, da de har set hvad det kan føre til, og de ikke orker dette, og derofr spille med på hendes spil, for lige som at få fred, ja jeg ved jo ikke om det er sådan det hænger sammen, men det var et bud.

Jeg tror du skal indse, at du ikke kan hjælpe et menneske der ikke ønsker hjælp, det jo hendes liv, og hendes valg, så bare støt hende som du også har gjort hele tiden, så godt du nu kan, og ønsker.

Jeg kan godt forstå du ikke syntes det er sjovt, at det skal gå ud over dig, og at du skal være syndebukken, så du kunne jo indimellem, spille med på hendes spil, så du på den måde, holdt dig gode venner med hende, og dermed også fik fred, ved ikke om det var en mulighed for dig ?

Ja det var lige hvad jeg havde, håber du kunne bruge det til noget

mvh Michael

tak for svar, jeg har prøvet at holde mig gode venner med hende, gør jeg også nu bar på meget lavt plan, problemet er meget at det er enten eller, enten er man helt inde i varmen, og skal hjælpe med alt, og virkelig varte hende op i hoved og r.. og være der når hun har brug for det. ja enten er man inde eller også er man ude

men tak, du har ret i enkelte er der bare fordi de ikke orker det andet spil, som hun jo kører på mig, resten kan hun manipulere og ved intet om borderline, og tror på hende når hun siger hun intet fejler, og får det til at lyde lyserødt, de kan ikke se hvad der foregår, desværre

june1987 skriver:

undskyld mig men bliver lidt harm, det kan godt være man ikke selv vælger om en sygedom skal afgøre ens liv men det har fandme meget at sige, der er mange ting jeg ikke kan overskue og det er ikke noget med medynk at gøre, men at sådan har jeg det rent faktisk. jeg tror mange ville bukke under for 15 års psykisk og fysisk terror. man ved som aldrig hvad der står bag den enklte og det kan godt være du er fejl. dia. men derfor er det jo ikke ensbetydende med at halv delene af dk befolkning er det..

feks i min sag har der været 3 psykiater, 2 psykolog, og speciliast i borderline, samt manio depressiv. og ingen af dem har været uenige.

jeg synes ikke man kan være bekendt at sige det er ynk det man kommer med når man er syg, for det er fandme hårdt at sku tænke over hver eneste krumme i ens liv og være så hæmmede.

tror du ikke at jeg ville have en udd for mine børns skyld? tror du ikke jeg godt gad stå op til et job hver dag, og overskue min hverdag.! 

-jo det gad jeg, men ikke hvis det skal være på bekostning at min familie og ryge endnu længere ned pga et nyt nederlag.

men hvis du ikke giver vores ynk hvorfor kommer du så selv med noget i dit indlæg.

det er jo tydeligvis en beretning om du ikke kender en med den svære diagnose for den er ikke nem at leve med og HUSK at TÆNK på hvad der står bag ved hver enklte sag

jeg er selv hæmmet på en anden måde, det er dog mere fysisk, og ja der er mange ting jeg ikke kan, men det handler også nogle gange om fokus, og om at prøve at finde det positive, det er ikke lige let for alle, men alt efter hvordan ens borderline er kan der være håb, har haft flere veninder med diagnosen, en meget slem med svær selvskade, som lever et næsten normalt liv i dag, efter hun fik kæmpet sig igennem, og lever godt med hendes borderline i dag, på trods af mange indlæggelser på den lukkede, bosted osv. en anden, måtte jeg opgive venskabet med, da hun nægtede at prøve, og selv hendes mand med kræft fik hun set sig sur på, for han tog jo opmærksomheden fra hende. det er ikke udelukkende sygdom, man kan nogle gange også gøre en smule selv, men nogle selvfølgelig mere end andre

