Gravid og Borderline

june1987 skriver:

ja desværre men derfor kan jeg skam også godt være sådan over for andre mennesker som du beskriver hvis du vidste hvor mange veninder osv jeg har haft igennem systemet nu har jeg 3 gode tilbage og dem har jeg så været venner med laaang tid men de støtter mig også altid.

men self siger de noget som jeg ikke bryder mig om så lader jeg dem lige være et stykke tid og så kontakter jeg dem igen. den eneste jeg har formået at være venner med er sommerfugllarven her inde fra. hende har jeg været med i snart 4 gode år 

men jeg forstår udmærket godt din frustration. du kan altid sende en privat mail hvis der er noget jeg kan hjælpe med 

jeg ved godt man ikke skal bruge sin sygedom som en undskyldning men desværre er det en stor identitet af mig og når man er som man er så er det desværre ofte svært at se man begår fejl

og man vil slet ikke indse dem så heller sårer en anden, da man ved at undskylde føler man at det er et nederlag..

men nogengange kan man være så langt ude man ikke kan se ens fejl desværre og jeg kan godt se andres fejl osv men ikke mine egne og det giver som regl bagslag..

Jeg synes det er synd at nogle bliver ved med at skrive at man selv kan styre hvorvidt man kommer ud af det eller ej og får en uddannelse osv. Det må være meget frustrerende for dig som borderliner! Man ER jo som man er, og hvis en sygdom eller sindslidelse netop er en så stor del af ens personlighed, en sindslidelse som gør sindet kompliceret, så er det jo ikke BARE at gøre noget ved det. Og som jeg ser det så kæmper du sindssygt hårdt hver eneste dag! Så lad ingen fortælle dig, at du skal tage dig sammen eller at du selv er fuldstændig herre over hvorvidt du får en uddannelse en dag. Måske gør du, og måske ikke. Men som jeg ser det er det absolut ikke din skyld hvis ikke du gør! Det er ikke som os andre 'normale' mennesker som bare kan tage os sammen og sige til os selv, at nu skal vi altså i skole, og det kan jeg sagtens sætte mig ind i må være rigtig rigtig svært!

Ansemusen skriver:

 

Jeg synes det er synd at nogle bliver ved med at skrive at man selv kan styre hvorvidt man kommer ud af det eller ej og får en uddannelse osv. Det må være meget frustrerende for dig som borderliner! Man ER jo som man er, og hvis en sygdom eller sindslidelse netop er en så stor del af ens personlighed, en sindslidelse som gør sindet kompliceret, så er det jo ikke BARE at gøre noget ved det. Og som jeg ser det så kæmper du sindssygt hårdt hver eneste dag! Så lad ingen fortælle dig, at du skal tage dig sammen eller at du selv er fuldstændig herre over hvorvidt du får en uddannelse en dag. Måske gør du, og måske ikke. Men som jeg ser det er det absolut ikke din skyld hvis ikke du gør! Det er ikke som os andre 'normale' mennesker som bare kan tage os sammen og sige til os selv, at nu skal vi altså i skole, og det kan jeg sagtens sætte mig ind i må være rigtig rigtig svært!

ja det er det også, men heldigvis siger de fagfolk bag mig at de forstår mig udmærket godt, men det kan da "tisse" mig lidt af når folk de siger man bare skal tage sig sammen og man ikke skal hele ens sygedom til sin identitet. men det er den altså det er jo noget man har haft i 20 år og det er altså svært at komme ud af igen og svært at få en anden tanke gang det er jo hele en selv der skal ændres.

jeg troede også jeg bare var doven, fordi jeg simpelthen ikke kunne rive mig ud af sengen om morgen og jeg ikke kunne fastholde noget som helst længere tid af gangen men det var fordi det var det jeg fik afvide. 

feks siger min far jeg aldrig bliver til noget, det sårer mig da fordi hvem ved om jeg nogensinde er klar til en udd. jeg har allermest bare lyst til at gå ned og erklære mig rask og starte en udd, for at vise jeg kan men jeg ved om måned kommer jeg tilbage endnu værre fordi jeg har fået et nederlag mere på ryggen.

