Anonym skriver:
Jeg synes ærlig talt det er morsomt hvor meget fordomsfuldhed, der er i disse debatter overfor, at man bare ikke synes at kjoler på drenge er pænt - eller ønsker det på sin søn.
Hvorfor er det så vigtigt at angribe andre der tænker/ handler anderledes som forældre - jesus!.
En mor der insisterede på en vegankost ville da ikke blive stemplet som mærkelig, indskrænket, ikke lyttende og som en det begrænser sit barn. Og det er vitterlig en større indskrænkning af frihed end at guide henimod andet tøj.. som de også kan lide.
Ja - der er sikkert rummelige mænd der har gået i kjole som børn- men der er godt nok også mange rummelige og dejlige mænd det hele deres liv har været bukser.
Over and out
Jeg tror altså også der er lidt misforståelser i præmissen.
Debatten går jo ikke på om man SKAL og BØR købe kjoler til sine drenge, eller om man personligt synes det er pænt, men om hvordan man ville tackle et stort ønske fra sit barn og hvorfor man ville sige ja eller nej.
Hvis ens børn trives til UG i jeans og t-shirt, så er det da helt fjong
men HVIS de havde andre præferencer, hvorfor skulle det så skydes til side?
Indtil videre har jeg kun set argumenter der til syvende og sidst handler om de voksnes tanker, meninger og frygt. Ikke børnenes. Og så læser jeg en masse indlæg hvor præmissen er drejet og der argumenteres for hvorfor det er fjollet når ungerne aldrig har brokket sig, men det er jo slet heller ikke dét debatten handler om
så der må være sket en kommunikationsfejl
Mht veganer moren så synes jeg hun ville være ligeså indskrænkende og begrænsende hvis hendes barn ytrede stort ønske om animalsk kost. Det samme med omvendt fortegn. Egentlig synes jeg det gælder i alle henseender hvor barnet træffer et personligt, uskadeligt valg. Om det er kjole/bukser, fodbold/ballet, blå/pink cykel osv osv osv.
Anmeld
Citér