jeg er selv hæmmet på en anden måde, det er dog mere fysisk, og ja der er mange ting jeg ikke kan, men det handler også nogle gange om fokus, og om at prøve at finde det positive, det er ikke lige let for alle, men alt efter hvordan ens borderline er kan der være håb, har haft flere veninder med diagnosen, en meget slem med svær selvskade, som lever et næsten normalt liv i dag, efter hun fik kæmpet sig igennem, og lever godt med hendes borderline i dag, på trods af mange indlæggelser på den lukkede, bosted osv. en anden, måtte jeg opgive venskabet med, da hun nægtede at prøve, og selv hendes mand med kræft fik hun set sig sur på, for han tog jo opmærksomheden fra hende. det er ikke udelukkende sygdom, man kan nogle gange også gøre en smule selv, men nogle selvfølgelig mere end andre

dette er ikke sagt for at støde nogen

june1987 skriver:

undskyld mig men bliver lidt harm, det kan godt være man ikke selv vælger om en sygedom skal afgøre ens liv men det har fandme meget at sige, der er mange ting jeg ikke kan overskue og det er ikke noget med medynk at gøre, men at sådan har jeg det rent faktisk. jeg tror mange ville bukke under for 15 års psykisk og fysisk terror. man ved som aldrig hvad der står bag den enklte og det kan godt være du er fejl. dia. men derfor er det jo ikke ensbetydende med at halv delene af dk befolkning er det..

feks i min sag har der været 3 psykiater, 2 psykolog, og speciliast i borderline, samt manio depressiv. og ingen af dem har været uenige.

jeg synes ikke man kan være bekendt at sige det er ynk det man kommer med når man er syg, for det er fandme hårdt at sku tænke over hver eneste krumme i ens liv og være så hæmmede.

tror du ikke at jeg ville have en udd for mine børns skyld? tror du ikke jeg godt gad stå op til et job hver dag, og overskue min hverdag.! 

-jo det gad jeg, men ikke hvis det skal være på bekostning at min familie og ryge endnu længere ned pga et nyt nederlag.

men hvis du ikke giver vores ynk hvorfor kommer du så selv med noget i dit indlæg.

det er jo tydeligvis en beretning om du ikke kender en med den svære diagnose for den er ikke nem at leve med og HUSK at TÆNK på hvad der står bag ved hver enklte sag

june1987 skriver:

vi siger ikke du skal undskylde. men at sådan er mange af os med den diagnose og kan man ikke klarer det så må man melde sig ud af det system andet er der ikke at gøre når du er så påvirket af det og begynd på dit eget liv i stedet for at tænke på hende 

så dit forslag er simpelthen jeg skal melde mig ude af hele min familie, og stå helt alene tilbage, fordi hun har borderline!!!!!

tak for kaffe

Det virker slet ikke som om du har gidet sætte dig ind i hvordan hun har det. Det virker som om du skyder alle de problemer der er i hele jeres familie på hende.  Det kan godt være du prøver at hjælpe men jeg kan med 100% sikkerhed sige at den attitude du har i denne her tråd er enhver diagnoserets frygt.

Du svare aggressivt til hvad alle siger og med massere afudråbstegn. Vil du virkelig gerne have råd eller vil du bare være sur og have lov til at bebrejde hende offentligt?

Tjuls skriver:

Nu har jeg ikke siddet og læst alle indlæggene igennem, for der er mange og de er laaange..

Men synes ikke der står noget om, hvilken type borderline det er? Der er jo stor forskel på borderline patienter.. Og om der er andet i..

Jeg har selv diagnosen skizotypisk borderline, og har haft den i mange år..

"Hvis man har en skizotypisk sindslidelse har man tendens til at isolere sig socialt. Man er tilbøjelig til at fejltolke andre, man er mistroisk, man har aparte ideer, og man kan have en tendens til at tro på overnaturlige eller magiske fænomener.
De personlighedstræk man har, hvis man har en skizotypisk sindslidelse, er i virkeligheden de samme som hvis man har skizofreni. Forskellen er, at man ikke opfylder de øvrige betingelser for at have skizofreni"

Så jeg kender ikke til det at være manipulerende osv.. Jeg er mere bare "underlig" i tankegang and so..

Og jeg har sgu været ked af når folk er kommet med jeg er så psykisk syg jeg ikke er egnet til at have børn. Psykisk sydom er et tabuemne, og har man ikke ordentlig kendskab til hvilken diagnose det præcis er, og hvad den indebærer, så KAN det være svært at tackle en person med en psykisk diagnose.