de eneste jeg kan takke er min forældre for alt den svigt osv de har udøvet på mig gennem livet. 

det er derfor jeg er den jeg er i idag og derfor jeg har de personlighedsforstyrelser og derfor jeg ikke kan håndtere noget posetivt , ja jeg kan blive ved.

men jo det er utroligt trættende at vide man er doven osv hele tiden

june1987 skriver:

ja det er det også, men heldigvis siger de fagfolk bag mig at de forstår mig udmærket godt, men det kan da "tisse" mig lidt af når folk de siger man bare skal tage sig sammen og man ikke skal hele ens sygedom til sin identitet. men det er den altså det er jo noget man har haft i 20 år og det er altså svært at komme ud af igen og svært at få en anden tanke gang det er jo hele en selv der skal ændres.

jeg troede også jeg bare var doven, fordi jeg simpelthen ikke kunne rive mig ud af sengen om morgen og jeg ikke kunne fastholde noget som helst længere tid af gangen men det var fordi det var det jeg fik afvide. 

feks siger min far jeg aldrig bliver til noget, det sårer mig da fordi hvem ved om jeg nogensinde er klar til en udd. jeg har allermest bare lyst til at gå ned og erklære mig rask og starte en udd, for at vise jeg kan men jeg ved om måned kommer jeg tilbage endnu værre fordi jeg har fået et nederlag mere på ryggen.

de eneste jeg kan takke er min forældre for alt den svigt osv de har udøvet på mig gennem livet. 

det er derfor jeg er den jeg er i idag og derfor jeg har de personlighedsforstyrelser og derfor jeg ikke kan håndtere noget posetivt , ja jeg kan blive ved.

men jo det er utroligt trættende at vide man er doven osv hele tiden

Hvis du ved du ikke er doven og eksperterne siger det samme, så er det det vigtigste, selvom jeg godt kan forstå at det må være skrækkeligt hele tiden at føle at man skal forklare sig og forsvare sig overfor andre mennesker! At man skal forsvare sin tilstand og sindslidelse, fordi folk tror man bare kan tage sig sammen! Men det vigtigste er at du lytter til din psykolog og gør det som er bedst for dig selv!
Din far burde nok tænke sig om og ikke komme med sådanne kommentarer, specielt fordi de har 'skylden' for at du har det som du har det i dag. Men havde han overskud til det, havde han jo nok heller ikke udsat dig for svigt i din barndom som førte til din borderline.

 

Hvis du ved du ikke er doven og eksperterne siger det samme, så er det det vigtigste, selvom jeg godt kan forstå at det må være skrækkeligt hele tiden at føle at man skal forklare sig og forsvare sig overfor andre mennesker! At man skal forsvare sin tilstand og sindslidelse, fordi folk tror man bare kan tage sig sammen! Men det vigtigste er at du lytter til din psykolog og gør det som er bedst for dig selv!
Din far burde nok tænke sig om og ikke komme med sådanne kommentarer, specielt fordi de har 'skylden' for at du har det som du har det i dag. Men havde han overskud til det, havde han jo nok heller ikke udsat dig for svigt i din barndom som førte til din borderline.

desværre mener min far ikke han har gjordt noget

men sådan er det jo desværre..

de kloge siger ihvertfald til mig at det er normalt jeg har det som jeg har det, og at jeg bare skal lærer at tackle det i håb om en bedre fremtid.

ja jeg føler hele tiden man skal forsvare sig selv, man har jo alle nogen foredomme omkring psykisk syge det har jeg også selv haft men nu da det rammer mig og ikke naboen må jeg være et talerør for dem der ikke kan, og sige hvordan man virkelig har det.og det er jeg så også super godt til, og det er ikke ynk men prøver virkelig at forklarer hvordan det er at være i sådan en tilstand som jeg selv er i. og jeg har et godt tale rør og det vil jeg som end også bruge til at nå de mål jeg har sat mig for. og det første mål er at komme igennem en hverdag og gøre de ting man skal og man ikke skal have hjælp af manden  og være ærlig for mig selv og omverden for hvis jeg ikke er det kan jeg heller for mig selv  

Sikke den debat pludselig vendte

ked af at sige det, men i min verden, har man på et elelr andet plan stadig et ansvar, selvom man har borderline.

