Omsorgsgiver skriver:
Jeg ville da blive mega skuffet hvis jeg havde en søskende og han/hun hvert år fik for flere penge end mig
Min kæreste og jeg aftaler også et nogenlunde beløb som vi giver hinanden for
Det ville da ikke være fair hvis han hvert år gav mig for flere tusinde og jeg til ham kun for et par hundrede.
Når lillebror får 100 kr så får søster det også. Altså ingen forskel.
Hvis det ene barn hvert eneste år får væsentligt mindre end det andet, så kan det blive en skuffelse, ja. Men hvorfor skulle det blive sådan? Det vil de fleste forældre da undgå.
Hvis det ene barn ét år mangler en cykel eller en telefon, og det andet ønsker sig ikke nær så store/dyre ting, så giver det næsten sig selv, at sidstnævnte et andet år vil være den, der mangler fx en cykel. Dét år vil han/hun så være den, der får for flest penge. Sværere er det ikke.
Noget andet er, at prisen på en gave ikke burde være det vigtigste hverken for børn eller voksne. At svinge dankortet kræver ikke den store indsats - men at gå på jagt efter en ganske særlig ting, falde over det helt rigtige og personlige i august måned og gå og glæde sig til at give det til barnet eller kæresten til jul, er i mine øjne væsentligt mere kærligt og gavmildt.
Jeg ville aldrig aftale med min mand, at vi gav hinanden for et bestemt beløb. I år drømte han om et stykke værktøj, som kostede 3000 kroner, og jeg kunne bare godt tænke mig en striktrøje. Så jeg bestilte værktøjet - det tog fem minutter - og han brugte lang tid på at finde den helt rigtige trøje til mig, gik fra butik til butik med vores datter og ventede, til de fandt én, der passede perfekt til min smag. Jeg går ud fra, den har kostet max 500 kroner - den er perfekt, og hans engagement i at udvælge den gør den i sig selv værdifuld for mig.
Hvis vi havde en aftale om at give for det samme, skulle han pinedød købe for måske 2500 kroner mere til mig - det giver ingen mening i min verden.
Der MÅ da være andet og mere i gaver end deres pris - og det er værd at lære sine børn!
Anmeld
Citér