Da min søns far gik fra mig, der brugte han også det psykiske og det gør han STADIG!

Jeg vil ikke sige min søn "reddede" mig, men han ændrede meget.. Der var der pludselig en mere der skulle tages hensyn til, og han er ALTID kommet i første række.. Og efter han er kommet til, så er jeg blevet så rask at jeg hverken går i terapi hos psykiater længere, eller får medicin af nogen art. Diagnosen vil altid bestå, men jeg er så rask som man kan være.. Selvfølgelig har jeg stadig en underlig tankegang til tider, men det har ALDRIG påvirket min søn.

Min søn er nu delebarn.. Og uanset hvor meget hans far kæfter op om det er forkert fordi jeg har en diagnose, så kan omverdenen se at jeg først og fremmest fungere som FORÆLDER og ikke en psykisk syg

Selve diagnosen siger meget, så undersøg hvilken type det er.. Undersøg hvad det indebærer, og tag den langsomt derfra, for vi borderlinere tackler ting forskelligt..

"Lidelsen er pt. ved at blive reklaccificeret, da fagkundskaben hælder mere og mere til, at borderline personlighedsforstyrrelse er en form for forsinket Post Traumatisk Stress Syndrom (DPTSS), eller Forsinket Belastnings Stress Syndrom eller belastningspsykose."

Borderline skyldes jo oftest det livet har budt på, og i de fleste tilfælde, så kan man vokse fra det..

nu ved jeg ikke præcist hvad hun fejler, udover borderline, og tvivler på hun vil fortælle mig det.

derudover siger jeg ikke man ikke kan være en god mor, fordi man har feks borderline, men jeg var også bare bekymret, baseret ud fra opførsel og så kombineret med diagnosen. Mange er glimrende forældre trods psykiske eller fysiske sygdomme, og der er også helt normale forældre som kan være dårlige forældre, så nej tror ikke en diagnose absolut medfører dårlige fprældre.  slet slet ikke. Jeg tror alle mennesker har noget godt i sig, og er søde rare mennesker indtil det modsatte er bevist.

Jeg ved også godt man ikke bruger borderline mere, og man får diagnosen personlighedsforstyrrelse, men ved også jeg af flere (psykologer, psykiatere osv) har fået at vide, man ikke kan blive rask fra borderline, man kan man kan blive så "rask" at man kan leve et normalt liv, men man vil altid have borderline, og altid kunne komme tilbagefald

Det virker slet ikke som om du har gidet sætte dig ind i hvordan hun har det. Det virker som om du skyder alle de problemer der er i hele jeres familie på hende.  Det kan godt være du prøver at hjælpe men jeg kan med 100% sikkerhed sige at den attitude du har i denne her tråd er enhver diagnoserets frygt.

Du svare aggressivt til hvad alle siger og med massere afudråbstegn. Vil du virkelig gerne have råd eller vil du bare være sur og have lov til at bebrejde hende offentligt?

jeg er absolut ikke sur, jeg er frustreret, og nej jeg skyder absolut ikke alle problemer overpå hende, men der er kun problemer så snart hun bliver involveret, og er da sjovt nok et sæmmentræf....

jeg prøver at finde løsning, og at man føler der er meget fokus på, jeg bare skal acceptere bliver jeg ked af det, for jeg kan jo ikke acceptere den måde hun behandler mig på, eller andre for den sags skyld.

grunden til jeg brugte udråbstegn i et indlæg, var fodi jeg da synes det er meget uretfærdigt hvis jeg skal melde mig ud af hele familien, pga hende...  ville du selv synes det var i orden, hvis du skulle forlade alt, og hele din baggrund, pga af en anden.

hvis jeg ønskede at bebrejde hende offentligt, havde jeg nok ikke udeladt at fortælle hvem vi snakker om, og kan slet ikke se at du tror jeg bare er ude på at udstille eller bebrejde nogen.

jeg vil bare gerne kunne være med min familie, uden at blive behandlet på den måde, og håber ikke barnet kommer til at lide under det, som manden allerede gør.

i øvrigt har jeg prøvet at sætte mig ind i det, bla ved at lære endnu mere om borderline, og ved at snakke med hende, og ofte har jeg været overbærende, men alle har altså en grænse, min er stor, men nu var den altså også nået.

angelmom skriver:

en omgang sludere, man vælger selv om ens sygdom skal styr ens liv,eller ej!!

mange bliver desværre osse fejl diganoserede, fordi i det øjeblik vi ikke fedte ind i mængden er vi forstyrret af en eller anden grad..