Hvis man har en dårlig dag, og derved "kommer til" at behandle et andet menneske, enten ved at afvise elelr andet, kan man i det mindste senere prøve at rette op, der er mange ting som gøres når man feks har opturene, synes ikke borderline er en undskyld for at være led mod et andet menneske, kender flere med borderline, og der er dælme forskel på hvordan det tackles. en tackler ved at manipulere, og gøre hele verden til synedebuk, en anden kræver utrolig meget opmærksomhed, en tackler det igen på en helt 3 måde, bla ved at være ansvarsfuld nok, når hun har haft ned perioder, hvor hun ved hun ikke har behandlet folk nær så godt, og ingen overskud har haftm er hun meget åben, og snakker om det, så man ved hvorfor, og derfor bedre kan se igennem fingrene med det.

der er meget forskelligt, og uanset om man har det pga ting i barndommen eller af gen-arv, kan man stadig gøre noget selv(nogle mere end andre)

undskyld udbruddet er ikke myntet på nogle, er da frustrende når man opretter et indlæg og pludselig bliver den vendt helt om, kan slet ikke se at man skal være så overbærende bare fordi personen har borderline, at amn skal finde sig i havd som heslt(jeg kan sagtens have fået forkert indtryk, men synes det virker meget ... tja har ikke ordet for det )

igen ikke myntet på nogle eller noget, synes bare debatten pludselig tog noget af en drejning .

til June: det er flot du klarer din borderline så godt, og er så åben om det, men er desværre langt fra alle som gør eller kan det

Anonym skriver:

Sikke den debat pludselig vendte

ked af at sige det, men i min verden, har man på et elelr andet plan stadig et ansvar, selvom man har borderline.

Hvis man har en dårlig dag, og derved "kommer til" at behandle et andet menneske, enten ved at afvise elelr andet, kan man i det mindste senere prøve at rette op, der er mange ting som gøres når man feks har opturene, synes ikke borderline er en undskyld for at være led mod et andet menneske, kender flere med borderline, og der er dælme forskel på hvordan det tackles. en tackler ved at manipulere, og gøre hele verden til synedebuk, en anden kræver utrolig meget opmærksomhed, en tackler det igen på en helt 3 måde, bla ved at være ansvarsfuld nok, når hun har haft ned perioder, hvor hun ved hun ikke har behandlet folk nær så godt, og ingen overskud har haftm er hun meget åben, og snakker om det, så man ved hvorfor, og derfor bedre kan se igennem fingrene med det.

der er meget forskelligt, og uanset om man har det pga ting i barndommen eller af gen-arv, kan man stadig gøre noget selv(nogle mere end andre)

undskyld udbruddet er ikke myntet på nogle, er da frustrende når man opretter et indlæg og pludselig bliver den vendt helt om, kan slet ikke se at man skal være så overbærende bare fordi personen har borderline, at amn skal finde sig i havd som heslt(jeg kan sagtens have fået forkert indtryk, men synes det virker meget ... tja har ikke ordet for det )

igen ikke myntet på nogle eller noget, synes bare debatten pludselig tog noget af en drejning .

til June: det er flot du klarer din borderline så godt, og er så åben om det, men er desværre langt fra alle som gør eller kan det

som du selv er inde på er man forskellige og man kan ikke SE sine egne fejl og man har pisse svært ved at indse man har gjort noget dum det kan tælles på en hånd hvor mange gange jeg har sagt undskyld i hele mit liv. du gør mig sku en pisse smule irreteret med dine vredsudbrud, prøv at hør her, en barn der har haft en dårlig opvækst og aldrig har vidst hvordan det er at have folk tæt på dig eller vide hvordan man skal være omkring andre mennesker så danner man sin egen verden og det kan være en lille ting som sagt der har gjort at hun har set sig sur på dig og nej en dårlig barndom eller borderline er ikke fordi det er ok at behandle andre mennesker grimt, hvis man ikke vil indse man er syg og man ikke ved bedre så kan man som person intet stille op andet end at se til desværre

og oftest er det sådan når man ikke har vidst hvor man har andre mennesker henne tror man ikke på nogen, man lever som om det var den sidste dag, og man er lige glad med andre fordi de pisser alligevel en i ryggen. 