Jeg er fejl diganoserede og det har jeg 4 psykiaters ord på!!

Jeg undgår folk som har valgt at deres psykisk sygdom skal være deres identiet og skal styre deres liv, for jeg gider ikke at høre på deres ynk længere!!

Jeg har et usynligt handicap i hjernen, pga et uheld for 12 år siden jge har valgt at det ikke skal styre mit liv, så derfor ved kun lige mine to nære veninder samt min kæreste samt min familie, hvad det er for et handicap som jeg skal leve med resten af mit liv, ikke engang min egen søn ved det..

Men desværre er det tit og oftes sådan at når den enkelte ikke selv har oplevet at blive åndet i nakken pga. den ene af sine forældre eller begge er dysfunktionel, så ånder de sociale myndigheder en i nakken.. man skal dog lige huske at vi alle sammen er en del af det danske system fra den dag vi bliver udstyret med et dansk cpr nr.

også er der forskelligt fra kommune til kommune og region til region og fra psykiater til psykiater hvordan diveres behandlings tilbud og former er..

( lige pt. et område jeg ved en masse om så er det psykisk sygdomme og den danske psykiatri og behandlings formerne, samtaler terapierne samt den medicinske)

Jeg har faktisk nogle rigtig gode venner som rent faktisk har psykiske sygdomme, men har et funktionelt liv med familie og job og uddannelser, man kan ikke se eller høre på dem at de har disse her diganoser, fordi de har valgt at det ikke skal styre deres liv!!Men man kan godt være en udmærket mor faktisk til tider en bedre mor når man har en psykisk sygdom, f.eks en af mine allebedste veninder har en psykisk sygdom, men jobber i dag som familie vejleder, og har en datter med et handicap ( usynligt) også er hun osse alene mor, man aner ikke hun har den sygdom fordi det er ikke noget hun skilter med!!

Da jeg blev syg af stress og stod alene med en dreng og udviklet en fødels deprassion, gik jeg i en trance ligne tilstand og kun koncenterede sig om min søn og jeg!! Jeg blev så helbredet uden brugen af lykkepiller..

Jeg lever efter en livsfilsofi som hedder " man kan hvad man vil!"

 

Jeg kan godt se at du tildels har ret mht. ikke at lægge sin identitet i sin sygdom. MEN nogle mennesker er altså bare så syge at de ikke kan vælge at agere anderledes end deres sygdom byder dem! Nogle mennesker er psykisk syge i en sådan grad, at de ikke kan sige til sig selv, at de skal stå op af sengen om morgen, nogle er så syge at de ikke selv kan se hvad de gør af 'onde' ting imod deres kære osv. Tror man skal passse enormt meget på med at stille op hvad folk, som er i en anden situation end en selv, kan og ikke kan. For vi har aldrig gået i deres sko eller følt som de føler!

Jeg er ked af at høre, at du er fejldianosticeret Jeg håber at du har overskud til at kæmpe imod, for en (eller flere) psykiaters udtalelse burde tælle mere end en pædagogs. De har slet ikke bemyndigelse til at stille en diagnose. Selv ikke en psykolog må stille diagnoser! Så kæmp videre!

Jeg forholder mig kun til dine første to linier: Borderline er ikke en psykisk sygdom, som i en "tilvalgs" ting. Borderline ER EN PERSONLIGHEDSFORSTYRRELSE! Dvs den er så filtreret dybt ind i ens person, så ikke lige til at styre, som du hentyder til. Af samme årsag kan man ikke medicinere sig ud af forstyrrelsen. Man kan symptombehandle. Skal man ændre sin tilstand, så kræver det ÅR MED INTENSIV TERAPI. Fx dialektisk adfærdsterapi (DAT). Der lærer man helt fra bunden af, at ændre nogle tanker og lære nye måder at handle på. Ganske enkelt er en del af terapien ren undervisning i at være et normalt menneske. Dét skal der desværre til for nogle af de stakkels piger, som er blevet forbandet med den personlighedsforstyrrelse. Behandling der først kan begynde, når man har erkendt man har et problem. Det er meget svært med sygdomserkendelse, når forstyrrelsen sidder i personligheden.

Mget enig!!! Når det er en del af deres personlighed kan man ikke bare ændre det ved at knipse med fingrene. Og man kan aldrig blive helt normalt, men delvist lære at OPFØRE sig normalt! Man kan heller ikke bede en autist om at blive normal, men kan lære dem nogle ting omkring adfærd via belønning. Sammenligner bestemt ikke autister med borderlinere, men var bare for at påpege, at nogle ting kan altså ikke helbredes med blive bedre.
Når man tænker på hvor sindssygt svært det kan være for en depressiv, som jo ikke er en kronisk sygdom, men noget som i de fleste tilfælde kan helbredes helt, at komme ud af sengen, bare få børtet tænder osv., så er det utopi at sige, at en med borderline bare kan vælge at sige 'Jeg kan hvad jeg vil'!

Lige et spørgsmål, er det kun piger/kvinder som kan være borderline? Synes aldrig man hører om den lidelse hos drenge og mænd..?

mange af disse ting ved ejg godt, men derfor er det svært at forholde sig til.....

ja undskyld mig men føler sgu jeg pludselig skal sidde og undskylde for hendes tyranni bare fordi hun har borderline, man har stadig selv et ansvar, uanset hvor syg man er. Jeg ved godt mange ting kan hun ikke helt gøre for, men der er stadig grænser, og ja føler sgu at jeg igen igen skal forsvare mig, fordi det er hende som har en persoblighedsforstyrrelse

Jeg synes ikke det er fair

Det er tydeligt for mig at se, at det ikke kun handler om bekymring for hendes kommende barn, selvom jeg godt ved at du OGSÅ er bekymret for barnet! Men det skinner igennem, at du også er virkelig frustreret, såret og vred over alle de ting, som vedkommende har udsat dig for! Men DU kan ikke ændre hende, hvorend du gerne ville  Hun skal selv indse at hun har et problem og så skal hun, som KaMa skriver, have intensiv terapi, hvis hun virkelig skal ændre sig mærkbart!
Så hvis du ikke kan holde det ud og føler at det tærer på dig, så synes jeg du skal tage afstand til hende og passe på dig selv inden det bliver alt for meget for dig! Jeg ved godt at det er meget lettere sagt end gjort, når det er familie vi taler om. Men du kan jo ikke blive ved med at leve med det, når du har det så svært med det (hvilkt jeg bestemt også tror jeg selv ville have!!!). Hun er syg ja! Men det kan du ikke gøre for, og derfor har du ikke pligt til konstant at være der og stå model til ting, som du føler overskrider dine grænser!

Synes du skal bakke helt eller delvist ud af jeres forhold og vente og se hvad der sker, om hun får hjælp, om du savner hende osv. Nogen gange skal der afstand til før man kan mærke hvad der egentlig er bedst for en selv

Nu tilføjer jeg lige noget til dette indlæg, efter at have læst dit indlæg højere oppe. Du skriver både at vi bare siger du skal acceptere at sådan er hun og lade hende behandle dig sådan og smatidig siger du, at en anden ikke kan være bekendt at sige at du skal holde dig fra hende. Så kan jeg bare ikke se hvilke muligheder der så er tilbage? For du KAN ikke ændre hende, så enten må du vælge at tage afstand til hende eller at 'acceptere' hende som hun er. Jeg tænker dog, at du godt kan tage afstand fra hende uden at være nødt til at melde dig helt ud af familien!