jeg synes jeg har prøvet at forklare dig hvordan det er at være det og jeg synes ikke det er som om du læser det.

du brøler ud at man skal ikke tro en dårlig barndom og borderline er ensbetydet med man så må genere andre 

svaret er helt enkelt NEJ, men sådan er sådan en person det er skide svært at forklarer. jeg har forsøgt at sige det er normalt fordi at en person med B. ikke kan håndtere at finde ud af at være sammen med andre mennesker ihvertfald ikke de fleste af dem. 

EN BARNDOM gør en til den man er IDAG.....

hvis du opdrager din børn i feks religion bliver de sådan

hvis et barn oplever tæsk, fysisk terror, misbrug, voldtægt, psykisk terror som en del af sig kan du ikke forvente at det BARE er en dårlig barndom NEJ det handler om overlevelse.

dette barn lærer aldrig at håndtere noget godt, og en veninde vil de se som en trussel og vide de vil gøre en ondt FOR når ens egne forældre kan gøre en 'ONDT hvem kan så ikke ?!

men igen jeg synes du skal snakke med din familie omkring det og lade hende være mere kan du altså ikke gøre!

june1987 skriver:

som du selv er inde på er man forskellige og man kan ikke SE sine egne fejl og man har pisse svært ved at indse man har gjort noget dum det kan tælles på en hånd hvor mange gange jeg har sagt undskyld i hele mit liv. du gør mig sku en pisse smule irreteret med dine vredsudbrud, prøv at hør her, en barn der har haft en dårlig opvækst og aldrig har vidst hvordan det er at have folk tæt på dig eller vide hvordan man skal være omkring andre mennesker så danner man sin egen verden og det kan være en lille ting som sagt der har gjort at hun har set sig sur på dig og nej en dårlig barndom eller borderline er ikke fordi det er ok at behandle andre mennesker grimt, hvis man ikke vil indse man er syg og man ikke ved bedre så kan man som person intet stille op andet end at se til desværre

og oftest er det sådan når man ikke har vidst hvor man har andre mennesker henne tror man ikke på nogen, man lever som om det var den sidste dag, og man er lige glad med andre fordi de pisser alligevel en i ryggen. 

jeg synes jeg har prøvet at forklare dig hvordan det er at være det og jeg synes ikke det er som om du læser det.

du brøler ud at man skal ikke tro en dårlig barndom og borderline er ensbetydet med man så må genere andre 

svaret er helt enkelt NEJ, men sådan er sådan en person det er skide svært at forklarer. jeg har forsøgt at sige det er normalt fordi at en person med B. ikke kan håndtere at finde ud af at være sammen med andre mennesker ihvertfald ikke de fleste af dem. 

EN BARNDOM gør en til den man er IDAG.....

hvis du opdrager din børn i feks religion bliver de sådan

hvis et barn oplever tæsk, fysisk terror, misbrug, voldtægt, psykisk terror som en del af sig kan du ikke forvente at det BARE er en dårlig barndom NEJ det handler om overlevelse.

dette barn lærer aldrig at håndtere noget godt, og en veninde vil de se som en trussel og vide de vil gøre en ondt FOR når ens egne forældre kan gøre en 'ONDT hvem kan så ikke ?!

men igen jeg synes du skal snakke med din familie omkring det og lade hende være mere kan du altså ikke gøre!

jeg ved godt alle de ting, men det er stadig rigtig svært at forholde sig til, når det er mig det går ud over, og vil bare gerne finde en løsning inden jeg mister ele min familie helt....

det er heller ikke personligt ment som jeg skrev.

har jo også bare svært ved at forstå, det er okay, fordi hun har borderline, at hun behandler andre på den måde, men ja jeg håber da tingene ændrer sig nu hun er blevet mor, men indtil videre ser det desværre ikke sådan, senest i går, hvor hun ringede, og nærmest hoverede over hun havde fået barn, og det endnu ikke er lykkedes for, og og bagefter fik vendt den til, hvor hårdt det er, og om jeg nu var sikker på jeg ville kunne klare det, og hun direkte begyndte at fraråde, os at få børn ?

hun hra hele tiden brugt opmærksomhed, og altid været familiens midpunkt, det er dog blevet værre og værre gennem årene, og hvis folk sagde fra begyndte det pludselig at give store konsekvenser

og som skrevet har jeg prøvet at snakke med familien, men så snart der er gået et par dage, har de snakket med hende om dte, og så er jeg i problemer igen

det er jo også bare fordi jeg synes dte er så frygtelig en situation jeg er i, pga hende

hun har hele sin barndom, været meget hos os, hvor hun ofte, tog min plads, og det var tydeligt, jeg kan bedre se det nu, men kunne også tydeligt se og mærke det dengang uden at kunne sætte ord på det. jeg blev mere og mere luft, mens hun fik alle fordele, mine forældre har i dag indrømmet de lavede mange store fejl dengang, og hun fik oevrtaget min plads i familien, mens hun hængte mig ud. Det kulminerede da mine forældre blev nød til at sige fra, så var det pludselig min skyld det hele, hun har bedt flere medlemmer af familien om at vælge mellem hende og jed, og snakker kun dårligt om mig bag min ryg, og nedgør mig, sådan "under bordet" når vi er samlet, ting hun ved sårer mig.

når man står som den store taber i en familie med en borderline person, som er sådan, kan det altså være utrolig svært, at være overbærende hele tiden.

ja for mig lyder det bare som om borderlinen skal forsvare hende og opførslen, og ja ved godt hun ikke kan gøre sor det, men kan det virkelig være rigtigt det skal gå sådan ud over mig og hun bare kan sidde smilende og hoverende tilbage, og jeg intet kan stille op, og bare skal tage imod alle slagene

som sagt tidligere, kender jeg flere med diagnosen, og ahr aldrig oplevet den opførsel på den måde ved de andre, og har de haft noget lignende i perioder har vi altid kunne snakke om det og blive gode venner igen.  hvor der her bare intet er at gøre

Anonym skriver:

 

jeg ved godt alle de ting, men det er stadig rigtig svært at forholde sig til, når det er mig det går ud over, og vil bare gerne finde en løsning inden jeg mister ele min familie helt....

det er heller ikke personligt ment som jeg skrev.

har jo også bare svært ved at forstå, det er okay, fordi hun har borderline, at hun behandler andre på den måde, men ja jeg håber da tingene ændrer sig nu hun er blevet mor, men indtil videre ser det desværre ikke sådan, senest i går, hvor hun ringede, og nærmest hoverede over hun havde fået barn, og det endnu ikke er lykkedes for, og og bagefter fik vendt den til, hvor hårdt det er, og om jeg nu var sikker på jeg ville kunne klare det, og hun direkte begyndte at fraråde, os at få børn ?

hun hra hele tiden brugt opmærksomhed, og altid været familiens midpunkt, det er dog blevet værre og værre gennem årene, og hvis folk sagde fra begyndte det pludselig at give store konsekvenser

 

og som skrevet har jeg prøvet at snakke med familien, men så snart der er gået et par dage, har de snakket med hende om dte, og så er jeg i problemer igen

det er jo også bare fordi jeg synes dte er så frygtelig en situation jeg er i, pga hende

hun har hele sin barndom, været meget hos os, hvor hun ofte, tog min plads, og det var tydeligt, jeg kan bedre se det nu, men kunne også tydeligt se og mærke det dengang uden at kunne sætte ord på det. jeg blev mere og mere luft, mens hun fik alle fordele, mine forældre har i dag indrømmet de lavede mange store fejl dengang, og hun fik oevrtaget min plads i familien, mens hun hængte mig ud. Det kulminerede da mine forældre blev nød til at sige fra, så var det pludselig min skyld det hele, hun har bedt flere medlemmer af familien om at vælge mellem hende og jed, og snakker kun dårligt om mig bag min ryg, og nedgør mig, sådan "under bordet" når vi er samlet, ting hun ved sårer mig.

når man står som den store taber i en familie med en borderline person, som er sådan, kan det altså være utrolig svært, at være overbærende hele tiden.

ja for mig lyder det bare som om borderlinen skal forsvare hende og opførslen, og ja ved godt hun ikke kan gøre sor det, men kan det virkelig være rigtigt det skal gå sådan ud over mig og hun bare kan sidde smilende og hoverende tilbage, og jeg intet kan stille op, og bare skal tage imod alle slagene

som sagt tidligere, kender jeg flere med diagnosen, og ahr aldrig oplevet den opførsel på den måde ved de andre, og har de haft noget lignende i perioder har vi altid kunne snakke om det og blive gode venner igen.  hvor der her bare intet er at gøre

åh jeg ville ønske jeg kunne hjælpe dig, men jeg tror det bedste for dig ville være at snakke med en psykolog om hvordan du skal håndtere det hele for mig lyder det som du heller ikke altid har haft det lige nemt  med den baggrund ville du selvtillid hvor du ikke længere tænker over sådanne ting. 

jeg ville virkelig ønske jeg kunne hjælpe dig, men desværre kan jeg kun give dig mine råd og det ville helt klart være at snakke med en fagperson. 

og hun virker da til at være en rigtigt strid strigle 

jeg kan godt forstå du reagere som du gør da min kæreste også nogen gange ikke føler han ved hvor han har mig og ikke ved hvordan han skal undgå konflikter med mig.

 jeg håber virkelig du finder en løsning

Jeg vil bare lige sige, at mine indlæg til June INTET har at gøre med, at jeg synes det er okay at dit familiemedlem behandler dig og andre på den måde. Mine indlæg var henvendt til June ang. eksempelvis uddannelse, hvor nogle mener at man bare kan hvad man vil hvis man virkelig vil det. Og det er jo smadder svært at få at vide gang på gang fra mennesker som ikke kender til lidelsen på egen krop.
Mht. at dit familiemedlem sviner dig til, lukker dig ude og manipulerer aner jeg bare ikke hvad du skal gøre. Jeg kender intet til borderline som sådan, så kan ikke hjælpe dig hvorend jeg gerne ville! Synes uden tvivl at det er synd for dig og resten af familien, og ja jo i og for sig også for den pågældende borderline-kvinde. Jeg tror også måske at det ville være godt for dig at snakke med en professionel om det, om hvordan du bedst tackler det så du kan passe på dig selv! Gerne en med forstand på borderline, så du kan få de bedste redskaber! For det er tydeligvis ikke holdbart for dig at leve med det som du gør nu og det er helt forståeligt

Ansemusen skriver:

Jeg vil bare lige sige, at mine indlæg til June INTET har at gøre med, at jeg synes det er okay at dit familiemedlem behandler dig og andre på den måde. Mine indlæg var henvendt til June ang. eksempelvis uddannelse, hvor nogle mener at man bare kan hvad man vil hvis man virkelig vil det. Og det er jo smadder svært at få at vide gang på gang fra mennesker som ikke kender til lidelsen på egen krop.
Mht. at dit familiemedlem sviner dig til, lukker dig ude og manipulerer aner jeg bare ikke hvad du skal gøre. Jeg kender intet til borderline som sådan, så kan ikke hjælpe dig hvorend jeg gerne ville! Synes uden tvivl at det er synd for dig og resten af familien, og ja jo i og for sig også for den pågældende borderline-kvinde. Jeg tror også måske at det ville være godt for dig at snakke med en professionel om det, om hvordan du bedst tackler det så du kan passe på dig selv! Gerne en med forstand på borderline, så du kan få de bedste redskaber! For det er tydeligvis ikke holdbart for dig at leve med det som du gør nu og det er helt forståeligt

Jeg har før snakket med en psykiater,men måske jeg skulle ta afsted igen, og se om de kan hjælpe med nye metoder, for nej det er ikke holdbart i længden.

ja jeg har også ondt af hende, og synes da også det er synd hun skal leve med sygdommen, men bliver nok også bare oevrskygget af frustrationerne i familien, og frygten for hvad barnet må komme til at gennemleve, selvom jeg stadig håber det vil blive en livsændring for hende